Leder.

Grimme sejre

Grimme sejre Af Klaus Wivel

PETER Møller var en god angriber med mindst en mindeværdig landskamp på CV’et: et smukt mål i 4-1-kampen mod Nigeria ved VM i 1998, mens Laudrup-brødrene lyste op for næstsidste gang i dansk landsholdsregi. Siden hen blev han en livlig studievært, og sådan kunne en fin karriere have fortsat, hvis ikke DBU havde fået den idé at ansætte ham som fodbolddirektør. I dag er hans smil blevet en anelse mere anstrengt.

PRINCIPPET, der ligger bag beslutningen om at skille sig af med Åge Hareide og bytte ham ud med en træner, Kasper Hjulmand, som vistnok har skabt seværdig fodbold i Farum, forekommer således mere og mere bizart. Landsholdets stribe af kampe uden nederlag, der nærmer sig en verdensrekord, og den imponerende kurs mod EM til sommer efter en ufortjent, men spektakulær sejr over Schweiz har ikke gjort det nemmere for DBU-direktøren at udrede visdommen i sine prioriteringer.

I sagens natur kan Peter Møller offentligt kun glæde sig over landsholdets succes, men usandsynligt er det vel ikke, at en forræderisk tanke strejfede ham forleden: Kunne Kasper Schmeichels arm ikke bare have været to centimeter kortere, da han rakte ud efter de schweiziske hug i lørdags? Kunne Christian Eriksen ikke bare være skvattet i græsset i det 84. minut i stedet for at sende en dræbende stikning på tværs?

DANSK fodbold lider af et syndrom, som stikker dybt i historien, og som kan knyttes til tanken om det ærefulde nederlag. Den danske flåde vandt godt nok ikke Slaget på Reden i 1801, men vi holder af at fortælle, at den britiske admiral Lord Nelson aldrig før havde mødt så sejlivet modstand. Den holdning præger også landsholdets ledere, som i årtier kun ville have amatører til at spille kampene, og som altid har set med drømmende længsel mod det prægtige, mislykkede VM i 1986 og med vantro på EM-sejren i 1992. Hellere spille smukt og tabe end at sejre grimt. Der findes næppe andre lande på kloden med denne blanding af hovmod og selvimponeret mindreværd.

FODBOLD kan således vindes for uskønt, det gjorde Richard Møller Nielsen i 1992, og det er også Åge Hareides forbrydelse. Hans hold må ofte indordne sig under presset fra bedre holds spillere. Det undgår at tabe gennem en kombination af et bastant forsvar, en sublim målmand med et uopslideligt vinderinstinkt og en flegmatisk midtbanevirtuos, som for tiden klarer sig igennem kampene på en eller to afgørende ideer. Det er det effektive, usentimentale rod, Kasper Hjulmand skal skabe orden og skønhed i. DBU har før ansat en træner, som man straks måtte give afkald på igen. Der er ingen skam i på ny at omgøre en fornærmende beslutning.

 

Læs også Asker Hedegaard Boyes artikel ved ansættelsen i juni 2019 af Kasper Hjulmand – et knæfald for fortidens selvbedrag: »Lækker holisme«

Side 14