RYGGESLØSHEDEN er ikke en egenskab, danske virksomheder lader udenlandske konkurrenter have for sig selv. Der går dårligt en uge for tiden, uden at endnu en direktør står frem med foldede hænder og sænket blik og undskylder sig over for en stadig mere vantro dansk offentlighed. To selskaber skiller sig dog ud, både for hvad de har tilfælles, og for den forskel, der ligger i måden, deres svindel har gestaltet sig på.
DELER Danske Bank og Falck et særtræk, er det, at begge selskaber nyder det privilegium at blive opfattet som samfundsbærende institutioner. Danske Bank er landets væsentligste bank, kongehusets pengeinstitut, engang i en ikke helt fjern fortid betragtet som en søjle af ordentlighed og konservatisme. Forargelsen over hvidvaskskandalen stikker dybere, fordi det er Danske Bank, end den ville have gjort, hvis det havde været enhver anden bank herhjemme. Vi havde ventet os mere.
DE samme forventninger har også omfattet Falck; et selskab, der indtager sin indlysende plads i hovedstaden ved siden af Københavns bastante politigård og Post Danmark. Med Falck har vi at gøre med en virksomhed, som er blevet så selvfølgelig en del af dansk samfundsliv, at selskabet knap er til at skelne fra enhver anden central velfærdsinstitution. Den fornemmelse forstærkes af, at firmaet nærmest har haft monopol på privat ambulancekørsel i Danmark. Ofte er det Falck, der kører os på hospitalet, når vi falder om derhjemme med hjerteslag. Det er nærmest en blasfemisk tanke, at selskabets arbejde ikke er pro bono, ja, at det er en privat virksomhed, som foretrækker at tjene penge.
KORRUPTIONEN i begge selskaber afspejler imidlertid den egenart, de hver især udgør i Danmark. Stillet noget firkantet op er Danske Bank fortællingen om en borgerlig, dansk institution, der forsøgte at udvide forretningen til udlandet og hurtigt lod sig besnære af de muligheder, der ligger i at føre virksomhed på de frugtbare marker mellem det nationale og det internationale, hvor overvågningen er svag. Globaliseringens svøbe er, at selskaber kan forgyldes uden for nationalstaternes love og kontrol, fordi der kun er ringe sammenhæng mellem virksomhedens reguleringsfrie og skattemæssigt lukrative geografiske placering og de kunder over hele kloden, man tjener penge på. Google, Facebook og Amazon er alle eksempler på den tendens. Det var Danske Bank også i det små. Gennem en lille filial i Estland passerede astronomiske pengebeløb, hvis ophav ingen – ikke engang Danske Banks ledelse i København, hævder den – havde styr på.
ER det ikke det modsatte, vi ser med Falck? Her var det udlandet i form af den hollandske virksomhed Bios, der i 2014 ville trænge ind på det danske ambulancemarked. Bios vandt ordren, da Region Syddanmark blev sat i udbud. Straks stimlede velfærdsstatens dørvogtere sig med største selvfølgelighed sammen. Falck fik aktiveret det store kommunikationsbureau Advice og andre venner – næsten alle med en fortid i 3F, Socialdemokratiet eller DSU – som udarbejdede et brutalt effektivt forsvar i form af smædekampagner og bøllemetoder. Her gjaldt det om at holde globaliseringen fra døren. Den vil underbyde os og skabe langsommere responstid. Folk risikerer at dø! Nej, Danmark først. Koste, hvad det vil. Hvis ikke det var så anløbent, burde det varme ethvert velfærdshjerte, hvor suverænt et arbejde dette broderskab i det skjulte præsterede for at bekæmpe den frie konkurrence og opretholde Falcks danske monopol. Nu er selskabet ironisk nok i fare for at tabe det hele på gulvet.
FORSKELLIG er sagen om Falck således. Men begge er symptomatiske fortællinger om den fristende lovløshed, som venter for enden af vejen hos både den grænseløse kapitalisme og den grænseopbyggende velfærdsstat. Hvad både Danske Bank og Falck deler, er at kalde skandalerne for »fejl«, som var det sjusk og beklagelige uheld snarere en mesterlig dygtighed, der førte dem over på den mørke side af loven. De deler også deres forsikringer om, at det alt sammen hører en anden tid til. Sådan opfører de sig ikke mere.
