Terror. Selv om vi i Europa er blevet forskånet for selvmordsangreb i de seneste år, er antallet af angreb på globalt plan voksende. Det kan lyde naivt, men med udsigt til et større antal europæiske Syrien-krigeres hjemvenden i de kommende år er det ifølge den britiske journalist Iain Overton på høje tid at diskutere et forbud. I en ny bog fortæller han selvmordsterrorismens historie.

Mord i utopiens navn

LONDON – I maj 2017 befandt Iain Overton sig i et møde i det britiske udenrigsministerium. Som leder af organisationen Action on Armed Violence (AOAV) var han sammen med andre eksperter inviteret til at bidrage med ideer til, hvad Storbritannien kunne gøre for at begrænse antallet af civile ofre for, hvad der blev kaldt de såkaldte improvised explosive devices – IEDs – improviserede eksplosive våben.

Alene dette år, 2017, blev 42.972 mennesker dræbt eller alvorligt såret på globalt plan som konsekvens af disse hjemmelavede våben; 74 procent af dem civile. Fokus for mødet denne dag var på landminer, som var blevet et voksende problem. Men hvad mødedeltagerne til Overtons fortrydelse ikke nævnte, var, at den dominerende undergruppe inden for IEDs ikke er landminer, men selvmordsattentater.

Mens de hjemmelavede miner var skyld i fire procent af alle civile ofre for IED-angreb mellem 2011 og 2018, udgjorde de civile ofre for selvmordsangreb hele 47 procent af alle ofre, viser AOAVs globale data.

Da han kom hjem den aften og tændte for fjernsynet, var det til nyheden om, at 22-årige Salman Ramadan Abedi havde detoneret en hjemmelavet bombe i Manchester Arena, hvor flere end 14.000 unge fans var forsamlet til koncert med popstjernen Ariana Grande. Med sig i døden tog han 22 civile, mens 139 blev såret.

Dagen efter holdt et rystet Storbritannien et øjebliks stilhed i respekt for de dræbte – halvdelen af dem børn – hvorefter »vi fortsatte med at tale om landminer«, fortæller Iain Overton. For journalisten blev dét anledningen til at skrive bogen The Price of Paradise – How the Suicide Bomber Shaped the Modern Age.

Hensigten med at fokusere på netop selvmordsterrorismen er dels at forsøge at ændre på det, han føler er berøringsangst over for et komplekst og uforståeligt våben; dels at finde en forklaring på, hvad der ligger bag den voldsomme stigning i selvmordsangreb på globalt plan, som hans egen og andre organisationer har dokumenteret.

Af de omkring 72.000 mennesker, der er blevet dræbt i selvmordsangreb siden det første dokumenterede angreb i 1881, er langt de fleste blevet dræbt siden 2001 – året hvor 11. september-angrebene mod USA fandt sted, og hvor Vesten som modsvar indledte »krigen mod terror«. Trods indsatsen voksede antallet af jihad-krigere ifølge Washington Center for Strategic and International Studies fra et sted mellem 37.000 og 66.000 i 2001 til mellem 100.000 og 230.000 i 2018.

»Da jeg studerede databaserne over angreb, gik det op for mig, at 40 procent af alle dem, der er blevet dræbt af selvmordsangreb, er blevet dræbt i de seneste fem år,« fortæller den tidligere dybdeborende journalist.

De chokerende tal illustrerer, at problemet på ingen måde er blevet mindre, selv hvis vi i Europa skulle have fået den fornemmelse som følge af et fald i antallet af terrorangreb, særligt selvmordsangreb, på europæiske storbyer siden Manchester-angrebet.

Læs også om, at danske myndigheder ikke vil hjælpe indsatte i syriske fangelejre ud: »De forladte«

Med udsigten til mange vestlige Syrien-krigeres tilbagevenden til Europa i de kommende år er der – mener Overton – al mulig grund til at tale om elefanten i rummet og søge at forstå fænomenet med henblik på fremtidig forebyggelse.

»Det slog mig, at den eneste måde rigtigt at forstå motivationen bag selvmordsterror er at tage et stort skridt tilbage og se på hele selvmordsbomberens historie og undersøge alle steder og kontekster, hvor de har fundet sted,« siger han.

Dommedagsdyrkning

Det begyndte i Skt. Petersborg i 1881 med Ignatij Grinevitskijs likvidering af tsar Alexander II med en bombe, som han vidste ville dræbe ikke kun tsaren, men også ham selv. Fra de russiske anarkisters ideer bevæger historien sig til Anden Verdenskrig, hvor over 3.000 japanske kamikazepiloter ofrede sig selv i angreb mod de allieredes krigsskibe, og herfra videre til Iran-Irak-krigen i 1980erne og ayatollah Khomeinis glorificering af det »selvopofrende martyrium«. Martyridealet kom blandt andet til at inspirere grupper som Hizbollah i Libanon og palæstinensiske Hamas, der retfærdiggjorde angreb på civile, som igen inspirerede de senere grupper al-Qaeda, Islamisk Stat og Boko Haram.

Overton konkluderer, at der har været en kumulativ effekt over årene, hvor nye grupper har ladet sig inspirere af tidligere grupper, således at Islamisk Stat i dag »er summen af tidligere selvmordskampagner«.

»De russiske radikale var opfyldt af ideen om utopia. Det samme er Islamisk Stat. De japanske kamikazepiloter brugte selvmordsangreb som en form for præcisionsbomber. Det samme gør Islamisk Stat. Khomeinis kultivering af ideen om martyren og Hamas’ retfærdiggørelse af målrettede angreb mod civile ser vi i dag hos Islamisk Stat,« forklarer han.

Selvom der er et element i bevægelsens kamp, der handler om territorium, mener Overton, at det for Islamisk Stat også handler om hævn og ideologi. Derfor forsvinder gruppen ikke, selv om den har tabt sit kalifat.

»Islamisk Stat er svær for os at forstå, fordi bevægelsen ikke kæmper for noget specifikt, men for en tåget idé. Den idé er gennemsyret af det apokalyptiske; længslen efter selvopofrelse og ideen om, at døden er nødvendig for at opnå endelig sejr: det gloriøse paradis. Det er som en dødskult,« forklarer han.

Disse gerningsmænds handlinger, mener Overton, er i bund og grund en »egoistisk selvopofrelse«, der kan hænge sammen med, at de er vokset op i en tid med sociale medier.

»Vi lever i en tid, hvor mange mennesker føler sig under angreb. På den ene side føler de sig magtesløse, på den anden har de mulighed for at forme deres egen personlighed på de sociale medier og derigennem føle, at de er vigtigere, end de i virkeligheden er. Det kan få dem til at tro på, at de kan ændre verden,« siger han om effekten af såkaldte ekkokamre på nettet, hvor den komplekse virkelige verden let bliver overdøvet af smallere gruppers simplistiske stemmer.

»Det er deres øjeblik i rampelyset. De bliver helte for en dag,« siger han om vor tids selvmordsbombere.

Det er blevet en game changer

Målet for Overton med den historiske gennemgang er at lære af fortiden med henblik på at bekæmpe et våben, som han mener har transformeret vores samfund.

»Vi har nærmest glemt i dag, at hver eneste af de ting, vi bliver bedt om at gøre i en lufthavn, hænger sammen med enkelte menneskers konkrete forsøg på at sprænge sig selv og et fly i luften,« siger han. Som endnu et eksempel på det aftryk, selvmordsbomberne har efterladt sig, nævner Overton adskillige landes anti-terrorlovgivning, som har indskrænket alle borgeres rettigheder.

Selvmordsangreb er blevet beskrevet som en slags psykologisk våben, fordi hensigten er at sprede terror. Bombemændene har i hvert fald i Storbritannien haft nogen held med at så angst og splittelse, som igen har ført til en stigning i hadet mod muslimer og i andre hadangreb.

Men der, hvor angrebene især har haft en transformativ effekt, har været ved fundamentalt at ændre den måde, Vesten fører krig på. I kølvandet på den amerikansk-ledte invasion af Irak i 2003 og afsættelsen af diktatoren Saddam Hussein opstod terrorgruppen Islamic State of Iraq – Islamisk Stats forgænger – der dræbte omkring 2.200 og sårede omkring 6.000 i flere end 100 selvmordsangreb i de første fem år af krigen.

Denne taktik førte til, at »skræmte unge soldater skød på alle, der kørte lidt for stærkt hen mod et checkpoint«, fortæller Overton.

»Frygten for selvmordsbomber endte med at koste civile livet, og det var en game changer,« mener han. Som konsekvens lever vestlige soldater nu »i massive aflukkede lejre« og tør ikke gå ud og møde almindelige mennesker.

»Det har skabt en protektionisme og en militær respons, som betyder, at krigen på forhånd er tabt, fordi de aldrig kan blive opfattet som ‘the good guys’.«

Denne tilbagetrukne form for krig har i de seneste år også ført til brug af droner til målrettede likvideringer af militante i blandt andet Pakistan, hvilket har gjort situationen værre, mener han.

»Siden jeg skrev bogen, har jeg undersøgt sammenhængen mellem selvmordsangreb og droneangreb i Pakistan, og vi fandt ud af, at hvert droneangreb skabte én ny selvmordsbomber,« siger han med henvisning til, at disse angreb stort set altid medfører omfattende civile tab, der skaber vrede og hævntørst i de berørte samfund.

Læs også om frygten for et grumt gensyn med fortidens vold mellem herboende tyrkere og kurdere: »Fronten gennem Europa«

Med sin grundige gennemgang over 536 sider håber forfatteren at vise, at det før er lykkedes os at bekæmpe fænomenet, og at »der er visse forudsigelige faktorer bag udviklingen af en selvmordsbomber i forskellige samfund, der giver mulighed for at gribe ind og for at tage fat på det, der motiverer de enkelte grupper«.

Han påpeger, at 15 af Europas 22 selvmordsbombere for eksempel ikke færdiggjorde en videregående uddannelse, og at 17 var arbejdsløse, da de udførte deres angreb.

Nogle underliggende faktorer – såsom fattigdom, racisme og mangel på fremtidsudsigter – har længe været kendte og er allerede områder, hvor myndigheder og ngo’er forsøger at gribe ind for at modvirke radikalisering.

Mens dette arbejde er vigtigt, er det imidlertid ikke nok, siger Overton, der mener, at et vigtigt element helt mangler i samtalen om selvmordsbombere: spørgsmålet om »ideologi«.

»Særligt venstrefløjen og ngo-verdenen bryder sig ikke om at tale om Hamas’, al-Qaedas eller Talebans ideologi,« siger han. De taler hellere om praktiske årsager til, at folk sprænger sig selv i luften, »såsom at det bunder i depression, i stofmisbrug, i et forsøg på at skaffe penge til familien, i at nogen er blevet overtalt til at udføre handlingen. Man finder sekulære årsager, som er lette at forstå,« forklarer Overton.

Ikke desto mindre er det netop ideologi – ofte, men ikke altid af religiøs karakter – der er fællesnævneren for selvmordsbomberne gennem tiderne, siger han.

»Den ene ting, der har været til stede i alle de konflikter, jeg har studeret, er troen på, at utopia er muligt. Der er en tro på, at selvopofrelse fører til en bedre verden. Jeg siger ikke, at de alle tror, at der vil være mælk og honning overalt, hvis de sprænger sig selv i luften. Jeg siger, at de tror på, de gør en forskel,« siger Overton.

For at bekæmpe selvmordsterrorisme er det derfor vigtigt ikke kun at fokusere på sekulære løsninger, men også at gribe fat i ideologien bag, siger han blandt andet med henvisning til løftet om de 72 jomfruer, der skulle vente de unge mænd i paradis – og det er overvejende helt unge mænd, der vælger at blive selvmordsbombere.

»Min bog er et forsøg på at forstå ideer som utopia og selvopofrelse, og hvilken rolle lyst og sex og ideologi spiller i den moderne verden,« siger han.

»Et problem skabt af Vesten«

For vinde over denne ideologi, der er en fordrejning af Koranens ellers klare forbud mod selvmord, er det helt afgørende, at »grupper af muslimske imamer går sammen om at fordømme angreb mod civile«.

»Et af problemerne omkring selvmordsbombere i den islamiske verden er, at imamerne ofte bruger konspirationsteoretisk retorik og siger: ‘Det er ikke vores problem, det er et problem skabt af Vesten.’« Overton påpeger, at 80-90 procent af alle civile ofre for selvmordsangreb er muslimer, og hovedparten af gerningsmændene er i dag salafistiske jihadister.

Han anerkender, at der findes positive eksempler på, at det muslimske samfund har fordømt selvmordsangreb – som da 1.800 pakistanske prædikanter fra forskellige muslimske traditioner i januar 2018 udsendte en fatwa, der kaldte selvmordsangreb »haram«; altså forbudt under islamisk lov.

»Men vi har brug for meget mere af den slags. Vi har brug for globale møder og langt større globalt engagement. Det vil først for alvor få en indvirkning, hvis nogle af de mellemøstlige ledere støtter det,« mener forfatteren.

Hans eget fokus – som han har diskuteret med både FN, den britiske regering og det britiske militærakademi Sandhurst – kan umiddelbart lyde naivt, erkender han. Han taler således om nødvendigheden af at indføre et globalt forbud i FN-regi imod selvmordsbomber.

Han understreger dog, at han ikke foreslår et forbud i den tro, at terrorgrupperne og deres ledere pludselig vil få samvittighedskvaler over deres handlinger.

Tanken er i stedet, at et forbud vil udsende et klart signal om, at dette er et onde, som landene prioriterer at udrydde, som da man i 1997 indgik Ottawa-konventionen, der forbyder brug og produktion af landminer, og som 164 lande i dag har underskrevet.

Et lignende forbud for selvmordsbomber kan på samme måde »skabe en juridisk ramme« omkring indsatsen imod dette våben. Det vil også skabe større fokus på at indsamle kriminalteknisk materiale såsom fingeraftryk efter bombeangreb – især i lande som Syrien og Yemen, hvor det ikke sker i dag, hvorfor »der i øjeblikket ikke opbygges en database over kriminel aktivitet«, siger Overton, der tror på, at det er muligt at reducere antallet af angreb.

På trods af alle de praktiske skridt, som stater og organisationer kan tage for at bekæmpe fænomenet, mener han dog i sidste ende, at det, der vil gøre den største forskel, er at forstå, hvad der ikke fungerer – og handle derefter.

Krigen mod terror – særligt i Afghanistan og Irak – har kun formået at avle flere selvmordsbombere, på trods af at USA alene har brugt 5,9 billioner dollar siden 2001 på aktiviteter forbundet med krigen, påpeger han.

»20 år inde i krigen mod terror er Afghanistan farligere end nogensinde før. Irak er stadig ufattelig farlig. Syrien står stadig i flammer. Krigen mod terror har ikke reduceret terror; den har skabt mere terror,« siger han med henvisning til, at al-Qaeda før 11. september 2001 bestod af 400 mænd – i dag har gruppen 20.000 støtter i Syrien, 10.000 i Somalia og 5.000 i Libyen og Yemen.

»Der er ingen tvivl om, at vestlig intervention i andre lande har givet næring til selvmordsterrorismen. Fremtidige generationer af politikere gør klogt i at huske på, at vi i sidste ende ikke gjorde tingene bedre.«

Iain Overton: The Price of Paradise – How the Suicide Bomber Shaped the Modern Age. Quercus.

 

Læs også om, at først med oprettelsen af al-Qaeda blev Vesten et legitimt mål for islamisk terrorisme: »Øhavet og sympatisør­sumpen«