Af Bent Hvorslev, cand.mag., lektor emeritus.
Torsdag den 7. om aftenen indløb en dramatisk mail fra WAs redaktør: Hele forsiden af morgendagens avis var blevet ryddet for første gang nogensinde. I et splitsekund fik man forfærdende forestillinger: Når en chefredaktør skriger »Ryd forsiden!«, er det yderst alvorligt. Er Dronningen myrdet? Er synagogen bombet? Har Rusland invaderet Polen som optræk til en tredje verdenskrig?
Men nej, dette her er anderledes dramatisk! Der er udkommet en digtsamling. Forfatteren er ikke en hr. Hvemsomhelst, men én af verdens bedste digtere. Det skulle være ganske vist, for han skriver det selv: »Jeg er en af de største digtere, der findes (…)«.
Yahya Hassan, denne kriminelle narkoman, der har fremkaldt psykoser og voldshandlinger ved hjælp af kokain, har fået udgivet sin anden digtsamling. Indholdet passer, så vidt jeg kan se ved at skimme i bogen og læse citater, godt til titlen. Den hedder som den første også YAHYA HASSAN, her tilføjet et total. Som Broby-Johansen for næsten 100 år siden skriver han udelukkende med majuskler. Men hvor Broby-Johansen i BLOD fra 1922 skrev om krigens rædsler, dens forfærdende demoralisering af mennesket, om overfald og voldtægt af fattige i København, om den gravide prostitueredes lidelser ved en provokeret abort, så har Hassans digte stort set kun ét emne: MIG, MIG, MIG. Om sit hårde liv, mishandlinger hos politiet og på psykiatriske afdelinger, MIN foragt for det borgerlige Danmark
Jeg kan ikke frakende den top-egofikserede skribent visse evner: Når han skriver om de intellektuelle sommerhusejere, der bor på Østerbro, og som bekymrer sig om både stormskader og bandekonflikter, og som »HILSER HELLERE PÅ EN KENDT/ END PÅ EN BEKENDT«, rammer han måske plet i virkeligheden, måske udtrykker han blot fordomme. Med det lille indslag om en af hans bekendte, der skød sig selv, fordi han kløede sig i nakken med en pistol, bringer han med den groteske humor mindelser om Poetens Barske børnerim fra 1965. Og så tør han sandelig bruge ord som kneppe, røvhul, lort, og han tør pisse »PÅ ALLAH OG HANS SENDEBUD«. Ja, det er stort!
Jeg vil ikke komme ind på større analyser, digtene taler for sig selv i al deres brølende selvcentrering og antagelse af vold nærmest som en nødvendighed, jeg vil blot i al beskedenhed ønske for Martin Krasnik, at han kan komme i besiddelse af sin forgænger Anne Knudsens rolige overblik og sikre vurdering af, hvad der er væsentligt og mindre væsentligt. At rydde forsiden, fordi der udkommer en digtsamling, er uhyrligt overdramatisk.
Dette er et debatindlæg og udtrykker derfor alene skribenternes holdning. De kan indsende forslag til debatindlæg på opinion@weekendavisen.dk.
Læs også Martin Krasniks interview med Yahya Hassan: »Jeg blev træt af at være præmieperkeren«
Læs også debatindlægget fra Helle Merete Brix: »Vild med vold«
Læs også debatindlægget fra Karen Schultz: »Jeg blev vred«
