Det nordøstlige Grønland er et af de mest øde steder på kloden. 12 danske mænd og deres trofaste hunde er omtrent det eneste liv i miles omkreds. Det meste af året er landskabet hvidt, så langt øjet rækker. Og der er bomstille – kun afbrudt af den støj, man selv laver, ind imellem lydene fra den rene natur.
»Det eneste, man hører, er den knitrende lyd under slædens skinner. Isen, der knager og brager under en. Og så er der lyden af hundene, der halser fremad. Det er vidunderligt,« fortæller Frederik Oxlund.
Han er en af de få udvalgte, der har rejst egnen tynd som patruljefører i den danske Siriuspatrulje. Siden 1952 har gruppens 12 mænd vogtet over en 16.000 kilometer lang kyststrækning i Grønland. Om sommeren på båd, ofte badet i sollys døgnet rundt eller indhyllet i tåge. Om vinteren på hundeslæde, uden at se solen i månedsvis.
De 12 soldater er udsendt af det danske forsvar for at varetage en særlig militær opgave, man kalder »suverænitetshævdelse«. De patruljerer landet for at holde jorden på danske hænder. Men arbejdet er meget langt fra det, de fleste forbinder med tjeneste i militæret.
»Naturen er den store modstander, og man er selv sin egen største fjende. Jeg har altid gerne villet være soldat, men jeg ville hellere kæmpe med naturen end slås med andre mennesker,« siger Frederik.
De største trusler, man møder i tjenesten, er en nysgerrig isbjørn, voldsomt vejr eller isens lunefulde farer. Omgivelserne egner sig ikke til at huse mennesker af kød og blod. Uden sollys falder temperaturerne ned til 40 minusgrader om vinteren, og der er stort set intet at spise. De udsendte er derfor først og fremmest i krig med kroppens og sindets grænser – og det kræver en helt særlig vilje at klare sig på egen hånd i det fri.
Igennem isen
De 12 patruljeførere, som også kaldes »fupper«, rejser rundt i mindre grupper. Når de sejler langs kysten om sommeren, er de fire til seks personer i båden, og på hundeslæde om vinteren færdes de i par. De samles kun to gange om året i byen Daneborg. I højsommeren og til jul.
Det er konstant hårdt arbejde, fortæller Frederik. En fupper skal pleje og træne sine hunde, sørge for, at alt udstyr fungerer, og frem for alt sikre sin egen overlevelse. Men alligevel ser Frederik det som »det ultimative eventyr«.
»Man rejser ud fra basen i efteråret, når fjordene er helt frosset til. Der er lige faldet ny frostsne for første gang, og så er det ellers bare mørkt, mens nordlyset bølger hen over hovedet på dig, nogle gange døgnet rundt. Der er intet kunstigt lys som herhjemme i gadebilledet, så der er sindssygt mange stjerner. Det kan man godt blive lidt afhængig af,« siger han.
Livet i Siriuspatruljen er simpelt. De spiser ofte den samme pulvermad med smag af kylling og karry flere dage i træk. Drikkevand skaffer man ved at smelte sne i en gryde. Sneen fra de mindre isfjelde, som man kan hakke af med sin økse, smager særligt rent, fortæller den tidligere udsendte.
Helt deroppe i ingenmandsland er der ingen økonomi at holde styr på eller nogen kalender til ens aftaler. Alt, man skal tage stilling til, er den virkelighed, man ser for sine øjne fra time til time.
På rejserne op ad kysten besøger slædeførerne patruljens depoter, hytter og forskningsstationer. De fører også kontrol med ekspeditioner og krydstogtskibe og er områdets politi.
Før de kan begive sig ud i landskabet, skal de lære godt 600 stednavne at kende. Med hundeslæden om vinteren kører fupperne fra hytte til hytte, som ligger med cirka en uges mellemrum i rejsetid. GPS og kompas såvel som soldaternes egen hukommelse og en god stedsans er afgørende for at navigere det enorme område.
Den barske natur kan gøre rejsen vanskelig. Det grønlandske vejr byder på arrige snestorme, hvor man ikke engang kan se sin sidemakker på slæden, og tæt tåge, der kan få selv den bedste navigatør til at miste orienteringen.Flere har også prøvet at måtte skyde en isbjørn, der kom for tæt på lejren. Men det farligste er at falde igennem isen, siger Frederik. Da det skete på hans rejse, kom heldet ham til undsætning.
»Hundene og slæden røg ikke igennem isen, da den knækkede under os. Så de løb videre og trak os op igen. Men vi blev våde,« fortæller han.
Når temperaturen er 20 til 30 minusgrader, er det bare et spørgsmål om at komme på sikker grund, slå teltet op og få alt tøjet af i en fart. Fingrene stopper hurtigt med at fungere i den hårde frost, så man bliver nødt til at trække lynlåse og snøre sine sko op med det samme, før de fryser fast.
»Det er ikke sjovt, men det er de ekstreme oplevelser, man husker bedst.«
Isolation
De udsendte patruljeførere er i tjeneste i lidt over to år. I den tid ser de hverken familie eller venner. Isolationen er mest ekstrem i de mange måneder på hundeslæde, hvor man kun taler med sin makker og sine hunde.
Efter de første uger på rejsen kan det være svært at vide, hvad man skal snakke om, husker Frederik. Ja, faktisk har man overhovedet ikke noget at tale om. Vidundere som nordlys og isbjørne er ikke så ekstraordinære efter den første tid på farten. Tankerne falder også til ro lidt efter lidt.
Soldaternes andre følgesvende, slædehundene, knytter de et helt særligt bånd til. Patruljen er opkaldt efter den klareste stjerne, Sirius, som har hjemme i stjernebilledet Store Hund.
Da Frederik var af sted, lærte han sine hunde at styre til højre eller venstre alene ud fra mundtlige ordrer. Han endte næsten med at stole mere på deres intuition end sin egen.
»Det sværeste var at sige farvel til dem,« siger han.
»Men da jeg kom tilbage igen efter to år, var hundene ved at sprænge kæderne af begejstring, fordi de kunne genkende mine kommandoer.« Man kan kun være udsendt til Grønland én gang, men Frederik vendte tilbage som leder for en ny gruppe fupper, som han havde trænet op til specialstyrken hjemme i Danmark.
Soldaterne skal være bygget af et særligt stof for at kunne klare sig uden hjælp i islandskabet. Forsvaret afholder strenge optagelsesprøver, hvor kandidaterne bliver testet fysisk og psykisk, inden de bliver udvalgt til patruljen.
Både mænd og kvinder kan komme af sted, men der er ingen kvinder, der har bestået de fysiske prøver indtil videre. De soldater, der klarer sig gennem nåleøjet, bruger derefter syv måneder på at tage kurser i alt fra syning til meteorologi.
Det er nødvendigt med mange forskellige færdigheder for at blive klar til de mange typer opgaver, de skal udføre under deres udstationering – uden hjælp.
Patruljens opgaver har været stort set uændrede i mange år. Men både den grønlandske natur og politik er under forandring.
Tidens klimaforandringer rammer særligt hårdt på det nordliggende kontinent. Landet bliver varmere, isen smelter hurtigere, og regnen falder tidligere end før. Og selv langt fra al civilisation kan der findes tegn på forurening. For nylig undersøgte forskere nyfalden sne på Arktis, og her fandt de spor af plastik, som var dalet ned fra atmosfæren.
I 2019 er Grønland også blevet et centrum for politiske kampe mellem verdens stormagter. Kina, Rusland og USA er alle interesserede i værdifulde råstoffer fra undergrunden. I august tilbød USAs præsident Donald Trump ligefrem at købe landet fra Danmark.
Udviklingen gør dog ikke stort indtryk på medlemmerne af Sirius-patruljen, der fortsat gør en stor ære ud af at leve op til deres noble ansvar. For som Frederik siger:
»Vores primære formål med at være der er stadig at sikre, at det forbliver et uberørt område.«
Er det ensomt at være i Slædepatruljen Sirius?
»Det er overhovedet ikke ensomt,« fortæller Frederik Oxlund. »På slæderejserne er man sammen med en anden person hele tiden, som man ikke må bevæge sig mere end tre meter væk fra. På basen har man sine bedste 11 kammerater omkring sig konstant – spiser måltider sammen, arbejder sammen, griner og sludrer. Når man så kommer hjem til Danmark, sidder man måske i en lejlighed, stirrer ind i en væg og tænker: Hvad skal man nu lave? Det føles mere ensomt.«
