Invasion. Politik er gået over sine bredder og har indtaget alle dele af vores liv – fra indkøbsvaner og cafébesøg til venskaber og familieliv. Hvis vi vil redde demokratiet, må vi begrænse det, argumenterer den amerikanske politolog Robert Talisse.

En demokratisk overdosis

I USA kan man med stor sikkerhed gætte en persons politiske overbevisning ud fra de ting, de ejer: Har man mange »muleposer«, er man venstreorienteret, er der mange ure i ens hjem, ligger man til højre for midten. Det er blot ét eksempel på, hvordan den amerikanske borger er blevet gennempolitiseret, mener den amerikanske filosof og politolog Robert Talisse.

Talisse har arbejdet med demokratiteori igennem to årtier, og dette kulminerer nu med en bog, der advarer mod for meget demokrati. Grundtanken er, at demokratiet, eller det politiske, er gået over sine bredder. Bogen handler især om USA, men Talisse peger også på træk, vi kan genkende fra en europæisk kontekst. Talisse skriver om »politisk mætning«, hvor forbrug, vennekreds, arbejde og det sociale liv i bred forstand er blevet politiske arenaer. Dette afstedkommer polarisering og politisk overdosering, hvilket til sidst er med til at undergrave demokratiet. For at redde demokratiet er vi derfor nødt til at sætte demokratiet på dets rette plads.

At Talisse er på hjemmebane i demokratidebatten, er tydeligt, for eksempel når han kritiserer, hvad han kalder »skolegårds­synspunktet«. For at forklare begrebet bruger han et billede med tre personer, der er uenige om, hvilken film de skal se: Intuitivt tænker vi, at en flertalsafgørelse er det bedste – det mest retfærdige – når den slags afgørelser skal træffes. Denne intuition bærer vi med os, når vi vurderer demokratiske beslutninger.

Én person, én stemme, det er da demokratisk lighed! Men så simpel er virkeligheden ikke altid. »A« foretrækker måske at se en romantisk komedie, men stemmer anderledes, fordi hun ved, at B bliver voldsomt sur, hvis B ikke får ret. Måske B fortæller en løgn om en af filmene for at gøre den mindre attraktiv for A og C og så videre. Med andre ord er skolegårdssynspunktet sårbart over for alle hånde meget realistiske fordrejninger, der opstår helt naturligt i valgsituationer, der involverer ganske almindelige dødelige med svagheder og særinteresser.

Disse problemer bliver i sagens natur meget værre, når det gælder demokratiske beslutninger om staten. I demokratiet accepterer vi, at valget binder, også når det går os imod. Når vi skal beslutte, hvilken film vi skal se, kan vi beslutte os for at udvandre. Det er en del mere omkostningsfuldt at udvandre fra ens politiske orden.

Det er derfor, modne demokratier indeholder en lang række foranstaltninger, der skal beskytte mod såvel flertallets diktatur som dårligt informerede demokratiske processer. Individuelle rettigheder, beskyttelse af mindretal, checks and balances og så videre.

Men dette er muligvis ikke tilstrækkeligt.

Det demokratiske ideal inkluderer en række rimelige lighedsidealer. Ikke bare lige ret til at komme til orde (den forkætrede ytringsfrihed), men også, i en eller anden udstrækning, en mulighed for at blive hørt. Derfor appellerer såkaldte deliberative demokrater til den idé, at legitime demokratiske beslutninger afhænger af en proces, der er informeret af en fri og kvalificeret meningsudveksling, hvor forskellige synspunkter har haft en reel chance for at blive hørt.

Denne debat er ikke blot en udveksling af særinteresser; det er debat, der appellerer til, hvad Søren Ulrik Thomsen så smukt har kaldt »fornuftens fællesmængde« – eller med Talisses ord: »Ifølge deliberative demokrater er der i hjertet af det demokratiske ideal en idé om fælles tænkning. Hvis borgerne skal regere over sig selv som ligemænd, så må de tænke sammen som ligemænd.«

En naturlig konsekvens af dette ideal (som Talisse tislutter sig) er, at demokratiet så at sige knopskyder. Vi skylder hinanden gode grunde; for at give disse engagerer vi os i politisk samtale og diskussion, og denne samtale breder sig ud i alle mulige arenaer. Dette er ikke en perversion af demokratiet, men en naturlig konsekvens af vores bestræbelse på at argumentere. Men det er en ekspansion, Talisse opfordrer os til at stoppe.

Demokrati er et gode. Talisse går så vidt som at sige, at det er det ypperste sociale gode, vi har. Men man kan få for meget af et gode. Det tredje stykke kage er væsentligt mindre tilfredsstillende end det første, det fjerde kan være et decideret onde. Også demokrati kan overgøres.

Talisses favoriteksempel er en veninde, der begyndte et stramt selvpålagt fitnessregime. Det bredte sig efterhånden til alle dele af hendes liv – diæt, rejser, socialisering – så hun mistede kontakten til venner. Regimet åd alle dele af hendes liv. Pointen er ikke, at hun kørte sig selv ned, men at fitness i høj grad har et instrumentelt sigte: Vi ønsker et rimeligt helbred, fordi det gør det muligt for os at engagere os i andre ting end fitness. Demokrati (og mere generelt: politik) kan nok have en værdi i sig selv, men en vigtig grund for demokrati er, at det gør en masse ikke-politiske ting mulige for os. Vi er godt nok borgere (politiske eksistenser), men vi er også mennesker, med individuelle idealer og præferencer, der ikke har noget med det politiske at gøre.

Det er en udbredt antagelse, at vores demokratier har det ad helvede til. Ofte beklages manglende engagement, fake news, populisme og så videre. Løsningen fra demokratiteoretikere er stedse mere demokrati, men Talisses hovedbudskab er, at vi bør stikke piben ind, sørge for at mødes om ikke-politiske ting i ikke-politiske arenaer, med andre ord: at sætte demokratiet på dets rette plads.

Et centralt problem er, at politik er trættende, særligt når den politiske samtale er polariseret og polariserende. Talisse hævder, med rigelige empiriske data, at det sociale rum i USA er blevet såvel 1) politiseret, som 2) polariseret. Demokrater frekventerer Starbucks-caféer og restaurantkæden Chipotle, der signalerer en vis kosmopolitanisme; republikanere Dunkin’ Donuts og den kristne kæde Chick-Fil-A, der signalerer gode familieværdier. Den amerikanske borger møder i stigende omfang kun politiske meningsfæller i kirker, på arbejdspladsen og så videre. Det sociale rum bliver et ekkokammer, og for at bryde dette dødvande må borgerne finde, eller opfinde, politik-fri rum at mødes i.

Talisse er glasklar i argumentet og frem­stilling af sagen, original i tilgangsvinkel og løsningsforslag og ingen steder svær at gå til. Nogle vil dog nok stille sig lidt skeptiske over for, om medicinen – afpolitiserede sociale fora – er kras nok, hvis sygdomen – galopperende politisering og polarisering – er så slem, som Talisse siger. Måske man også skulle rette blikket mod det politiske selv og sørge for stærkere begrænsninger på, hvad der overhovedet kan gøres til genstand for demokratiske beslutninger.

Robert B. Talisse: Overdoing Democracy – Why We Must Put Politics in its Place. Oxford University Press, 2019.

 

Læs også denne kronik: »Min generation har kun oplevet demokratiet fejle og set diktaturstater sejre«