Leder.

Russkij, vali domoj!

I årtier har den globale venstrefløj harceleret over USAs militære tilstedeværelse over hele kloden. »Yankee, go home«, stod der på skiltene, da 68ere demonstrerede, nogle gange voldeligt, mod USAs sandt nok ikke prangende indsats i Vietnam. Eller når Washington nok en gang smedede sig i en uhellig alliance med en afrikansk eller latinamerikansk lommediktator.

Skønt noget af kritikken var velfortjent, var venstrefløjens modstand mod »US-imperialismen« konstant, også når USA reddede europæernes bagdel ved at stoppe serbernes påbegyndte folkemord på Balkan i 1990erne. Eller når landet opretholdt en troppetilstedeværelse i Mellemøsten og sikrede, at regionens talrige konflikter ikke eksploderede.

Vel, nu er yankee’en på vej hjem. Venstrefløjens hedeste ønske realiseres af etnonationalisten Trump. Den udvikling vil vi komme til at mærke mere til i Europa og Asien, men allerede nu har USAs tilbagetrækning haft store konsekvenser i Mellemøsten.

Da først Islamisk Stat var nedkæmpet, efterlod USA Irak i et blodigt indre opgør, så passivt til, mens saudiske olieinstallationer blev angrebet af Iran eller iransk-støttede grupper, og svigtede sine allierede i Syrien, især kurderne.

Tomrum har det med at blive udfyldt, og ikke mindst Rusland har forstået at drage nytte. Mens USA og Europa kiggede væk, sikrede Putin det dødsdømte Assad-regimes overlevelse til en pris af 400.000 dræbte og 12 millioner flygtede eller internt fordrevne. Dermed kvalificerede han sig til en plads om bordet i den ressourcerige region.

Putin har også for længst etableret Rusland som en afrikansk magt med militær støtte til flere af kontinentets mest tvivlsomme diktatortyper. I denne uge kom så nyheden om, at Rusland også har sendt lejesoldater til Libyen for at lægge sin vægt i skålen i borgerkrigen dér. Ikke alle stormagtsledere mener, at strategiske interesser bedst tjenes ved at trække sig tilbage fra verden.

Protester i gaderne mod Putins tætte alliance med mellemøstlige masse­mordere har der ikke været mange af. Men det kan jo komme, også i København. I så fald er man velkommen til at benytte denne leders rubrik: Russer, smut hjem!