FATWAEN mod den britiske forfatter Salman Rushdie, som blev givet i går for 30 år siden, er ofte blevet betegnet som et varsel om den tid, der fulgte efter Murens fald. Det var i februar 1989 den iranske ayatollah Khomeinis måde at fejre sit islamiske regimes tiårsjubilæum på. Og skønt fatwaen med et effektivt greb styrkede hans ideologiske dagsorden over for alverdens islamister, udstillede den samtidig det åndsformørkede, morderiske og totalitære hul, han og hans ligesindede havde gravet sig ned i. Khomeini udpegede med sikker sans det fineste ved den vestlige verden: friheden til at fortælle sin egen historie, uanset hvem man var. At afgive en dødsdom for at skrive en roman skaffede Rushdie udødelighed. Hans navn vil altid være forbundet med fantasiens magt og ordets ubetvingelighed. Ayatollah Khomeini vil derimod blive husket som en mand fanget i historiens døde vinkel.
VAR der få, der så sådan på det dengang, er det ikke blevet stort bedre siden. Underlig er vor tids tilstand af fatalistisk vemod ikke. Fatwaen udløste en krise i den vestlige verden, som kun er blevet værre med alle de bataljer, der siden fulgte, og som sag for sag har været en genopførelse af det samme forbitrede, bloddryppende manuskript. Det er svært at fejre sine egne principper, når så mange har måttet bøde for dem. Talrige er døde og sårede eller må i dag gå omkring iført en dyne af livvagter. Konflikten har også skabt mistillid mellem befolkningsgrupper, skåret venskaber itu, medført censur og selvcensur, bragt regeringer på randen af kollaps, afstedkommet illiberal lovgivning og fremprovokeret krige, vi ikke kan vinde. Alt det har affødt en fornemmelse af, at den liberale verdens ideer uundgåeligt er på retur. Den form for apati er uudholdelig og selvødelæggende.
EN del toneangivende intellektuelle i Vesten skældte ud på Rushdie dengang og talte om respekt for religiøse følelser, men i dag kunne ingen drømme om at sige, at vi hellere var De sataniske vers foruden. Synspunktet er diffunderet, fordi det er indlysende, at islamismen uafværgelig ville komme i konflikt med det frisind, den så kategorisk har defineret sig i modsætning til. De fleste kan i dag se, hvor grotesk argumentet er om, at Rushdies bog, Theo van Gogh og Ayaan Hirsi Alis film Submission, Jyllands-Postens Muhammed-karikaturer, Lars Vilks’ tegninger og Charlie Hebdos satire skabte den vold, som fulgte. Det forholdt sig omvendt. De kastede – ofte ufrivilligt og med store personlige omkostninger – lys på et religiøst vanvid, vi ikke kunne undgå at blive ofre for. I den forstand var de profetiske.
HÆDER giver man sjældent til den slags budbringere, men det er sådan, man skal se på endnu en årsdag, der blev markeret i går og i dag, nemlig fireårsdagen for terrorangrebet på Krudttønden og synagogen i København. Her rettede morderen Omar El-Hussein sine våben mod rettigheder, vi opfatter som grundlæggende: ytringsfriheden, forsamlingsfriheden, trosfriheden og minoritetsbeskyttelsen, især beskyttelsen af jøder – det folk, Europa gennem historien har behandlet som udskud. Hverken filminstruktøren Finn Nørgaard eller sikkerhedsvagten Dan Uzan ønskede formentlig at gå i døden for at værne om de principper, men det gjorde de. Da det virkelig gjaldt, tillod de sig ikke den luksus at synke ned i en tilstand af magelig mismod. Ære være deres minde.
Læs også Mads Staghøjs og Nikolaj Arves artikel om, hvordan det går Lars Vilks Komiteen i dag: »Skarpe skud«
Læs også Frederik Stjernfelts anmeldelse af Helle Merete Brix & Lars Vilks: 30 fortællinger om frihed, fatwaer og kærlighed: »Med lukkede øjne«
