EN af de få ting, Lars Løkke Rasmussen og Mette Frederiksen åbent vil indrømme at være enige om, er deres uvilje mod Radikale Venstre: ude af trit med befolkningen, ekstrem i udlændingepolitikken, ledet af irriterende moralister. For begge partiledere er det et mål i sig selv at holde De Radikale uden for indflydelse. Det er i høj grad lykkedes, godt hjulpet af De Radikale selv og deres særegne blanding af stædighed og forvirring i særligt udlændingepolitikken. Men en enkelt radikal politiker har fået mere indflydelse end nogen af sine partifæller – endsige alle andre danske politikere, herunder statsministeren: EUs konkurrencekommissær Margrethe Vestager.
RADIKAL er Margrethe Vestager i dag mest i den egentlige betydning af ordet: Hendes administration af området er skelsættende. Vestager har som den første EU-kommissær taget alvorligt, at alle private virksomheder skal betale skat, også amerikanske tech-giganter. Samtidig bekæmper hun deres forsøg på at monopolisere markederne. Dermed er hun og hendes forvaltning blevet en afgørende konkretisering af EUs raison d’etre: at udføre de opgaver, medlemsstaterne er for små til. Og sørge for at håndhæve rammerne for den fri konkurrence til alles bedste. Hver enkelt medlemsstat er magtesløs, når det gælder de allerstørste virksomheder, ja, de har endog en uheldig tendens til at mele deres egen kage, når det gælder snævre nationale interesser.
ALLE europæiske borgere har en interesse i det arbejde, Vestager udfører. At det betyder noget, kan jo ses på de reaktioner, det medfører. Respekt fra nær og fjern, dybt mishag fra modstandere af internationale institutioner: »Din skattekvinde hader USA,« lød det for eksempel fra præsident Trump til EU-kommissionschef Jean-Claude Juncker. Men Vestager og hendes folk går ikke kun hårdt til de amerikanske virksomheder, som alle kan være enige om at kritisere. Hun undersøger også de største europæiske selskaber for monopoldannelse – senest tyske Siemens og franske Alstom. Man må formode, at det hverken vækker begejstring i Berlin eller Paris.
KAN de fleste europæere på kryds og tværs af holdninger og nationaliteter enes om at støtte Vestagers arbejde, må man konstatere, at opbakningen til hende er svagest i hendes hjemland. Det kan jo ikke skyldes ideologisk modstand: Er man borgerlig, vil man glæde sig over håndhævelsen af den frie konkurrence. Er man venstreorienteret, vil man glædes over den konsekvente skatteinddrivelse. Man skulle derfor tro, at Lars Løkke Rasmussen og Mette Frederiksen kunne enes om at lade Vestager fortsætte som den naturligste ting i verden. Sådan er det bare ikke. Løkke har let fnysende insisteret på at håndhæve traditionen for, at han som statsminister selvfølgelig skal finde en ny kommissær i egne rækker. Mette Frederiksen vil gøre næsten hvad som helst for at få os til at glemme, at hun nogensinde har haft noget at gøre med Vestager. Den tidligere radikale partileder er den person i verden, der kan få S-toppen til at se rødest.
STØTTE til Margrethe Vestager skal man altså lede meget længe efter hos de to statsministerkandidater, og det er naturligvis helt og aldeles usagligt, ja, faktisk latterligt. Man kan efter behag irriteres over Vestagers selvfølelse, men også spørge sig selv, om hendes succes mon ville være mulig uden en snert af kamplysten arrogance. Herfra skal derfor lyde denne opfordring: Lars Løkke Rasmussen: Opfør dig som en statsmand, en klog dansk statsminister og en stor europæer. Glem de sædvanlige, smålige hensyn. Giv Vestager offentlig ros for arbejdet, konstater det indlysende, at det både er i Danmarks og EUs interesse, at hun fortsætter som konkurrencekommissær. Og foreslå så Mette Frederiksen, at I giver hinanden håndslag på at lade Vestager fortsætte, uanset hvem af jer der bliver statsminister og derfor skal udnævne den næste danske kommissær. Hvem ved, det er ikke umuligt, at Vestager kan blive kommissionsformand med den rette opbakning – Frankrigs præsident Macron har udtrykt begejstring for hende. Det vil en dansk statsminister – uanset om navnet er Løkke eller Frederiksen – vel ikke have noget imod?
