En ung mand fortalte mig engang – med høj næseføring og i et lettere eksalteret tonefald – at jeg ikke for alvor kunne vide noget om litteratur, hvis jeg aldrig havde læst Ulysses.

Den måde at bruge litteraturen som trumf i det sociale magtspil på har altid interesseret mig. For det første er kampen om »den gode smag« på flere måder blodig alvor. Det er værdikamp, klassekamp, en kamp om normer, magt og indflydelse på eget liv. For det andet rummer den hele stoffet til en saftig fransk roman fra 1700-tallet: ambition, længslen efter anerkendelse eller en tryg identitet, at høre til i det rette selskab, forfængelighed, forstillelse, bedrag og – sidst men absolut ikke mindst – selvbedrag.

Da samtalen om Ulysses fandt sted, var jeg lige blevet kandidat i litteraturvidenskab. Det var den unge mand ikke. Snobberi kræver som bekendt intet eksamensbevis. Men i stedet for at sige rend og hop til snobberiet, bildte jeg ham ind, at jeg da naturligvis havde læst bogen. Det kræver nemlig heller ingen eksamen at tale bedrevidende kulturmænd in spe efter munden, bare en smule øvelse, og den kan man nærmest ikke undgå at få, hvis man som ung kvinde vil gøre sig inden for litteraturen. Jeg morede mig fint med at udstille det substansløse og fjollede ved litterær elitisme.

Ulig Ulysses er Pierre Choderlos de Laclos’ brevroman Farlige forbindelser fra 1782 ikke en af de bøger, man »bør« have under bæltet. Romanen hører til i den pudsige kategori af klassikere, som trives i den kulturelle bevidsthed, til trods for at ingen længere læser dem. Den seneste danske oversættelse er fra 1945, og bogen er nærmest ikke til at opdrive antikvarisk. Til gengæld husker mange filmatiseringen fra 1988 med John Malkovich som den intelligente og brutale libertiner Valmont og Glenn Close i glansrollen som en af libertinerlitteraturens mest fascinerende skikkelser – den hyperbegavede, radikalt frihedssøgende markise de Merteuil. Et yngre publikum vil måske snarere huske filmatiseringen fra 1999 med Sarah »Buffy« Michelle Gellar som teenagemarkise.

Men lad mig kort skitsere hovedintrigen for alle tilfældes skyld: Vi befinder os blandt adelen i et Frankrig før revolutionen. Enkemarkise de Merteuil er blevet vraget af en vis grev de Gercourt og beslutter som hævn at spolere hans forlovede, den yndige teenager Cécile Volanges. Hun er netop blevet taget ud af det kloster, hvor hun har stået på køl, så hun kan nå at få stuetemperatur inden brylluppet. Samtidig beslutter markisens ven og tidligere elsker vicomte de Valmont at forføre den lykkeligt gifte og heftigt religiøse übersnerpe madame de Tourvel, som besøger hans tante på landet. Da den unge Céciles mor stikker en kæp i hjulet på vicomtens forførelsesplaner, indvilliger han i at hjælpe med at bringe hendes datter til fald. Således allierede går de to libertinere i gang med at spinde et net, der langsomt, men usvigeligt lægger sig om halsen på alle involverede – inklusive dem selv.

{embedded type="node/bondquotes" id="20411"}

Romanen er struktureret som et udvalg af breve på kryds og tværs mellem de to libertinere, deres ofre og disses nærmeste. Choderlos de Laclos var militærmand og omtales ofte lidt ringeagtende som »amatørforfatter«. Det er noget fjolleri. Bogen er mesterligt konstrueret. Effekten af brevenes vekslende synsvinkler på de samme begivenheder er nogle steder lige så hylemorsom, som den andre steder er knugende væmmelig. Farlige forbindelser er en nådesløs bog, fordi man som læser fanges i rollen som ufrivillig voyeur, der hjælpeløs må se til, mens samtlige aktører styrer mod hver sin sorte afgrund. Jeg tog flere gange mig selv i at mumle »fat det nu!«. Men det var sjovt nok ikke det ondsindede bedrag, jeg fik sådan et rastløst behov for at påpege. Det var selvbedraget. Libertinernes selvbedrag.

I modsætning til for eksempel Marquis de Sades døds- og fæcessvælgende libertinere, virker Valmont og de Merteuil som udgangspunkt nærmest mere normale end dydens repræsentantskab i romanen. De er i bedste fald kulturkristne, har et dybt ironisk forhold til »den gode smag«, og er fjender af alskens restriktiv seksualmoral. Det lyder da som noget, man kender? Nå ja, de hykler med det, de forstiller sig for at opnå fordele eller undgå sociale sanktioner, men hånden på hjertet – hvem har aldrig gjort dét? Og der er også det, at deres komplekse venskab, som det folder sig ud i de første mange breve, er bemærkelsesværdigt jævnbyrdigt, præget af fælles humor, gensidig respekt og en letflydende fortrolighed, som er svær ikke at finde sympatisk. De holder virkelig af hinanden, indtil det, blandt andet derfor, går grueligt galt. Over for dem står så moralens hvidskurede helgeninder og sure gamle stramtanter og et par unge elskende, der gennem deres breve afslører sig som det, de er: overbeskyttede, snotforkælede teenagere.

Valmont er helt klart et dumt svin, men ikke et stort værre ét af slagsen end dem, der i dag arrangerer puttefester rundtomkring på Nordsjællands gymnasier. Og enkemarkisens store forbrydelse består tilsyneladende i, at hun er en belæst kvinde med egen formue, der bare gerne vil udfolde sin farverige seksualitet i fred for moralpolitiet. I et forrygende brandskrift om kønnenes ulighed henvendt til vicomten skriver hun for eksempel: »I det ulige spil består vores held i ikke at tabe og jeres uheld i ikke at vinde.« Det er en af de mest koncise beskrivelser af chauvinistisk seksualmoral, jeg nogensinde har læst. Hun er virkelig lynende begavet, markisen, iskoldt skarp og kynisk, og man tror hende, når hun fortæller, at hun er »sit eget værk«, skabt med kompromisløs arbejdsomhed og bemærkelsesværdigt moderne psykologisk indsigt på et fundament af selvvalgte – og ufravigelige – principper. Derfor er hendes tragedie også den største. For i sidste ende er det netop disse principper, der får hende ned med nakken. I modsætning til vicomten, der, som hun et sted så rigtigt observerer, aldrig for alvor har måttet kæmpe for noget som helst, er libertinerkoden andet og mere end en livsstil for markisen. Den er selve dét, der giver hende følelsen af eksistensberettigelse i et system, der nægter at rumme hendes, set med vor tids øjne, helt legitime krav om frihed og ligeværd. Hun kan ikke vige fra dem. Som Thelma og Louise har hun kun én vej – direkte ud over skrænten. Og den vej styrer hun så. Spektakulært.

Hovedintrigen og de pikante anekdoter, der genfortælles i brevene – og perspektiverer handlingen, mens de nikker til libertinerlitterære foregangsværker som Boccaccios Dekameron – er i sig selv spændende. En gang imellem indskyder brevenes kurator en fodnote, og som fortællingen skrider frem, fremstår han mere og mere uhyggelig i sin almagt over fortællingen: Historien skrives af sejrherren, og her er det hverken kærligheden, kirken eller moralen, der får det sidste ord, dét er »den gode smag«.

Men fortællingens egentlige skruetvinge er karakterernes psykologiske udvikling – eller snarere afvikling. Romanen er et studie i selvbedragets og grænseoverskridelsens anatomi, og den måde, karakterernes indre liv gradvist forrykkes på, den måde deres principper og forestillinger ubønhørligt skrider på, indtil de mister sig selv, indtil der kun er skammen og meningstabet tilbage, skildres isnende, kvælende godt. Samfundssynet er udpræget pessimistisk. Der er ingen grænse for, hvor meget afstumpethed og brutalitet der kan klædes i »den gode smags« flor, og det går ikke de dydsirede bedre end de moralsk korrupte. Interessant nok består den største synd hos Choderlos de Laclos ikke i at bryde samfundets normer, der langt hen ad vejen fremstilles som latterlige, eller de sociale konventioner, der gennem skildringen af markise de Merteuils intellektuelle kapacitet fremstår uretfærdige.

Næh, det, der kaster én i fortabelse, er simpelthen: selvbedraget. Det er dét, der afdækkes og udfoldes så hjerteskærende relaterbart i spændingsfeltet mellem brevenes vekslende perspektiver – og mellem normer, forventninger og det almenmenneskelige behov for anerkendelse og frihed. Det er dét, der gør så ondt, fordi det er så genkendeligt, så evigt aktuelt, så … jeg har jo ikke læst Ulysses.

Læs også de tidligere artikler i serien om at indhente litterære klassikere:

Martin Krasniks læsning af Karen Blixen »Fantastiske selvfortællinger«

Per Vinds læsning af Johann Wolfgang von Goethes storværk »Forsinket Faust«

Heidi Lauras artikel om Thomas Manns bog 'Doktor Faustus' »Ned til de dunkle understrømme«

Amalie Schroll Munks artikel om Herman Melvilles kæmperoman 'Moby Dick' »Under overfladen«

Mikkel Bruun Zangenbergs artikel om nigerianske Chinua Achebes debutroman fra 1958 'Things Fall Apart' »Folkene i Afrika«

Jørgen Herman Monrads artikel om Aladdin »En Pomeranz i grams«

Linea Maja Ernsts artikel om Lolitas berygtede Humbert Humbert »Det forfinede uhyre«

Anna Karlskov Skyggebjergs læsning af Astrid Lindgrens 'Rasmus på luffen': »Den femøreformuende«

Kristian Ditlev Jensens læsning af Hans Kirks 'Fiskerne': »Kan I rykke jer lidt sammen?«

Kathrine Tschemerinskys konfrontation med Hans Scherfigs 'Idealister': »Det idealistiske forår«

Johannes Bauns artikel om Emily Brontës 'Stormfulde højder': »Stormfulde fejder«

Lone Franks artikel om Albert Camus' 'Sisyfos-myten': »Som en rullesten«

Sarah Von Essens læsning af Jane Austens 'Stolthed og fordom': »Lykkeligt trallende med tænder«

Ole Nyengs læsning af Johannes V. Jensens 'Kongens fald': »Kongen faldt«

Kasper Klochs læsning af Ernest Hhemingways 'Hvem ringer klokkerne for': »Den spanske død«

Tine Eiby om Jacob Paludans udviklingsroman 'Jørgen Stein': »Klassehadet sprøjter«

Anne Knudsen om Honoré de Balzacs roman 'Kurtisanerne': »Kurtisanerne sæson et til syv«

Asker Hedegaard Boye om Knut Hamsuns 'Sult': »Løgn og opkast«

Lisbeth Smedegaard Andersen om Henry David Thoreaus 'Livet i skovene': »Den oprindelige skovmand«

Klaus Rothsteins læsning af science fiction-langdigt 'Aniara. En Revy om Mennesket i Tid og Rum' af nobelprisforfatteren Harry Martinson: »En lille blære i Guds brilleglas«

Birte Weiss' om George Orwells '1984': »Manden der opfandt fake news«

Johanne Myginds læsning af Herman Bangs 'Ved vejen' »Brev til Fru Bai«

Jakob Holms Læsning af Joseph Hellers 'Catch-22' »Bombetogter og badesæbe«

Anna Raaby Ravns læsning af William Faulkners 'I min sidste time' »I Herrens land«

Marta Sørensens læsning af den franske adelsmand Michel de Montaigne (1533-92) »Nyrestensessayisten«

Anne Jensen Sands læsning af Isabel Allendes 'Åndernes hus' »Kolossale kløfter«

Klaus Wivels læsning af Aleksandr Solsjenitsyns 'GULAG': »Sjæl og pigtråd«

Anne Stummanns læsning af Anton Tjekhovs skuespil 'Onkel Vanja': »Indtil livet holder op af sig selv«

Aske Muncks læsning af Anatole Frances 'Dronning Gåsefod': »Modgift til en nederdrægtig og svigefuld verden«

Louise Fogh Hansens læsning af 'Ringenes Herre': »Helte i køkkenhaven«

Arne Hardis læsning Siegfried Lenz’ 'Tysktime': »Tyske uger«

Joakim Jakobsens læsning af Wislawa Szymborskas digte: »En ven i Krakow«

Julie Moestups læsning af Mark Twains 'Huckleberry Finn': »Bandlyst og ophøjet«