En time med Weekendavisen. Peter Hummelgaard er vokset op i det almene boligkvarter Flyverbo, og stort set hele hans familie og omgangskreds arbejdede i lufthavnen: Er hans personlige historie blevet en ulempe for ham som beskæftigelsesminister i opgøret med »jungleloven«?

»Æder den yderste venstrefløj fagbevægelsen for øjnene af dig?«

»Æder den yderste venstrefløj fagbevægelsen for øjnene af dig?« Af Martin Krasnik

Peter Hummelgaard har som beskæftigelsesminister – selvfølgelig – taget afstand fra bøllemetoderne blandt bagagemedarbejdere i Københavns Lufthavn. Men han er også glødende tilhænger af fagforeninger, han skal tale på 3Fs kongres i weekenden, og så er han født ind i kulturen: »Jeg kender jo mange af de folk, jeg er vokset op med dem, og der er et hårdt miljø ikke bare i lufthavnen, men mange steder på Amager.«

Det dilemma taler jeg med ham om i denne uges udgave af »En time med Weekendavisen«: Lyt med i Lydavisen eller klik på afspilleren over artiklen.

Demokraternes bedste bud på den næste præsident i USA er tre hvide kandidater i 70erne. Skal de gå all in på populismens vej for at slå Donald Trump ved næste valg om et år? Det taler jeg med vores korrespondent Niklas Hessel om.

De unge gider stadig ikke uddanne sig i teknik, IT og naturvidenskab. Det risikerer at gå ud over den grønne omstilling, regeringen drømmer om. DIs chef for forskning og uddannelse Mette Fjord Sørensen kommer og udreder problemstillingen.

Vi kender Jan Grarups hårrejsende billeder fra verdens krige. Weekendavisens egen mand i felten Magnus Boding Hansen anmelder Grarups selvbiografi og filmportræt, som også er et tiltrængt (selv-)opgør med en usund kultur.

Den kongelige opera havde denne uge premiere på en – synes jeg – lidt skuffende udgave af Georges Bizets Carmen, men Peter Johannes Erichsen elskede opsætningen, så der er nok noget jeg har misforstået?

Hør tidligere udgaver af En time med Weekendavisen her.

Udsendelsen er tilrettelagt og produceret af Birgit Nissen Pedersen.

Side 2