Homogami. Kærligheden er slet ikke så gådefuld, men forudsigelig: Vi søger partnere, der ligner os selv, og moderne datingkultur ser kun ud til at forstærke tendensen. Men er vi lykkeligst, når vi er ens?

Magelige par

Magelige par Af Cecilie Cronwald

Kan en trind, 52-årig pædagog fra Høje Gladsaxe finde lykken med en væver businesstype med gospelsmil, læderbackpack og en nybygget lejlighed på Teglholmen? »Aldrig i livet,« tænkte mange seere, da Anders og Luna dukkede op i den aktuelle sæson af Gift ved første blik. I det populære DR-program gennemtrawler eksperterne en pulje af håbefulde danske singler for at kreere fire-fem par med potentiale til at blive hinandens livsledsagere. Det sker ud fra vagtdefinerede »videnskabelige kriterier« og med varierende held, og det varede da heller ikke længe, inden fordommene om denne sæsons ældste par viste sig at holde stik: Efter en fyrig bryllupsnat droppede Anders sin nye kone med en bemærkning om, at han ikke kunne se de to som et par.

Brutalt, kan man synes, men en statistiker ville nok have ytret det samme. For selv om kærligheden på det personlige plan kan virke gådefuld og idiosynkratisk, er der på samfundsniveau klare og forudsigelige mønstre i, hvem der ender med at danne par, og den tydeligste tendens er, at vi finder sammen med folk, der ligner os selv, både på indre og ydre parametre.

Læs også Gunver Lystbæks kommentar om, at Tinder har reddet kærlighedslivet, ikke ødelagt det: »App'laus« 

Fænomenet kaldes assortative mating – på dansk: selektiv pardannelse eller homogami – og er overraskende grundigt beskrevet i forskningen. Allerede i 1903 konkluderede forskere i tidsskriftet Biometrika, at der var en sammenhæng mellem højde og armlængde i ægtepar, og siden har studie efter studie vist, at tendensen gælder for en række områder. Vi er således ikke bare tilbøjelige til at finde en partner med samme BMI, personlighedstræk og intelligensniveau som os selv, vi foretrækker tilsyneladende også ansigter, der bogstavelig talt ligner vores eget.

Det var konklusionen i et norsk studie fra 2013, hvor 40 deltagere blev præsenteret for en række billeder, der forestillede deres romantiske partner. Billederne var blevet manipuleret, så partnerens ansigt enten var blandet digitalt sammen med et foto af en fremmed eller med et billede af deltageren selv. De fleste, viste det sig, foretrak ansigter, som indeholdt en portion af deres egne træk.

Vores narcissistiske præferencer har fået nogle forskere til at spekulere på, om der kan være en evolutionær fordel ved at vælge en partner, der ligner os, og studier af den islandske genpulje har vist, at vi faktisk er mere fertile sammen med folk, vi er fjernt i familie med.

Den biologiske sammenklumpning er målbar – den kan bogstavelig talt ses i vores gener – men der er også stærke sociale og kulturelle kræfter på spil.

I en nylig klumme i Berlingske gav kultur­debattør Katherine Diez udtryk for, at hun havde svært ved at finde en partner, fordi hun ledte efter en, der havde læst de samme kloge bøger som hende selv. Det vakte stor forargelse, men bag indlæggets polemiske fernis finder man en enormt almindelig præference: ønsket om at finde en partner med samme uddannelse som én selv.

Fænomenet er påvist mange gange, også herhjemme. Sidste år blev det dokumenteret af to forskere fra det nationale forsknings- og analysecenter VIVE, som havde nærstuderet godt en million danske kvinders partnervalg, som det så ud i det år, kvinderne fyldte 35.

»I dag fokuserer forskningen i stigende grad på at måle effekter – hvis man skruer på den her knap, hvad betyder det så for, hvor mange der er på kontanthjælp? – men af og til har man også brug for nogle mere brede beskrivelser af de sociale dynamikker og processer, der er med til at forme vores samfund,« siger seniorforsker og sociolog Jens-Peter Thomsen, som står bag analysen sammen med sin kollega Stefan Bastholm Andrade.

Deres studie viser, at især kvinder med mellemlange og lange videregående uddannelser finder partnere med samme baggrund. Det gælder både på makroniveau (kvinder med en universitetsuddannelse finder sammen med universitetsuddannede mænd) og på mikroniveau (folkeskolelærere finder sammen med andre folkeskolelærere).

Forklaringen på den uddannelsesmæssige homogami kan virke åbenbar: Vi møder simpelthen oftest mennesker, der ligner os selv. Vi vokser op i byer og kvarterer, hvor naboerne har samme sociale, økonomiske og etniske baggrund, og folk finder deres partnere på studiet, på arbejdspladsen og i skakklubben, hvor de potentielle love interests må forventes at ligne dem selv.

Men det er kun en del af forklaringen. Et dansk studie konkluderede i 2008, at kun halvdelen af den uddannelsesmæssige homogami kan forklares med, at folk har frekventeret samme studie eller universitet. En væsentlig del af tendensen ser ud til at skyldes, at vi, bevidst eller ubevidst, har en stærk præference for folk, der ligner os selv i social forstand. Det gælder især hos nogle professioner, fortæller Jens-Peter Thomsen, heriblandt læger, arkitekter og journalister.

»I de fag, som har en meget veldefineret rolle og en stærk identitet, finder folk sammen i særlig høj grad. Hvis man for eksempel er arkitekt, er man socialiseret ind i et miljø og en måde at være på, og så er man tilbøjelig til at finde nogen at spejle sig i,« siger han.

Homogamien ser ud til at være universel. Også blandt landsbyboere i Senegal og stammefolk i Bolivias regnskov er det almindeligt at finde en partner, der minder om én selv. Men der findes også kulturelle forskelle. For eksempel ser det ud til, at kinesiske par er mindre homogene end vestlige, når det gælder uddannelse, men til gengæld ligner hinanden betydligt mere, når man ser på individuelle personlighedstræk. Kultur spiller altså en rolle for, hvordan krage søger mage, og i takt med at et samfund udvikler sig, kan der ske ændringer i mønstret.

Læs også om, hvilken vej manden skal swipe i en #MeToo-tid med afgrunde til alle sider: »You go, boy!«

Typisk antager man, at homogamien bliver stærkere med tiden: Hvor en kvinde tidligere måtte nøjes med det begrænsede udvalg af giftemodne mænd i landsbyen, er både mænd og kvinder blevet mere mobile og frie og har dermed fået en større pulje at vælge fra og bedre mulighed for at være kræsne. Den såkaldte »moderniseringstese« tilsiger derfor, at vi i stigende grad vil finde sammen med nogen, der matcher os.

Men faktisk peger VIVE-forskernes studie fra sidste år på, at den uddannelsesmæssige homogami fra 1984 til 2013 var faldende i Danmark.

»Det overraskede os. I USA ser det ud til, at homogamien er steget de seneste år, så vi havde en antagelse om, at den også var det her. Men faktisk er det lige modsat,« siger Jens-Peter Thomsen og bemærker, at det blandt andet kan handle om, at uddannelse ikke længere er så stærk en markør som tidligere. Det er eksempelvis blevet meget mere almindeligt at gå på universitetet, og mange mellemlange uddannelser er blevet mere akademiske.

»Der er nogle skel mellem uddannelses­niveauer, der er blevet udvisket. Samtidig danner folk par senere, og gør det derfor i højere grad efter de er færdiguddannet,« siger han.

I USA er den stigende grad af social sammen­klumpning blevet kædet sammen med den voksende ulighed i landet. Men selvom vi også i Danmark oplever stigende ulighed, ser det ikke ud til at have noget med niveauet af homogami at gøre. Det skyldes sandsynligvis det sikkerhedsnet, velfærdsstaten spænder ud under os, siger Jens-Peter Thomsen. En dansker er mindre afhængig af sin partners jobstatus og økonomi, og derfor mister uddannelsesniveau noget af sin praktiske betydning. Indtjening spiller tilsyneladende heller ikke nogen større rolle, når danskerne vælger en partner – i hvert fald er det ikke indtjeningen, der forklarer, hvorfor en arkitekt med en høj løn søger en anden arkitekt.

»Det ser ikke ud til, at man går ud for at finde nogen med en høj indkomst ligesom en selv. Når man går efter en, der har den samme uddannelse, er det sandsynligvis, fordi det er en markør for alle mulige andre ting: for kultur, værdier og præferencer,« siger Jens-Peter Thomsen.

I Danmark lever vi dermed i et relativt åbent samfund, bemærker Jens-Peter Thomsen, og som nævnt ovenfor ser vores partnervalg faktisk ud til at blive mere mangfoldigt – i hvert fald på uddannelsesfronten. Men uddannelse er kun ét blandt mange parametre, vi bruger, når vi vælger potentielle mager til og fra.

Et andet er udseende. Forskning viser, at vi ikke bare leder efter folk, der ligner os, men at vi også i høj grad finder sammen med personer, der er på samme attraktionsniveau som os selv.

Meget tyder på, at den moderne datingkultur, ikke mindst i sin digitale form, forstærker fænomenet, og nogle samfunds­debattører taler ligefrem om »the death of the ’mixed-attractiveness’ couple«, blandt andet med henvisning til en undersøgelse, der blev publiceret i Psychological Science i 2015.

I studiet deltog 334 amerikanere – 167 par – som alle fik tildelt en score, der afspejlede, hvor attraktive fremmede mennesker vurderede dem til at være. Da forskerne nærstuderede deres data, kunne de se, at par, der blev kærester kort tid efter at have mødt hinanden, typisk var omtrent lige attraktive. Der var til gengæld større forskel på dem, der havde kendt hinanden i en længere periode, før de indledte et romantisk forhold.

Men den sidste model for spirende kærlighed – hvor man finder sammen med én, man kender i forvejen – ser ud til at blive mindre og mindre almindelig. Det er sparsomt med danske tal, men amerikanske studier viser, at det i løbet af de seneste tyve år er blevet mere og mere usædvanligt at møde sin partner i skolen, gennem familiemedlemmer, på universitetet, på arbejdspladsen eller gennem venner. Til gengæld mødes par oftere og oftere på en bar eller på internettet, hvor førstehåndsindtrykket er afgørende. I mange datingapps er mekanismen ligefrem indbygget i algoritmerne: Tinder, for eksempel, har tidligere matchet sine brugere ud fra en såkaldt »elo-score«, som skulle sørge for, at man blev præsenteret for potentielle partnere på »ens eget niveau«.

Læs også Martin Krasniks forelskede leder fra julen 2018: »Kærlighed, faktisk« 

Hvad moderne datingadfærd vil betyde for andre af homogamiens aspekter, er mere åbent. I teorien gør apps som Tinder og Happn det muligt at møde folk, man ikke var rendt ind i på arbejdspladsen eller universitetet. På den anden side giver mange af datingtjenesterne mulighed for at angive uddannelse eller arbejdsplads i sin profil, hvilket gør det nemt at frasortere folk, der ikke hører til ens eget segment – hvis ikke algoritmen allerede har gjort det for en.

I et studie, som udkommer i Economics of Education Review til december, finder forskerne ikke umiddelbart nogen tendens til, at Tinder-brugerne tiltrækkes af folk med samme uddannelse – det kan dog også hænge sammen med, at det ikke altid er langsigtede forhold, brugerne har i tankerne, når de swiper til højre.

»Det er svært at sige, hvad de her teknologier vil betyde. Mit gæt er, at tendensen til at finde nogen med samme uddannelse enten vil stabilisere sig, eller at den vil blive forstærket. Med en datingapp lægger du jo et filter ind, hvor man på forhånd kan sortere i, hvem man interesserer sig for. Og så vil man nok i endnu højere grad finde nogen, der ligner én selv,« siger Jens-Peter Thomsen.

Med al den homogami skulle man tro, at ensartethed var forbundet med visse fordele – mere holdbare ægteskaber, for eksempel, eller større tilfredshed med livet. Men det er ikke nødvendigvis tilfældet. Et canadisk studie fra 2017 konkluderede eksempelvis, at forskel i uddannelselængde ikke var forbundet med hverken større eller mindre livstilfredshed. Heller ikke udseendemæssig homogami ser ud til at give nogen langsigtede fordele. Par, der er »lige tiltrækkende«, er hverken mere eller mindre tilfredse med deres forhold end par, hvor den ene scorer væsentligt højere end den anden.

Selv på områder, hvor det virker som en oplagt fordel at være på linje, er det svært at finde nogen varig gavnlig effekt. I et studie, som udkommer i tidsskriftet Chronobiology International til oktober, har spanske forskere undersøgt, om det er en fordel at dele »kronotype« med sin partner, altså leve efter og foretrække samme døgnrytme. Her fandt forskerne, at unge par ganske vist var mere tilfredse med deres parforhold, hvis deres indre ure var synkroniserede, men for de ældre, gifte par gjorde det ikke nogen forskel.

Et andet paradoksalt fund stammer fra et 2015-studie, hvor forskerne studerede omkring 300 nygifte amerikanske par. Blandt parrene fandt de en udtalt tendens til, at deltagerne havde fundet sig en partner med samme »attituder«, som dem selv, herunder politiske holdninger og religiøse opfattelser og værdier. Men de kunne ikke finde nogen tegn på, at større enighed gav mere lykkelige ægteskaber.

Til gengæld kunne de se, at partnere med samme personlighedstræk og tilknytningsmønstre – et begreb fra psykologien, der refererer til, hvordan vi skaber følelsesmæssige bånd til andre – var betydeligt gladere for deres ægteskab. Det på trods af, at det tilsyneladende ikke var noget, deltagerne havde prioriteret i deres partnervalg.

Det kunne næsten ligne en opbyggelig pointe: Det gælder om at være følelsesmæssigt i sync, ikke om at være overfladisk ens. Forskere har da også vist, at hvis én ægtefælle er mere lykkelig end den anden i det første år af ægteskabet, så er der større risiko for, at de går fra hinanden senere.

Mens Anders og Luna fra Gift ved første blik var et gennemført dårligt match, så kan overraskende og skæve parringer også ende lykkeligt. I første sæson af Married at first sight – den amerikanske version af Gift ved første blik – blev den modelsmukke sygeplejerske Jamie sat sammen med Doug, en tyndhåret, arbejdsløs softwaresælger, der boede hos sine forældre i New Jersey. Efter at have sagt ja til Doug brød Jamie grædende sammen. Han var ikke hendes type, indrømmede hun til kameraet, og hendes brudepiger måtte overtale hende til at vende tilbage til bryllupsfesten. Men i løbet af programmet blev de to gladere og gladere for hinanden, og i dag, fem år senere, er de stadig gift og venter barn nummer to. Som Jamie udtalte i et interview tidligere på året: »Måske er fyren, der ikke er ’din type’, alligevel den rigtige fyr for dig.«

 

Læs også interviewet med Joachim B. Olsen om, at penge og magt er et afrodisiakum for mange kvinder: »Trofæmanden«

Side 53