Stimuleret. Snart kan vi forbinde hjernen til en computer, spår to prominente Harvard-forskere. Det kan betyde ferieminder gemt i skyen og styring af maskiner med tankens kraft. Men kan selvet holde til det?

Intel core-tankeprocessor

Intel core-tankeprocessor Af Rasmus Egmont Foss

Opfinderen og milliardæren Elon Musk beundres og forarger verden over. Nogle elsker ham for elektriske biler, rumraketter og store visioner. Andre ryster på hovedet, når han fyrer kontroversielle tweets og umulige idéer af i meningssfæren. Men lykkes han med at realisere sin mest ambitiøse plan, kan han meget vel gå hen og blive husket for noget langt mere banebrydende, nemlig en opgradering af den menneskelige race.

I 2016 grundlagde Musk firmaet Neuralink, der arbejder på at forbinde hjernen til en computer gennem elektriske implantater. Teknologien skal gøre det muligt at uploade minder, downloade ny viden og optimere tankens kraft med kunstig intelligens.

Musk står ikke alene med de håb. Også Facebooks stifter Mark Zuckerberg ser et potentiale. I september købte han opstartsvirksomheden CTRL-labs, som udvikler et pandebånd til at læse tanker, og målet er at skabe »mere naturlige, intuitive måder at interagere med maskiner og teknologi«, sagde Zuckerbergs kollega og direktør for virtual and augmented reality hos Facebook, Andrew Bosworth. De drømmer om den dag, hvor ingen behøver at bruge tastatur eller touchskærm for at sende en besked, men blot tænker den, og så er den fremme.

I disse år rykker videnskaben tættere på at gøre drømmene til virkelighed. Ifølge to forskere fra Harvard University står feltet nu på tærsklen til en ny æra. Charles Lieber, en af de førende i verden inden for nanoteknologi, og hjerneforsker Shaun Patel påstod i september i tidsskriftet Nature Biotechnology, at neuroteknologien »har nået et tipping point«, og at den snart kan helbrede lidelser som Parkinson, demens og depression – og på længere sigt øge vores kognitive evner.

»Vi har en tilstrækkelig god forståelse af, hvordan hjernen er organiseret, og hvordan den fungerer. Vi har også teknologien til at opfange, hvad der sker, afkode det og genskabe det med en computer. Og nu har vi bevist i forsøg, at vi kan forbedre kognitionen ved at stimulere bestemte områder i hjernen på en måde, der efterligner de naturlige forbindelser – det er helt utroligt! Med de her muligheder vil vores forståelse af hjernen blive voldsomt forbedret i de kommende år, og vi vil omsætte det til helt nye produkter og behandlingsmetoder,« siger Shaun Patel.

Teknologien skal først og fremmest bruges til at helbrede sygdomme og forbedre livet for personer med handicap. Men udsigten til at opgradere den menneskelige hjerne er så dragende, at stærke kræfter vil kæmpe for at bruge den til meget mere end behandling.

Dét er ikke uden risici, og et voksende kor af filosoffer advarer mod at gøre det uden omtanke. Når man roder rundt i hjernen, rører man ved det, der gør os til mennesker. I dag ved vi så lidt om sindet, bevidstheden og selvet, at vi ikke kender konsekvenserne af den slags indgreb – de kan forbedre os lige så vel, som de kan forkrøble os.

Neuroteknologi er allerede installeret i mange hoveder i dag. Patienter med Parkinson kan få opereret elektroder ind i hjernen, som stimulerer et bestemt område og lindrer symptomerne, såkaldt dyb hjernestimulation. Folk uden arme eller ben kan få kontrol over deres kunstige lemmer gennem implantater, der opfanger hjernens signaler, dog kun på forsøgsbasis indtil videre. Med al sandsynlighed vil lignende indgreb blive relevante for mange flere mennesker i fremtiden.

Den største ulempe ved teknikken i dag er elektrodernes form og størrelse, siger Shaun Patel. De fungerer fint til dyb hjernestimulation, men er for store og for rigide til de fleste andre formål.

Læs også tilbageblikket på nogle af 2010ernes største videnskabelige nobelopdagelser, kriser og nytilkomne paradigmer: »Småtteriernes årti«

Hvor en typisk neuron er omkring 0,1 millimeter på det tykkeste sted, er nuværende implantater cirka 12 gange så brede. Det begrænser antallet af elektroder, man kan indsætte, hvilket er den største flaskehals for at forstå og manipulere hjernen bedre. De nye prober, der udvikles, er mindre og mere fleksible.

»Selv med de her gamle klodsede elektroder har vi kunnet lave mange meningsfulde indgreb, men nu har vi teknologien til at skabe en meget bedre grænseflade mellem hjerne og computer. Ved at bruge mindre prober kan vi interagere med flere neuroner, hvilket betyder, at antallet af muligheder vil stige eksponentielt,« siger Shaun Patel, før han tilføjer et men:

»Det er ikke så svært at producere eller designe elektroderne. Udfordringen er at koble stadigt mindre implantater inde i hjernen sammen med en computer udenfor gennem elektriske forbindelser.«

Elektroder stukket dybt ind i hjernen hjælper blandt andet Parkinson-patienter med at styre deres rysteanfald. Der forskes intensivt i at udvikle metoder, hvormed man kan påvirke neuronerne på en mindre indgribende måde. Foto: Ritzau Scanpix
Elektroder stukket dybt ind i hjernen hjælper blandt andet Parkinson-patienter med at styre deres rysteanfald. Der forskes intensivt i at udvikle metoder, hvormed man kan påvirke neuronerne på en mindre indgribende måde. Foto: Ritzau Scanpix

Et andet problem, som forskerne dog er tæt på at løse, er, at kroppen frastøder de fremmede objekter. Fordi materialet er anderledes end hjernens egne celler, danner kroppen inflammation for at udstøde det. Men ved hjælp af forskellige teknikker kan man nu efterligne hjernens struktur så godt, at elektroderne overlever meget længere.

På Charles Liebers laboratorium i Boston udvikler de for eksempel såkaldt mesh electronics, som er tråde, der kan indsættes med en sprøjte. Trådene skjuler sig delvist for immunsystemet og undgår dermed at blive udsat for angreb.

»I dag holder proberne kun få måneder, men med implantater, der ligner hjernen, kan de potentielt set være stabile i årevis og have en reel effekt,« siger Shaun Patel.

Indtil videre bruges teknologien udelukkende til at helbrede sygdomme med ophav i hjernen. Formålet med den igangværende forskning er da også at udvikle ny behandling til lidelser, som er svære at kurere med farmaceutiske midler. Især arbejder forskerne på at forstå Alzheimers bedre og finde metoder til at reducere symptomerne med elektrisk stimulans. Det samme er håbet for depression.

Der er stadig lang vej til at få en hjerne og en computer til at snakke sammen. Foreløbigt er alle kanaler eksempelvis envejs: Elektroderne kan enten stimulere eller opsnappe hjernens signaler, men ikke begge dele på samme tid.

Næste milepæl er at skabe tovejskommunikation – i første omgang at få en computerchip bag øret til at vurdere, hvornår Parkinson-patientens hjerne har brug for mere eller mindre stimulans. Men på sigt håber forskerne, at en intelligent maskine med forbindelse til internettet også kan påvirke egentlige beslutninger og følelser.

»Vi har allerede bevist i proof-of-concept-studier, at vi kan gøre det,« fortæller Shaun Patel. »Nu er videnskabsfolk ved at identificere, hvor i hjernen de forskellige funktioner hører hjemme, og hvordan de enkelte neuroner skal stimuleres. For eksempel ved vi så meget om, hvordan vi træffer finansielle beslutninger, at vi allerede kan påvise, hvordan man kan forbedre de involverede kognitive funktioner med elektrisk stimulans.«

Læs også artiklen om et Hospital for Self Medication på et loft på Nørrebro: »For de sårede«

Vi er endnu ikke der, hvor forskere kan få os til at købe lige det produkt i supermarkedet, der passer bedst med privatøkonomien. I stedet drejer undersøgelserne sig om at lære de bagvedliggende tankeprocesser bedre at kende. Når vi styrer vores økonomi, spiller mange faktorer ind, heriblandt idéer og følelser samt vores afvejning af fordele, ulemper og risici. Ifølge Shaun Patel er det de forskellige afvejninger og typiske bias, som vi begynder at forstå i detaljer, og som vi gradvis kan vise, at teknologi kan påvirke.

Med de gamle metoder, som elektroencefalografi (EEG) og fMRI-scanning, der måler fra den anden side af hjerneskallen, kan forskerne i bedste fald få en lidt flimret forståelse af de kognitive processer. Derfor mangler vi stadig et godt greb om hjernens struktur og neuronernes organisering. Men med de nyeste implantater og den forøgede nøjagtighed kan vi så småt begynde at opbygge et bedre overblik over systemet.

Den afgørende udfordring bliver at oversætte hjernens signaler til digitale input. Det tegner til at blive et langvarigt og slidsomt arbejde.

Hvis idéen er at opgradere sig selv, så man bliver klogere eller lever længere, er antagelsen, at det er dig, du opgraderer. Men hvis ændringerne er for radikale, er det måske ikke længere dig, du ændrer på.

Susan Schneider, forfatter og lektor i filosofi og kognitive studier

For at gøre det skal udviklere opstille nogle meget specifikke eksperimenter i håb om at finde frem til netop de signaler, de er interesseret i – for eksempel hvordan hjernen træffer en bestemt beslutning eller får adgang til et bestemt minde. Derefter skal de udvikle nogle algoritmer, der på egen hånd kan gennemskue, hvornår signalerne opstår. Om det kan lade sig gøre på en effektiv måde, er stadig et åbent spørgsmål, men bortset fra den krølle betegner Shaun Patel i dag de resterende opgaver som »praktiske problemer« på vejen til et fuldendt brain-computer-interface.

Det er vanskeligt at argumentere imod ny teknologi, som kan helbrede sygdomme. Men hvor går grænsen mellem at behandle og opgradere? Og kan vi i det hele taget vide, hvordan det vil ændre os som mennesker? De praktiske konsekvenser af udviklingen kan meget vel afhænge af gamle filosofiske spørgsmål, vi ikke har klare svar på endnu.

Susan Schneider, lektor i filosofi og kognitive studier ved University of Connecticut og forfatter til bogen Artificial You: AI and the Future of Your Mind, er selverklæret transhumanist og støtter derfor princippet om at opgradere mennesket. Alligevel advarer hun mod at integrere hjernen med en computer på baggrund af den viden, vi har i dag. Hun peger på to fundamentale områder, som vi kan risikere at ændre til uigenkendelighed: bevidstheden og selvet – eller alt det, der giver livet mening og farve.

»Det er vigtigt at forstå, at vi ikke ved med sikkerhed, om ens person og identitet vil overleve den type indgreb,« siger hun.

Videnskaben kan fortsat ikke forklare, hvordan bevidstheden opstår, eller hvor den stammer fra. Når vi begynder at erstatte dele af hjernen med mekaniske elementer, kan vi risikere at slukke for kontakten.

Det samme gælder for selvet: Uanset om man ser selvet som en hjerneskabt illusion, som et produkt af alle vores minder og oplevelser eller som en helhed af de væsentligste egenskaber ved vores personlighed, så stammer følelsen af selvet fra hjernen og kan blive spoleret af et omfattende indgreb.

»Hvis idéen er at opgradere sig selv, så man bliver klogere eller lever længere, er antagelsen, at det er dig, du opgraderer. Men hvis ændringerne er for radikale, er det måske ikke længere dig, du ændrer på. Måske erstatter du dit selv med et komplet andet,« siger Susan Schneider.

Læs også om, hvad der sker i hjernen, når vi pludselig udsættes for fare og slår fra os i blindt raseri: »Kort lunte«

Det grundlæggende spørgsmål er, hvad sindet er, og hvordan det adskiller sig fra hjernen. I de seneste årtier har computerens kolonisering af det moderne liv formet sproget, og i dag beskriver vi ofte hjernen som et stykke software. Den idé er udgangspunktet for et helt videnskabeligt paradigme (den såkaldte computational theory of the mind), men det er farligt at tage metaforen bogstaveligt, advarer Susan Schneider.

»Det er én ting at sige, at hjernen fungerer som en computer. Det er noget helt andet at sige noget om sindet, for vi ved egentlig ikke særlig meget om, hvad det er. Min bekymring er, at mange futuristiske perspektiver bygger på en filosofisk fejlslutning om sindets natur, som påstår, at sindet er ligesom software – men det må aldrig være det, der retfærdiggør en beslutning om at opgradere hjernen eller uploade og downloade tanker,« siger Susan Schneider.

Mennesket har altid opgraderet sig selv med ny teknologi, lige fra hvad vi spiser, til hvordan vi arbejder, og hvad vi gør for at holde kroppen i live. At integrere med maskiner er ganske vist voldsomt, men Elon Musk – der angiveligt har investeret over 100 millioner dollar i Neuralink – mener, at det er det næste naturlige skridt for vores art. Vi er allerede dybt afhængige af computere. Samspillet er bare enormt ineffektivt og bør optimeres, siger han. Musk mener, det er menneskets eneste håb i en konkurrence med kunstig superintelligens, for »if you can’t beat them, join them«, som han sagde ved en konference i Shanghai sidste år.

En direkte kobling mellem hjernen og en computer er dog et mere radikalt nybrud end de fleste. Frem for alt har det potentiale til at skabe enorm ulighed mellem mennesker, så stor, at nogle tænkere forudser, at homo sapiens vil dele sig i to arter – den ene cyborg, den anden ren biologi. Udsigterne til at kontrollere udviklingen er ringe, medmindre det kan lade sig gøre at skabe et globalt kompromis mellem verdens mest magtfulde lande.

I dag tillader vi heling af handicaps som Parkinsons sygdom, men skal vi for eksempel øge intelligensen hos personer med meget lav IQ, hvis vi kan? Bør soldater kunne kontrollere en bevæbnet drone med tankerne, som amerikanske ingeniører allerede nu arbejder på at gøre muligt? Vejen er banet for alverdens små opgraderinger, der skridt for skridt ændrer vores opfattelse af, hvad det vil sige at være menneske.

»Vi ved så meget om, hvordan vi træffer finansielle beslutninger, at vi allerede kan påvise, hvordan man kan forbedre de involverede kognitive funktioner med elektrisk stimulans.«

Læs også Asker Hedegaard Boyes essay: »Tankens undren«

Side 61