Kommentar. I den bedste af alle verdener er alle kunstnere lige, uanset køn. I virkeligheden er en træg, men positiv ligestilling på vej.

Kvotekunst

Kvotekunst Af Synne Rifbjerg

Utroligt, tænker man uvilkårligt, når det viser sig, at der langtfra er opnået ligestilling mellem mandlige og kvindelige kunstnere i 2019. En nylig undersøgelse af forholdene i auktionshusregi viser, at kun to procent af det samlede salg af kunst på verdensplan har en kvindelig kunstner bag værket. Verden består naturligvis af mange lande, vi ikke herhjemme sammenligner os med, og undersøgelsen handler også om den allermest kommercielle del af kunstlivet. Men tager vi den samme undersøgelses resultater for amerikanske museer, så er andelen af kvindelige kunstnere, indkøbt siden 2008, også kun sølle 11 procent på 26 fremtrædende amerikanske museer.

Det fik for nylig Kunsthal Charlottenborgs leder, Michael Thouber, til at forlange kvoter for danske museer, så der kan blive rettet op på miseren: »Over de næste ti år skal halvdelen af den kunst, der indkøbes til samlinger på offentligt støttede museer i Danmark, være skabt af kvinder.« Står det til ham, skal kvoteringen også gælde udstillingsprogrammet på offentligt støttede udstillingssteder, kuratorer og skribenter til kataloger.

For Michael Thouber, der er leder af en kunsthal uden samlingsansvar, er sagen klar: Det går for langsomt, og nu sætter han en raket i rumpetten på de statslige institutioner. Suppleret af ODM, Organisationen af Danske Museer, der igangsætter en stor statistisk undersøgelse blandt deres medlemmer: 96 af Danmarks 98 statsanerkendte museer. Museerne skal, ifølge netmagasinet Kulturmonitor, indberette kønsfordelingen blandt de værker, der er indgået på udstillinger, og de værker, der er blevet købt fra 2004 og frem til i dag. Desuden har ODM bedt museerne indberette kønsfordelingen blandt skribenterne i deres publikationer fra de sidste 15 år.

Camilla Jalving, vicedirektør for Samling, Forskning og Bevaring på Statens Museum for Kunst (SMK), sagde, adspurgt i Berlingske Tidende, at Thoubers forslag kan hjælpe branchen med at skærpe blikket, og tilføjede fornuftigt: »Jeg [mener] stadig godt, vi kan gøre meget med øget bevidsthed, fokus, selvrefleksion og bevidst evalueringspraksis. Der er ikke nogen garanti for, at en kvindelig kurator vil vælge en kvindelig kunstner.«

Historisk set er det kun et øjeblik siden, kvinder fik adgang til Kunstakademierne, for slet ikke at tale om stemmeret, og derfor er der en betydelig ubalance her, som så mange andre steder i samfunds- og kulturlivet. Af samme grund er det jo ikke kun museerne, der må skærpe indsatsen, men også Filmbranchen, Musikbranchen, Teaterbranchen, Avisbranchen, ja, hvad med de statslige institutioner, som socialiserer den danske befolkning: vuggestuerne, børnehaverne, skolerne. Det tager tid at rette op og ind, når det gælder ligestilling, og hvem siger, at det bare skal gælde mænd og kvinder? Hvad med de flydende køn, etnicitet, alder, handicap? Det kan næsten forekomme gammeldags kun at insistere på ligestilling mellem to køn i en tid, hvor fokus på en meget større række af uligheder i samfundet vokser.

Som redaktør af kultursektionen tænker jeg hver uge over miks og match og sukker bestemt de uger, hvor der overvejende troner mænd på siderne. Heldigvis afløses de af andre uger, hvor kvinder fylder markant i landskabet, og de lykkelige uger, hvor der virkelig er et herligt miks af det hele. Det er dog aldrig min hensigt at repræsentere en form for retfærdig kønsfordeling, men præsentere læserne for, hvad der sker af væsentligt den pågældende uge i kulturens verden. Jeg ville ikke føle mig tryg ved, at der så at sige stod en kvote på den anden side af skrivebordet og greb min hånd, når der var 50 procent m eller k i den ene eller anden skål. Er kunsten ikke at være bevidst om sit ansvar, rumme væsentlige diskussioner som denne, men ikke forpligtet på en kvote?

I 2016 blev 62 mennesker optaget på Kunsthistorie på Københavns Universitet fordelt på 47 kvinder og 15 mænd. Billedkunstner Jeanette Ehlers er netop blevet udpeget som formand for legatudvalget for Billedkunst i Statens Kunstfond. Christine Buhl Andersen sidder stadig som direktør på Glyptoteket, men tiltræder snart som formand for Ny Carlsberg Fondet, der blandt andet støtter kunstindkøb til museer.

Så er de to kvinder og en mand dér, hvor den største magt er koncentreret i forhold til museernes indkøb.

 

Læs også interviewet med Christine Buhl Andersen, ny formand for Ny Carlsbergfondet: »Kunstens matador«

Side 22