Så er tiden kommet til igen at ønske, jeg var en anden. En forbedret variant af mig selv, som minimum klogere, stærkere, slankere, dygtigere, sødere. Jeg leger med tanken om det nye, strålende menneske, det er som at købe en lottokupon og forestille sig, hvordan man giver slip på alle småtskårne begrænsninger.
I et lille stykke tid forsøger man at forvandle sig til den fiktive figur ved aldrig at overskride sine syv genstande om ugen og leve et balanceret liv, være glad og positiv og planlægge endelig i år at kravle op ad bjerget og nå den højeste kategori: lykke.
Siden grundlæggeren af positiv psykologi, Martin Seligman, i 1998 blev præsident for det amerikanske psykologforbund og udnævnte lykke til det vigtigste mål for landet og individet, har lykke vundet alle for sig som den fineste følelse. Den har fortrængt klassikere som godhed, udholdenhed, barmhjertighed, tålmodighed, ydmyghed eller tilfredshed.
Ifølge Seligman opnås lykke ved at have og lede efter positive følelser. Han mener, at mennesker ligefrem lærer sig selv at være ulykkelige ved ikke at undvige ubehagelige situationer. Det skulle der laves om på.
Med årlige regnskaber kæmper verdens lande om at være lykkeligst, alt andet blegner i sammenligning. Håbet – eller kravet – om personlig lykke har vokset sig banalt i de sidste tyve år. Enhver ved, hvordan man gør. Væk mig om natten, og jeg vil mumle: Planlæg højdepunkter og perfekte øjeblikke, stå under bruseren hver morgen og fremsig fem ting at glæde sig til, smil og tænk positivt. Undvig mørke i alle dets former.
Problemet er, at opgaven ikke er menneskeligt mulig. Den kræver løgne, fortielser og forstillelse at gennemføre. For foden af bjerget samler sig en flok, der ikke engang synes, folk skal forsøge at kravle op efter lykke. Det er den forkerte vej, påstår de. At jage efter lykke er håbløst og den sikre vej til ikke at blive det.
Skeptikere melder sig i stigende tal. Psykologer, historikere og filosoffer forsøger at overtale folk til at træde ud af lykkefængslet ved at tale smertens og tristhedens sag. Deres bøger om at rumme livets elendighed flyver ikke ned af hylderne på samme måde som dem om at lære sig selv optimisme. Men anti-lykkejægere er sjovere at læse, de har mere kant, bringer interessant forskning med sig og vigtigst: De går ikke ind for amputation.
Man må beholde alle sine følelser. Lykke skal ikke aktivt eftersøges, ligesom tristhed ikke aktivt skal undgås. Virkelig lykke hviler på sin kontrast – smerte, lidelse og modgang i form af ængstelse og nervøsitet, fiasko, ensomhed, frygt for at dø, udmattelse, pres, problemer, brækket arm, knust hjerte, sorg.
Det ligner et realistisk nytårsforsæt, lettere at holde: at være sig selv.
Det ordner sig aldrig
De vil aldrig placere sig selv sådan, men modstandernes insisteren på, at man tager det hele med sig og på sig, minder om kristendommens uperfekte menneske. Jeg kan ikke komme i tanke om en kærligere måde at leve med sig selv på: Vær ikke urolig, det ordner sig aldrig. Hvis man ved, at det hører uløseligt sammen med mennesket at fejle og ikke er muligt at undgå, kan man tilgive sig selv og andre.
Brock Bastian, australsk psykolog og forsker ved universitetet i Melbourne, skriver i The Other Side of Happiness – Embracing a More Fearless Approach to Living:
»Vores problem er ikke smerte eller sorg. Det er måden, vi har lært at forholde os til de følelser på. Vi har købt budskabet om, at negative eller ubehagelige oplevelser i livet er forkerte og unødvendige, at de ingen værdi har, og at vi burde undgå dem for enhver pris.«
Hans bog er et opgør med antagelsen om, at lykke er en naturlig tilstand, som man har ret til. Lykke er blevet en usund fetich for omgående behovstilfredsstillelse og dumt forbrug. Ved at devaluere og undvige dårlige oplevelser er der kun én vej tilbage til at finde lykke – at jagte fornøjelser på en nyhedsagtig måde, hvor der skal mere og mere til for at føle sig lige så høj som første gang. En bil til, en ferie længere væk, et højere bjerg, mere wellness, powershopping, feelgood og self-care. Fornøjelser er nødvendige, men ikke tilfredsstillende og ikke nok, for smerte og fornøjelse er to sider af samme sag, den ene kan ikke forekomme uden den anden.
Et psykologisk eksperiment på universitetet i Ohio i 2015 viste kort fortalt, at de frivillige, der havde taget smertestillende håndkøbsmedicin, var mindre ekstreme i deres respons på en række billeder, de blev vist, end gruppen, der havde fået placebo. Med andre ord kunne pillerne både tage toppen af smerten og fornøjelsen.
Brock Bastian breder resultatet fra det eksperiment og en lang række tilsvarende psykologiske forsøg ud til hele den menneskelige tilværelse: at udrydde smerte indsnævrer den følelsesmæssige spændvidde i livet. Man oplever ting mindre intenst, med mindre sindsbevægelse, og derfor bliver ens nydelse afgrænset og mindre bevægelig. Man har færre nedture, men også færre højdepunkter. Derfor er det skadeligt, men helt i overensstemmelse med den dominerende undvigekultur, at APA (American Psychological Association) i deres referencestandard Diagnostic and Statistical Manual of Mental Disorders anfører, at en efterladt, der sørger længere end to måneder, kan have en psykisk lidelse, der kræver medicinsk behandling.
»At fremstå ulykkelig indebærer en eller anden form for protestantisk moralsk skyld, som om man ikke har arbejdet hårdt nok eller troet tilstrækkeligt på sig selv,« skriver historikeren Cody Delistraty i et idéhistorisk essay med titlen »The happiness ruse« (lykkeknebet) i onlinemagasinet Aeon.
»Som om negative følelser afspejler os negativt, som om vi har begået en fundamental fejl og levet uden den gusto og positivitet, der er nødvendig for at opnå lykke.« Hans pointe er, at velbehag/lykke er blevet et spørgsmål om endeløst, konkurrencepræget arbejde; et uopnåeligt mål, som gør alle kede af det.
Læs også om Pernille Stensgaards fire mikroeventyr – første del hedder »At sove under åben himmel«
Hele dette lykkeshow kommer efter os. Ifølge Brock Bastian er et vestligt menneske fire til ti gange så udsat for at få depression eller angst som en person bosat i Østen. I Kina og Japan betragter folk positive og negative følelser som essentielle og ligeværdige. Kilden til den holdning placerer Brock i religion, især buddhistisk filosofi, som søger at favne helheden i menneskets tilstand og forstå smerte som meningsfuld på sin måde.
Igen forstår jeg ikke, hvor kristendommen bliver af? Jesus betragtes åbenbart som old school i selvudviklingsindustrien.
Kristendommen tror ikke på nytårsforsæt-figuren »det hele menneske« i modsætning til selvhjælpslitteraturen, der forestiller sig, at det er muligt en dag at nå til vejs ende og blive perfekt. Hel. Man skal bare følge dens anvisninger og virkelig ville det. Jesus betragter mennesker som sårbare, skrøbelige og fejlbarlige og opfordrer dem til at slippe alle opstyltede herlighedsfortællinger om sig selv.
Efter årtiers beundring fremstår de positive og muntre pludselig som halve mennesker, der har underlagt sig et umuligt bud om ikke kun at være lykkelige, men også se lykkelige ud, en slags performativ lykke eller skuespil, hvor opgaven er at få sit liv til at ligne en perlerække af højdepunkter og intet andet. På den måde bliver deres udgangspunkt en løgn, og løgn har konsekvenser.
Filosof og forfatter Mariana Alessandri tegner i sit essay »Against cheerfulness« et portræt af de ulykkelige, der søger lykke via positivitet. Det er en stærkt befærdet, men forkert vej.
Hun begynder ved fundamentet: Hvis man overhovedet må fortælle nogen, at de skal være lykkelige, føler de det ikke. De tvinger smilet frem, og så er de allerede ude af sig selv. Hvis man fremstiller sig som glad, signalerer man til andre, at man har det godt, selvom man ikke har. Så bliver positivitet ikke en dyd, men en last. Og et tillidsbrud, for man stoler ikke på, at man kan betro andre sine svære tanker. Mariana Alessandri forstår, at man gerne vil holde visse personer væk fra sit skrøbelige hjerte, men kunstig munterhed holder også de nærmeste væk. Så lever man uærligt og isoleret.
Hvad gør man for at åbne sig i 2020? Hun foreslår en anti-munter, men god indgang: »Forvent, at andre svigter, skuffer og fejler, men giv dem en chance, og tag imod, når andre giver dig en chance for at svigte, skuffe og fejle. Sårbarhed er en risiko og en gave.«
Et andet forslag: i stedet for automatsmilet at bære sit naturlige ansigtsudtryk som tegn på, at man er klar til at »udveksle sårbarhed« og tale om tristhed, ængstelse, sygdom, sorg, depression, vrede og andre såkaldt negative følelser. Del elendigheden, lad være med at muntre den anden op.
Denne nye dyd kunne passende få det gamle navn ærlighed. Men man risikerer, advarer hun, at blive betragtet som almindelig, menneskelig, dødelig.
Et bedre menneske
Der er forskel på folk, der efterstræber lykke via fornøjelser og positiv tænkning, og dem, der leder efter mening. I et forskningsprojekt spurgte psykologiprofessor Roy Baumeister, Florida State University, 400 voksne amerikanere om, hvilke faktorer der førte til et lykkeligt liv og hvilke til et meningsfuldt.
De lykkeligere svarede oftere, at deres liv føltes let, at deres helbred var godt, at de havde flere positive følelser, at de kunne købe, hvad de ville, uden at blive presset økonomisk.
Folk, som følte, at deres liv var meningsfuldt, men som erklærede sig mindre lykkelige, havde helt andre erfaringer. De havde tendens til at ofre personlig fornøjelse, engagerede sig i stedet i vanskelige gøremål, der bidrog til samfundet. De var mere udsatte for ængstelse, stress og angst, og de rapporterede også flere diskussioner og skænderier. De følte også, at de sammenlignet med andre oplevede flere ubehagelige ting i deres tilværelse.
Men vigtigst, de gav mere, end de modtog fra andre, de brugte mere tid og flere kræfter på andre mennesker. De lykkeligere havde tendens til at modtage frem for at give, hvilket forskerne udlagde, som at de i deres relativt bekymringsløse og angstfri tilværelse også var mere selvoptagede.
Karaktermordet på lykkejægerne fortsætter i et andet forskningsprojekt, der viser, at de mennesker, der forsøger at nå lykke ved at maksimere deres fornøjelse, også er dårligere stillet akademisk og har mindre succes i deres karriere. Og der er mere. Brock Bastian refererer en lang række små og store forskningsprojekter og forsøg, der alle peger i samme retning: Folk, der erkender, accepterer, gennemgår eller af egen fri vilje udsætter sig for svære og hårde ting, vokser og åbner sig. De er stærkere, skarpere og mere robuste, mere analyserende og tilstedeværende, husker bedre, taler bedre med andre og er i sidste ende – lykkeligere. De meningssøgende når ad omveje oftere frem til lykke end dem, der forsøger at gå den lige vej.
På kanten af det nye år står vi, der ikke kan lade nytårsforsættet ligge, men absolut må tænke i forbedringsbaner, med et ladsiggørligt projekt: Ved blot at fortsætte sit liv under latter og sang – med anstrengelse, bekymring og pres – bliver man et bedre menneske. Dog ikke slankere.
Læs også om Pernille Stensgaards forsøg på at skabe perfekte øjeblikke: »Bed tiden om at stå stille«
