Populisme. Europa er ramt af en bølge af politikere, der påberåber sig »folkets vilje«. Hvad er det, populisterne har til fælles?

Det indre bæst

»Alle taler om populisme, men ingen kan definere det,« konstaterede historikeren Richard Hofstadter allerede i 1967. I dag har emnet fået fornyet aktualitet, mildt sagt, men fænomenet er stadig vanskeligt at definere.

I Europa er nutidens populistiske bevægelser i hovedsagen nationalpopulistiske, og de agerer inden for demokratiske rammer. Men både populisme og nationalisme er komplekse og kontroversielle fænomener, og forskerne er uenige om begreberne, om årsagerne til bevægelserne og om, hvordan de påvirker europæiske demokratier i disse år.

I forskningen opfattes populisme ofte ud fra to yderstandpunkter: enten som en tordnende trussel imod eller som et velgørende korrektiv til den etablerede, demokratiske orden. Begge dele er problematiske, når opfattelserne på forhånd er præget af subjektive vurderinger.Lidt mindre problematisk bliver det, hvis man anskuer populisme som socio-politiske drivkræfter, der bæres af særlige rationaler og strategier, forankret i en moralsk påstand om at repræsentere »folkets vilje«. Sådanne drivkræfter skal forklares ud fra deres specifikke historiske og politiske kontekster, men de har også fælles træk.

Spørgsmålet er så, om det er muligt at afdække et generelt mønster, som kan være med til at forklare de populistiske bevægelsers popularitet i disse år, hvor hver fjerde europæiske vælger, ifølge The Guardian, stemmer på populistiske partier.

I Sverige er Sverigedemokraterna nu næsten lige så store som det regerende socialdemokratiske parti, og ved det seneste valg i Polen genvandt det nationalpopulistiske parti Lov & Retfærdighed magten med knap 44 procent af stemmerne. Det skete som følge af effektiv valgpropaganda, højrenational identitetspolitik og løfter om flere penge til polakkerne. Tænketanken European Council on Foreign Relations betegner udviklingen i Polen som en bevægelse hen imod et semiautoritært styre.

Commentariolum petitionis (»En håndbog i valgkamp«) er titlen på et lille skrift, som muligvis er skrevet af Quintus Tullius Cicero, bror til den berømte Marcus Tullius Cicero. I 64 f.Kr. ville Marcus gerne vælges til konsul i Rom, og skriftet indeholder brorens tips til valgkampen. Bror Quintus minder om, at politik er fuld af intriger, bedrag og perfiditet.

Derfor: Du er nødt til at lære at smigre, lyve og forstille dig. Og husk endelig folks navne! Som kandidat må du beherske kunsten at tilpasse dig de personer, du møder, og ændre dit udtryk og din tale efter behov. Sig til senatet, at du vil sikre dets privilegier. Du må forsikre eliten om, at du er »traditionalist«.

Læs også artiklen om de tre klimabøger, der lukker alle flugtveje væk fra personligt mådehold, afsavn og andre kedelige ting: »Vi er alle hyklere«

Giv endelig ikke indtryk af at være »populist« (tilhørende den politiske gruppe populares). Overbevis samtidig folket om, at du altid har været på deres side! Underhold med rygter om dine modstanderes bestikkelser og sexskandaler. Folket bevæges mere af show end af substans, hævder Quintus og understreger, at det er nyttig viden, hvis man vil være konsul i Rom. Mon ikke det samme gælder, hvis man vil være premierminister i Storbritannien eller præsident i USA?

Under alle omstændigheder er der tankevækkende sammenfald i Antikkens og nutidens politiske landskaber. Også for 2000 år siden blev politik næret af stereotype fortællinger, der kunne udpege »folkets fjender« og afgøre, hvilke (reelle eller imaginære) trusler staten måtte bekæmpe. I Rom kunne man beskylde sine fjender for krænkelse af romersk religion eller primitiv overtro. I nutiden anvendes kristendom og/eller sekularisme som identitetsmarkører i modstanden mod islam og muslimske immigranter.

Marine Le Pen ganske vist taler om Frankrigs kristne rødder, men udpeger sekularistisk tænkning som et vigtigt greb til begrænsning af islam. Foto: Miguel Medina/AFP
Marine Le Pen ganske vist taler om Frankrigs kristne rødder, men udpeger sekularistisk tænkning som et vigtigt greb til begrænsning af islam. Foto: Miguel Medina/AFP

Ligheder og forskelle i nutidens populisme ses for eksempel, når Marine Le Pen ganske vist taler om Frankrigs kristne rødder, men udpeger sekularistisk tænkning som et vigtigt greb til begrænsning af islam. En modsat strategi foreslog Matteo Salvini i 2018 i form af tvungen opsætning af krucifikser på alle offentlige bygninger i Italien.

Over hele Europa ses desuden festlige eksempler på kulinariske identitets-slagsmål: Ophidsede debatter for eller imod frikadeller i danske børnehaver eller om, hvorvidt italiensk sammenhængskraft trues af multikulturelt fyld i tortellinier på bekostning af det mere traditionelle fyld af svinekød.

Et mindre kulørt, men typisk eksempel på populistisk strategi og rationale udfoldede sig under Brexitkampagnen. Det konservative parlamentsmedlem Michael Gove blev på et tidspunkt spurgt, om han kunne nævne én eneste ekspert, som mente, at det ville være en god økonomisk forretning for Storbritannien at melde sig ud af EU. »Jeg tror, folk i dette land har fået nok af eksperter. Eksperter har ikke længere nogen forbindelse til folket,« svarede han.

Læs også interviewet med den furturistiske marxist Aaron Bastani: »Marx i maskinen«

En populistisk klassiker: at undvige spørgsmålet og henvise til et enigt folk. Populistisk rationale hviler ofte på illusionen om et homogent og entydigt folk.

Når det nu er så forholdsvis nemt at gennemskue populistisk strategi, hvorfor er populisme så alligevel så populær? En almen forklaring er, at populisme tilbyder lette »løsninger« på komplekse problemer, men det er næppe hele forklaringen. I tilfældet Gove er det nærliggende at spørge, om hans rationale mon appellerede til briterne, fordi han faktisk ramte noget relevant? Måske er eksperter generelt for dårlige til at relatere til det omgivende samfund på måder, der giver mening for borgerne og tydeligt adresserer aktuelle samfundsproblemer?

Under alle omstændigheder er nutidens populisme udsprunget af store og uløste problemer vedrørende globalisering, immigration, suverænitet og økonomisk ulighed. Derfor mobiliseres populisme blandt andet af frustration, vrede og frygt for indvandring, terror, islam, demografiske prognoser, tab af værdier, arbejdsløshed og økonomisk nedgang. Problemer, som medfører presserende spørgsmål om, i hvor høj grad henholdsvis etnisk og religiøs diversitet og stigende økonomisk ulighed svækker et samfunds sammenhængskraft.

I Europa er nutidens populistiske bevægelser i hovedsagen nationalpopulistiske, og de agerer inden for demokratiske rammer. Men både populisme og nationalisme er komplekse og kontroversielle fænomener, og forskerne er uenige om begreberne, om årsagerne til bevægelserne og om, hvordan de påvirker europæiske demokratier i disse år. Her Polens præsident Andrzej Duda. Foto: Janek Skarzynska/Ritzau Scanpix
I Europa er nutidens populistiske bevægelser i hovedsagen nationalpopulistiske, og de agerer inden for demokratiske rammer. Men både populisme og nationalisme er komplekse og kontroversielle fænomener, og forskerne er uenige om begreberne, om årsagerne til bevægelserne og om, hvordan de påvirker europæiske demokratier i disse år. Her Polens præsident Andrzej Duda. Foto: Janek Skarzynska/Ritzau Scanpix

De europæiske demokratier har hidtil ikke søgt at modvirke den stigende socio-økonomiske ulighed, som har kunnet konstateres inden for de enkelte europæiske lande siden 1980erne, og europæiske dagsordener har hidtil ikke været særlig præget af folkelige og politiske krav om økonomisk omfordeling, men derimod krav præget af nationalistisk, populistisk og identitetspolitisk tænkning.

I forskning og debatter fremstilles populisme af og til som et »indre bæst«, der skal tøjles, eller som et vulkansk udbrud: et folkeligt Vesuv, der udspyr rødglødende lava og gule veste. Men populisme er ikke et naturfænomen i udbrud. Den næres over tid og er resultat af politiske beslutninger og handlinger i kølvandet på større samfundsændringer og kriser.

Læs også artiklen om bogen, der udfordrer det gængse billede af demokratier i krise: »Kapital i stramme tøjler«

Desuden får den ikke blot næring af det enkelte individs personlige erfaringer som overhalet og efterladt af globaliseringen. Populisme drives i høj grad også af individets forestillinger om samfundets tilstand, især idéer om politikeres (manglende) kontrol over rigets tilstand. Det er formentlig derfor, at populistiske fortællinger ofte baseres på følelser af kontroltab, afmagt, vrede, frygt og fjendebilleder. Det er vel derfor, at populistiske rationaler synes at normalisere eksklusion, for eksempel via opvisning af »danske værdier«.

Lederen af Italiens højrenationale parti League, Matteo Salvini, foreslog sidste år tvungen opsætning af krucifikser på alle offentlige bygninger. Foto: Tiziana FAbi/AFP
Lederen af Italiens højrenationale parti League, Matteo Salvini, foreslog sidste år tvungen opsætning af krucifikser på alle offentlige bygninger. Foto: Tiziana FAbi/AFP

»Folket bevæges mere af show end af substans,« skrev Ciceros bror, og Cicero vandt valget i 64 f.Kr. Hans politiske virke for republikken var dog præget af op- og nedture.

I 50erne f.Kr. kom Cæsar på banen, og folkestemningen var med ham. Mange foretrak Cæsars populære reformprogram og pengeuddeling frem for fine republikanske frihedsprincipper. Men Cæsar havde også hang til enmandsstyre. »Der er et anstrøg af diktatur i luften,« skrev Cicero om den politiske situation. Cæsar blev myrdet, men republikken stod ikke til at redde. Det er lidt af et konsekvensparadoks, at mordet på Cæsar blev efterfulgt af en permanent etablering af enkeltmandsstyret i det romerske kejserdømme. Eliminering af en tyran er ikke nødvendigvis eliminering af tyranni.

Populistiske konsekvensparadokser kan findes hvor som helst inden for det politiske spektrum. For eksempel når man i nutiden udpeger immigration og integrationsproblemer som den største trussel imod vestligt demokrati, alt imens forsøgene på at håndtere problemerne indskrænker fundamentale demokratiske værdier, retsstatslige principper og frihedsrettigheder.

Er der igen et anstrøg af diktatur i luften?

Læs også artiklen om den franske præsident Emmanuel Macron og hans udenrigspolitiske projekt: »Macrons himmelflugt«