Blindhed. Ingen lader til at forstå, hvordan det er at komme fra en modbydelig opvækst som Yahya Hassans.

Jeg blev vred

 

Af Karen Schultz, forfatter, psykolog og oberstløjtnant.

Jeg blev til min egen overraskelse helt ustyrligt vred, da Yahya Hassans ny digtsamling udkom. Ikke over hans digte, der straks overtog mit hjerteslag og vedvarende banker hårdt og hurtigt i en insisteren: De sender mig tilbage i egne skift mellem præmiekvinde og psykokvinde. Nej, jeg blev vred over mediernes uformåen. Ikke én forstod, hvordan vejen fra mønsterbryder over præmieperker til psykoperker var lige så forudsigelig, som døden er det.

Der hersker en ofte fortalt forståelse i den vestlige verden af, at uanset hvor modbydelig en opvækst, uanset hvor modbydelige begivenheder i livet som sådan, så kan det enkelte menneske rejse sig, komme videre, blive et menneske igen, en samfundsborger, der bidrager. Konstruktivt.

At være konstruktiv er omdrejningspunktet. Et menneske skal kunne konstruere, bygge op, bidrage og skabe noget, som andre kan få gavn af.

Når det levede liv gør denne antagelse til skamme, søger vi efter forklaringer. Hvorfor gik det galt? Der ledes med lys og især intellektuelle lygter efter biologiske faktorer, er der mon noget i arven, en medfødt defekt, en disposition for psykisk sårbarhed?

Eller bedre endnu: Er det utilpassede menneske mon samspilsramt, spørges der, som om en opvækst i pis og lort ikke netop er essensen af dét – familieoverhoveder, der selv står i lort til halsen og træder op på børnene i et forsøg på at få luft.

Jamen fattigdom er også at være ramt, lyder en tredje forklaring. Det utilpassede menneske havde ikke penge til de mest almindelige fornødenheder, som andre børn har det: iPhone og skiferie og biograf fx. Og sådan bliver det ved. På individniveau, på gruppeniveau, på samfundsniveau. Der må være forklaringer lige i dette specielle tilfælde, forklaringer på, at det gik galt, og at dette ene menneske ikke lykkedes med at komme fri og komme videre.

I sjældent klare øjeblikke samler vestlige stærke stemmer sig uanset partitilhør om en indrømmelse: Der er noget på samfundsniveau, der ikke fungerer. Måske vi kunne gøre det anderledes, ligefrem bedre for de særligt udsatte? Flere penge? Flere hænder? Tvungen børnehave? Men ingen, ingen ser den hale, det fortabte menneske har med sig. Af fortid og fordomme, af forviklinger og bristede forhåbninger. Halen snor sig ellers bag mennesket lige så uregerligt og ondskabsfuldt som en vred slange, klar til at hugge. Bedst som det går strålende i det menneskes mønsterbrydende tilværelse, kommer hugget, for den utilpassede får ikke uden videre sine dæmoner til at stemme med pludselig berømmelse og anerkendelse fra parnasset. Kun andre med en tilsvarende lang hale kan tilnærmelsesvist se halen og forstå, hvordan det er at komme fra pis og lort og skulle lade, som om ens fødder træder på rosenblade, som om ens fødder træder i spor andet end den gamle, blødlede pløre.

Der er op til 15 procent af os i et land som Danmark; indvandrere, brune, fattige, danske, hvide, rige.

Lige nu er opmærksomheden på børn fra indvandrerghettoer, fordi Yahya Hassan har sin ny digtsamling på gaden, og Sara Omars ny bog er på trapperne.

Men de voksne børn af pis og lort klarer sig ikke godt uanset. Måske der alligevel er en sammenhæng mellem opvækst og senere formåen, som store far og mor med bevillinger og varme maskinhænder ikke kan opløse. Glemt er lige nu de etnisk danske børn, der bag ligusterhækkens falske lige kanter eller indenfor i landsbyens faldefærdige rønner mishandles uden mulighed for nogen sinde at komme videre. Vi mangler en Tøndersag at blive rystede af. Tønderpigen, Zandra Berthelsen, er blevet væk igen, og de senere sager har ikke haft kraft og saft nok til ryddede forsider: Blev forældrene fra Vejen ikke også delvist frifundet?

Mishandling overkommes måske nok på et ydre plan, men mishandling er invasiv og skyder sine lange rødder indad til et mørke, der ikke lader sig opløse, endsige oplyse. De forfølger det utilpassede menneske. Nogen formår at skjule mørket og opføre sig nogenlunde som de fleste andre udadtil. Men Yahya Hassan er blevet en intellektuel kriminel på psykiatrisk. Sara Omar er blevet en indedømt eksilforfatter i egen lejlighed. Og Zandra Berthelsen er sidst set i en dokumentar, fixende.

Jeg blev til min egen overraskelse helt ustyrligt vred, da Yahya Hassan 2 udkom.

Teksten på bogens forside kan netop rummes i Instagrams æstetiske kvadrat, opdagede jeg. Måske det er med vilje? Han har sikkert selv valgt den sorte baggrund på forsiden, men næppe afstanden mellem linjerne, for da havde han sørget for, at forsiden ikke kunne tage sig så lækker ud.

Jeg tror nemlig, han ønsker at vise sig som den, han er, at træde i eksistens med de omkostninger, der har været og er – uden at flæbe. Han raser mere, end han tuder, af det, vi får lov at se. Det er ikke en offerfortælling, han ønsker at sende ud.

I Politiken skrev de, at han nu igen er dér, hvor hans læsere ønsker det (han er digter), frem for at leve en undergrundsvision af sig selv ud (som kriminel). Det er så sørgeligt, hvor lidt en Jes Stein Petersen og andre noble mennesker forstår.

Yahya Hassan skriver ikke som digter om sin undergrundsvision. Han er sin undergrundsvision som digter – uden håb. Det bliver ikke bedre. Hverken hans tilværelse eller digtningen.

Selv Martin Krasnik fra denne avis kunne ikke dy sig og forsøgte i sine interview over telefonopkaldene fra psykiatrisk at formane:

»Jeg sagde til dig, du skulle rejse væk ...«

»Hvorfor lader du ham dog ikke være?«

»Du vil ikke slås ihjel ...«

»Du behøver ikke dø for dem (dine digte, red.).«

Det var og er hjerteskærende for mig, hvor lidt eller intet den herskende middelklasse med al sin kulturelle kapital til trods forstår. De står igen og måber: »Den kan virkelig digte, den perker der!« Mens de er ved at komme i bukserne over, hvor fantastisk det er. Den patroniserende ros er til at kaste op over.

Hvorfor er det fantastisk, at en mand, der stammer fra pis og lort, kan digte på sin bund af sorg? I troede måske, det kun var alle dem, der ligner jer selv, der kan digte – om noget væsentligt?

Jeg forstår godt, Yahya Hassan føler sig hjemløs. Det er sådan, det er, når man TIGGER SAMMEN MED DE FATTIGE/ OG FRÅDSER SAMMEN MED DE RIGE.

Man hører ingen steder hjemme. Man er dømt til at falde ned mellem to stole, som den lange hale ikke kan binde sammen. Tværtimod bliver netop halen ved med at slå knuder.

Læs også Lars Bukdahls anmeldelse af YAHYA HASSAN 2: »Jeg danser ballet med min ballast«

Det fantastiske for Yahya Hassan selv er, at han måske dør for sine digte. Det vil give en smule mening til et liv uden håb, et liv fyldt af pis og lort, som han siger det selv.

Hans nye digte og Sara Omars nye bog er endnu mere relevante end deres respektive første udgivelser. De nye udgivelser er relevante, fordi de viser os en virkelighed, vi ellers ikke får at se. Og her tænker jeg ikke på indblikket i kriminalitet, fængselsliv, psykiatrisk, eksil i egen lejlighed. Pressechefer i flertal fik myrepatter af begejstring over, hvor aldrig nogensinde vi har fået det indblik før fra en digter, da de talte om Yahya Hassan.

Men nej! Det er ikke indblikket i verdener, I måske ikke kender, der er det særlige. Det særlige ved bøger fra undergrunden er, at de viser os den sammenhæng, der er mellem opvækst og voksenliv, mellem mangeltilstande og mangel på senere muligheder. Det er ubekvemt, jeg ved det. Vi vil så gerne tro, at alting kan blive godt igen. At vi allesammen kan ende som en gennemsnitlig dansker med lykke og fredagsslik i hjørnesofaen, med overskud til at tilgive, med pædagogisk opbyggelighed der inkluderer en plan for pension og alt det rare indtil da.

Men Zandra Berthelsen og andre, inklusive mig selv, er blevet voksne og har overlevet på trods. Vi er ikke kommet videre, som I kalder det. Vi bliver ved med at slå igen, forbliver utilpassede, klarer det almindelige liv med ualmindeligt stort besvær. Nogle slår igen med giften rettet ind mod sig selv, alkohol, stoffer. Andre synker i passiv dvale. Andre igen slår hårdt ud i luften med pen og stemme.

De fleste af os slår igen med lidt af det hele. Også knytnæven, når I pisser for hårdt på os og mener at vide, hvad der er bedst for os. I er sære især da. Jeg kommer fra et sted i livet, hvor dette at slå igen er helt almindeligt. Hvor man netop ikke er noget offer, så længe man kan slå igen.

Jeg blev til min egen overraskelse helt ustyrligt vred, da Yahya Hassan 2 udkom. Sammenhængen mellem opvækst og voksenliv. Det håbløse. Det hjemløse.

Litteraternes og pressens fraværende blik vil blive hos mig, til jeg dør: deres himmelråbende leflen for indblikket i det fremmede. Ubehaget ved at forstå det egentlige.

15 procent.

Dette er debatindlæg og udtrykker derfor alene skribenternes holdning. De kan indsende forslag til debatindlæg på opinion@weekendavisen.dk.

 

Læs også Martin Krasniks interview med Yahya Hassan: »Jeg blev træt af at være præmieperkeren«

Læs også debatindlægget fra Helle Merete Brix: »Vild med vold«