Nickolaj Hagbard Jensen, folkeskolelærer
Karl Ejner er, som så ofte før, gået i stå. Han sidder og stirrer modløst ud ad vinduet, mens linjerne i hans arbejdsbog forbliver gabende tomme. Jeg når ikke at give ham den sædvanlige smøre af en motivationsprædiken, før jeg overhales indenom af hans blot niårige sidekammerat: »Karl Ejner, du er altså nødt til at lave dine opgaver – ellers kommer du aldrig ind på gymnasiet!« På trods af langvarigt politisk fokus på at øge tilstrømningen til erhvervsuddannelserne, er netop gymnasiet fortsat det naturlige valg af ungdomsuddannelse for langt de fleste unge. Særligt hos børn af akademikere er tendensen iøjnefaldende. Her vælger hele 95 procent nemlig gymnasiet frem for erhvervsuddannelserne.
Uligevægten i antallet af ansøgninger er problematisk, fordi der allerede i dag er mangel på faglært arbejdskraft. Samtidig tyder alt på, at udviklingen fortsætter. Analyser viser således, at vi kommer til at mangle 60.000 faglærte i 2025.
Jeg bemærker ikke, hvordan Karl Ejner reagerer på klassekammeratens tiltale, for i dét sekund går det op for mig, at jeg har brug for hjælp. Her står jeg, en gennemført kliché af en anerkendende, pædagogisk korrekt 27-årig lærer. Komplet med sideskilning, fesen skægvækst og kloge-åge-briller. Jeg har kropsbygning som en ranglet teenager og ikke så meget som antydningen af jord under neglene på mine ti tommelfingre. Jeg udstråler med hele min aura, at det nærmeste, jeg kommer fysisk krævende arbejde, er at fragte en beskeden stak kompendier fra kopirummet til klasselokalet. Og tænk engang – jeg er én af deres vigtigste rollemodeller.
Netop derfor har mine elever akut brug for erhvervsuddannede forbilleder. De har brug for modspil til skolens favorisering og fremelskelse af akademiske kompetencer. En kontrast til den endeløse strøm af begreber og ord. Jeg ævler og kævler, sludrer og snøvler, plaprer og bralrer til de små mennesker, der udgør vores tvangsindlagte menighed, leder febrilsk efter noget elefantsnot, de kan proppe i ørerne.
Selvom vi i disse år står på tungen for at give folkeskolen et mere praksisorienteret udtryk, så er den akademiske slagside så integreret en del af vores skole, uddannelsessystem og samfund, at den er yderst vanskelig at udligne. Med folkeskolereformen i 2013 blev der for alvor åbnet for tættere sammenhæng mellem folkeskolen og erhvervslivet, men da man i samme ombæring valgte at forringe rammerne om lærernes forberedelsestid, forringede man ligeledes vilkårene for at levere vellykket, praksisorienteret undervisning.
Jeg oplever således, at jeg alt for ofte må tilsidesætte den tidskrævende koordinering af samarbejdet med de lokale virksomheder til fordel for andre opgaver. De gode intentioner er ganske enkelt ikke blevet fulgt op af rammer, som kan forløse dem. Jeg må slukøret erkende, at mine elever ikke møder den passionerede sejlmager, blomsterdekoratør eller autolakerer, som kan videreformidle sin faglige stolthed og værdien af at kunne udrette noget med sine hænder. De møder ikke den tjekkede murersvend, som bygger eget hus, mens den universitetsstuderende stifter studiegæld. De møder ikke den elegante kokkelærling, som fejer benene væk under sin date med en femrettersmenu til topkarakter.
Når man for tiden forsøger at give de praktisk-musiske fag et tiltrængt statusløft ved at indføre prøver, obligatoriske valgfag og øget timetal, så er det udtryk for, at der er politisk opmærksomhed på området. Men hvis vi for alvor skal nuancere vores børns og unges opfattelse af erhvervsuddannelsernes muligheder, så er det afgørende, at jeg som lærer har mulighed for at facilitere mødet mellem mine elever og inspirerende fagfolk. Kun de kan overbevisende formidle de vigtige samfundsudfordringer, som de er med til at løse. Kun dé kan koble deres daglige virke til moderne temaer som grøn omstilling og digitalisering. Kun de kan gøre det attraktivt at vælge en erhvervsuddannelse.
Dette er et debatindlæg og udtrykker derfor alene skribentens holdning. De kan indsende forslag til debatindlæg på opinion@weekendavisen.dk.
