Læserbreve. Bredbåndskurser. Golden Days. Messerschmidt. Dragsted 1. Dragsted 2. Rettelse.

Debat

Bredbåndskurser

Malte Kolze, bestyrelsesmedlem i HUMrådet og studerende på Etnologi på KU

De videregående uddannelser er i øjeblikket underlagt massive besparelser, som årligt betyder færre penge i kassen. Det har allerede ført til store fyringsrunder samt faglukninger på Det Humanistiske Fakultet ved Københavns Universitet, hvor jeg selv er studerende, men også på mange andre uddannelsesinstitutioner i Danmark. Vi har altså et massivt finansieringsproblem, og når politikerne ikke virker villige til at løse det, må universitetets ledelse selv trække i arbejdstøjet.

Ledelsen på Det Humanistiske Fakultet ved Københavns Universitet har valgt at finde løsninger i den måde, fagene er sammensat på. Én af disse løsninger går ud på, at mindre fag skal lægges sammen, og at eleverne skal have undervisning i større hold, så man kan udnytte undervisernes dyrt købte tid bedst muligt (dvs. mindst muligt). Fra et uddannelsesøkonomisk synspunkt lyder det måske som en god idé, og set i lyset af fakultetets nuværende økonomiske situation kunne man måske endda kalde det »nødvendigt«. Som med så meget andet er det dog ikke helt så enkelt.

Fællesundervisning er allerede kendt på Humaniora. Flere fag modtager undervisning i eksempelvis videnskabsteori på store hold, hvor der deltager studerende fra mange forskellige fag. Meldingen fra de studerende er, at undervisningen er mangelfuld, fordi det ikke er muligt at tilgodese alles faglige behov på samme tid. Det munder ud i en masse tidsspilde, idet undervisningen roterer mellem emner, der er relevante for forskellige fagligheder. Denne spildtid er ikke synlig i regneark og fakultetsbudgetter, men de kan mærkes på de enkelte uddannelser, hvor de studerende ender ud med et blandet udbytte af undervisningen. Fællesundervisning på tværs af fag kan lykkes, men det kræver et udførligt forarbejde, hvor både undervisere og studerende arbejder tæt sammen for at sammensætte kursernes indhold.

Ledelsen på humaniora foreslår nu at gøre fællesundervisning til standarden ved at indføre det, de kalder »bredbåndskurser« på både Bachelor og Kandidat, som skal samle flere fagligheder under ét kursus. Det konkrete indhold af kurserne er endnu uvist, men ledelsen lægger op til, at de skal give de studerende kompetencer inden for eksempelvis IT, for at gøre dem mere attraktive på arbejdsmarkedet og imødekomme erhvervslivets efterspørgsel på IT-kompetencer.

Vi har ikke principielt noget imod, at uddannelser målrettes arbejdsmarkedets behov, og vi har allerede mange gode professionsuddannelser, som uddanner folk til specifikke arbejdsopgaver. Problemet opstår, når besparelser alene ligger til grund for overvejelser om fællesundervisning og obligatoriske bredbåndskurser, og fagligheden bliver en efterrationalisering.

Hvis efterspørgslen på IT-kompetencer er høj, skulle man i stedet investere flere ressourcer i de fremragende IT-uddannelser, som allerede udbydes mange steder, i stedet for at tvinge studerende på litteraturvidenskab til at modtage obligatorisk IT-undervisning, som de ikke kan bruge til noget. Mange humanistiske uddannelser giver derudover allerede mulighed for at vælge kurser fra andre uddannelser til som en del af en tilvalgsmodel. Mulighederne findes, ingen grund til at opfinde den dybe tallerken igen.

Ledelsens oplæg om faglukninger, fagsammenlægninger og fællesundervisning er blevet til uden inddragelse af undervisere eller studerende. Det er en uheldig tendens, som desværre er blevet fast arbejdspraksis på Humaniora. Vi oplever ofte, at ledelsestiltag hemmeligholdes igennem hele arbejdsprocessen, for først at blive offentliggjort, når projektet afsluttes. Det leder ofte til en masse problemer, når nye tiltag implementeres, fordi ledelsen ikke altid er opmærksom på behovene i de enkelte fagmiljøer, og hvad der fungerer i undervisningen.

Vi har altid opfordret til, at man tager den slags i opløbet, ved at inkludere undervisere og studerende tidligt i processen, så de kan bidrage med deres viden om, hvad der skal til for at skabe god undervisning, og hvad der giver mening for netop deres fag. Derudover er det vores klare opfattelse, at mørklægningen af ledelsens gøren og laden skaber en udpræget mistillid blandt studerende og medarbejdere og en tvivl om, om ledelsen overhovedet er i stand til at varetage fakultetets drift på en forsvarlig måde. Dette bakkes op af tal fra den seneste medarbejdertrivselsundersøgelse, hvor tilliden til dekanens evne til at lede fakultetet ikke scorede højt. I HUMrådet er vi bange for, at planerne om at slå fag sammen, afholde fællesundervisning og indføre obligatoriske »bredbåndskurser« vil få katastrofale konsekvenser for den specialiserede faglighed på vores uddannelser, og derfor opfordrer vi ledelsen på Humaniora til at genoverveje den kurs, de nu sætter for vores uddannelser. Alternativet er, at den specialiserede faglighed vil lide et stort knæk på tværs af mange uddannelser, og det er ingen tjent med.

Golden Days

Niels Barfoed Forfatter, dr.phil.

Jeg vil gerne med et par supplerende bemærkninger slutte mig til Bent Blüdnikow og Henrik Gade Jensens kritik af Golden Days-festivalens stort opslåede markering af 30-året for Murens fald i 1989 m.m. (Weekendavisen d. 13.9.).

Jeg skal nøjes med at pege på nogle påfaldende detaljer.

Det var en klar mangel, at professor Per Øhrgaard, en af vores fremmeste kendere af tyske forhold, også dem, der engang hed tysk-tyske, ikke bidrog. Heller ikke professor Bent Jensen, også en god formidler, deltog i noget arrangement. Han spillede ellers en stor og udfordrende rolle som sovjethistoriker og debattør herhjemme i årene op til og efter Murens fald.

Det var endvidere påfaldende, at festivalen mig bekendt ikke gjorde brug af en kapacitet som historikeren Jan Bo Hansen, kendt af Weekendavisens læsere for sin tid som udlandsredaktør. Han er forfatter til et suverænt værk om det historiske forløb, der kulminerede i Berlin den 9. november 1989: Muren. Historien om et politisk bygningsværk (2009).

Man ledte også forgæves efter Informations Matthias Sonne i programmet, i dag nok den førende tysk/østeuropæiske dagbladskorrespondent, vi har. Tilsvarende efterlyste man den ligeledes Berlin-baserede Peter Wivel (Politiken), hvis kommentarer ofte er i en klasse for sig med deres idéhistoriske perspektiver.

Alle ville disse kræfter have løftet Golden Days over dagligt vande.

Selv deltog jeg i et Golden Days-arrangement på Gyldendal, hvor forlaget stillede med tre forfattere med et forhold til, hvad arrangørerne kaldte de »dystre 80ere« i Østeuropa. Golden Days stillede med ordstyreren – som ikke vidste, hvem Vaclav Havel var, men måtte have det forklaret af panelet! Ingen kommentarer ...

Man kunne blive ved. Vitterligt! Hvad foregik der?

I betragtning af den skov af seriøse, kompetente kapaciteter, der befolker bestyrelse og sekretariat i Golden Days, er der grund til den helt store undren.

Er der nogen forklaring?

Messerschmidt

Johan Keller
2800 Kongens Lyngby

For at tage luften ud af de røde partiers 70 procentsmålsætning for CO2-udslippet har de fleste blå partier nu taget overskriften om tallet 70 procent til sig. Det vides endnu ikke, hvordan den nye regering har tænkt sig at arbejde frem mod målet – vi har mest hørt om, hvad den ikke vil gøre – men Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt (MM) frygter det værste og vil derfor tilbyde regeringen et samarbejde (jf. Morten Messerschmidt kronik »Klimakamp er frihed«). Og Pia Kjærsgaards udtryk »Klimatosser« skal glemmes så hurtigt som muligt.

Men samarbejdet skal foregå på MMs egne præmisser, og de består i hans særlige borgerlige frihedsbegreb, der overhovedet ikke må medføre bare den allermindste ændring i danskernes livsbetingelser, men fuld valgfrihed på alle niveauer. Så vi kan fortsætte med at spise alle de bøffer, vi vil, flyve så meget, vi vil, og styre vores elskede biler uden indskrænkninger.

MM tror, at den grønne omstilling kun kan gennemføres, hvis det bliver en god forretning. Så for ham drejer det sig om teknologiske løsninger i fremtiden via samarbejde mellem landbrug og industri. MM ved godt, at størsteparten af den slags løsninger – ud over vindmøller og solpaneler – ikke er nået længere end til tegnebrættet endnu, men det bekymrer ham ikke at skulle vente på dem. Hovedsagen er, at der ikke sker begrænsninger i den personlige frihed bag rattet.

Den lange artikel har kun ét konkret eksempel på et miljøproblem, nemlig den voldsomme partikelforgiftning i København fra dieselbilernes udledning, som medfører tusinder af døde hvert år. Hvis man ad åre kan begynde at iblande dieselen noget alternativt, så hører det ifølge MM til »fordele ved den grønne omstilling«(!).

Men klimaudviklingen med de accelererende temperaturer kræver helt andre kontante initiativer – jf. FNs klimarapporter. Det er det fællesskab, vores egen uhæmmede udfoldelse bringer os ud i. Den helt store miljø- og klimabelastning er uafviseligt knyttet til rigdom og velstand. Det vil sige, at det er selve vores forbrugsvolumen, der er udfordringen. Derfor skal Danmark gå forrest med roadpricing og stop for dieselbiler i København – flyafgifter – Danmark er det eneste land uden – og stop for udvidelsen af Kastrup Lufthavn – tilbagerulning af den forrige regerings afgiftslettelser for især store biler – markant stigning i benzinpriserne – kompensation for afgifterne til de mindre bemidlede over den grønne check.

Den unge generation forventer og kræver af os, at vi handler nu. Det skylder vi deres fremtid.

Dragsted 1

Lilly B. Tang
Usserød Kongevej 84
2970 Hørsholm

Det er bare så groft, at Pelle Dragsted slipper uantastet af sted med at sige: »Hele andelsbevægelsen blev grundlagt af mennesker, som tog sagen i egen hånd for at undgå, at nogle få skummede fløden af deres arbejde.«

Andelsbevægelsens folkeskabte fællesskab er rejst af frie danskere, som skabte de fine andelsmejerier og -slagterier, maskinstationerne, brugsforeningerne og meget mere. Det er alt sammen sket på frie borgeres eget initiativ med det klare formål, at fælles midler, folkeeje og samvirke skaber store ting, til alles bedste. Ikke på noget tidspunkt har andelsbevægelsen udtalt eller tænkt, at formålet var »at undgå, at nogle få skummede fløden af deres arbejde«. Andelsbevægelsen skabtes for at skabe noget sammen, ikke for at forhindre andre i noget som helst.

Udtalelsen er i den grad både historie- og virkelighedsforvanskning: Andelsbevægelsen skal misbruges i venstrefløjens eget ideologiske korstog, fordi den yderste venstrefløj/kommunismen ingen succeshistorier har at fremvise. Så stjæler den i stedet den almene befolknings fællesskabssucces og påstår, at den er skabt på venstrefløjens ideologiske grundlag. Frie bønder, frie handlende og almindelige borgere skal helst slettes af andelshistorien, for at venstrefløjen kan tage æren for den.

Kommunisme (for den er det jo, Pelle Dragsted stadig sidder fast i) har altid været en negativ nedrivningsbevægelse. Hvis nogen havde noget, skulle det fratages dem, for alle skulle være lige, uanset på hvilket niveau. Enkeltmennesker eller fællesskaber skulle hindres i at skabe, tjene eller eje noget selv. Al udvikling skulle dirigeres af ideologerne – og fordeling var hovedformålet, uanset om der var noget at fordele eller ej.

Sådan er og tænker den yderste venstrefløj stadig – her repræsenteret ved Pelle Dragsted, og man bruger som altid alle midler for at fremme egen ideologi.

Jeg er skuffet over, at intervieweren lader Pelle Dragsted slippe af sted med sådan en historieforvanskning. Udtalelsen burde desuden udløse et ramaskrig fra andelsbevægelsen, for eksempel COOP, i protest mod sådan at blive spændt for den yderste venstrefløjs ideologiske korstog.

Dragsted 2

Mikkel Plum – forfatter og underviser
Nedre Gartnergaten 1A
N-5011 Bergen, Norge

Nutidens marxister og socialister aner øjensynlig ikke, hvad den videnskabelige socialismes grundlæggere, Karl Marx og Friedrich Engels, mente med begrebet socialisme. I tillæg er ordet kommunisme luget ud af deres ordforråd og programmer, skønt de to begreber i marxistisk forstand er uadskillelige.

Enhedslistens Pelle Dragsted fortæller således i interviewet med Weekendavisens Leny Malacinski 4. oktober, at: »De nordiske lande er i mine øjne dem, der kommer tættest på ideerne og visionerne hos socialismens grundlæggere

Marx og Engels ville, stadig ifølge Dragsted, være blevet begejstrede, hvis de havde oplevet det nordiske velfærdssamfund i dag med Brugsen, Coop og Kvickly, vokset ud af andelsbevægelsen.

Dragsted understreger, i overenstemmelse med sit partis program, at han »vil have en demokratisk socialisme som en tilkendegivelse af, at den skal foregå indenfor vores demokratiske rammer«. Godt at høre, at de tilsyneladende endelig er blevet demokrater.

Men hans/deres socialismeopfattelse er det stik modsatte af, hvad Marx, Engels og videnskabelige socialister til alle tider har fremhævet. Klart formuleret af Marx selv i Kritik af Gothaprogrammet fra 1875:

»Mellem det kapitalistiske og det kommunistiske samfund ligger den periode, hvor det ene samfund revolutionært omformes til det andet. Dertil svarer også en politisk overgangsperiode (socialismen, MP), under hvilken staten ikke kan være andet end proletariatets revolutionære diktatur.«

Socialismen er altså på ingen måde demokratisk, hyggelig og rar som vores nordiske lande. Tværtimod.

Også 68-generationens marxister lagde afgørende vægt på dette. Her formuleret af forfatteren og redaktøren Bente Hansen i bogen Kapitalisme, socialisme, kommunisme. En bog for børn og voksne fra 1971:

»Socialisme og kommunisme er det samme i den forstand, at socialisme er en nødvendig overgang til det kommunistiske samfund. Man kan derfor ikke være konsekvent socialist uden også at være kommunist.«

Under socialismen undertrykker proletariatet de tidligere magthavere – kapitalisterne – med hård hånd. Der hvor det er muligt, opdrages de til at blive videnskabelige socialister og overbeviste kommunister. Hvis ikke det lader sig gøre, må de (desværre) stuves af vejen, fængsles eller skydes.

Så Malacinski har helt ret, når hun spørger, om det modsat Dragsteds prügelknabe: kapitalismen »... ikke er hans egen ende af det politiske spektrum – socialismen – der excellerer i tvang og trusler?«

Når nu Dragsted og Enhedslisten har været så fornuftige at sløjfe ordet kommunisme fra deres sprogbrug og program, var det så ikke en idé også at sløjfe ordet socialisme, så der ikke stod »socialistisk demokrati«, men bare demokrati?

Rettelse

I sidste uge bragte vi en artikel »Arven fra Rasputin«. Her kom vi i billedcollagen til at bringe et billede af kong Christian VII i stedet for hans livlæge Johann Friedrich Struensee. Vi beklager fejlen, red.

 

Dette er debatindlæg og udtrykker derfor alene skribenternes holdning. De kan indsende forslag til debatindlæg på opinion@weekendavisen.dk.

Side 14