Leder

Symptomet Riskær

HAN er både bedrevidende og ­moraliserende. Han er en ­notorisk svindler. Han fortryder intet. Han ville ikke kunne blive gadebetjent eller åbne en pølsevogn. Sådan lyder det fra borgerlige politikere og debattører om Klaus Riskær Pedersen, hvis parti vil stå på stemmesedlen ved det kommende folketingsvalg. Det er jo helt præcise beskrivelser af den tidligere finansmand og nuværende cannabisinvestor. Dertil føjes, at Riskær derfor ikke er værdig til at sidde i Folketinget. Søren Pind vil slet ikke stemme på folketingskandidater, der ikke på forhånd lover at sende Riskær ud af Folketinget, skulle han blive valgt.

VISER vælgerne Riskær ind i ­Folketinget, kan det ganske rigtigt stemme ham ud igen. Ifølge ­Grundloven kan en person »straffet for en handling, der i almindeligt omdømme gør ham uværdig til at være medlem af Folketinget,« få frataget sin valgbarhed af et flertal. Riskærs snyd og humbug og usvækkede evne til fiks­fakserier, der skal gøre ham fri for det, han kalder »danske problem­stillinger« (forbud mod at stifte eller lede danske selskaber), henviser ham til en plads blandt ­historiens ferme, svindlende lykke­riddere med storhedsvanvid. ­Æreløs, ja, og også uværdig, men at ­aktivere selve ­Grundlovens demokratiske forsvarsmekanisme er at gøre ham for megen ære. Man kan ikke forvente ­selv­ransagelse fra en mand, der opkalder et politisk parti ­efter sig selv, men så meget mere åbenlyst er det at lade ham selv og hans eventuelle vælgere blamere sig på tinge.

BLÅ bloks opstandelse over Riskær afslører altså ikke noget interessant om manden selv og heller ikke så meget om fortællingen om en grundlæggende politikerlede, der således kan bane vejen for dette cirkus af et enmandsparti. Nej, sagen viser meget mere, hvor sælsom situationen er i det borgerlige Danmark. Blå blok ser ved første øjekast ud til at være splittet i atomer: Venstre og Konservative udfordres af Liberal Alliance, der igen udfordres af Dansk Folkeparti, som udfordres af Nye Borgerlige. Det ligner venstrefløjen for 50 år siden. Men denne tilsyneladende diversitet er idemæssigt en fattig, systembevarende flok.

ELENDIGHED og manglende kreativitet råder over hele linjen. De gamle borgerlige partier er kørt fast uden nogen klar selvstændig profil. ­Udfordringen fra de øvrige partier handler om at sænke bilafgiften og stramme udlændingepolitikken uophørligt. Den borgerlige blok er muligvis parlamentarisk set et uregerligt kaos, men i den idepolitiske verden forbløffende homogen. At den står bag de sidste års konstante tilbagerulning af individuelle frihedsrettigheder bidrager blot til elendigheden. Det er ikke så mærkeligt, at virksomme folk føler sig fristet til at prøve lykken på dén scene. I ugens løb har borgerlige stemmer efterlyst selvransagelse hos Riskær. Det kunne være, de skulle rette denne efterlysning mod sig selv.