Læserbreve. Erindringskultur. Grænsekontrol. Fængselsmuseet. Vedvarende energi. Scavenius. Somaliske kvinder.

Debat

Debat

Erindringskultur

Mads Jedzini, tyskstuderende Rovsingsgade 47,3, 2200 København N

»Vi tyskere er det eneste folk, der har plantet et skammens mindesmærke i hjertet af vor hovedstad.«

Således lød det fra Björn Höcke, parlamentsmedlem for det tyske højrepopulistiske Alternative für Deutschland (AfD) i en efterhånden berygtet tale i Dresden til tilhængerne af Junge Alternative AfDs ungdomsparti. Han talte om det verdenskendte mindesmærke for Europas myrdede jøder et stenkast fra Brandenburger Tor i Berlin. Herefter fortsatte han med at kalde den hidtidigt førte erindringspolitik »åndssvag« og kræve en erindringspolitisk kovending.

Det er problematisk. For det er netop erindringskulturen, der er Europas særkende: det, at vi etablerer mindesmærker, skriver bøger, lægger Stolpersteine i fortovet og i det hele taget beskæftiger os med hele den fælleseuropæiske historie – ikke bare de positive sider, men også de negative – er den stærkeste bastion mod sådanne civilisationsbrud, som eksempelvis Holocaust var det.

I erindringskulturen er forgangne grusomheder mejslet ind i samfundet, så man tvinges til at tage stilling til dem. I erindringskulturen holdes det moralske forfald i skak.

Men nationalkonservative kræfter har ligeledes luret, at der her ligger et uudnyttet politisk potentiale. For erindringskulturen kan naturligvis også politiseres. Og det har medført, at de nationale erindringskulturer er under pres. Björn Höckes partifælle Alexander Gauland (AfD) har vakt furore med et udsagn, hvor han kaldte Hitlers fascistiske regime for en »fuglelort« i den ellers glorværdige tyske historie – et forsøg på at relativere (for ikke at sige bagatellisere) nationalsocialismen. Lige syd for den tyske grænse har det østrigske frihedsparti FPÖ ligeledes forsøgt at relativere Østrigs rolle i krigsforbrydelserne ved at kræve et monument opstillet af en Trümmerfrau for således at vise, at også østrigere led under krigen.

Der ses lignende historieforvanskninger i Østeuropa, navnlig i Ungarn, hvor Orbáns Fidesz-parti har stået bag konstruktionen af et museum med det sigende navn »Terror Haza«. Her skildres nazistiske og kommunistiske forbrydelser mod ungarske jøder, hvilket virker til at iscenesætte Ungarn som et uskyldigt offer for to rædselsregimer. Samtidig ser museet stiltiende bort fra, at der fra ungarsk side indførtes antisemitisk lovgivning allerede inden krigsudbruddet – i øvrigt med de tyske Nürnberglove som forbillede – og at tusindvis af ungarske jøder brugtes som straffearbejdere. I Polen har der været lignende sager: I 2017 åbnede et stort nyt museum om Anden Verdenskrig, hvis anliggende var at etablere et transnationalt perspektiv med fokus på krigsofrene – og i denne fremstilling var blandt andet en skildring af, hvordan de polske indbyggere i byen Jedwabne hjalp SS-soldater med at slå jøder ihjel. Dette huede ikke det regeringsbærende Lov- og Retfærdighedsparti (PiS), der fik afsat museumsdirektøren og ansat en anden, der straks gik i gang med at revidere udstillingen: Museet skulle være monument for polske martyrer.

Selv i Danmark har vi oplevet en sådan debat: Da Ole Bornedals serie 1864 gled over de danske tv-skærme, blev særligt Dansk Folkeparti og andre fra den nationalkonservative fløj ganske pikerede, for her var en omtydning af det i dansk nationalforståelse så fast forankrede erindringssted 1864.

Sådanne holdninger til en kritisk og multiperspektivisk læsning af nationalhistorien er problematiske. For det er netop ved forankringen af en erindringskultur i kernen af samfundet, at vi kan bearbejde fortiden. Med en levende, allestedsnærværende og multischatteret erindringskultur skabes et dynamisk forhold mellem fortiden og nutiden, hvilket er altafgørende for gestaltningen af fremtiden. Eksempelvis har Tysklands erindringspolitiske konfrontation med dets egen historie været bydende nødvendig for etableringen af et stabilt og tillidsfuldt demokrati, og de mange hændelser – oparbejdningen af naziregimet i 60erne, historikerstriden, åbningen af Stasi-arkiverne, musealiseringen af koncentrationslejrene – har på den ene side givet forskningen nye indsigter i diktaturers virkemåde og logik og på den anden side budt den brede tyske offentlighed at tage stilling til katastrofernes udkomme.

I Danmark har lignende ansatser ingenlunde vakt den erindringsdebat om Danmarks fortid, som de burde. Opstillingen af statuen I Am Queen Mary på Københavns havnefront startede ganske vist en debat om Danmarks rolle som kolonimagt, men debatten handlede langt mere om statuens formsprog og kunstneriske udtryk end det reelle spørgsmål: Hvordan omgås vi vores fortid? Og vigtigere endnu: Hvordan vil vi omgås vores fortid?

Det er spørgsmål, som ikke bare Danmark, men hele Europa må stille sig selv i disse år. For erindringskulturen udfordres hårdt af partier med et revisionistisk forehavende – og den skal forsvares. For et kontinent som Europa med så konfliktfyldt en historie er det af yderste nødvendighed, at man for stedse erindrer det, der var – ellers forstår man ikke det, der kommer.

Grænsekontrol

Jørgen Løvgret Fasanvænget 10 Assentorp, 4295 Stenlille

1976. Jeg havde netop passeret paskontrollen ved grænseovergangen Friedrichstrasse og sad i min bil i Øst- på vej mod Vestberlin. De østtyske grænsevagter bad mig træde ud. Et stort spejl blev rullet ind under vognen for at søge efter skjulte personer. Man havde tidligere oplevet, at en flygtende østtysker havde klamret sig til underdelen. En anden betjent stak en tynd stang ned i benzinbeholderen for at se, om en mindre person havde skjult sig der, ved at beholderen var blevet afkortet, så den kun rummede benzin til turen til vest. Det var næsten en daglig oplevelse for at kunne varetage mine pligter både i Øst- og Vestberlin.

Fængselsmuseet

Nikolaj Bøgh, byhistoriker, Allan Mylius Thomsen, byhistoriker

Et spændende og specielt museum er truet. Københavns Fængslers Museum blev etableret i 1994 på en del af den øverste etage i bolig C, hvor der i 20 år blev drevet museum indtil 2014. Museet blev drevet af tre til fire tidligere ansatte på frivillig basis. Museet havde åbent for forudbookede rundvisninger en formiddag om ugen.

I 2013 fik museet stillet hele den gamle præstebolig i bygning C på Vestre Kirkegårds Allé 1a til rådighed. Bygningen blev istandsat og indrettet for midler skænket af Arbejdsmarkedets Feriefond og med hjælp fra Københavns Fængslers bygningsafdeling. Museet åbnede i starten af 2014 et nyindrettet museum. I dag er museet bemandet med ni frivillige ulønnede tidligere ansatte fra Københavns Fængsler. De frivillige har været ansat som fængselsbetjente, værkmestre og i den civile gruppe. Feriefonden stillede som krav for deres økonomiske medvirken, at der blev adgang for besøgende direkte fra gaden, hvilket blev iværksat ved åbningen 1. april 2014. Derudover er der faste rundvisninger hver tirsdag for foreninger, folkeskoleklasser, Professionshøjskolen i København m.fl., ligesom museet igennem de senere år har haft åbent på Kulturnatten. Museet har årligt ca. 3.000 besøgende, heraf ca. 1.000 på Kulturnatten. Fængselsmuseet fortæller historien om det københavnske fængselsvæsen fra 1662 til i dag. Museet er i besiddelse af en bred vifte af genstande fra forskellige år, blandt andet gamle undvigelsesremedier og tilhørende historier, ulovlige genstande, fængslet i krigsårene 1940-45 og eksempler fra tiden, hvor fængslet producerede legetøj.

Alt dette er nu i fare for at forsvinde eller forlade København. På mødet den 6. august 2019 med Københavns Fængslers institutionschef, Lea Bryld, blev det oplyst, at lokalerne, som bl.a. huser museet, skal anvendes til andre formål for Københavns Fængsler. Efter at fangetransporten er overgået til fængselsvæsnet, skal bygningen bruges som opholdslokale for chaufførerne af fængselsvæsnets fangetransporter.

Vestre Fængsel blev opført af Københavns Kommune i 1895. Derfor ejer kommunen de fleste af grundene omkring fængslet. Nærmeste nabo er de gamle sporvognsremiser og HT-administrationsbygninger ved Vester Fælledvej. Her vil evt. opholdslokaler til chaufførerne til fangetransporter, eller selve museet, med held kunne placeres. Herved bevares den unikke samling og store faktuelle viden om det københavnske fængselsvæsen.

En sådan løsning vil kræve en aftale mellem Københavns Kommunes Teknik- og Miljøforvaltning og Kriminalforsorgen. Der har været sporadiske kontakter, men uden resultat.

Derfor appellerer undertegnede til Folketingets retsordførere og kommunalpolitiske kolleger om at prøve at gå ind i sagen med det formål, at en aftale mellem Københavns Kommune og Kriminalforsorgen kan opnås, så det unikke museum kan bevares i København.

Vedvarende energi

Ole Jess Olsen, emeritus, DTU MAN

Henrik Dørge foreslår i Weekendavisen fra d. 1. november, at staten skal sælge Ørsted og bruge en del af provenuet til at støtte vedvarende energi. Jeg er meget enig i argumentationen for at sælge det statslige selskab – det er på vej ud af Danmark og investerer mest i risikofyldte aktiviteter som havvind.

Det er derimod ikke givet, at der frem til 2030 skal bruges særlig mange offentlige midler til at støtte vedvarende energi. For en måneds tid siden skete der noget ret skelsættende i England. Her blev resultaterne fra den tredje udbudsrunde for vedvarende energi offentliggjort. Den meste gik til havvindprojekter – 5,5 GW, hvilket er rigtig meget (den samlede danske mængde havvind er på 1,7 GW). De vindende selskaber indgår en såkaldt CfD-kontrakt (Contract for Differences) med staten, der sikrer selskaberne en fast pris pr. kWh i 15 år. Når markedsprisen er under det aftalte, skal staten betale forskellen til selskabet. Omvendt når markedsprisen er over det aftalte, så skal selskabet betale forskellen til staten. Prisen for de vindende projekter er så lav, at den engelske stat regner med samlet at tjene penge på udbudsrunden. Og der er ingen grund til at tro, at det voldsomme fald i omkostningerne for havvind, som ligger bag de lave udbudspriser, vil stoppe i den kommende tid.

De 120 milliarder, som Henrik Dørge forventer bliver statens indtægt fra salget af Ørsted, kan derfor bruges til velfærdsydelser. I fremtiden handler den grønne omstilling mere om at skabe de rette betingelser for private investorer end om at bruge offentlige midler til at støtte vedvarende energi.

Vinderen af den største del af det engelske udbud er et olieselskab (Equinor ejet af den norske stat), hvilket viser, at havvind i dag er en interessant investering for nye aktører med mange penge

Scavenius

Paul Smith, historiker Forfatter til den historiske roman »Lille Land, hva’ nu?«

I Weekendavisen #44 spørger Arne Hardis: »Kan man hylde Stauning? Scavenius førte hans politik.« Ja, det gjorde han, men han gik længere endnu.

Ved årsskiftet 1940/41 forsøgte han i bedste forståelse med Berlin at vælte Stauning. Eller som den tyske gesandt Renthe-Fink skrev til Berlin den 30.12.1940:

»Scavenius har derfor bestræbt sig på at få Stauning ud af regeringen, idet han har stillet de andre ministre i udsigt, at de kan forblive på deres poster, hvis Stauning udtrådte af regeringen. Stauning har opfattet udenrigsministerens fremgangsmåde som en personlig intrige og haft fornemmelsen af, at Scavenius forsætligt har overdrevet vore krav, for så vidt angår hans – Staunings – person. Han har derfor vægret sig ved at træde tilbage.«

Det var langtfra det eneste, Renthe-Fink indberettede, jf. 8.1.1941:

»Da jeg i går opsøgte Udenrigs­ministeren, bekræftede han over for mig, at hans forsøg på at få Stauning til at træde tilbage var stødt på store vanskeligheder. Han stillede i den forbindelse det forbløffende spørgsmål, om det ikke var muligt at lade Stauning forblive som statsminister, hvis regeringen lagde sig fast på et aktivt program i overensstemmelse med de af mig nævnte punkter.«

Renthe-Fink og Scavenius undervurderede Staunings taktiske evner, og udenrigsministeren indledte sit tilbagetog.

De danske politikere anede hurtigt Scavenius’ maskepi med Nazityskland. Det fik de konservative til at bakke 100 pct. op om Stauning, mens fagforbundene truede med generalstrejke.

Det er vel ok, at en folkevalgt udenrigsminister vil vælte sin folkevalgte statsminister. Churchill sad også løst i stolen efter Singapores fald.

Men Scavenius var ikke folkevalgt. Desuden skete hans rænkespil i bedste forståelse med den besættelsesmagt, som lige havde erobret Danmark.

Hvis Ribbentrop havde optrådt på tilsvarende måde over for Hitler, var han blevet hængt.

Somaliske kvinder

Jamal Abdi, cand.scient.pol.

Ældre somaliske kvinders påståede overrepræsentation i uheldige statistikker anvendes ofte som bevisførelse for påstanden om, at somaliere er særligt vanskelige at integrere. Diverse politikere, herunder den foregående og siddende statsminister, fremstiller ofte somaliere som en befolkningsgruppe, der enten ikke evner eller lyster at bidrage til samfundet. Deres udfordringer er selvforskyldte, og det underliggende budskab synes at være, at de er dumme eller dovne. Omkring 60-70 procent af alle herboende medborgere med somalisk baggrund er under 30 år. Alligevel fokuseres der næsten udelukkende på ældre somaliske kvinder. Somaliske kvinder mellem 15 og 35 år er tilsyneladende uden betydning.

Behovet for ligestilling, der heldigvis nyder bred politisk og social opbakning, hviler på præmissen om, at individer er medlemmer af forskellige sociale grupper og evalueres igennem medlemskab af disse. Således afhænger individets adgang til ressourcer og privilegier af medlemskab af sociale grupper. Sociale identiteter er altså afgørende ift. muligheder for at realisere sig. En hvid kvinde er begrænset én gang på grund af sit køn. Til sammenligning er somaliske kvinder begrænset på grund af deres køn, race, religion og nationalitet. De kropsliggør fire devaluerede sociale identiteter og evalueres igennem medlemskab af disse.

Når hvide kvinder er underrepræsenteret på magtfulde positioner, skyldes det, at de er begrænset af deres køn. Det er desuden samfundet og særligt lovgivernes pligt at nedbryde de strukturer, der begrænser dem. Denne logik synes desværre kun anvendt i forhold til hvide kvinder. Anvendes den også i forhold til unge somaliske kvinder, forekommer det evident, at somaliske kvinder er det bedste eksempel på vellykket integration, og at ingen anden befolkningsgruppe udviser større vilje til at bidrage. Ingen har færre privilegier og større begrænsninger at overkomme end somaliske kvinder. Derfor er det i sandhed bemærkelsesværdigt, at de buldrer frem på videregående uddannelser og er lige så vel repræsenteret som både hvide og andre minoritetsgrupper. Det er mit klare indtryk, at unge somaliske kvinder ville klare sig bedre end alle andre, hvis de blot havde adgang til de samme privilegier og ressourcer.

Ligeledes kan man fundere over, hvorvidt hvide danske kvinder i samme grad havde overkommet deres begrænsninger, hvis de kropsliggjorde fire devaluerede sociale identiteter, som tilfældet er med somaliske kvinder. I al fald fortjener unge somaliske kvinders exceptionelle mod, vilje og evne til at overkomme begrænsninger respekt og anerkendelse. Når respekt og anerkendelse omkring deres bedrifter er fraværende, skyldes det særligt og hovedsageligt, at logikken bag behovet for ligestilling kun anvendes i forhold til hvide kvinder.

 

Dette er debatindlæg og udtrykker derfor alene skribenternes holdning. De kan indsende forslag til debatindlæg på opinion@weekendavisen.dk.

 

Side 14