Morten Løkkegaard, MEP og gruppeleder for Venstre i Europa-Parlamentet.
Kampen for frihed, beskyttelse af minoriteter, domstolenes og pressens uafhængighed – ja, alt dette, som er nedfældet i EUs såkaldte københavner-kriterier, er kommet under pres indefra. Regeringer i lande som Polen og Ungarn har succes med at underminere de liberale grundpiller. Bliver det den nye orden, er fællesskabet dømt til at gå under.
Så – hvordan kan man sikre, at alle medlemmer lever op til reglerne i klubben, når nogle åbenlyst modarbejder de regler, de har skrevet under på? EU-traktatens artikel 7 giver mulighed for at fratage en medlemsstat stemmeretten i Det Europæiske Råd i tilfælde af gentagne brud på reglerne, men da dette i praksis ville være at smide et medlem på porten – og indlede en nedsmeltning af fællesskabet – er det ikke en reel mulighed.
I mangel af bedre har EU dog indledt Artikel 7-processen, vel vidende, at den ikke vil føre til noget. Det vil nemlig kræve enstemmighed i Rådet, hvor Polen og Ungarn har indgået en alliance om gensidigt at nedlægge veto. Flere andre mindre værktøjer er under overvejelse både i EU-Kommissionen og Europa-Parlamentet, og vi kan inden længe forvente, at de østeuropæiske »strongmen« vil blive præsenteret for et valg mellem at leve op til reglerne – eller miste milliarder i EU-støtte i det kommende syv-års-budget.
Tilbage er dilemmaet: Hvordan kan man løbende sikre sig imod undermineringen – uden at blande sig unødigt i de enkelte landes indre anliggender?
I Venstre – og ikke mindst i EU-parlamentets liberale gruppe, Renew Europe – mener vi, at vi skal støtte de liberale kræfter og sætte pres på Polens og Ungarns regeringer. Støtten er helt essentiel, hvis det skal lykkes at skabe en levedygtig opposition til de stærke nationalpopulistiske strømninger. Det viser erfaringen fra de to helt aktuelle valg i netop Polen og Ungarn.
Søndagens valg i Polen er eksemplet på, hvor det ikke er lykkedes at samle oppositionen. Med en klassisk cocktail af store velfærdsgaver til borgerne på den ene side og en fjendtlig indstilling over for indvandrere på den anden vandt regeringspartiet Lov & Retfærdighed (PIS) en valgsejr med over 40 procent af stemmerne.
Omvendt så det ud i Ungarn, hvor liberale og grønne kræfter vandt terræn i hele landet. Over 30 borgmesterposter blev det til for koalitionen med blandt andet det kun tre år gamle, liberale Momentum-parti.
Hvorfor denne markante forskel fra Polen? En stor del af forklaringen er, at det for første gang lykkedes at samle oppositionen, men også at de har haft en aktiv og meget vokal støtte fra liberale kræfter og partier over hele Europa. I Renew Europe har vi desværre ikke polske medlemmer, og det har derfor været sværere at understøtte de splittede, polske partier.
De to forskellige valgresultater er udtryk for, at man er nødt til at behandle situationen i EUs medlemslande individuelt. Omvendt er der fællestræk. Og det vigtigste er måske, at en slagkraftig opposition kræver sammenhold. Og at støtte udefra er en forudsætning for at opnå netop den styrke og det sammenhold.
Europa skal med andre ord ikke læne sig tilbage. Vi skal tværtimod føre kampen om det liberale demokrati på alle fronter. Det er og bliver en forudsætning for at deltage i det europæiske samarbejde, at journalisters ytringsfrihed er en selvfølge, at homoseksuelle og minoritetsmiljøet kan leve under samme beskyttelse som alle andre borgere. At retsstaten beskytter borgerne, og at korruption bliver bekæmpet med alle midler.
Det skal vi forstå – og vedstå os. Frihed og fællesskab er hinandens forudsætninger. Derfor er en liberal frihedskamp et fælles projekt. Og derfor er det også en pligt for EU-tilhængere at holde værdidebatten i live.
Dette er et debatindlæg og udtrykker derfor alene skribentens holdning. De kan indsende forslag til debatindlæg på opinion@weekendavisen.dk.
