Læserbreve. Humanioras image. Jarlovs dannelse. Sprogfags stille død. Lukket frisind. Kulturens værdier. Misbrug af arvesynd.

Debat

 

Humanioras image

Jørgen Dalsgaard, Cand.phil. i filosofi og mejeriarbejder, Villestoftehaven 152, 5210 Odense NV

Det er en jammer at høre humanistiske forskere på stribe stå og forsøge at sælge deres fag som en brugt bil. Hvor meget end staten og skatteyderne måtte undervurdere humanioras bidrag til samfundshelheden, er det i hvert fald ikke fagforeningsklingende selvpromovering på automatpilot, der skal til for at rette op på det. Det ville derimod være klædeligt, hvis humanioras svar på sit skrantende omdømme i praksis demonstrerede den originalitet, horisont og historiske dybde, som forskningen burde handle om. Her er et forslag, leveret kvit og frit og uden copyright på indholdet.

De store linjer i humanioras bidrag til samfundsdebatten har siden tresserne handlet om først en freudiansk og strukturalistisk inspireret universitetsmarxisme, hvis hundredtusindvis af producerede forskningssider blev glemt i samme øjeblik, som Muren faldt – og dernæst forskellige afarter af kulturrelativisme, feminisme og kolonialismekritik, der i øjeblikket er ved at løbe helt løbsk i politisk korrekthed.

I mellemtiden har hele den vestlige verden oplevet en tiltagende problematisk masseindvandring fra især muslimske områder, og flere og flere har efterhånden fornemmet, at vi står med et ildevarslende kognitivt efterslæb i forhold til at forstå betydningen af disse menneskers kultur og religion.

Hvad har offentligheden i den sammenhæng at takke humaniora for? Advarede disse fag på forhånd om risikoen for parallelsamfund, vold og islamisme? Var det humanistiske forskere, der på lang afstand så en ny udfordring nærme sig og gjorde os alle sammen klogere på en fremmedartet måde at tænke og dømme på?

Man fristes vel til at svare: tværtimod. Eksemplerne er legio, men jeg synes, det er ubehageligt tankevækkende, at netop de politiske partier, som mange humanister har stemt på, SF og Socialdemokratiet, samtidig er dem, der mest umisforståeligt har indrømmet, at de grundlæggende misforstod integrationsproblematikken.

Man bør spørge lidt dybere til, hvorfor humanistisk forskning i mange tilfælde kan have været en direkte hæmsko for bevidstgørelsen om problemerne ved det multikulturelle samfund. Tiden tørster efter viden om, hvad islam indebærer og er forenelig med, så lad os betragte tre typiske humanist-svar.

For det første kan man svare, at islam slet ikke eksisterer som en objektiv meningshelhed, men i virkeligheden betyder lige så mange forskellige ting, som der er forskellige muslimer. Meningen med religiøse tekster, traditioner og beklædningsgenstande er ifølge denne opfattelse lige så uhåndgribelig som Heraklits berømte flod, som man ikke kunne stige ned i to gange. Hans-Georg Gadamer kaldte sådan et synspunkt for »hermeneutisk nihilisme«, og det synes paradoksalt nok at underminere muligheden for humanistisk videnskab.

For det andet kan man svare, at den praktiske betydning af islamiske ideer er fuldstændig afhængig af dybereliggende, økonomiske eller psykologiske, faktorer – at det for eksempel er fattigdommen, marginaliseringen eller en psykisk uligevægtstilstand, der driver terroristen, uanset hvad han selv måtte sige om sine motiver. Dette svar forskyder humanioras tema over i visse bløde samfundsvidenskaber.

For det tredje kan man svare, at det overhovedet ikke gælder om at sige noget deskriptivt om islam, fordi selve ideen om en sætning, der er »sand« i relation til en ydre virkelighed, er forældet. Tingene er efter denne opfattelse, som de italesættes, ordene og tonen skaber realiteterne, og eftersom det ikke gælder om at fortolke verden, men om at forandre den, skal man i stedet for sandheden forsøge at sige det, som understøtter det mest produktive narrativ.

Dette svar er ikke andet end ønsketænkning sat på princip, og hermed synes smarthederne at være kommet på kollisionskurs med grundlaget for den videnskabelige tradition som sådan.

Jeg synes, at disse tre svar udtømmer temmelig meget af det, som humanistiske forskere har tilbudt offentligheden, og hvis nogen begræder humanioras skrantende omdømme, er det måske den slags ting, de skulle reflektere over.

Alle tre svar udtrykker i mine øjne en teknokratisk pervertering af den almenmenneskelige opgave, som det er at forholde sig til andre og anderledestænkende. De synes at hænge sammen med den inspiration fra et naturvidenskabeligt metodeideal, hvis ødelæggende konsekvenser for almendannelsen blev fortrinligt påvist i en kronik af den Nordisk-studerende August Toftgaard Madsen i Kristeligt Dagblad den 8. august 2019.

Præcis som Toftgaard Madsen mener jeg, at humanisterne skulle holde op med at klynke over den kolde kapitalismes hårdhed imod noget, som de i virkeligheden ikke længere er repræsentanter for. Man bør i stedet kigge indad og overveje, om ikke det væsentlige er gået tabt under humanioras »videnskabeliggørelse« siden tresserne. Måske behøver humanisterne bare at gå tilbage til deres egne rødder for at genvinde den respekt fra det omgivende samfund, som de har tabt.

Jarlovs dannelse

Clara Marie Westergaard, MA i islamiske studier ved School of Oriental and African Studies ved University of London, og Joachim Wiewiura, ph.d.-studerende i filosofi ved Københavns Universitet.

Da Rasmus Jarlov blev bedt om at forholde sig til mulige fremtidige besparelser på universiteterne i Debatten på DR2 (21/11-19), foreslog han, at man kunne skære i forberedelsestiden for de garvede universitetsansatte.

Han underbyggede dette forslag med, at han ikke selv længere forberedte sig som underviser på CBS. Jarlov mener tydeligvis, at undervisere med erfaring ikke behøver forberedelsestid, fordi de ikke gør brug af den. En sådan holdning antager, at den faglighed, der gøres brug af i undervisningen, bare kan tages ned fra hylderne, og at underviseren ikke aktivt burde arbejde på at forbedre sig.

Ud over at (især forskningsbaseret) undervisning åbenlyst kræver, at man orienterer sig i nye udgivelser, vægter nyt fagstof til og andet fra, så kan vi afsløre, at også teksterne og idéerne samt leveringen og præcisionen i det talte ord til en undervisningsgang (forelæsning eller seminar) er altafgørende for at undervise engageret, dedikeret og fornuftigt. Det kræver, at man indstiller sig, og det tager ... tid. Forberedelse, også de erfarnes, er altså et vigtigt aspekt, hvis man vil have god og ordentlig undervisning. Skal man så virkelig følge Jarlovs bud på at neddrosle forberedelsestiden på de erfaringstunge undervisere? Vi håber det ikke.

Vi må spørge os selv, om vi har et Konservativt Folkeparti, for hvem et stærkt dannelsesideal med integritet, streng faglighed og systematisk arbejde i undervisningen af de studerende burde have ufravigelig opbakning. Det kan ikke være et seriøst konservativt standpunkt at nedlægge dannelseselementet i Danmarks universitetsundervisning.

Ellers reducerer Jarlov sit parti til et liberalt anliggende i retning af at udlicitere akademiske uddannelser til de ydre omstændigheders vind og vejr – som blade i en global økonomi uden retningssans og selvbestemmelse.

Vil han det?

Sprogfags stille død

Sabine Søndergaard, cand.mag. i tysk og dansk fra AAU, Steen Billes Gade 15, 9000 Aalborg

På Aalborg Universitet står sprogstuderende fra tysk og spansk nu med bukserne nede efter den pludselige udmelding om, at studierne lukkes ned fra 2020. Selvom de fleste er enige om, at fremmedsprog er vigtige for Danmark. Men desværre er de egentlige beslutningstagere kun enige, så længe det kan forsvares økonomisk.

Som én af de studerende, der under hele sin studietid har kæmpet for de små studier ved at være aktiv i studenterpolitik og har advokeret for AAU ved åbent hus og kandidat- og sidefagsdage, fordi jeg troede på institutionen, er det min overbevisning, at AAU har ladet sprogfagene dø en stille død.

Den beslutning, der nu er taget, er det ultimative svigt; ikke at stå ved, at det er en økonomisk motiveret beslutning og i stedet forsøge at overbevise medierne om, at det er for de studerendes eget bedste, fordi studiemiljøet og fagligheden lider på grund af de lave optagelsestal.

Jeg står tilbage med en dyb sorg og frustration på vegne af professorer og nye studerende og så mange spørgsmål, som ikke anerkendes af AAU. Hvad er det helt konkret, AAU har forsøgt for at bevare studierne? Hvorfor giver man ikke den nationale sprogstrategi en chance og et boost fra universiteternes side? Hvorfor har man ikke moderniseret studierne for at tiltrække studerende?

I stedet har AAU trukket på skuldrene og sagt »øv bøv, det er ikke det, de unge vil have«. Hvorfor er der ikke flere samarbejdsaftaler med virksomheder, som man kan skrive projekt med, som det er tilfældet på andre fakulteter?

Hvorfor er der ikke flere muligheder for udlandsophold eller praktikker? Har det ikke været nødvendigt på grund af lave ledighedstal? Kunne man ikke have lavet en samlæsnings- eller fjernstudieordning med AU og arbejdet sammen? Jeg kunne blive ved ...

I stedet lader AAU det være op til andre at leve op til det ansvar, det er at uddanne Danmarks fremtid.

»How dare you?«

Lukket frisind

Lucca Ingemann Chortsen, Kenny Drews Vej 17, 2450 København SV

Det er dokumenteret, at danskere ikke er særligt imødekommende over for fremmede. Ifølge en trivselsundersøgelse fra organisationen InterNations, blandt 20.000 tilflyttere i 64 lande, rangerer Danmark i den absolutte bund.

Eksempelvis er vi kun undergået af Kuwait i kategorien »nemmest at falde til«. Denne tendens er nok noget, vi allerede kender, for vi danskere taler ikke ofte med fremmede.

Mon det betyder, at vi langt hellere trives i de vante, geografisk afgrænsede cirkler, hvor vores nye venner kun er fælles venner og ikke udefrakommende?

I virkeligheden tror jeg ikke, at det er et aktivt valg, men spørg dig selv, hvornår du sidst har været imødekommende over for en vildfaren turist, den engelsktalende kollega eller sågar snakket med en fremmed i bussen?

Jeg har selv, grundet mine forældres færden i det internationale, ufrivilligt forladt den gode velfærdsstat. Ved min hjemrejse har jeg oplevet den tilpasningstid, der kommer, når man skal integrere sig tilbage i det at være ung, dansk og fri. Endda med et højskoleophold i en jysk storby, der bød på dannelse, Grundtvig og rugbrød, og som gav mig en masse på paletten af kulturkanonen og dansk ungdomsalkoholisering.

Det var, som om jeg på tre år ikke havde læst den samme encyklopædi som resten af den skare unge mennesker, jeg skulle dele et fællesskab med.

Jeg har mødt en del udvekslings­studerende, der med et sarkastisk smil råber ud, at jeg er en af de første danskere, de er blevet venner med. Er det, fordi vi er kulturelt uintelligente, baserer vores relationer for meget på en fælles kulturforståelse eller generelt bare er uvante i mødet med mennesker, der er anderledes end os selv?

Danskere er svære at komme ind på. Vores enhedskultur kan tendere til at blive en indadvendt navle, hvis enfoldighed har godt af at blive udfordret af dem, som ikke nødvendigvis deler vores danske værdier.

Kulturens værdier

Maiken Elllegaard Madsen, biograf- og biblioteksleder, Arresøgårds Sidealle 12, 3200 Helsinge

Nu er der snart gået endnu et år, og jeg skal gøre status på billetsalget i biografen, besøgstallet, omsætningen, og hvor mange der har taget en bog ned fra hylden og lånt den med hjem.

Det er godt at gøre status, et fint arbejdsredskab. Men det er ikke tallene og mit budget, der gør, at jeg som leder af en kulturinstitution har visioner på borgernes vegne for at skabe gode kulturoplevelser hver eneste dag.

Jeg vil gerne bidrage til, at flest mulige borgere kan opleve en god film og læse en spændende bog. Jeg vil give mulighed for at blive rørt og begejstret, søge viden, læse avisen, snakke med naboen og grine sammen til en film.

Det er ikke de kolde tal, der er mit drive. Jeg tager nemlig min passion for kulturen med på arbejde hver dag. Hver dag vil jeg igen kunne mærke mig selv som den 12-årige pige, der stod foran Aarhus Teater og lige havde haft en storslået teateroplevelse med musik, strudsefjer og skuespil, der nåede helt ind i mit hjerte.

Jeg sagde til min far, det vil jeg også lave, når jeg bliver stor. Jeg fik en tro på, at fremtiden var lys for mig, for jeg havde oplevet, at jeg kunne være passioneret. Jeg tog en kulturoplevelse med mig som pejlemærke ud i livet.

Og siden har jeg arbejdet med kunst og kultur. Som kulturleder er det min pligt at give dette videre og tilbyde muligheden til andre 12-årige piger som mig selv dengang. De skal have chancen for at blive ramt af kunstens væsen og berige deres fremtid med samme mod til at være passioneret, som jeg selv.

Det er svært at skrive ind i et excelark, om jeg skaber passionerede kulturoplevelser hos børn, og jeg tæller ikke de 12-årige piger med kunstneriske visioner. Men jeg synes, at de mennesker, vi går på arbejde for, er en mere interessant målestok at skabe visioner ud fra end tal.

Kulturens værdi er svær at måle og sende til Danmarks Statistik. Men hver dag, når vi giver andre en kulturoplevelse, der kan ændre deres liv og retning, så mærkes værdien tydeligt.

Den menneskelige og passionerede værdisættelse må aldrig forsvinde i vores kulturdebat, og tallene i sig selv må aldrig blive det eneste parameter for vores kulturpolitik.

Misbrug af arvesynd

Jørgen Juul Petersen, teolog, Rosenvænget 55, 5500 Middelfart

I en leder i Weekendavisen den 15/11-19 skriver Martin Krasnik: »Jødehad er Europas arvesynd.« Mon det er den rigtige brug af ordet arvesynd? Kan man bruge ordet arvesynd i den forbindelse?

Læren om arvesynd går tilbage til biskop Augustin, som en grundforudsætning for Ny Testamente. Ingen kunne i Det Ny Testamente være mere moralsk uangribelig end farisæeren i Jesu lignelse. Farisæeren mente, at han havde ret i, at han var absolut korrekt, men han glemte i sin sammenligning med den foragtede tolder, at ingen moralsk uangribelighed rummer den endegyldige sandhed.

Farisæeren led af den selvoverdrivelse og det selvbedrag, som digteren William Blake kalder tøjlesløs »hellighed«. Syndens egentlige væsen går ud på, at mennesket ikke vil være sin skabthed bevidst. Farisæeren er enhver.

Det er et gode, en glæde og en velsignelse at være menneske, men det er ingen fuldkommenhed og heller ingen ufejlbarlighed. Mennesket er på en gang prisgivet den radikale egenmægtighed, men det er samtidig skamfuldt og skyldigt, når det er egenrådigt og egenmægtigt. Menneskets liv er modsigelsesfyldt.

De, som afviser arvesynden som arvesynd, er enten fantaster eller ideologer, siger Knud Hansen om arvesynd i sin bog Den kristne tro. I Krasniks leder misbruger han ordet arvesynd.

 

Dette er debatindlæg og udtrykker derfor alene skribenternes holdning. De kan indsende forslag til debatindlæg på opinion@weekendavisen.dk.

Side 14