HERBERT Pundik kunne have været min morfar. Ikke i overført betydning, men faktisk. Efter Første Verdenskrig var hans far, Mendel Pundik, en nogle og tyveårig, driftig forretningsmand med succes – til trods for at hans familie blot få år forinden var ankommet til København fra Ukraine. Et andet sted i byen, på Frederiksberg, boede familien Mik-Meyer, min oldefar og oldemor, der kom fra det gamle jødiske borgerskab, gammeljøderne, der havde været i landet siden slutningen af 1600-tallet. Min oldefar, der var direktør i Den Danske Landmandsbank, var åbenbart ikke præget af fordomme mod de russiske jøder, i hvert fald ikke så meget, at det skyggede for interessen for denne Pundik, et spændende potentielt parti for én af hans to døtre.
Et møde fandt sted, men nogen faldt ikke i andres smag (jeg tror ikke, familien Mik-Meyer var religiøs nok), så Mendel drog i stedet til Leipzig, hvor han havde hørt godt om et andet søskendepar, han fandt mere passende. Den ene efter sigende smuk, den anden klog, Mendel giftede sig med den kloge, Eva, og tog hende med sig hjem til Danmark. Min mormor blev i stedet gift med en nyuddannet veterinær, der hed Svend.
Historien viser, hvor lillebitte det dansk-jødiske samfund er. Herbert blev så ikke min biologiske morfar, men han endte alligevel med at blive en slags reservebedstefar. Jeg mødte ham første gang, da jeg var halvandet år gammel og boede i Israel med mine forældre. Og siden var han og hans hustru, Sussi, et pejlemærke i mit liv. Når der skete afgørende nyt, fortalte jeg dem det, især hvis jeg havde brug for et godt råd. De to fulgte med i arbejde, børnefødsler og sygdomme. Vi diskuterede ofte Israel, Mellemøsten, fredsprocessen, men vi endte altid med at tale om det mest fascinerende, mærkelige, uigennemskuelige, uforklarlige: det jødiske.
HERBERT blev født i efteråret 1927, og familien, der nu var kommet »ud af fattigkvarteret og steget opad«, som han kaldte det, boede i en lejlighed i Ribegade på Østerbro. Mendel og Eva var religiøse, og man gik til synagogen på sabbat, hvilket ifølge Herbert tog »mindst en time« hver vej.
Jeg spurgte ham ofte om hans barndom, fordi jeg interesserer mig grænseløst for dansk-jødisk liv før krigen. Hvordan var det? Hvad skete der? Hvad talte de om? Men Herbert sagde, at han ikke kunne huske noget som helst bortset fra en situation i sin tidlige barndom, hvor en flok arbejdere, der havde fældet træer foran ejendommen, gik rundt og trampede på de fugleunger, der var faldet ud af rederne.
Hans mor var en rigtig yeke, en tysk jøde med orden i sagerne, hans far konstant fraværende på forretninger, men han købte Holbergs samlede skuespil til Herbert og hjalp flygtende unge mænd fra Østeuropa i 1930rne, mod at de underviste Herbert og hans bror i hebraisk. Personlige, konkrete erindringer om forældrene havde han ingen af.
Han forklarede det med, at »der gik et gardin ned« i oktober 1943, at familien var så tæt på at blive taget af Gestapo, at alt det, der lå forud, forsvandt. Det eneste, han kunne huske fra årene før krigen, sagde han, var forældrenes hvisken: Hvad skulle de gøre? Blive i det land, hvor de nu havde boet i næsten 40 år – eller flygte igen?
HOLOCAUST var et tæppefald. Flugten definerede Herbert Pundik: På et dybere plan mistede han sin egen historie og fik en livslang bevidsthed om at tilhøre det mindretal af Europas jøder, der overlevede. Konkret boede han som flygtning alene i Lund, mens han gik i gymnasiet, og her blev han meget hurtigt voksen.
Som han sagde til mig: »Holocaust slipper mig ikke. Alt fører dertil, alt fører videre. Jeg kan kun ane, hvor meget traumet betyder for mig, og hvor meget det har betydet for de valg, jeg har truffet, og de holdninger jeg har.«
Efter krigen opstod samme valg, som Herberts forældre og deres forældre før dem havde stået med: blive eller rejse? Man havde overlevet som jøde og menneske, men havde nazisterne fået bugt med europæeren; evnen til at blive her?
Den wienerske kunsthistoriker Ernst Gombrich, der var totalt assimileret i tysk-wienersk kultur, sagde, at det var nazisterne, der gjorde ham til jøde. Herbert kom hjem fra Sverige i 1945 fast besluttet på, at krigen gjorde det modsatte ved ham. Han ville lægge det hele fra sig og »finde en blondine«, selvom hans mor forpurrede forholdet til den blonde kæreste.
I Herberts optik var det ironisk nok denne længsel efter at smide sine forældres arv fra sig, der fik ham til at tage til Israel for at slås i krigen i 1948-49. Han talte ofte om forfatteren og zionisten Arthur Koestler, der slog sig ned i Palæstina i 1920erne og konstruerede det første krydsord på hebraisk, men som var dybt forankret i den centraleuropæiske jødiske kultur. Koestler mente, at det jødiske både var en forpligtelse og en belastning, og at en selvstændig jødisk stat ville frigøre ham for det historiske åg og den usikre, skrutryggede gang gennem historien.
Herbert sagde, at han identificerede sig med Koestlers tanke: at jødernes problemer netop skyldtes hjemløshed. »Hvis jeg rejste ned og kæmpede for Israel, kunne jeg også få mit frihedsbrev,« sagde han. Meningen var at give det bidrag og rejse hjem. »Jeg havde i mine unge dage intet stærkt ønske om at forblive jøde,« sagde han, og han fjernede endda sit hebraiske mellemnavn Nachum.
DET var svært for mig at tro på. Det jødiske gennemsyrede jo Herbert, han var som en matzebolle i en kyllingesuppe. Han sagde selv, at det var en konstant rumlen i maven, og jeg morede mig med at påpege hans let nasale resonans, den lille specialitet, der kendetegner mange danske (og europæiske) jøder, der lyder, som om de taler halvt ud gennem næsen.
Og sagen er jo netop, at det ikke kunne lade sig gøre. Engang, da vi sad på hans hotelværelse i København og talte om, hvad der skete for ham i de år, sagde han, at han virkelig troede på, at hans tid som soldat for Israel afsluttede hans »regnskab med det jødiske«.
Men regnskabet blev ikke gjort op. Holocaust var for tung en post.
»Bevidstheden om at være en overlever blev på sæt og vis en belastning, men også igangsættende,« har han skrevet. »Man kan skyde spørgsmålet om meningen med tilværelsen foran sig, men på et tidspunkt bliver det stående som en mur, som man ramler hovedet imod, og som forhindrer én i at komme videre. Det tvinger én til handling. Handling kan være en form for flugt. Måske var det mit held, at jeg blev konfronteret med muren som ungt menneske.«
Det kan godt være, at han ville forlade hele det jødiske spektakel, men historien udpegede ham, som det han var.
Og så mødte han selvfølgelig Sussi, som ikke var blondine, og som endda hed Ginsborg og havde et brændende ønske om at bosætte sig i Israel.
SÅ Herbert ramte muren, og han kravlede over muren og ned på den anden side, med hele historien i bagagen.
»Jøderne er blevet landfaste,« sagde han, »vi havde endelig fået en adresse. Havde FN tildelt jøderne et land på Sydpolen, var jeg taget dertil.« Siden hans død er Herberts humanisme blevet fremhævet mange gange. Men det, der virkelig adskilte ham fra næsten alle os andre, var hans vilje til at gå i krig for det princip, der aldrig var til forhandling: Israels eksistens.
Krigen tvang ham til handling, til at bevæge sig. Man kan uden problemer påstå, at den konstante bevægelse passede godt til Herberts rastløse temperament, altid i gang, altid på farten. Men der er også noget andet i det. Den israelske forfatter David Grossman har skrevet bogen Kvinde på flugt fra meddelelse om den israelske Ora, hvis søn er soldat ved fronten. Hun er ved at blive vanvittig af skræk for hans ve og vel og forventer hvert øjeblik, at nogen i uniform ringer på døren med meddelelsen om hans død. Derfor tager hun afsted på en lang vandretur, for hvis hun nu ikke er hjemme til at modtage beskeden, så vil sønnen måske heller ikke dø?
Mens David Grossman skrev bogen, mistede han sin egen søn, Uri, der var kampvognssoldat, i kamphandlinger i Libanon.
Præcis som Herbert Pundiks søn, der også hed Uri og også døde i en kampvogn – under Yom Kippur-krigen i 1973. Det var, som om Herbert Pundik gjorde det modsatte af Ora i Grossmans bog; han bevægede sig væk fra de ulykker, der faktisk ramte ham. Da familien kom hjem fra Sverige i 1945, og Herbert var begyndt i gymnasiet, blev hans bror Daniel ramt af en gren fra et træ og døde. Uri, som Herbert selv havde støttet i at gå i krig for Israel i 1973, blev dræbt. Hans søn Ron, der var central i den fejlslagne Osloproces, døde af kræft. Herbert selv var millimeter fra at dø af en blodprop i hjertet for flere år siden.
Jeg fortalte ham, at jeg selv altid tjekker rulleteksterne efter en film for jødiske navne. Han sagde: »Ser jeg en liste over passagerer på en flyvemaskine, der er faldet ned, tjekker jeg altid, om der er jøder på den. Det er det fælles: en historisk betinget usikkerhedsfølelse.« Det er næsten, som om han tjekkede, om hans nærmeste familie – eller måske endda ham selv – stod på listen.
HERBERTS bagage var tung, men den virkede ikke tyngende, han bevægede sig fremad på den måde, de fleste husker om ham; konstant talende, skrivende, tænkende, rejsende. Han ramte muren mange gange, men han kravlede altid over, med Sussi i hånden.
Min farfar, Herman, der var i Theresienstadt og aldrig talte om krigen, aldrig lukkede op for traumerne, aldrig åbnede vinduet mod fortiden blot en smule på klem, sagde, at hans allerbedste egenskab var evnen til at fortrænge.
Jeg er sikker på, at Herbert fortrængte meget, men han kunne forvandle traumet til noget andet. For hvis man faktisk evner at kravle over muren, kommer man jo også over og ser, hvad der er på den anden side: Hvad sker der derovre? Hvordan lever de? Hvad kan de lære os?
For nogle år siden, da jeg havde min nye kæreste og snarlige hustru med på besøg i Tel Aviv, sad vi og spiste kumquats, de små citrusfrugter, af Herberts og Sussis træ i haven. Vi havde lige været til et valgmøde med den israelske højrefløj på den plads, hvor Yitzhak Rabin blev myrdet, og hvor radikale bosættere nu dansede aggressiv jødisk folkedans og råbte: »Død over araberne.«
Vi talte om, at Herbert for 25 år siden rådede mig til at tage til Israel for at studere i stedet for at tage et kedeligt job som skribent i København. Jeg fulgte hans råd og rejste til Jerusalem. Men den eftermiddag sagde han, at han ikke ville gentage det råd i dag. »Jeg ville ikke kunne tage medansvar for sådan en beslutning, ikke som Israel er blevet i dag,« sagde han. »Det gør for ondt at have et medansvar for Israels handlinger.« Da min lillesøster, som havde boet i Israel i mange år, besluttede sig for at forlade landet, ikke mindst fordi hendes ældste piger nærmede sig værnepligten, havde hun ligefrem behov for at få Herberts accept. Det fik hun, og han forstod hende. Men jeg tror, at han selv ville have stillet op igen, hvis det virkelig brændte på, og de havde brug for en 92-årig reservist.
Når Herbert talte, var der ingen modsætning mellem at erklære sig som klokkeklar zionist og kalde Israels regerings handlinger for fascistoide. Ingen modsætning mellem at være soldat og humanist. Ingen modsætning mellem at være israelsk og dansk, gudløs og jødisk. Ingen modsætning mellem at have en landfast adresse og være i konstant bevægelse. Ingen modsætning mellem at leve lige nu og alligevel bære hele historien i sig.
Ingen kan helt beskrive, hvor stort et tomrum Herbert efterlader sig. I sin egen familie. Hos alle dem, der kendte ham. Og i den danske offentlighed. Med Herbert forsvinder et menneske, der kunne rumme de største modsætninger på den mest naturlige måde. En direkte forbindelse mellem nutiden og fortiden, mellem vores verden i dag og den ultimative katastrofe. Han så de mure, der blev rejst alle vegne, og han kravlede over dem alle sammen. Alle os, der blev inspireret af ham og fik vores egen verden oplyst af hans nysgerrige, åbne blik, skylder ham at gøre det samme. Ingen kan gøre det som ham. Men man kan jo prøve.
