Kommentar. Hillary forsøgte, Corbyn forsøger. Men at have mangfoldighed som ideologi er et dødfødt projekt.

Alle mod en

Alle mod en Af Klaus Wivel

DET er altid de mest selvindlysende udsagn, der er grund til at være mest skeptisk over for. Mangfoldighed er godt, er et af dem. Inklusion bør fremmes, et andet. Hvem kan være uenig i dem? Ikke britiske Jeremy Corbyn. Går man til kernen af hans politik, er det netop, hvad han vil kæmpe for.

Det illustreres i en ny, kort valgvideo, som hans parti Labour udsendte for nylig, hvis kernebudskab er, at i Storbritannien skal der være plads til folk af alle hudfarver, alle køn, alle religiøse grupperinger, alle seksuelle orienteringer og så videre. De eneste, som der ikke skal være plads til, er de få rige, som har holdt alle minoriteters mulighed for at udløse deres potentiale nede, må man forstå. Og så måske jøderne. De blev i hvert fald ikke nævnt i videoen, skønt mange andre trosretningers kendetegn blev.

Måske burde akkurat Labour være lidt omhyggelig her.

Det var det samme diversitetsprojekt, Hillary Clinton tabte med i 2016, og som Demokraterne stadig forsøger at vinde valget på i 2020, hvis man skal tro partiets hjemmeside. Her agiteres højlydt for mangfoldighed, og under »Who We Serve« – hvem vi repræsenterer – opstiller partiet 16 forskellige grupperinger: de sorte amerikanere, de handicappede, kvinderne, de troende, de oprindelige amerikanere, latinoerne, LGBT og så videre.

Også her er der en enkelt gruppe, hvis hudfarve, køn og seksuelle orientering ikke defineres selvstændigt, og den har Trump som bekendt med stort held forstået at appellere til. For nylig meldte en af Demokraternes mest prominente fortalere for diversitetsideologien, californiske Kamala Harris, sig ud af det Demokratiske primærvalg, da hun måtte sande, at opbakningen manglede. Kun tre procent støttede hende i meningsmålingerne. Harris skældte ud på vælgerne med det bidende spørgsmål om, hvorvidt »USA overhovedet er klar til en farvet kvinde som USAs præsident«. Svaret var måske, at USA ikke er klar til at vælge en præsident, der mener, at hendes køn og hudfarve er det vigtigste, hun har at byde på.

PROBLEMET med at appellere til mangfoldighed illustreres bedst ved at kaste et blik på de mange stridigheder i LGBT-samfundet, vi ser for tiden. For nogle uger siden kunne man i Berlingske læse, at gruppen Lesbiske Feminister ikke længere måtte bruge det københavnske Kvindehuset i Gothersgades lokaler til møder og arrangementer, fordi »gruppen repræsenterer et transfobisk tankesæt«.

Engang i en ikke så fjern fortid blev feminister og lesbiske opfattet som stigmatiserede minoriteter, hvis kamp for anerkendelse var hæderværdig og vigtig. I dag opfattes de i nogle kredse som foragtende over for transkønnede.

Der er næppe mange mennesker, der strides i Kvinde­huset, men konflikten er eksemplarisk: De udgrænsede udgrænser hinanden. Det skete også, da et transkønnet, mangeårigt medlem af LGBT Danmark for nylig efter eget udsagn blev skammet ud af sin forening, fordi han til Weekendavisen fortalte, at han ikke brød sig om ord som »non-binær« og »ciskønnet«. Måske er der tale om en sørgelig lovmæssighed: De ekskluderedes laveste fællesnævner er altid eksklusion. Hvis man lægger sin identitet i at være marginaliseret, vil kampen handle om, hvem der er mest marginaliseret.

DET klassiske eksempel på, hvad diversitetsideologien fører til, sås i Danmark i 2012, da Københavns Rådhus bad Dansk Zionistforbund om at undlade at vise det israelske flag ved mangfoldighedsfestivalen »Smag Verden« på Nørrebro. Det kunne virke »provokerende«, lød budskabet. Ingen andre blev vist bedt om at hive flag eller bannere ned.

Episoden viste, at selv mangfoldighedsidealister mestrer udstødelsens kunst, og at minoriteter ofte ikke har andet til fælles, end at de er minoriteter. Homoseksuelle ser anderledes på køn, end transkønnede gør. I USA er asiaternes problemer nogle ganske andre end de sortes. Muslimer har været i strid med jøder i over tusind år som bekendt. Minoriteternes interesser er ofte i dyb konflikt med hinanden.

Derfor kommer partier, der som britiske Labour ønsker at appellere til diversitet, ofte til at foretrække den ene gruppe frem for den anden. Og fremmedgøre det flertal, hvis problemer peger i andre retninger end stadig mere iltfattige diskussioner om hudfarver, trosretninger og kønsidentitet.

Side 2