Tavse dyr
Naja Bertolt Jensen, Strandgade 2, 4000 Roskilde
Dyrevelfærd er begyndt at fylde mere og mere i mediebilledet og i vores bevidsthed. Med rette. Men hvad med de dyr, som ikke har stemmebånd? Skal vi fortsat undlade at forholde os til dem?
Lyden af det tonstunge fiskenet, som lander på det hårde jerndæk, og den næsten lydløse gispen fra tusindvis af fisk fylder luften. Fiskene er mast så tæt sammen, at flere af dem faktisk har fået presset livet ud af sig i nettet, på vejen op af vandet.
En sådan almindelig ladning fisk får en til at tænke over flere ting. Dog står en særlig overvejelse frem: Hvor er hensynet til og dyrevelfærden for dyr uden stemmer?
Til årets Folkemøde hørte jeg en fisker, som med høj stemme brokkede sig over, at adskillige studier viser, at fisk faktisk oplever og responderer på smerte, på samme måde som pattedyr gør.
Fiskeren fortalte, at han turde tale på alle fiskeres vegne ... Hvis de skulle forholde sig til dyrevelfærd ved at foretage en »human« aflivning af den enkelte fisk, så kunne fiskeriet lige så godt lukke og slukke.
Man foretager stadig undersøgelser af, hvordan fisk egentlig oplever smerte. Simpelthen af den årsag, at vi som mennesker har svært ved at forholde os til toneløs smerte. Vi er indkodet til, at der er lyd forbundet med smerte. Man skriger jo, hvis noget gør ondt.
Dette betyder, at fisk ikke er anerkendt som sansende væsener, i samme grad som eksempelvis grise er. Dog står det jo fortsat skidt til med grise, på trods af at vi kan høre, at de skriger.
Men hvordan defineres smerte egentlig? Dette har man i videnskaben ikke kunnet fastslå. Hvorvidt mennesker oplever smerte ens, og om fisk oplever smerte på præcis samme måde som mennesker. For smertebegrebet er fortsat udefineret.
Hvis man ser på kulinariske madtraditioner som ikizukuri – havdyr, som bliver serveret og spist levende. Hummer, som bliver kogt levende. Og hvis disse eksempler bliver for fjerne, kan man tage et dyr som østers. Østers bliver nydt levende – og man putter gerne citron på for at få deres muskler til at trække sig sammen, hvilket giver en anden oplevelse, når man spiser dem.
Man kunne fortsætte med madtraditionseksempler på havdyr, som bliver udsat for »smerte« uden at kunne give lyd fra sig.
Men hvis vi i stedet kigger ned i køledisken i vores lokale supermarked, så er der ikke en eneste af de fisk, som ligger i køledisken, som er indbefattet i en dyrevelfærdslov. Ikke en eneste er blevet aflivet humant.
Videoer fra landbruget er begyndt at fylde mere og mere på nettet. Billeder af grise, som ligger og lider i båse så små, at grisene knap nok kan bevæge sig, høns med store sår og brækkede vinger.
Samtidig med disse videoer af landbrugsdyr, som lider under det menneskelige konsum, forsøger andre videoer at vinde plads i debatten om dyrevelfærd. Videoer fra kommercielt fiskeri, hvor tusindvis af fisk bliver hevet op af vandet.
Forestil dig en grisecontainer med tusindvis af grise, stablet oven på hinanden, pakket så tæt, at livet mases ud af dem. En sådan video ville nemmere vinde plads i debatten om dyrevelfærd.
Men eftersom vi har med fisk at gøre, sidder vi ofte og er nærmere imponeret over det maskineri, som skal til for at løfte et så stort og tungt net ud af vandet, end vi sidder og tænker på, at vi egentlig er vidner til en masseslagtning af tusindvis af enkeltindivider. Men det er en svær diskussion.
Som realist er jeg indforstået med, at der på nuværende tidspunkt ikke findes et økonomisk incitament til at finde en løsning på dette problem. Det går jo fint. Markedskræfterne kræver ikke dyrevelfærd for fisk i en sådan grad, at det er afgørende for fiskeriets overlevelse, tværtimod.
En rapport fra FAO (FNs fødevare & landbrugsorganisation) viser, at hver person på globalt plan gennemsnitsligt konsumerer 20,3 kg fisk årligt, hvilket er en kæmpe stigning fra 1961, hvor vi gennemsnitligt konsumerede 9,0 kg pr. mand årligt. Desuden bliver der ud over disse vanvittigt høje tal globalt smidt cirka 46 millioner tons døde fisk overbord som »bifangst« …
Men jeg vælger alligevel at forsøge at sætte fokus på det, som egentlig er en kæmpe problematik. I al fald for fiskene. For vi mennesker udvikler os. For bare ti år siden var det en forholdsvis snæver gruppe, som valgte at blive vegetarer eller veganere. Denne bevægelse er et godt billede på, hvor hurtigt noget kan ændre sig fra at være nichepræget til at være mere mainstream. Derfor bringer jeg de tavse dyr på banen. Der er håb. Vi kan gøre noget ved denne problematik, hvis vi vil. Jeg har ikke nødvendigvis den rigtige løsning. Men jeg håber, at de toneløse kan få en stemme i dyrevelfærdsdiskussionen, som heldigvis er begyndt at vinde plads i den offentlige debat, så vi fælles kan disktutere og finde løsninger – også for havdyrene.
Gudenåen
Peter Wiberg-Larsen, pensioneret biolog, Morud
I mit og tre fagkollegers læserbrev om blandt andet naturværdierne i Gudenåen (WA#49) begik vi en fejl. Den er omdrejningspunktet i Bjarne Nilssons læserbrev »Politiserende biologer« (WA#50). Ifølge ham var vi for »dovne« til at tjekke vores tal for den årlige omsætning af sportsfiskeri ved vestjyske åer.
Vi indrømmer blankt fejlen. Vi burde have vidst bedre og nåede ikke at faktatjekke vores kilde umiddelbart før debatredaktionens deadline. Vi beklager også, at påstanden overhovedet blev bragt. Værdien af sportsfiskeri tog fokus fra vores egentlige budskab og er reelt uvedkommende. Vi mener fortsat, at naturværdierne i danske vandløb, og Gudenåen i særdeleshed, bør tages i betragtning sammen med generne af de beklagelige oversvømmelser. Det er et fagligt og ikke politisk synspunkt.
Ifølge BN drømmer vi om at være politikere og er derfor ikke fagligt troværdige. Det er ikke rart at få skudt i skoene. Angiveligt ligger politikeres (og journalisters) troværdighed lavt i befolkningens øjne, en vurdering, som bestemt ikke er vores. Vi kan også betro BN, at vi har nok i vores såkaldt fine karrierer. Et faktatjek vil desuden afsløre, at vi ikke er fagligt dovne, og at én af os ikke er biolog.
Genforeningen
Adam Wagner, magister i historie, Falster
Steen Dalin udtrykte i WA #50 sin frygt for, at genforeningsjubilæet næste år ville føre til, at vi alle skulle »oversvømmes af nationalistisk propaganda af værste skuffe om Sønderjylland og genforeningen.« Men jeg siger: Frygt ikke, Steen Dalin, for det tror jeg simpelthen ikke kommer til at ske. Vi vil snarere blive vidner til, at Genforeningen politiseres til fordel for vor tids fremherskende ideologiske dagsorden med plusord som »sameksistens«, »demokrati«, »brobygning mellem kulturer«, »grænseoverskridende« osv. Jeg tror med andre ord, der snarere er en risiko for, at genforeningsjubilæet vil blive brugt til politisk fejring af demokratiet som abstraktion og multikultur som livsform end en fejring af, at den nordlige og overvejende dansktalende og dansksindede del af Sønder-Jylland for 100 år siden blev genforenet med Danmark. Bemærk, at 2020 allerede er udråbt til dansk-tysk »venskabsår«; det er så at sige overskriften for alle de officielle jubilæumsaktiviteter. Altså politisk historiebrug for statsmidler. Nu er det jo nok ikke alle statsansatte historikere, der ukritisk vil levere varen, men »nationalistisk« bliver det næppe.
I øvrigt er det sjovt at iagttage, hvordan Steen Dalin som noget selvfølgeligt går ud fra, at den »nationalistiske« udlægning af historien er forkert, og at den modsatte udlægning er både reel, nuanceret og kompetent.
Det giver Dalin så selv en prøve på: »Her til 100-året kunne man ønske sig et knap så nationalistisk og mere nuanceret billede af begivenhederne. Faktisk var der inden treårskrigen i 1848 overhovedet ikke tale om noget ’Sønderjylland’«, belærer Dalin, nej, ifølge ham talte man kun om det selvstændige hertugdømme »Slesvig«. Men det er rent ud sagt noget vrøvl. Eller hvordan forklares det mon, at biskop Erik Pontoppidan mere end hundrede år før Treårskrigen, nemlig i 1743, holdt et foredrag med titlen »Det danske Sprogs Skiæbne og forrige saavelsom nærværende Tilstand i Sønder-Jylland eller Førstendømmet Slesvig«? Sagen er naturligvis den, at navnet Sønder-Jylland er gammelt; en del ældre end »Slesvig« som geografisk betegnelse for landskabet.
Hertugdømmet Slesvig opstod jo som et dansk hertugdømme i den sydligste del af Jylland og var også stort set sammenfaldende med det, der allerede fra tidlig Middelalder hed Sønder-Jylland. Dog var ikke alle dele af Sønder-Jylland underlagt dette hertugdømme (for eksempel ikke området omkring Ballum), mens hertugdømmet til gengæld indbefattede områder, der ikke hørte til landsdelen Sønder-Jylland (for eksempel Femern). Men længe kaldte man alligevel officielt hertugdømmet for både Sønder-Jylland og Slesvig. Med tiden blev det statsretlige navn »hertugdømmet Slesvig« eller bare »Slesvig« mest almindeligt, men det mere geografisk-historiske navn Sønder-Jylland gik ingenlunde af brug i dansk – som det ses af Pontoppidans foredrag, der i øvrigt udkom på tryk i 1745. Et foredrag, der også viser, at der længe inden Treårskrigen fandtes danske, der bekymrede sig for det danske sprogs skæbne i Sønder-Jylland.
Om disse kendsgerninger er »nationalistiske«, ved jeg ikke, men det vil ikke være »kompetent« eller »reelt« at redigere dem ud af historien.
Klimabevægelsen
Rasmus Steenberger, specialkonsulent, medlem af 350 Klimabevægelsen Danmark, Kongovej 11, 2300 København S
I artiklen »Ind fra sletterne« analyserer Arne Hardis den positive politiske opmærksomhed, der er kommet på klimaforandringer og foreløbig har ført til målet om 70 procents CO₂-reduktion i 2030.
Arne forsømmer dog at sætte sig ind i, hvem der egentlig står bag den store folkelige mobilisering, der trækker de folkevalgte. Vi er nemlig ikke »marginaliserede røster« med »en aparte vision«, sådan som Arne Hardis skriver: Vi er tværtimod helt almindelige mennesker, som lytter til videnskaben. Vi er bredt repræsenteret fra hele det politiske spektrum. Vi er unge, gamle, voksne og børn. Forældre og bedsteforældre. Folk i arbejde og uden for arbejdsmarkedet. Lærere, økonomer, jurister, pædagoger, arbejdsmænd, biologer, håndværkere, antropologer, historikere og ingeniører.
Vi er forenet af et fælles ønske om en bindende klimalov. Sådan som den blev udtrykt i det borgerforslag, der i starten af 2019 med rekordfart nåede over 50.000 underskrifter. Og vi gjorde det ikke alene: Bag borgerforslaget stod også en lang række af Danmarks største NGOer, som arbejder med nødhjælp, miljø og bæredygtighed. Langtfra marginalt og aparte.
Det burde være aldeles mainstream at ville bremse klimaforandringerne, for vi er alle afhængig af den klode, vi bor på. Heldigvis er det også den vej, den politiske udvikling går. Derfor ville det også klæde Arne Hardis at gå ud i den virkelige verden og tale med de bevægelser, han analyserer, før han sætter pennen til papiret.
Vi mødes hver torsdag 8.30 foran Christiansborg for at mindre de folkevalgte om, at al politik er klimapolitik. Her kunne Arne passende komme forbi og sige hej. Der er kaffe på kanden.
Fugledrab
Marit Astrup, Lille Strandvej 4 A, 3. t.h., 2900 Hellerup
Tusind tak til Morten Beiter for at bringe den meget nødvendige artikel om jagten på vore trækfugle i Weekendavisen 6. december. Danskerne ved generelt ikke noget om, hvor mange fugle vi mister på grund af jagten på dem i Sydeuropa. De ved heller ikke, at små sangfugle stadig spises i stor stil. På Cypern er det en kæmpebusiness, som er tiltagende. Vore politikere taler ikke om fænomenet, selvom de taler om nedgangen af antallet af fugle også hos os. Som den internationale organisation BirdLife siger, så er enhver diskussion om biodiversitet ikke seriøs, hvis den ikke medtager milliondrabene på fugle. De siger endvidere, at nedgangen af levesteder for fuglene gør, at de ikke tåler det yderligere pres, som jagten udgør.
EUs Fuglebeskyttelsesdirektiv har den svaghed, at der tillades individuelle jagtregler for visse fugletyper i de forskellige lande. Når der er små tilladelser her og der, er det meget lettere at omgå reglerne. At man ikke totalt forbyder jagt på Europas trækfugle i EU, er en slap indstilling. Når vi kan frede bjørn og ulv over grænserne, hvorfor så ikke fugle? Og Danmark kan godt feje for egen dør først. Men her er der ingen respons, hverken fra vore egne politikere eller vore EU-parlamentarikere.
Retsstaten
Natasia Nielsen, jurist Ved Kløvermarken 3, 2. th., 2300 København S
I torsdags sad jeg og så TV. Aftenens sendeflade på den kanal, jeg så, var dedikeret til et emne: terror. Sendefladen harmonerede ganske fint med nyhedsoverskrifterne fra dagen forinden og på dagen, da disse var fyldt med henvisninger til samme emne som følge af politiets store terroraktion rundtomkring i landet. Det, som undrede mig og fik min tankevirksomhed i omdrejninger, var da heller ikke det store fokus, som terror atter en gang fik, men derimod de holdninger og ideer, som blev fremsat
Røde såvel som blå politikere stod nærmest i kø for at foreslå det ene tiltag efter det andet, som med al tydelighed bærer præg af, at retssikkerhed og fundamentale menneskerettigheder ikke er noget, som terrorister eller sågar potentielle terrorister har krav på. Set fra et moralsk synspunkt kan jeg måske godt forstå tankegangen bag forslagene. Hvis et eller flere mennesker i forening foretager eller forsøger at foretage handlinger med henblik på at undergrave samfundet og demokratiet, så bør samfundet vel svare igen, så vi alle kan bevæge os trygt, frit og sikkert. Set fra et juridisk synspunkt ringer samtlige alarmklokker dog, når jeg hører, at man blandt andet ønsker, at det skal være muligt at ikende en person, som er dømt for handlinger med en straframme på to år, en forvaringsdom.
Det er dog ikke kun terroristerne, der står for skud i disse tider. De sidste par år har der været fremsat og vedtaget flere lovforslag, som alle indskrænker retssikkerheden og dermed også retsstaten. Ghettopakken, maskeringsforbuddet, asylpakke III blot for at nævne nogle stykker. Alle lovene har på en eller anden måde begrænset individer i at få deres grundlæggende rettigheder tilgodeset. Fælles for de nævnte love er, at de alle er vedtaget med et politisk flertal. Disse love er endda alle fremsat og præsenteret for befolkningen som værende nødvendige for at sikre frihed og sikkerhed i samfundet.
Det er nærmest morsomt på den ironiske måde, at skiftende regeringer alle lover et mere sikkert og frit Danmark, samtidig med at de tager flere og flere befolkningsgruppers grundlæggende rettigheder fra dem, og hvis ikke konsekvenserne var så alvorlige, ville det måske endda være muligt at trække på skuldrene og sige nå ja, og hvad så? Men det er dybt alvorligt, for hvis udviklingen forsætter på denne måde, og det tyder alt på, at den gør, hvilken befolkningsgruppe står så for skud næste gang?
Teledataoplysningsskandalen havde knap nok lagt sig, førend der blev fremsat forslag om ansigtsgenkendelse og overvågning i realtid, og alligevel har der været stor generel opbakning til forslagene. Terror er skræmmende, forfærdeligt og livsødelæggende, jeg forstår udmærket godt frygten, og jeg forstår udmærket ønsket om at imødegå risikoen med hårde midler. Men hvis vi ender med at leve i et overvågningssamfund, hvor intet kan gå ubemærket hen, og hvor flere og flere befolkningsgrupper får indskrænket deres rettigheder, indtil retsstaten til sidst er død og borte, er det så måske alligevel ikke lykkedes terroristerne at undergrave det demokratiske samfund?
Dette er debatindlæg og udtrykker derfor alene skribenternes holdning. Forslag til debatindlæg sendes til opinion@weekendavisen.dk
