Leder.

Ondets rod

Drypvist er oplysninger om, hvad der er sket i Iran i de seneste uger, ved at trænge ud gennem det lukkede lands skodder, trods mediecensur, en total nedlukning af internettet og fravær af pressefolk fra frie medier.

Siden urolighederne i landet begyndte 15. november – først som reaktion på regimets forhøjelse af brændstofpriserne, siden med krav om præstestyrets afgang, er mellem 180 og 450 demonstranter døde, meddeler New York Times. Alene i den sydvestlige by Mahshahr skal Revolutionsgarden have nedskudt op mod 100 demonstranter under fire døgns voldsorgie. 2000 meldes såret, hele 7000 aktivister fængslet.

Ifølge det iranske indenrigsministerium har der været voldelige sammenstød i mere end 100 byer i 29 af landets 31 provinser. 731 banker og 140 regeringskontorer er brændt ned.

Protesterne er langt mere omfattende end for ti år siden, da præstestyret manipulerede et præsidentvalg. Og bemærkelsesværdigt synes det primært at være unge, frustrerede arbejdsløse fra de større provinsbyers arbejderkvarterer – traditionelt en magtbase for Irans klerikale styre – der er gået på gaden.

Samtidig står oprør i lys lue i to af de nabolande, Teheran forsøger at kontrollere ved hjælp af lokale stedfortrædere: Libanon og Irak. Som det kan læses her i avisen, er det nu over to måneder gamle irakiske oprør især vendt mod Irans massive tilstedeværelse i landet, som man forsøger at styre ved at sætte landets shiamuslimske flertal op mod resten. I Libanon er Vi-er-folket-bevægelsen rettet mod hele det politiske establishment, men dermed også mod Hizbollah, Teherans lokale håndlangere.

Kommer vi til konklusionerne, er der to ting at sige, en med glæde, en mere modstræbende. Den glædelige er, at oprøret i alle tre lande udtrykkeligt er ikke-sekterisk, et opgør med magthaveres del-og-hersk-strategier, hvis sigte er at sætte religiøse grupper op imod hinanden.

Den mere tøvende konklusion er, at Obama og hans europæiske trosfæller var for naive, da man i 2015 indgik en atomaftale, der nok begrænsede præstestyrets muligheder for at udvikle atomvåben, men ikke hindrede dem på længere sigt, til gengæld for en ophævelse af sanktionerne. Aftalen var medvirkende til, at præstestyret og Revolutionsgarden, en af de største økonomiske aktører i landet, kunne fastholde deres økonomiske og politiske magt.

Det er først nu, efter at USAs præsident Trump opsagde atomaftalen og genindførte svidende sanktioner mod Iran, at den iranske samfundsøkonomi er tvunget i knæ, og iranerne begynder at stille regimet i Teheran til regnskab.

Sandheden er, at den klerikale fascisme, der fra Teheran strækker sine tentakler ud over hele Mellemøsten, nu er udfordret som på intet andet tidspunkt, siden ayatollah Khomeini satte sig på Irans blodige trone i 1979. Med dens skæbne står og falder enhver ambition om et mere demokratisk, mindre religions-opdelt, mere frit Mellemøsten. Hvad vi end kan gøre for at hjælpe et magtskifte i Teheran på vej, skal gøres – bortset fra militær intervention.