Zombificering. Med 'El Camino' er vi tilbage i det støvede ørkenlandskab fra tv-serien Breaking Bad. Ingen synes at have spurgt hinanden, hvad den film egentlig skulle til for.

På autopilot gennem ørkenen

På autopilot gennem ørkenen

El Camino: A Breaking Bad Movie af Vince Gilligan. Kan ses på Netflix. Medvirkende: Aaron Paul, Jesse Plemons og Scott MacArthur.

Der er mange spændende ting at lægge mærke til ved El Camino: A Breaking Bad Movie, som i sig selv ikke er nogen bemærkelsesværdig eller spændende film.

Breaking Bad for begyndere: I Albuquerque, New Mexico, møder vi fysik­læreren Walter White, som i en alder af 50 er kørt sur i sit liv, har en efter­nøler på vej og har fået konstateret uhelbredelig lunge­kræft. Men så begynder han sammen med sin tidligere elev Jesse at producere verdens bedste metamfetamin, og igennem fem sæsoner ændrer Walter White sig fra en såkaldt undskyldning for sig selv til en iskold morder og manden bag den største produktion af crystal meth nogensinde.

Nærværende Breaking Bad-film får premiere seks år efter sidste afsnit, men handlingen begynder umiddelbart i forlængelse af seriens sidste scene: Walt er blevet skudt og ligger død på jorden, mens Jesse flygter i en bil af modellen Chevrolet El Camino, efter at være blevet holdt som gidsel i månedsvis af en gruppe bonderøvsnazister. Jeg nåede lige at håbe på, at titlen refererede helt konkret til bilen, at det simpelthen skulle handle om den, men det er ikke tilfældet. Titlen skal forstås i sin overførte, dvaskt eksistentialistiske betydning: El camino er spansk for »vejen«, og vi følger Jesse på vej videre i sit liv.

Den historie fortælles over to timer i en række udstrakte og ret kedelige scener, der nok er tro over for seriens tone, men som aldrig ville kunne stå alene som film. Hvilket givet­vis heller ikke er meningen, for El Camino føles snarere som en snack til seriens trofaste og enorme fan­gruppe. Handlingen lader os således møde den ene elskede Breaking Bad-karakter efter den anden, uden at der rigtigt sker noget af den grund.

Læs også anmeldelsen af serien 'Undone', som er »årets til dato mest nyskabende tv-serie«: »Bliv mig fra livet«

Apropos fans, så findes der blandt Breaking Bad-publikummet en splittelse, som er bemærkelses­værdig. Walter White tilhører sammen med Tony Soprano fra The Sopranos, Don Draper fra Madmen og Frank Underwood fra House of Cards en olymp af hvide, midaldrende antiheltemænd, der definerede de tv-serier, som blev prist som store mester­værker for fem-ti år siden, og hvis fravær definerer serierne, der prises som mesterværker i dag. For nogle blev White symbolet på manden, der reagerer voldeligt på, at privilegierne tages fra ham. For andre blev han en helt, der vel nok gjorde nogle slemme ting, men det er jo bare fiktion, og han gjorde det hele for at redde sin familie økonomisk. Med El Camino mindes man, blandt andet med en god gammeldags pistol­duel, om, at Breaking Bad altid var en western: Den interesserede sig for New Mexicos åbne, støvede vidder og for, hvad det vil sige at leve lovløst. Det er med god grund, folk elsker den, for den var og er uimodsigeligt en velspillet og ikke mindst mesterligt skrevet tv-serie. Men dens idé om lovløshed, som ellers er et emne, der ligger denne anmelder meget på sinde, blev mere og mere træls, jo mere det handlede om, at Walt skulle tage sol­briller på og personificere et af kulturen fortrængt macho­ideal.

Breaking Bad havde en helstøbt og afstemt slutning, og alligevel kommer der her: noget mere. Fordi – og her tillader jeg mig at spekulere – Netflix kan se på deres data, at der er seere til det.

Måske derfor, fordi jeg aldrig blev rigtig super­fan af Breaking Bad, følte jeg, at El Camino ikke rigtigt var henvendt til mig.

Læs også anmeldelsen af 'Mindhunter', som »balancerer på grænsen mellem myte og virkelighed«: »Amerikansk mytologi«

Måske er det et vilkår i det, man kunne kalde algoritme­fjernsynets tid. Tidligere på året kom Deadwood-filmen (ligesom i øvrigt Transparent- og Downton Abbey-filmene), der tjente som afslutning på denne mere traditionelle western­serie, fordi den aldrig blev forlænget med en fjerde sæson og altså ikke havde nogen afslutning.

Breaking Bad, derimod, havde en helstøbt og afstemt slutning, og alligevel kommer der her: noget mere. Fordi – og her tillader jeg mig at spekulere – Netflix kan se på deres data, at der er seere til det.

Jeg sætter grundlæggende pris på, at tv-serier ikke passer ind i ideen om det afsluttede geniale værk, men det kan også føles utrygt, at intet nogensinde slutter. Som en zombificering nærmest.

Det synes at have været tilstanden, siden streaming­tjenesterne vandt frem: Intet bliver ved med at være dødt. Alt kan – hvis der er penge i det – blive vakt til live igen.

 

Læs også artiklen om to HBO-serier, som fortæller om det morsomme og uhyggelige ved at blande familie og forretning: »Alle patriarker er ens«

Side 22