Kronik. I mange europæiske lande har man indført differentieret pensionsalder, så de mest nedslidte kan gå tidligst på pension. Men løsningerne er bureaukratiske vildnis, som vil være vanskelige at kopiere i Danmark.

Pension som fortjent

Pension som fortjent

 

Af Per H. Jensen, professor ved Aalborg Universitet, faglig koordinator, SeniorArbejdsLiv.dk
og Fritz von Nordheim, fhv. kontorchef, Advisory Board, SeniorArbejdsLiv.dk

Socialdemokratiet har som ambition at indføre en differentieret pensionsalder, så dem, der startede tidligt på arbejdsmarkedet og er mest nedslidte, får en ret til at gå tidligere på folkepension end andre. Hensigten er, at ordningen skal være enkel og overskuelig, men det har dog ikke været ligetil at pege på, hvordan sådan en ordning kan udføres i praksis. Differentieret pensionsalder kendes fra en række EU-lande, og spørgsmålet er, om man kan trække på nogle af de udenlandske erfaringer?

I Danmark er et særegent træk, at adgang til folkepensionen er betinget af antal bopælsår i Danmark, og dette optjeningsprincip adskiller sig afgørende fra optjeningsprincippet i hovedparten af EUs medlemslande. I disse lande er pensionssystemet opbygget som et forsikringssystem, hvor alle erhvervsaktive pålægges et obligatorisk forsikringsbidrag. Derfor er det relativt simpelt at lade antal år på arbejdsmarkedet være adgangsgivende til pensionsydelsen. I lande som for eksempel Frankrig og Belgien opnår man fuld pension, når man har opfyldt det krævede antal bidragsår. Folk, der starter tidligt, kan derfor trække sig nogle år før folk, der starter deres erhvervsaktivitet sent i livet. Da folkepensionen ikke er bidragsfinansieret, kan denne erfaring dog næppe overføres til Danmark. I øvrigt er de erhvervsgrupper, som har flest arbejdsår, ikke dem med slidsomt fysisk arbejde, så man kan ikke alene lade pensionsalderen bero på antal arbejdsår.

I andre lande opererer man med en minimumsalder for modtagelse af den forsikringsbaserede pension. I Sverige er den 61 år og i Norge 62. Da der er tale om forsikringsordninger, vil man få en lavere pension, jo tidligere man forlader arbejdsmarkedet; lidt som de overenskomstbaserede arbejdsmarkedspensioner i Danmark, hvor man kan udtage sin pension fem år før folkepensionsalderen. For manuelle og lavtlønnede danske lønmodtagere kan det derfor også være svært at leve udelukkende af deres arbejdsmarkedspensioner, hvis de udtages så tidligt.

I de fleste Syd- og Østeuropæiske lande får man ret til at trække sig tidligt, hvis man har udført særligt belastende og farligt arbejde. I disse lande udarbejdes lister over erhverv og brancher med særligt nedslidende arbejdsforhold, og ansættelse her giver ret til tidligere pension. Der er imidlertid betydelige problemer med at opstille, vedligeholde og administrere sådanne lister over belastende erhverv. Det kræver omfattende og løbende evalueringer af arbejdsforholdene, hvis systemet skal være opdateret og retfærdigt. Praksis med at udpege berettigede typer af jobs er som regel stram. Normalt omfattes ikke mere end mellem en og fire procent af arbejdsstyrken. Samtidig er tilgangen til farligt og nedslidende arbejde i de fleste af disse lande helt overvejende kompensatorisk. Arbejdsmiljøtiltag og bestræbelser på at hjælpe folk over i mindre belastende erhverv via omskoling og erhvervsfremme er ofte helt marginale.

Danmark tilhører en lille gruppe af EU-lande, som ikke opererer med anerkendte arbejdsbelastninger, der giver ret til lavere pensionsalder (herunder Sverige, Irland, Storbritannien og Holland). Til gengæld er Danmark blandt de lande, der helt overvejende prioriterer tiltag, der kan forlænge folks evne til at forblive på arbejdsmarkedet til højere alder (f.eks. Belgien, Tyskland og de skandinaviske lande).

En række andre EU-lande, såsom Østrig, Belgien og Frankrig, forsøger at opstille mere generelle kriterier for fysiske og psykiske arbejdsbelastninger, som giver ret til nedsat pensionsalder. I disse lande opererer man med et større antal definitioner og metoder til at indkredse objektive belastningskriterier på tværs af specifikke erhverv og jobs.

En af de avancerede modeller er den franske, hvor arbejdsbelastningernes intensitet og varighed registreres på en individuel konto. Arbejdstagere opnår point for det omfang, i hvilket de udsættes for ti anerkendte risikofaktorer, der systematiseres i tre grupper: 1) Markante fysiske belastninger: manuel håndtering af tungt gods, umage arbejdsstillinger, mekaniske vibrationer; 2) Aggressive arbejdsmiljøer: farlige kemiske væsker og dampe, arbejde under højt lufttryk (trykkammer), ekstreme temperaturer, voldsom støj; 3) Visse arbejdsmønstre: natarbejde, skifteholdsarbejde, repetitivt arbejde.

Læs også: »Nu er vi, hvor vi skal være,« siger Henrik Sass Larsen om sit partis frigørelse fra De Radikale: »Sidste ord«

Man opnår et point for hvert kvartal, man er udsat for en af disse arbejdsbelastninger. Påvirkes man af flere samtidigt, kan man få to point. Ordningen finansieres af ekstra arbejdsgiverbidrag, der varierer efter, hvor store anerkendte arbejdsbelastninger virksomhedens ansatte udsættes for. Pointene kan veksles til 1) omskoling/opkvalificering til mindre belastende erhverv/arbejdssituationer, 2) deltidsarbejde til samme betaling eller 3) to års tidligere pension. Potentielt kan ordningen således være både forebyggende og kompensatorisk.

I Frankrig er muligheden for tidligere pension dog ikke en ret, man på eget initiativ kan benytte sig af. Man optjener retten til at få en konkret bedømmelse af ens grad af nedslidning. Idéen er således, at man med et tilstrækkeligt antal point får ret til at blive visiteret i et behovsbestemt system.

Selv om denne og andre udenlandske ordninger kan lyde interessante, er der ikke meget, der umiddelbart kan overføres og bruges i Danmark. De ordninger, man har opbygget i andre lande, passer ikke ind i det danske folkepensionssystem, og de er langtfra administrativt enkle. Formentlig vil slige systemer blive yderligere bureaukratiske, hvis de overføres til Danmark, fordi vi i Danmark har et meget fleksibelt arbejdsmarked. I Danmark er man normalt ikke livslangt ansat i samme (nedslidende) jobfunktion. Man er for eksempel meget sjældent slagteriarbejder i hele sin erhvervsaktive karriere. Endelig er problemet med de udenlandske erfaringer, at de i meget høj grad fokuserer på kompensation for arbejdsbelastning frem for den nødvendige arbejdsmiljø- og arbejdsevnefremmende indsats.

 

Læs også om, at efter seks års opsving peger strømpilene nu mod mindre økonomisk vækst: »Ned i gear«

Side 65