Frihed. Da finanskrisen kom til den kinesiske millionby Dongguan, lukkede fabrikkerne, og sexindustrien blussede op. Et socialt accepteret erhverv og et springbræt for kvinderne, lyder konklusionen i en ny bog.

Østens Amsterdam

Østens Amsterdam Af Anne Jensen Sand

Den 20-årige Qiqi flyttede fra den kinesiske Sichuan-provins for at arbejde på en af millionbyen Dongguans mange tekstilfabrikker. Egentlig drømte hun om at leve samme glitrede tilværelse som storbykvinderne i de amerikanske tv-serier. I stedet endte hun med at arbejde 12 timer dagligt for nærmest ingenting.

Sociologen Eileen Yuk-ha Tsang fra City University of Hongkong er i byen for at interviewe fabrikkens ledelse i forbindelse med sin ph.d.-afhandling, men bliver venner med Qiqi, der arbejder i produktionen. Hun inviterer hende på den vestligt inspirerede Cowboy Café. Qiqi tager sit fineste tøj på, drikker en tår af postevandet på bordet og udbryder ekstatisk: »Det har citronsmag!« Det var i 2010, og få uger senere blev hun fyret. Fabrikken lukkede, og der skulle gå flere år, før de mødtes igen.

QIQI blev inspirationen til Eileen Yuk-ha Tsangs nyudgivne bog China’s Commercial Sexscapes, der bygger på interviews med 195 sexarbejdere, 200 mandlige kunder og 36 måneders feltarbejde mellem 2013 og 2017. Det omfattende etnografiske arbejde kort­lægger blandt andet finanskrisens betydning for sexindustrien og konsekvenserne for kvinderne af at arbejde i den. En branche, der i vesten er udskammet, men som i Kina er mere socialt accepteret og et springbræt til et bedre liv for mange kvinder ifølge forfatteren.

I 2013 går Eileen Yuk-ha Tsang gennem Dongguans rødbelyste gader og ind på Peach Bar. Her møder hun til sin store overraskelse Qiqi, der nu går under navnet Rabbit. Efter fyraften insisterer Qiqi stolt på at invitere på nudelsuppe. Hun er klædt i en skinnende silketop og bærer et Michael Kors-ur på armen.

»Folk ser anderledes på mig i dag. Nu er jeg en bypige. Ikke en landsbypige. Jeg ville ikke flytte hjem, så jeg besluttede mig for at blive sexarbejder, fordi det er nemmere og betaler godt. Jeg er glad for, at jeg valgte sexarbejdet, for nu kan jeg betale for min søns uddannelse og sende penge hjem til mine forældre, der passer på ham. Jeg har endda råd til at bruge penge på mig selv,« fortæller hun til Eileen Yuk-ha Tsang.

Da finanskrisen ramte Dongguan, kollapsede mange af byens kæmpefabrikker. Tusindvis af piger som Qiqi stod nu uden job. De begyndte i stedet at sælge deres krop. »Verdens fabrik« blev kendt som »Østens Amsterdam«.

»Mange af dem, der sælger sex i de billigere barer, har ikke lyst til at vende tilbage til livet på landet og en tilværelse som hjemmegående husmoder. Sexarbejdet er en måde at forandre deres livsretning på, hvor de kan nyde deres frihed i storbyen og at være væk fra ægtemændene, som i fleres tilfælde er voldelige. Nu har de fået deres eget fællesskab, føler sig mere selvstændige og som verdensborgere,« siger Eileen Yuk-ha Tsang.

Dermed ikke sagt, at sexarbejdet er uden risici og stigma. Eileen Yuk-ha Tsangs bog handler ikke om menneskehandel, siger hun, men om den gruppe af kvinder, som alle fortalte sociologen, at de gik ind i sexindustrien af egen vilje. 60 procent supplerede med, at de nød det.

Læs også om, at homoseksuelle kinesere befinder sig i et vanskeligt limbo: »Den lange vej ud af skabet«

Fordelene ved arbejdet oversteg ofte bekymringen for ubehagelige oplevelser. Som 23-årige Xiaolin formulerer det:

»På fabrikken blev jeg udnyttet med en skandaløs løn. Her på natklubben udnytter alfonserne mig, men det er ikke så slemt, og jeg kan tjene meget mere.«

Eller Vivian, der egentlig har en uddannelse i medicin. Men professionen som sexarbejder giver hende en identitet, styrker selvtilliden, stiller hendes seksuelle fantasier og giver livet mening, fortæller hun.

Nogle bliver gift med kunder fra baren og finder deres eneste ene gennem arbejdet.

»Også for de kvinder, der arbejder i højstatusbarerne, kan sexarbejdet blive en måde at forbedre deres liv på. De kommer ofte fra forholdsvist velstående familier. Altså de er ikke vildt rige, men mange af dem har ikke presserende brug for penge. De skal ikke forsørge deres forældre og bliver for eksempel sexarbejdere, fordi de ikke gider arbejde på et kontor,« siger Eileen Yuk-ha Tsang.

»De synes, at sexarbejdet er mere interessant, fordi de får mere mulighed for at forhandle og bestemme, hvordan deres liv skal se ud.«

I Dongguan sælges der sex både på gaden, natklubber, massageklinikker, karaokebarer, bordeller og barer. For at komme helt tæt på kvinderne arbejdede Eileen Yuk-ha Tsang som bartender på tre af dem.

Blandt andet på Peach Bar, hvor sex kostede mellem 100 og 200 danske kroner. Her var kvinderne dårligere uddannede og ofte ældre end på eksempelvis en mellemstatusbar som Lotus Club, hvor sex kostede mellem 500 og 1000 kroner. På de mest luksuriøse af slagsen, som Dragon Palace, brugte gæsterne gerne op mod 7000 kroner på kvinder og champagne.

Dragon Palace er et femstjernet hotel i syv etager placeret midt i byens centrum. Er man vip, får man lov at vælge plads og kvinder før alle andre. Interiøret er europæisk inspireret, og størstedelen af de omkring 200 kvinder, der arbejder her, har en universitetsuddannelse og er alle mellem 18 og 25 år.

Som Phoebe, der egentlig er uddannet inden for handel og erhverv, men vil tjene nogle hurtige penge for at kunne flytte udenlands. I løbet af de ti dage, hun arbejder hver måned, tjener hun omkring 30.000 kroner. »Jeg føler mere, at jeg leder efter en kæreste, end at jeg arbejder på en bar. Jeg elsker den følelse og opfatter mit job som et normalt arbejde, med passion og nydelse.«

På baren får kvinderne undervisning i, hvordan de skal sidde, synge, drikke, danse og forhandle betingelser for sex. En underviser lærer dem engelsk, så de kan kommunikere med de internationale forretningsmænd. På den måde er arbejdet også en måde at styrke forskellige færdigheder på.

»Jeg har gang i nogle længevarende studier, hvor jeg følger nogle af de her kvinder for at finde ud af, hvordan og hvorfor nogle af dem forlader sexarbejdet og andre ikke. Nogle bliver gift med kunder fra baren og finder deres eneste ene gennem arbejdet. Der er flere, der er flyttet til eksempelvis London og rundt omkring i USA, hvor de nu er sammen med engelsktalende mænd. Her har de fået et så at sige normalt liv, med børn og nye jobs. Ægteskabet kan også være en måde at komme ud af Kina på og få statsborgerskab et andet sted. Så alt i alt kan sexarbejdet altså være en måde for kvinderne at stige i samfundets grader på,« siger Eileen Yuk-ha Tsang.

Hungren efter det urbane liv, smart tøj og kosmopolitiske sprogkundskaber afspejler et Kina i forandring, fortsætter hun. Kapitalis­­men er kommet til Maos postsocialis­tiske land, og det, som nogle kalder forbrugsrevolutionen, buldrer:

»Alle har brug for penge og forbruger løs. Hvis du har styr på dit liv og afspejler, at du nyder bylivet, jamen så er der mange, som ikke ser ned på dig, selvom det er sexarbejde, du tjener dine penge på.«

Læs også om, at Danmarks indsats mod menneskehandel ikke lever op til minimumsstandarderne: »Danske dørmænd«

Da finanskrisen kom, var sexindustrien allerede stor i Dongguan. Men med den økonomiske nedsmeltning eksploderede den blandt andet som følge af de arbejdsløse fabrikskvinder.

Salg af sex er mere acceptabelt i Kina end i den vestlige del af verden af flere årsager ifølge Eileen Yuk-ha Tsang. En af dem er, at det i forretningslivet kan være helt integreret.

»Alt i Kina er anderledes end i Vesten. Her afslutter du en handel ved at invitere på dyr middag, betale for alt, hvad klienten kan drikke, sex, hvis vedkommende vil have det, og så underskriver du kontrakten,« siger Eileen Yuk-ha Tsang.

»De her barer som Dragon Palace er ikke kun til for underholdningens skyld, men det er også en måde for mændene at drive forretning på. At købe kommerciel sex er for denne her gruppe helt standard.«

Fra 2014 og frem forsøgte myndighederne at rømme de mange sexsælgende steder. Omkring 3000 forblev åbne, og i dag foregår meget af handlen via de sociale medier.

»Sexarbejdet vil aldrig forsvinde i Kina, fordi der er en stor efterspørgsel på det. Det har også en social funktion for både kvinderne og de mandlige kunder.«

Qiqi flyttede senere til den mindre by Huizhou, som gik under myndighedernes radar. Her købte hun en 400 m² stor lejlighed og åbnede en sexklub:

»Før kunne jeg ikke fortælle mine forældre og brødre, at pengene, jeg sendte dem, kom fra sexarbejde ... Men nu ved mine forældre, at jeg arbejder på et hotel. Måske de også har på fornemmelsen, at jeg er prostitueret ... Mine forældre og søskende sætter stor pris på, at jeg hjælper dem, og de er ligeglade med, hvordan jeg gør det.«

China’s Commercial Sexscapes, Eileen Yuk-ha Tsang, University of Toronto Press, 24. september

 

Læs også Morten Beiters reportage fra den nyeste by i Europa, som ikke har noget officielt navn, men fem bordeller og et par mafiaer: »Den forbudte by«

Side 59