Husker De Nyt Nordisk Forlag? Tiderne Skifter? Hvad så med Forlaget Fremad? Eller Forum? Samleren? Borgens Forlag, måske? Schønberg da? Nå, men Gyldendal, det ringer vel en klokke?
Just precis. Men det er så også kun den snart 250 år gamle mastodont, der stadig findes. De andre? Spist, fordøjet, væk. Nogle blev først fordøjet i andre kanaler, således åd Gyldendal-ejede Rosinante midt i nullerne Fremad, Forum, Samleren og Høst & Søn, selvom de ikke helt mundrette bidder betød, at det tog fordøjelsessystemet nogle år, før en lille bøvs, »& Co.«, erstattede de gamle forlagsnavne. Kun Høst & Søn fik lov at bestå og kun med forlagets børnebogslinje.
I denne uge var det så Rosinante & Co.s egen tur, da Gyldendal tog for sig af retterne. Serveringen har ligget klar længe, eftersom kompagniskabet, der er opkaldt efter Don Quijotes ædle ganger, i et par årtier har stået opstaldet som selvstændigt selskab, men 100 procent ejet af Gyldendal. Så gør det egentlig noget, at man har sendt direktøren hjem, flytter aktiviteterne til Klareboderne og i øvrigt varsler fyringer på tværs af koncernen svarende til stort set det antal medarbejdere, Rosinante & Co. havde på serveringstidspunktet?
Ja, naturligvis. Direktøren for det hele, Morten Hesseldahl, sagde godt nok i ugens løb til flere medier, at »hvis du ser på Rosinante og Høst & Søn, kan jeg ikke se en eneste bog, der ikke lige så godt kunne være udkommet i Klareboderne«. Men det kan andre godt – eksempelvis er der en noget anden vægtlægtning af ny, eksperimenterende børnelitteratur i Høst & Søn end i Gyldendals tydeligere satsning på sikre serier og klassikere til børnelæserne. Ligeledes har Gyldendal altid haft svært ved at ramme den form for underholdningslitteratur, som Cicero har stået for i Rosinante-regi. Og kan Hesseldahls pointe have lettere ved at gå hjem i forhold til den danske skønlitteratur, er det alligevel værd at notere sig, at en række Rosinante-forfattere i tidens løb har takket nej til invitationer fra Gyldendal, fordi de foretrak større opmærksomhed på en mindre adresse. Eller bare fordi de foretrak det redaktionelle miljø. Følger alle forfatterne ruten fra Rosinante-adressen på Kultorvet til Gyldendal i Klareboderne? Næppe, Politikens Forlag, Lindhardt og Ringhof med flere må elske Hesseldahls move.
Men hvis nu forlagslinjerne får lov at fortsætte, sådan som Hesseldahl forudskikker? Det gør de ikke, trods alle forsikringer; historien rummer en anden lektie. Selv var jeg ansat på Rosinante & Co. i fem år i nullerne, hvor Forum, Fremad og Samleren mistede egenart og blev nedlagt som selvstændige forlagsnavne, mens Høst & Søn fik skåret den voksenlinje fra, som havde været en del af forlaget siden 1836. Umiddelbart før sammensmeltningen til Rosinante & Co. købte forlæggeren Claus Clausen, der i nogle år havde forpagtet sit forlag Tiderne Skifter hos Gyldendal, sig ud af sammenslutningen og fik dermed godt et årti som selvstændig forlægger, inden han i 2016 trak sig tilbage og solgte sit livsværk til – ja, Gyldendal. Her strøg man først de vildeste fejlskud, siden stækkede man vingerne helt, da man i forbindelse med nogle økonomiske uoverensstemmelser med Claus Clausen fyrede hans afløser plus et par andre, droppede Tiderne Skifter som brand og trak de mest profitable rester ud af det nedlagte forlag. Nogenlunde som man år forinden havde gjort med Borgen, hvorfra Søren Ulrik Thomsen (egentlig Borgen-underforlaget Vindrose), Benny Andersen og et par overlevede. Men med Tiderne Skifter forregnede man sig: Forlagets eneste danske storsællert, Pia Juul, ville ikke til Gyldendal, men udkommer nu på enmandshæren Asger Schnacks forlag. Alle gode forsikringer om linjeføringen er nemlig ikke mere værd end den opbakning, man nyder fra forfatterside. Og den er aktuelt ikke stor; adskillige forfattere – også med Gyldendals trane på ryggen af deres seneste bog – har i ugens løb givet kraftigt udtryk for deres frustrationer.
Prisen for alle indfusioneringerne er klar: En masse vildskab og nogle tydelige forlagsprofiler er røget. Fremad havde en socialdemokratisk nerve i udgivelseslinjen, men levede af svenske krimier. De sidste findes endnu – i Rosinante & Co.-regi – men nerven er for længe siden holdt op med at dirre. Borgens egensindige lyrikmiljø var rigt og rummeligt på en måde, der ikke findes længere. Tiderne Skifter var så politisk tonedøve, at de jævnligt ramte plet ved at skyde skævt. Og så videre.
Også udgivelsesmængden vil være uberørt, skal man tro Hesseldahls forsikringer. Det ville nu være underligt, al den stund der i disse dage ruller 15-20 hoveder på Rosinante & Co., en halv snes på Gyldendal. Det skulle ligne Hesseldahl dårligt, hvis han har haft så mange mennesker gående til ingen nytte. Men sagen er, vil han sige, at de har dækket funktioner i salgs- og pressearbejde, regnskab og så videre, som hovedkvarteret kan klare; ydermere slipper man nu for huslejen til datterforlaget. Hesseldahl har forklaret, at man årligt sparer »et pænt tocifret millionbeløb« på sammenlægningen. Er det rigtigt, kunne han noget mere uforblommet anklage Stig Andersen, forgængeren i embedet, for hen over årene at have ødet et par hundrede millioner kroner væk på det »dobbelte bogholderi«, Hesseldahl lukker ned for.
Så hvad sker der nu? Formodentlig det samme, som plejer at ske, når Gyldendal holder snapsegilde. Først skåler man højstemt for alt det gode, andre har gjort, og som man glæder sig til at bære videre. Siden bunder man og efterlader forfatterne og den litterære offentlighed med hovedpinen.
