Tvivlsom stormstyrke
Søren Hansen Civilingeniør
Fortunparken 18
2800 Lyngby
I Ideer #46 omtales en ny artikel forfattet af tre danske forskere og udgivet i tidsskriftet PNAS (»Stormvarsel«, 15. november, red.). Forskernes konklusion er, at antallet af orkaner i USA og styrken af dem har været stærkt stigende over de sidste godt 100 år. Styrken har forfatterne vurderet ud fra de økonomiske skader, men det nye er, at disse er blevet »normaliseret« i henhold til den generelle velstand i det ramte område. Den øgede frekvens og styrke er selvfølgelig en konsekvens af klimaforandringerne.
Artiklen er imidlertid allerede nu under kraftige angreb. Data er fejlfortolket og brugt forkert. Alle officielle optællinger af orkaner i USA viser et let fald fra år 1900 til nu. Artiklen opnår det modsatte resultat ved at definere styrken økonomisk i stedet for meteorologisk. Hvis det skal bruges som argument for klimaforandringer, er denne metode selvfølgelig helt gal. Orkanen Katrina, der oversvømmede New Orleans og kostede enorme summer, var kun en kategori 3, da den gik i land.
»Normaliseringen« indebærer, at man udregner den gennemsnitlige formue over et område på 10.000 kvadratkilometer. Da orkanen Harvey (kategori 4) ramte Houston, medførte det store oversvømmelser og voldsomme økonomiske tab. Havde Harvey nu slået til bare 20-30 kilometer væk, ville den stadigvæk have været inden for zonen på de 10.000 kvadratkilometer, men al regnen ville været faldet på tomme marker og skaderne langt mindre. Således ville Harvey været gået fra at være århundredets værste orkan til noget meget mindre. Det er åbenlyst, at man ikke kan bruge økonomi til at vurdere meteorologi.
Læs et svar fra en af studiets forfattere nedenfor.
Alle orkaner er ikke ens
Aslak Grinsted
Lektor og Klimaforsker
Niels Bohr Institutet
Det er en udfordring at afgøre, om orkaner og tropiske storme er blevet mere destruktive i takt med klimaforandringerne, da de mest destruktive heldigvis er sjældne. Søren Hansen erklærer at »man ikke kan bruge økonomi til at vurdere meteorologi«. Det er vi enige i. Omvendt bør man heller ikke bruge meteorologiske data alene til at vurdere de økonomiske tab. Det er naturligt at benytte sig af økonomiske data, når man skal kvantificere orkaners destruktion, idet skaderne bliver opgjort på denne måde. Ud fra disse data finder vi, at orkaner er blevet mere destruktive.
Der er dog også meteorologiske data, der peger i retning af, at orkaner er blevet farligere. Vi ved, at kategori 5-orkaner har taget til i vindstyrke, at nedbørsmængderne stiger, og at orkaner bevæger sig langsommere. Orkaners destruktion kan ikke opgøres ved antallet af orkaner alene, da de enkelte orkaner er meget forskellige. Der er altså ikke nødvendigvis nogen modsætning mellem antallet af orkaner og stigningen i orkanernes destruktion.
Orkaners ødelæggelser afhænger ganske rigtigt af, om det ramte område har en særlig høj koncentration af udsatte værdier. Det er netop det, vores nye normalisering tager højde for. Ved at opgøre de økonomiske skader som et antal ødelagte kvadratkilometer, opnår vi, at tallet er uafhængigt af, om orkanen ramte land eller by. Harvey illustrerer altså fordelene ved vores nye normalisering.
Klogere end de andre?
Ingolf Bo Hansen
Humlum
7600 Struer
Begrænsning af forskning ud fra holdninger er slemt. Og alligevel gør vi det og skal gøre det. Der har gennem tiderne været forskning, der måske nok resultatmæssigt var interessant, men på trods heraf aldrig skulle have været gennemført. Forskning i intelligens og dens sammenhæng med etniske grupper er en forskning, som jeg i hvert fald ikke umiddelbart finder nødvendig, om end mange andre har en helt anden opfattelse.
Når Weekendavisen som medie forholder jer til forskning, bør I – efter min opfattelse – afdække, hvis der er undertoner i forskningen. Pakke den ud og forholde jer til substansen, ligesom I selvfølgelig bør forholde jer, om muligt, til det faglige niveau. Jeg synes ikke, WA gør det i artiklen »Formet af Solen« (Ideer, 22. november). Det er efter min opfattelse en artikel om forskning, der viser, at vi – her på 56˚32´21’’N – er om ikke klogest, så klogere end forfærdelig mange andre mennesker syd for os.
Som følge af min grundholdning til emnet læste jeg artiklen med en klar negativ subjektiv vinkel. En vinkel, der blev bestyrket af artiklens slutcitat fra en af forskerne: »Vi ved alle sammen, at hvis vi går i bad på den sydlige halvkugle, så løber vandet i den modsatte retning i afløbet, end hvis vi gør det på den nordlige.«
Det passer ikke. Corioliskraften har ingen betydning for rotationen i den hvirvel, der opstår, når man lukker vandet ud af et badekar – det er en skrøne. Jeg genlæste herefter artiklen og konstaterede den fuldstændige mangel på kritiske spørgsmål. Blandt andet lægger lektor Jeanet Bentzen fra Københavns Universitet op til at inddrage et historisk perspektiv i vurderingen af forskningen ved at gøre opmærksom på, at »Vi er jo ikke de samme mennesker som for 10.000 år siden«.
Det kunne let have givet anledning til et par spørgsmål. Når vi i dag efter forskernes opfattelse er mere kreative, individualistiske, tillidsfulde med mere end mennesker længere mod syd, kunne man jo prøve med et historisk kig bare nogle få tusinde år tilbage i tiden og ikke de 10.000 år, som Jeanet Bentzen bragte på bane. Assyrernes rige og deres kileskrift, egypterne og deres vandreguleringssystem, fantastiske skriftsprog, bygninger, samfundsdannelse med videre.
Verdens i dag ældste kendte astronomiske apparater, cirka 2000 år ældre end Stonehenge, fra området syd for Egypten og rester af en samfundsstruktur, der muligvis dannede grundlag for det gamle Egypten cirka 3500 før vor tidsregning. Og Inkariget fra Sydamerika fra cirka 1200-tallet, der ligger lige syd for ækvator.
Med det som udgangspunkt kunne man så spørge forskerne, om disse samfund ikke indeholdt stor kreativitet.
Et spørgsmål om tid
Jan Henrik Wegener
Saralystparken 10
8270 Højbjerg
Ideer havde et indlæg ved Anne Jensen Sand (»Formet af Solen«, 22. november) om, hvordan forskere mener, at breddegraden, man lever på, påvirker og former menneskene og deres samfund. Vi får at vide, at det hedder »latitudinal psychology«, og jeg mener bestemt, grundtanken er værd at undersøge. På den anden side kan man måske stirre sig blind på, at det er psykologien, der skal forklare forskellen mellem livet nær polerne og ækvator.
Dagslys er en betingelse, eller stor fordel, for en række menneskelige aktiviteter, og jo mere man nærmer sig polerne, desto flere timer med dagslys om sommeren. Altså flere timer til rådighed til for eksempel rejser med fredelige eller krigeriske og røveriske formål, flere timer til virksomhed, der kræver lys, og hvornår er det ikke en fordel?
Den nordiske pirat – vikingen – har haft flere lyse timer til rådighed i hærgningssæsonen end dem i middelhavsområdet, de russiske rytterhære har kunnet ride længere og gøre Rusland større hurtigere på den rigtige årstid. Forskere og ingeniører, industrialister og handelsfolk har haft (og til dels har) nogle lyse timer som bonus, desto længere fra ækvator de er aktive.
