Umoralens årti

Abu Dhabis Formel 1 Grand Prix 23. november 2014. Mercedes-teamets to stjerne­kørere, finske Nico Rosberg og britiske Lewis Hamilton, skal afgøre verdens­mesterskabet mellem sig. Ingen andre i feltet har point nok til at true de to hold­kammerater og konkurrenter. Rosberg har vundet bedste start­position, Hamilton anden. Men allerede i første sving smutter briten forbi. Siden får Rosberg også tekniske problemer og ender som nummer 14. Hamilton vinder løbet og sikrer sig årets verdensmesterskab.

Formel 1-løb er en slags umoralens festival. Et af de sidste reservater, hvor man kan brænde benzin i rå mængder samt fremvise monstrøse guldure, solbriller og anden tingeltangel uden misbilligende blikke og formaninger om klodens snarlige undergang.

Blandt dem, der det år overværede Hamiltons triumf, var en mindre gruppe danskere, der tilsammen spenderede godt 800.000 kroner på en lille bid af den grænse­løse luksus. Gruppen bestod dels af folk fra IT-firmaet ATEA, dels af ansatte i Region Sjællands IT-afdeling, der var storkunde hos ATEA.

Regningen for flyvning på businessclass, luksushotellet og adgangsbilletterne til motorløbet viste sig siden at være betalt af en hemmelig konto i ATEA – konto 2840 – der blev et centralt omdrejningspunkt i en af Danmarkshistoriens mest omfattende sager om bestikkelse af offentligt ansatte. Ud over turen til Abu Dhabi var der leveret dyrt udstyr som flad­skærme og kameraer til privat­adresser, der var indtaget luksus­middage, og endnu en rejse til Las Vegas indgik i den spektakulære sag, der endte med at koste store bøder og lange fængsels­straffe til både ATEA-ansatte og folk fra regionen.

Sagens omstændigheder og størrelse var i sig selv opsigts­vækkende, men den var mere end det, da den rullede nogle år efter turen til motor­banen i ørkenen. Den blev billedet på et uskylds­tab i landet med verdens lykkeligste mennesker og verdens mindste udbredelse af korruption. Hidtil havde vi kun kendt små­sager. Og så få af slagsen, at det stadig var en del af den kollektive bevidsthed, at en borg­mester i Aalborg, Marius Andersen, i begyndelsen af 1980erne blev dømt for bestikkelse. Selv farven på bade­værelset, han havde fået af en lokal entreprenør, og som indgik i sagen, kunne mange huske – den var grøn.

Fnugfri embedsmænd

Var ATEA-sagen et enkeltstående tilfælde, eller var der gået råd i den ellers fnugfri embedsmandskultur, der havde eksisteret, siden Frederik VI og Christian VIII i første halvdel af 1800-tallet reformerede systemet med en kombination af bedre lønninger og pensioner på den ene side og benhårde straffe for at træde ved siden af på den anden?

Mens vi diskuterede det spørgsmål, havde fuldmægtig i Social­styrelsen Britta Nielsen i årevis overført penge til sine egne konti i stedet for, som hun burde, at overføre dem til sociale projekter for landets svageste borgere, som politiske flertal havde tilgodeset i de såkaldte sats­pulje­forhandlinger. 117 millioner kroner, som vi nu ved gik til blandt andet dyre raceheste, champagne, guld og syd­afrikansk safari­luksus. Alt sammen brændt af i et dobbelt­liv, som nærmest synes udtænkt til at ramme formiddags­avisernes forsider. Anonym fuld­mægtig med Dronningens fortjenst­medalje til hverdag. Livs­nyder på savannen eller til eksklusive ridestævner i fritiden.

»Et gement tillids­brud,« sagde daværende social­minister Mai Mercado, da sagen blev offentligt kendt, mens hoved­personen Britta Nielsen siden i retten forklarede, at hun nærmest betragtede pengene som en slags frit tilgængelige midler, da ingen rigtigt savnede dem. Hverken skatte­ydere eller potentielle modtagere.

»Det var velkendt, at der ikke skulle noget til andet end sit eget konto­nummer for at lave det, jeg lavede. Det var en stående joke, at man kunne indsætte sit eget konto­nummer og så tage pengene,« forklarede hun under et retsmøde for nylig.

Inden Britta Nielsen-sagen rullede, havde vi stiftet bekendtskab med Sven Jørgen Nielsen, der fra et anonymt kontor hos Skat i Taastrup havde stået for udbetalingen af milliarder af kroner i uretmæssig refusion af udbytte­skat til udenlandske svindlere.

Sven Jørgen Nielsen blev sidste år idømt fire år og seks måneders fængsel for at have hjulpet sin gamle ven, udlandsdanskeren Torben Wulff Dileng, med at få udbetalt 37,4 millioner kroner. For den tjeneste havde Nielsen selv modtaget to millioner kroner, vurderede Landsretten i sagen, der kun udgør en brøk­del af hele komplekset om svindel med udbytteskat.

Idiot på ryggen

I sidste uge dukkede så endnu en sag op. En ansat i Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse er tiltalt for at have modtaget bestikkelse blandt andet i form af en tilbygning til sit private hjem til en pris af 1,74 millioner kroner. Tirsdag meddelte forsvarsminister Trine Bramsen, at chefen for Ejendomsstyrelsen er fritaget for tjeneste, og ministeriets koncernstyringsdirektør, der ellers var sendt til Hjørring for at rydde op i styrelsen, er overført til andet arbejde. Det er sket, efter at Rigsrevisionen har afdækket markante uregelmæssigheder i styrelsen.

Fire markante sager, hvor der for få år siden var ingen eller i hvert fald ingen kendte. Hvorfor? Er moralen skredet? Er den offentlige sektor ved at bryde sammen? Er der tale om tilfældigheder? Da Poul Nyrup Rasmussen tiltrådte som statsminister i 1993 oven på Tamilsagen, udråbte han: »Moralens årti«. Men blev det kun et årti, eller blev det faktisk kun en illusion?

Læs også om skandalen med udbytteskat: »De forsvundne milliarder«

Da Nyrups årti allerede var forbi, gav historikeren Henrik Jensen i bogen Det faderløse samfund et billede af en moralsk deroute, som Danmark og den vestlige verden ifølge ham gennemlevede. En udvikling, hvor rettigheder havde vundet forrang for pligter, eller som han formulerede det, et samfund, hvor: »Man må yde, før man kan nyde!«, blev afløst af: »Har jeg lyst, har jeg lov!« Og ifølge Henrik Jensen er den nævnte række af sager kun en bekræftelse af den tænkning.

»Jeg ser det i høj grad som et moralsk skred og et udtryk for den grænseløshed, der har vundet frem. Vi har haft et stigende fokus på selvrealisering og en ’hvad kan jeg få ud af det-tænkning’. Der er mindre interesse for, hvad det betyder for fællesskabet. Samtidig har vi set en slaphed i ansvarligheden, hvor der ikke er nok fokus på at passe på fællesskabets værdier, og det har nogle benyttet sig af,« siger Henrik Jensen, der frygter, at helt fundamentale samfundsmæssige grundpiller er i fare.

»Det er virkelig skadeligt, hvis den almindelige arbejdende skatteyder begynder at få fornemmelsen af, at ’der står idiot på ryggen af mig’. Derfor er det afgørende, at vi får ansvarligheden tilbage. Der er sket alvorlige skader de seneste år, men det er ikke uopretteligt. Det kræver imidlertid, at de politiske magthavere er deres ansvar bevidst, og at det får konsekvenser at træde ved siden af. Der er en tendens til, at man holder hånden over hinanden. For eksempel når det gælder skandalerne i Skat, hvor ministre fra mange partier har haft ansvaret. Så er det let at blive enige om, at det ikke rigtigt skal have nogen konsekvens. Det er ikke egentlig korruption, men det er med til at svække den almindelige tillid,« siger Henrik Jensen, der efterlyser en debat om grundlæggende værdier.

»Vi skal igen have begreber som ansvarlighed og ordentlighed i høj­sædet. Der har været en meget lang udvikling, hvor det er skredet, og hvor der er en tendens til at tænke, at moral jo ikke er andet end meninger. Og så er det vigtigt, at vi kan vise folk, at det nytter at opføre sig ordentligt. Hvis det er sådan, at folk, der opfører sig forkert, får mere ud af det end dem, der overholder spillereglerne, og det i øvrigt ikke har store konsekvenser at bryde reglerne, så skrider det yderligere. De fleste mennesker opfører sig jo ordentligt, men de gør det, fordi de mener, det nytter at gøre det. De gør det ikke for at plage sig selv.«

Læs også om Britta Nielsens luksusforbrug: »Helt til hest«

Hvis sagerne i Socialstyrelsen, ATEA, Skat og Forsvaret skal have en fællesnævner ud over flosset moral og mangel på ansvarlighed, er det en omfattende løsagtighed i kontrolforanstaltningerne. I den seneste sag om Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse har Rigsrevisionen konstateret, at der er set stort på reglerne om, at den samme person ikke både må bevilge penge og udbetale dem.

Det samme har været tilfældet i Socialstyrelsen, og i Skat er der under sagen kommet frem, at Sven Jørgen Nielsen ene mand stod for udbetalingen af omkring 90 procent af de milliarder, der blev udbetalt i refusion af udbytteskat. Det er sket i en periode, hvor summen af udbetalinger steg markant, uden at nogen længere oppe i systemet fandt anledning til at reagere på det. Også i Socialstyrelsen er det under sagen kommet frem, at der undervejs har været signaler, som burde være taget mere alvorligt. Endelig viser det sig, at ledende med­arbejdere i Forsvarsministeriet har siddet med oplysninger om tilstanden i Ejendoms­styrelsen i et stykke tid.

Ifølge professor emeritus ved Institut for Stats­kundskab på Aarhus Universitet Jørgen Grønnegård Christensen, der sidste år var med­forfatter til en bog om tilstanden i Skat, er mangel på kommunikation en central del af forklaringen på, at vi i disse år oplever, at skandalerne ruller.

»Der er ikke blandt topledere i den offentlige sektor nogen fokus på drift og kontrol. De øverste ledere er optaget af at udvikle strategier, lave organisationsændringer og udøve overordnet management, mens de ikke er optaget af den daglige drift og af, at tingene kører, som de skal. Hvis man tager departementscheferne, der formelt er ansvarlige for driften, viser undersøgelser, at de først og fremmest er optaget af politisk rådgivning af ministeren,« siger Jørgen Grønnegård Christensen, der også hæfter sig ved, at netop Forsvarsministeriet igen er ramt meget kort tid efter en række sager om nepotisme, hvoraf én endte med, at chefen for hæren måtte forlade sin stilling. Grønnegård nævner i den sammenhæng, at ministeriets departementschef Thomas Ahrenkiel forleden over for Ritzau erkendte at have overset en afgørende mail, der på et tidligere tidspunkt kunne have advaret ham om sagen i Ejendomsstyrelsen. Som han sagde til Ritzau forleden:

»Det er lidt teknisk, men det er, fordi den e-mail indeholder klassificerede oplysninger, og derfor kan jeg af sikkerhedshensyn ikke læse den på mobile enheder. Og jeg er ikke i huset den dag, og derfor læser jeg ikke indholdet. Efterfølgende følger jeg ikke op på den mail og får den læst, og det er naturligvis en fejl.«

Men ifølge Jørgen Grønnegård Christensen er det mere end blot et hændeligt uheld:

»Det er et symptom på, at de her store komplekse systemer har det med at drukne i informationer og rapporteringer med det resultat, at man overser det væsentlige. Der sker simpelthen det, at systemerne sander til,« siger han.

Ifølge sognepræst og debattør Kathrine Lilleør er det imidlertid afgørende, at skylden for skandalerne ikke blot ender som en slags systemfejl, hvor ingen personer i sidste ende har ansvaret.

»Jeg synes virkelig, det er godt at se forsvarsminister Trine Bramsen i disse dage. Indtil nu ser det ud, som om hun er fast besluttet på, at det, der er sket, skal have konsekvenser for de ansvarlige. Og det er afgørende, hvis vi skal have genoprettet troværdigheden i det offentlige system. Vi lever på mange måder i det konsekvensløse samfund, hvor fejl og forsømmelser ikke koster noget,« siger hun.

Kathrine Lilleør mener imidlertid ikke, at forekomsten af sager om svindel og korruption er udtryk for et stort moralsk forfald.

»Jeg er nok af den opfattelse, at summen af svindel er konstant. Men der er åbnet nogle muligheder, som nogen har benyttet sig af. Vi hører jo Britta Nielsen sige, at de penge, hun tog, ikke rigtigt tilhørte nogen. De lå der bare. Sådan er det selvfølgelig ikke, men der er et svigt længere oppe. Jeg tror også, det hænger sammen med, at vi oplever et videnstab i øjeblikket. Jeg bryder mig ikke om ordet djøfisering. Men der er noget om, at man ikke skønner nok på folk, der faktisk ved noget om deres område,« siger Kathrine Lilleør, der ligesom Henrik Jensen advarer om, at vigtige fundamentale ting i samfundet er på spil.

»Der er en klar og berettiget opfattelse af en grundlæggende uretfærdighed, hvis man stiller krav om, at eksempelvis en hjemmehjælper skal dokumentere ned i mindste detalje, hvad hun har lavet hvert kvarter, mens dem længere oppe i systemet kan fejle og sjuske, uden at der sker dem noget. Eller hvis man oplever, at Skat kan jagte en borger, indtil vedkommende ligger ned, mens andre slipper af sted med at snyde for milliarder uden konsekvenser. Den slags vil undergrave viljen til at bidrage og vil give grobund for mere snyd og sort arbejde. Det er en udvikling, der er gift for velfærdssamfundet,« siger hun.

 

Læs også om tættere regulering af finanssektoren, men et universalmiddel bliver det aldrig: »Det uperfekte menneske«