Analyse. Boris Johnson spillede højt spil, da han forsøgte at blive fri for et besværligt parlament; i stedet er han blevet bundet på hænder og fødder.

Brexit-benlåsen

Brexit-benlåsen

LONDON – Selv den altid optimistiske Boris Johnson må medgive, at hans første dage i premierministerens varme sæde i Westminster ikke er gået helt efter planen. På de fem arbejdsdage, parlamentet sad mellem sommerferien og dets suspendering mandag nat, lykkedes det den nye premier­minister at tabe seks ud af seks afstemninger, herunder to forsøg på at udskrive valg i utide; at tabe sin regerings flertal ved at udstøde 21 partifæller; at miste to ministre, herunder hans egen bror Jo Johnson; og onsdag erklærede Skotlands øverste domstol så hans kontroversielle suspendering af parlamentet i fem uger for ulovlig (en mulig genåbning af Westminster afhænger af den britiske højesterets kendelse i en lignende sag tirsdag).

Det vil ikke være en overdrivelse at konkludere, at den seneste uge – af avisen The Evening Standard beskrevet som et »Tory horror show« – har lagt Johnsons Brexit-strategi i ruiner. Men forløbet har også langt mere grundlæggende vendt op og ned på britisk politik og igangsat en omkalfatring, der kan få vidtrækkende konsekvenser for alle partier.

Det sidste først. Johnsons brutale udrensning af garvede, moderate konservative parlamentarikere – der støtter Brexit, men afviser en no deal-exit – var et hårdhændet forsøg på at indrette partiet efter bevægelserne i vælgerhavet. Adskillige undersøgelser har vist, at de britiske vælgere ikke længere identificerer sig med et parti, men derimod med enten Leave- eller Remain-siden i Brexit-debatten. Når Johnson skiller sig af med de moderate parlamentarikere, er det således et tegn på, at han vil tilpasse partiet efter denne nye skillelinje i britisk politik og har accepteret, at han vil tabe visse kredse – i halvdelen af de 21 valgkredse vandt De Konservative knebent i 2017 – men til gengæld satser på at vinde traditionelle Labour-kredse, hvor der er flertal af Leave-vælgere.

Med udsigten til et snarligt valg har også De Liberale Demokrater mere klart formet deres budskab ud fra den nye skillelinje og støtter nu en decideret aflysning af Brexit.

Kun Labours formand, Jeremy Corbyn, holder fast i den gamle virkelighed og har lovet at genforhandle Theresa Mays skilsmisseaftale, hvorefter et »troværdigt Leave-tilbud« vil blive stillet over for Remain-muligheden i en folkeafstemning. Dele af Labour håber imidlertid på, at de under partikonferencen om to uger kan tvinge ledelsen til at gå til valg på et utvetydigt Remain-budskab.

Læs også Jonathan Freedlands artikel om landet, der er ved at blive flået fra hinanden: »Marchen mod afgrunden«

Hvis Boris Johnsons strategi lykkes, og et nyvalg fører til et stort konservativt flertal i Underhuset, vil det naturligvis ikke betyde så meget, hvad de andre partier mener.

Problemet for Johnson er, at den seneste uges begivenheder har gjort det langt sværere for ham at gennemføre sin plan. Hvad han ikke havde forudset, da han annoncerede suspenderingen af parlamentet, var, at denne handling ville forene modstanderne af no deal, inklusive mange konservative. På rekordtid lykkedes det denne koalition at vedtage en lov, der nu forpligter premierministeren til at søge en tre måneder lang udsættelse af Brexit, medmindre han bliver enig med EU om en ny aftale og får den godkendt i parlamentet den 19. oktober.

Tilmed lykkedes det koalitionen at stå sammen og blokere for et nyvalg den 15. oktober; et valg, hvor Johnson kunne positionere sig som frontfigur for Leave-flertallet over for parlamentet og en »udemokratisk« Remain-elite, hvis virkelige mål er at aflyse Brexit.

Johnson havde næppe regnet med, at Jeremy Corbyn ville lade sig overtale til at udskyde et valg, indtil efter den konservative regering har anmodet Bruxelles om en Brexit-udsættelse.

Når Corbyn – uden tvivl nølende – lod sig overtale, hang det sandsynligvis dels sammen med Boris Johnsons trodsige bemærkning om, at han hellere vil »ligge død i en grøft end at udsætte Brexit«. Dertil kommer den ikke helt uvigtige detalje, at meningsmålingerne viser, at en udskydelse vil skade De Konservative voldsomt i Brexit-vælgernes øjne – og da de utilfredse Leave-vælgere ventes at abdicere til Nigel Farages Brexit-parti, vil det samlet set give Labour en føring over toryerne.

Boris’ muligheder

Så hvilke muligheder efterlader denne nye virkelighed premierministeren med?

Hvis hans første prioritet er at undgå at bede EU-kollegerne om en forlængelse, er én mulighed naturligvis at indgå en ny aftale. Måske af den grund forlyder det nu, at hans regering vil foreslå EU, at de går tilbage til en tidligere plan om at holde Nordirland i det indre marked – i hvert fald for landbrugsprodukter – og derved undgår toldkontrol og diverse sikkerhedstjek på den irske ø. Alt efter detaljerne i forslaget kunne dette være spiseligt for EU. Derimod vil det næppe falde i god jord hos det nordirske støtteparti DUP, men eftersom Johnsons flertal allerede er forsvundet, er DUPs ti mandater ikke meget værd længere.

Ikke desto mindre er det næppe særlig realistisk, at Johnson vil formå at sikre sig de udstødte konservatives såvel som oppositionens opbakning til at gennemføre en lettere justeret udgave af Theresa Mays aftale efter hans hårdhændede behandling af de gamle partifæller.

De eneste andre muligheder, hvis Johnson vil undgå at bede EU om en Brexit-udsættelse, er enten selv at kræve en mistillidsafstemning om sin egen regering i endnu et forsøg på at gennemtrumfe et valg eller simpelthen at træde tilbage som premierminister og overlade det til Corbyn at overtage roret og bede om udsættelsen.

Hvad end der var Boris Johnsons oprindelige strategi, var dét næppe hans mål.

 

Læs også Martin Krasniks leder fra sidste uge: »Little England«

Hør også sidste uges En time med Weekendavisen med Morten Messerschmidt: »Det er en nation, der har knust kejser Wilhelm, Napoleon og Hitler«

Side 13






De skriver Weekendavisen

Anna Libak

Jon Hustad

Henrik Dørge

Lone Frank