Leder.

Tillid først

Tillid først Af Martin Krasnik

DET må være en akut opgave for en rådgiver at tage et alvorsord med Mette Frederiksen. Statsministeren, der er en dygtig taler, har bildt sig ind, at hun må og skal holde sine taler i meget korte sætninger. I hendes tale ved Folketingets åbning var det helt galt, hør bare. »Danmark hænger sammen. Der er den tillid. Nærhed. Gensidige respekt. Det giver stabilitet. Kreativitet. Arbejdspladser. Fremgang. Tillid gør os ikke kun trygge. Men også rige. Danmark er et fantastisk land!« Man bliver både forvirret og stakåndet. Temaet i talen var tillid, og man må tro, at statsministeren har lige præcis nul tillid til, at hendes tilhørere – landets borgere – kan forstå almindelige hoved- og bisætninger adskilt af kommaer.

AFGØRENDE er selvfølgelig talens indhold, og det er vigtigt, at politiske ledere forstår værdien af tillid i Danmark. Det tyder en hel del på. Alle taler alle vegne om tillid som kerneværdi, og det har de gjort længe. Den seneste socialdemokratisk ledede regering indførte den stort anlagte tillidsreform, hvor »borgeren skal sættes først«, men den blev vist aldrig rigtig til noget. Hver eneste regering siden tidernes morgen (i hvert fald siden 1980erne) har lovet et fjerne unødvendigt bureaukrati, ja, hvem husker ikke Poul Nyrup Rasmussens opgør med »minuttyranniet«?

Læs også om, at hverdagen trænger sig på for statsminister Mette Frederiksen: »Sommeren er forbi nu« 

ER det faktisk ofte socialdemokrater, der taler om denne værdifulde tillid? Ja, og det er ikke tilfældigt. Vi har, som Frederiksen sagde, ikke guldminer i Danmark, men vi har tillid. Tilliden betyder, at vi ikke behøver polstre os med advokater og forsikringer mod alt og alle. Tillid er velfærdsstaten hovedkapital: tillid til, at andre yder det, de kan, betaler deres skat og bidrager til fælleskassen, og tillid til, at staten behandler alle borgere ens. Ellers falder det jo fra hinanden. Men hvad så med politikernes tillid til borgerne – Mette Frederiksens tillid til os?

TILLID er åbenlyst ikke regerings­ledelsen stærke side. Der råder over Slotsholmen en vredladen stemning af mistillid til medierne, regeringen er topstyret som aldrig før, og statsministeren har hverken tænkt sig at ændre på offentlighedslovens mørklægning af beslutningsprocessen eller kaste lys over Irakkrigen. Så meget for tillidsbaseret ledelse. I Frederiksens åbningstale definerede hun næsten udelukkende tillid som holdningen til offentligt ansatte: Det handlede om styringen af lærere, hjemmehjælpere og sygeplejersker, som også Helle Thorning og Poul Nyrup Rasmussen ville tage et opgør med. Hvis Mette Frederiksen virkelig er parat til at give en større del af ansvaret og beslutningskompetencen til dem, der udfører arbejdet, er det rosværdigt. Lad os blot minde om, at det har været visionen at sætte borgeren, patienten, eleven og snart sagt alle andre i centrum gennem årene. Herfra skal kun lyde et håbefuldt held og lykke.

TIL dette velmenende håb må man lægge det forbehold, at det i velfærdsstaten åbenbart er en vanskelig opgave at sætte borgeren først. Mette Frederiksen sagde det jo meget klart i sin tale: velfærd først! Det lyder næsten som en besværgelse a la America First – som det vigtigste politiske dogme i vor tid. Velfærd først; hvad betyder det? Hvis åbningstalen er vejviseren, betyder det, at de offentligt ansatte og dem, der modtager ydelserne, udgør en form for lukket system, der ikke har så meget med resten af samfundet og dets økonomi at gøre. Eller rettere sagt: Velfærdsstaten er samfundet.

BORGEREN først, burde det selvfølgelig hedde, måske endda særligt for en socialdemokratisk statsminister. Det er borgeren, der skaber værdierne i samfundet, borgeren, hvis arbejde skaber grundlaget for velfærden, og det er tilliden til borgeren – alle borgerne og ikke bare de offentligt ansatte – der kan udvikle samfundet og gøre flere mennesker fri af staten. For det er vel målet, er det ikke? Men i velfærdsstaten er det desværre stadig sådan, at vi alle sammen – med statsministerens ord – skal tænke velfærd først. Hvad kan staten give, hvad kan samfundet hjælpe med? Hvad har jeg ret til? Det er nærliggende at minde statsminsteren om, at hun for længe siden selv citerede John F. Kennedys berømte tale fra indsættelsen i 1961: »Spørg ikke, hvad dit land kan gøre for dig, men hvad du kan gøre for dit land.« Den sætning er ikke bare grammatisk meningsfuld og tilmed fuldkommen forståelig, den handler også om tillid. I tilliden ligger netop forventningen til, at alle vil bidrage og ser sig som borgere i et samfund, ikke som modtager af ydelser i en stat. Men så ville det jo ikke hedde velfærd først.

 

Læs også om, at efter seks års opsving peger strømpilene nu mod mindre økonomisk vækst: »Ned i gear«

Side 14