Der ligger en død britisk spion i sportstasken. Den er stor og rød og placeret i badekarret i en lejlighed i Pimlico, London – forseglet med en hængelås. Spionen var specialiseret i forbindelserne mellem Ruslands politiske top og landets forbrydersyndikater.
Da politiet finder liget, er det så nedbrudt, at dødsårsagen er umulig at bestemme, for radiatorerne har stået på maksimum i mere end en uge, selv om det er sommer. Nøglen til hængelåsen gemmer sig under liget, inde i sportstasken. Alligevel når politiet frem til, at spionen er død som følge af en sexleg, der tog en drejning. Det er august 2010.
Seks år senere finder politiet en anden død brite i sit hjem. Han var atomforsker og var med til at løfte bevisbyrden mod Putins styre for at stå bag mordet på den russiske dissident Aleksandr Litvinenko, der blev forgiftet med et radioaktivt stof i London i 2006. Siden atomforskerens hjemkomst til Oxfordshire fra en arbejdsrejse til Rusland havde hans kone været bekymret; hendes mand virkede stadig mere ængstelig over sit arbejde.
Da atomforskerens lig bliver fundet, er han tilsølet i blod, kroppen er oversået med snitsår fra to knive. Blodpølen er så stor, at en betjent undrer sig over, hvordan det rent fysisk er muligt at volde så stor skade på sig selv uden at besvime før. I al hemmelighed informerer det amerikanske efterretningsvæsen deres kolleger i MI6 om, at russerne kan have drevet atomforskeren til selvmord, men at de sandsynligvis har myrdet ham. Politiets officielle konklusion: Der må være tale om et selvmord.
Disse er to af de mere bizarre sager, som Heidi Blake, leder af BuzzFeed News’ undersøgende redaktion, afdækker i den nyudgivne From Russia with Blood: The Kremlin’s Ruthless Assassination Program and Vladimir Putin’s Secret War on The West. I bogen kaster reporteren lys over 14 dødsfald på britisk jord gennem de seneste to årtier; alle indtruffet under mistænkelige omstændigheder. De ombragte personers livsbaner har som oftest krydset veje, ligesom de har stået i vejen for én mand – Vladimir Putin – eller andre magtfulde russeres interesser.
Russiske statsmord i udlandet er atter kommet i søgelyset, efter at Der Spiegel tidligere på måneden var med til at afsløre, hvordan en georgisk asylansøger blev skudt ned i Berlin tidligere i år. En særlig russisk efterretningsenhed – en veritabel dødspatrulje, skrev nyhedsmagasinet – opererer på kontinentet »for at destabilisere og svække Europa«.
From Russia with Blood beskriver Putins genoplivning af sovjettidens hemmelige mordkampagner i udlandet, men portrætterer også excentriske russiske oligarker i Storbritannien, ukuelige dissidenter som afhopperen Aleksandr Litvinenko, skøre britiske pengemænd samt britiske og vestlige politikeres kuldsejlede drøm om at indlemme Rusland i en liberal verdensorden.
Og så fokuserer den ikke mindst på de gedulgte britiske statsinteresser, der øjensynlig har bremset opklaringen af åbenlyse forbrydelser – som illustreret af spionen i sportstasken og atomforskeren i blodpølen.
»Putins kritikere og modstandere er blevet sprængt i luften, skudt, forgiftet, er faldet ud af bygninger og har mødt alverdens forfærdelige skæbner,« konstaterer Heidi Blake, da Weekendavisen taler med hende. »Men der findes ikke noget sted uden for Rusland, hvor Putin har kunnet udføre statsmord med større straffrihed end i Storbritannien.«
Den dybere forbindelse
I 2014 faldt Heidi Blake over et nyhedsklip. Det handlede om en skotsk ejendomsmatador og semi-kendis ved navn Scot Young, der var blevet spiddet på jerngitteret neden for sin London-lejlighed efter et fald fra et lille badeværelsesvindue. Der var kradsemærker omkring den ydre del af vindueskarmen. Politiet mente, det var et selvmord.
Pressen var hurtig til at forbinde Youngs død til fire andre ombragte jetsettere, der gerne slog sig løs sammen på den eksklusive italienske London-restaurant Cipriani. Én var blevet fundet hængt, en anden var faldet ud fra en høj bygning, mens to andre var blevet påkørt i undergrundsbanen. Men ingen journalister havde endnu luret den dybere forbindelse mellem de mystiske dødsfald.
Heidi Blake var i færd med at samle et hold af reportere, der skulle se nærmere på sagen, da hun fik et opkald ud af det blå. Det var Scot Youngs ekskone. Hun påstod, at hendes eksmand var blevet myrdet, og ønskede, at Blake skulle efterforske sagen. Ekskonen var i besiddelse af et væld af dokumenter, der viste sig at trække forbindelser mellem Young og en række russere, der var på flugt fra Kreml.
»Jeg har svært ved at forklare det,« siger Heidi Blake om det uventede opkald, »men nogle gange sker der mærkelige ting, når man er på færten af en stor historie.«
Young havde tjent sin formue på at arbejde som fikser for Putins fjende nummer ét. »Oligarkernes gudfar«, kalder Heidi Blake bogens hovedkarakter, Boris Berezovskij.
Kongemageren
Ingen personificerer den frenetiske free-for-all-stemning, der drønede gennem Ruslands øvre magtlag i årene efter Sovjetunionens fald, mere end Boris Berezovskij. Statens privatisering og følgende brandudsalg af titusindvis af virksomheder til langt under markedsprisen kunne gøre mænd til milliardærer med en underskrift.
Berezovskijs tætte forbindelser til Boris Jeltsin, Ruslands første præsident efter Sovjetunionens fald, gjorde det muligt for ham at høste aktieposter i store virksomheder i energi- og mediesektoren. En oligark var født. Snart fik han et godt øje til den tidligere KGB-officer og daværende viceborgmester i Sankt Petersborg, Vladimir Putin, og hjalp ham med at indfri hans ambitioner om at blive Ruslands leder.
»Berezovskij anså sig selv for at være kongemageren,« fortæller Blake. Men efter at Putin var blevet præsident, ragede de to uklar, og Berezovskij begyndte at kritisere Putin offentligt. I 2000 måtte han flygte og slog sig ned i Storbritannien, hvor han førte en mere end ti år lang kampagne for at få Putin væltet. Han stod bag efterforskninger af Putins forbindelser til den russiske mafia og terrorangreb begået i Rusland og postede svimlende pengesummer i Den Orange Revolution i Ukraine i 2004-05 for at svække Putin.
Som et led i indsatsen allierede han sig med dissidenter som den tidligere FSB-agent Aleksandr Litvinenko og den tjetjenske rebelleder Akhmed Zakajev. Berezovkijs britiske kommandocentral blev et samlingspunkt for nogle af Ruslands mest eftersøgte mænd, fortæller Heidi Blake.
To årtier efter, at Berezovskij slog sig ned i Storbritannien, var ni af de 14 dødsfald, Blake og hendes kollegaer har afdækket på britisk jord, sket blandt folk, der bistod oligarken med hans Putin-fjendtlige aktiviteter. Selv blev Berezovskij fundet hængt i 2012 under mistænkelige omstændigheder.
»Alle, der døde, havde gjort enten den russiske regering eller russiske mafiagrupper – som ofte arbejder tæt sammen – vrede,« siger Heidi Blake. Imens kiggede de britiske myndigheder konsekvent den anden vej.
Snigmordet på den bulgarske dissident Georgij Markov med en gift-paraply på Waterloo Bridge i netop London i 1978 står tilbage som KGBs mest notoriske visitkort på europæisk jord. Efterretningstjenestens drabsarsenal talte, fortæller Blake, »mordinstrumenter på James Bond-niveau«: cigaretpakker med sprængstoffer, læbestiftspistoler. Og så videre.
Under Jeltsin blev traditionen for statsdrab neddroslet, men Putin har genoplivet den med finansiering af fabrikker til våben- og giftfremstilling samt træning af dødspatruljer specialiseret i at operere på fremmed jord:
»Da Putin kom til magten, var han stærkt besluttet på at genoprette det statssikkerhedsapparat, han selv var blevet trænet i,« fortæller Heidi Blake.
Ud over at udslette Putins kritikere tjener drabene på udenlandsk jord endnu to funktioner, siger hun: Det er en klar besked om, hvilken pris man betaler for at modsige Kreml. Samtidig styrker drabene Putins image som »en strongman, der kan forsvare Moder Rusland og genoprette russisk storhed i verden«.
Litvinenko-sagen
I 2006 blev KGB-afhopperen Aleksandr Litvinenko, der både arbejdede som efterforsker for Berezovskij og den britiske efterretningstjeneste MI6, forgiftet i London med polonium-210. Hans to russiske mordere havde trukket et spor af radioaktive giftstoffer gennem den britiske hovedstad. Der gik tre uger, fra Litvinenko blev forgiftet, til han omkom, og fra dødssengen nåede han at forfatte en erklæring til verdenspressen, hvori han beskyldte Putin for at stå bag. Drabet var så opsigtsvækkende, at den britiske regering måtte reagere.
»Men selv da var den britiske reaktion yderst dæmpet: Regeringens modsvar var at udvise fire russiske diplomater fra Storbritannien. Derefter brugte regeringen det meste af et årti på at modarbejde Litvinenkos enkes forsøg på at få iværksat en offentlig undersøgelse af hendes mands død. Regeringen forklarede endda i et brev, at det var vigtigt at opretholde de internationale relationer til Rusland,« siger Heidi Blake. »De prøvede ikke engang at skjule det.«
Først efter annekteringen af Krim i 2014 og nedskydningen af Malaysia Airlines Flight 370 over Ukraine samme år var Putins maskefald så tydeligt for alle, at den britiske regering indvilligede i at nedsætte en offentlig undersøgelse, der i januar 2016 konkluderede, at ordren til Litvinenko-mordet efter al sandsynlighed kom fra Putin selv.
»Litvinenko-sagen viser, at selv når den britiske regering tvinges til at handle offentligt, handler den så tøvende og utilstrækkeligt, at russerne føler sig opildnede til at fortsætte,« siger Heidi Blake.
Vestlige ledere – og især britiske Tony Blair – logrede med halen for Putin, skriver Blake. Kort inden et G8-topmøde i Sankt Petersborg i 2006 fik Putin gennemført en antiterrorlov, der autoriserede statssanktionerede drab på statens fjender i udlandet: En dødsliste var allerede udarbejdet, forsikrede man offentligheden. Men under det følgende G8-møde i Sankt Petersborg var kritikken fra Vesten til at overse. Særligt larmende fremstår Blairs stilhed.
»Ved at sidde ved samme bord som denne morder har vestlige ledere givet ham frie hænder til at myrde hvem som helst hvor som helst,« som Litvinenko sagde om G8-mødet få måneder senere, da han lå dødeligt forgiftet på hospitalet. Hvorfor denne slappe linje?
»Putins indtog faldt sammen med en række begivenheder, der tilsammen gjorde, at vestlige regeringer og især Storbritannien var opsat på at lave forretninger med Putin og yderst tilbageholdende med at gå imod ham,« forklarer Blake.
Russiske rigmænd og oligarker – hvoraf langtfra alle var Putin-kritikere – havde tilført Storbritanniens banksektor og ejendomsmarked milliarder af pund. Og ligesom andre dele af Europa er også Storbritannien stærkt afhængig af russisk olie og gas.
Vestlige lederes slappe linje kan også læses som et udtryk for den fremherskende idealistiske doktrin i international politik efter Den Kolde Krig. »Der var et ønske om at forsøge at integrere Rusland i den rettighedsbaserede liberale verdensorden, der har hersket siden Anden Verdenskrig,« siger Blake.
Hvor naivt det ønske fremstår i dag, viste sig i den britiske provinsby Salisbury, hvor det første kemiske angreb på europæisk jord siden Anden Verdenskrig fandt sted i marts i fjor. Målet var afhopperen Sergej Skripal, en forhenværende dobbeltagent for briterne i Rusland. Skripal og hans datter blev alvorligt syge uden dog at dø, men spor af nervegiften Novichok spredte sig gennem den sydengelske by og slog senere en uskyldig kvinde ihjel.
Forargelsen var stor, daværende premierminister Theresa Mays reaktion over for Putin var anderledes skarp denne gang, og Skripal-angrebet fik regeringen til at indvillige i at gennemgå efterforskningen af hvert af de 14 mistænkelige dødsfald, som Heidi Blake og hendes kolleger fra BuzzFeed News i første omgang havde lagt frem for verden i en række afsløringer i 2017. Nye boller på suppen fra britisk side?
Knap nok: Et halvt års tid senere, da den offentlige opmærksomhed om Skripal-angrebet var sygnet hen, droppede myndighederne deres gennemgang af efterforskningerne af dødsfaldene uden videre forklaring. Og så sent som umiddelbart før parlamentsvalget i sidste uge nægtede den nuværende premierminister, Boris Johnson, at afsløre indholdet af en undersøgelse om russisk indblanding i britisk politik.
»Den britiske regering skjuler stadig noget om Rusland og landets stedse mere aggressive handlinger i det her land,« lyder det fra Heidi Blake, der finder god grund til at tro, at »Ruslands mordkampagne kun vil tage til« i fremtiden.
Blot en uge efter Skripal-angrebet blev oligarken Nikolaj Glusjkov, en ven af den afdøde Boris Berezovskij, fundet kvalt i en hundesnor i sit hjem et andet sted i England.
Og kort efter Weekendavisens interview med Heidi Blake i december blev en anden russisk milliardær, Dmitrij Obretetskij, kørt ned, mens han luftede sin hund syd for London. Ifølge BBC efterforsker politiet, om dødsfaldet er indtruffet under »mistænkelige omstændigheder«.
Heidi Blake: From Russia with Blood: The Kremlin’s Ruthless Assassination Program and Vladimir Putin’s Secret War on The West. 336 sider. Mulholland Books.
