Canossagang. Kristian Thulesen Dahl har besøgt baglandet for at forstå, hvorfor vælgerne flygtede.

Dialogkaffe

Dialogkaffe Af Arne Hardis

For et par uger siden brugte partiformand Kristian Thulesen Dahl en stor del af sit ugebrev på at fortælle om sine besøg hos samtlige Dansk Folkepartis lokalforeninger. Tylstrup, Rønnede, Jyderup og 95 flere.

De besøg har godt nok været særdeles konstruktive og givende, bekendtgør Thulesen Dahl, han har »ikke ét sekund undervejs fortrudt« de mange møder fra morgen til aften og de mange spande kaffe, der er drukket undervejs. Det havde været en noget større nyhed, hvis han havde tilkendegivet, at han af og til, bare nogle sekunder, drømte sig et andet sted hen end ved det lokale kaffebord.

Til gengæld er det en ægte nyhed, at partiformanden således erklærer, at den politiske inspiration udspringer fra lokalpolitikerne. Man plejer at være ganske stolt af sin topstyring inde på Christiansborg og af den suveræne fornemmelse for vælgernes interesser.

Forklaringen på den nye ydmyghed er enkel nok. Dansk Folkeparti har årsmøde i Herning denne weekend, og man skal på en eller anden måde komme over den vælgermæssige kollaps ved europaparlamentsvalget og folketingsvalget i maj og juni.

Mest markant er naturligvis nedsmeltningen ved folketingsvalget, hvor den mandatmæssige styrtblødning betød forvisning fra magtens fede midtermatrikel til mere ydmyge parceller langt ude på de magreste agre.

Mandaterne først. Et fald fra 37 til 16 mandater, knap 57 procent, placerer partiet i den absolutte top blandt dansk politiks fuldtonede valgfiaskoer. Anker Jørgensen mistede lidt flere mandater ved jordskredsvalget i 1973, men havde langt flere at tage af; Socialdemokratiet tabte 34 procent af sine vælgere dengang.

Indflydelsen? Mette Frederiksen har – på ét centralt politikområde nær – ikke brug for Dansk Folkepartis mandater. Venstre er mere interessant, når partiet genopstår som politisk kraft om nogle dage. Jakob Ellemann-Jensen vil alene kunne danne flertal med Socialdemokratiet, Thulesen Dahl kan kun, når Enhedslisten og SF er med.

Det rummer sin egen for Dansk Folkeparti smertelige symbolik, at man er reduceret til samme størrelse som de fremvoksende Radikale, som man målrettet gik efter at fortrænge som dansk politiks nye nøgleparti.

Læs også om Søren K. Villmoes' politiske playliste: »Magtens melodi«

SÅ Dansk Folkepartis top må vise, at man tager vælgerflugten alvorligt. I ugebrevet, hvor Thulesen Dahl bekendtgjorde sin danmarksturné, var der links til tv-indslag fra to af turens nedslag. Et på Gram Slotskro i Sønderjylland og et på Niels Bugges Kro lidt uden for Viborg.

Begge indslag viste klip fra kaffebordet, og på Slotskroen havde Thulesen Dahl endda taget sin næsten tømte, hvide kaffekop med udenfor til et interview. Noget skal man jo holde i hænderne, når det ikke længere er de tykke finanslovsbøger og de mytologiske post-it-sedler.

Danmark er et dialogland, og man skyller de fremkommelige ord ned med kaffe. Ordbogen kender ordet »dialogkaffe« fra 2011 og definerer den som den aktivitet, hvor man »mødes over en kop kaffe og diskuterer fredeligt frem for at udveksle hadefulde synspunkter«. Og fredeligt er mødet mellem partiformand og bagland efter de to tv-klip at dømme gået for sig.

Intet oprør, ingen hårde udfald, ingen hadefulde synspunkter. Man har måske været lidt for pæne, lidt for usynlige, lidt for optaget af arbejdet i maskinrummet. Mest konkret var en beklagelse over, at Thulesen Dahl ikke gik i regering, da chancen var der efter folketingsvalget i 2015.

Måske har Thulesen Dahl i danmarksturneens notesbog nedskrevet de vise ord, som han i et af tv-indslagene opsummerede skuffelsen over den manglende regeringsdeltagelse med: »Hvis det er en af grundene til, at folk forlod os, så skal vi tage ved lære af det og vide, at vi skal være parat til også at være et parti, der bliver set som et parti, der reelt tager ansvar.«

Lidt knudret formuleret, men meningen er jo klar nok, og i øvrigt er problemet allerede løst i al overskuelig fremtid; Thulesen Dahl står ikke i overhængende fare for igen at begå den fejl at sige nej til et tilbud om at gå i regering. Hvor skulle det bud komme fra?

Dansk Folkepartis grundlæggende problem er dobbelt. Først: Hvordan skal man placere sig udlændingepolitisk, efter at Nye Borgerlige – og syd for spærregrænsen Stram Kurs – er dukket op?

De to partier er ligeglade med konventionerne og udfordrer Dansk Folkepartis 20 år gamle ambition om realpolitiske stramninger inden for konventionernes regime. Stien mellem Venstres og Socialdemokratiets stramme udlændingekurs og Nye Borgerliges konventionsignorerende ditto er smal, bugtet og stenet, og Dansk Folkeparti vandrede ikke overbevisende ad den i valgkampen.

Hvem bemærkede partiets plan for et fuldkomment asylstop, hvor flygtninge afvises ved grænsen og – hvis de alligevel finder ind – placeres i udrejsecentre, mens man finder ud af, hvordan man for gode ord og betaling slipper af med dem igen?

Det andet problem gælder, hvor loyalt partiet skal placere sig som den sociale røst i den samling partier, som med vekslende overbevisning kalder sig blå blok. Udfordringen har været åbenlys siden januar, hvor Socialdemokratiet lancerede skitsen til en plan for tidlig folkepension for nedslidte.

Dansk Folkeparti har haft en hel vifte holdninger til ideen spændende fra »nej« over »ja, men senere« til et »ja, måske«. I øjeblikket har man etableret en tæller på Dansk Folkepartis hjemmeside, som opregner, hvor mange dage – vi nærmer os 240 – der er gået, siden Mette Frederiksen fandt på, at det var Arnes tur.

Dansk Folkepartis egen kurs er reduceret til et forsigtigt spørgsmål, som mest lyder som et oplæg til dialogkaffe: »Nu spørger vi i al venlighed: Hvornår bliver det til noget, Mette?«

Man kommer til at vente længe på det svar – vi skal forbi forårets overenskomster på det private arbejdsmarked – men står herefter tydeligvis over for et ubehageligt dilemma.

Enten siger Dansk Folkeparti nej til regeringens model, hvordan den end bliver, og får skylden for, at Arne bliver snydt. Eller også hjælper man regeringen med at skaffe flertal for det valgløfte, der sikrede Socialdemokratiets valgsejr, og det er jo som at dække op til andres kaffebord.

 

Læs også om, at det er slut med de store reformer for at skaffe arbejdskraft: »Reformsporet ender her« 

Side 6