Læserbreve. Amazonas. Berlingske Aften. Kogte bønner. Det Kongelige. Megalomani. Mørklægning. Mette Frederiksen. Forkvaklet.

Debat

Amazonas

Markus Giessing
Freelanceskribent og indehaver af bloggen Uegnet Til Tryk

De verserende skovbrande i Amazonasregnskoven har endelig givet anledning til løftede pegefingre over for Brasiliens præsident Jair Bolsonaro. Den nær fascistiske præsident har dog ikke for vane at tage kritik til sig, hvorfor de klimabekymrede politikere i EU er nødt til at opnå hans opmærksomhed gennem handelsaftalen med Mercosur.

Emmanuel Macrons kritik af den brasilianske præsidents håndtering af skovbrandene, der i tusindtal hærger Amazonasregnskoven, har trukket store overskrifter. Den franske præsident truer med at sætte en stopper for den enorme handelsaftale mellem EU og handelsblokken Mercosur, fordi Bolsonaro ifølge Macron har »løjet« om sin klima- og miljøpolitik. Men Bolsonaro har ført den samme destruktive miljøpolitik siden sin indtræden på årets første dag, og Macron kan med al sandsynlighed ikke sætte en stopper for handelsaftalen, som Tyskland allerede har afvist at sætte over styr, for at påvirke den brasilianske præsident.

Bolsonaro lagde fra starten en destruktiv kurs for klimaindsatsen ved at signalere, at der fremover ikke skal anerkendes flere områder for oprindelige brasilianere i regnskoven. I stedet har præsidenten vendt det blinde øje til, at minearbejdere og landmænd på ulovlig vis fordriver disse udsatte samfund og rydder enorme skovarealer. En af de ofte anvendte metoder til at rydde områder for træer og beplantning er afbrænding. Skovrydninger i den brasilianske del af Amazonas steg med 88 procent i juni sammenlignet med tal fra juni sidste år. Derfor har Bolsonaros profitorienterede politik utvivlsomt medvirket til en stigning i skovbrande.

Brasilien var ellers et foregangsland med henblik på klima- og miljøpolitik under tidligere regeringer. I årene 2005 til 2010 faldt Brasiliens drivhusgasudledninger fra skovrydninger med 76 procent, da Luiz Inácio »Lula« da Silva var præsident, ifølge myndighederne. Bolsonaros politik på området bør dog ikke overraske nogen, eftersom hans parlamentariske grundlag i høj grad afhænger af politikere, der enten selv er del af landbrugslobbyen eller har tætte forbindelser dertil. Miljøminister Ricardo Salles er en af de såkaldte ruralistas, som har en fortid i landbrugslobbyen, og han er blevet dømt for overtrædelse af miljølovgivning som minister i delstaten São Paulo.

Formelt set har Brasilien forpligtet sig til Paris-aftalen, men den førte politik viser, at den ikke bliver overholdt. Bolsonaro har endda meddelt, at han overvejer at trække landet ud af aftalen. Klimaforandringer er nemlig ikke noget, han offentligt anerkender som en realitet. Han mener derimod, at det er en sammensværgelse, der er sat i værk af »kulturelle marxister«. Mens det er uklart, hvad dette begreb dækker over, er det sikkert, at Bolsonaro bruger udtrykket løst om enhver, der kritiserer ham. Samme vending har han brugt til at bagvaske studerende på universiteterne, som ifølge præsidenten er stedet, hvor denne »kulturelle marxisme« blandt andet udspringer fra. Derfor har han også skåret bestandigt i finansieringen af uddannelsesinstitutioner, der kan forbindes med et fænomen, som Bolsonaro foragter: kritisk tænkning.

Bolsonaro har advokeret for, at chefredaktør for onlinemagasinet The Intercept Glenn Greenwald bør fængsles. Mediet afslørede i juni, at justitsminister Sergio Moro som dommer havde hjulpet anklageren i sagen, der fik den tidligere præsident Lula fængslet. Da Lula modtog sin dom, førte han meningsmålingerne i sidste års præsidentvalg, og hans fængsling betød, at Bolsonaro overtog førertrøjen og vandt.

Europa-Parlamentet står foran en afstemning om handelsaftalen med Brasilien, Argentina, Paraguay og Uruguay, der vil sænke afgifter med cirka 90 procent på varer som soja og kaffe, der er iblandt Brasiliens største eksportvarer. I aftalenotatet fremgår der ikke meget mere end tomme ord om gensidig overholdelse af Paris-aftalen. Handelsaftalen har taget 20 år at udarbejde, og der kan meget vel gå lang tid, før EU-politikerne har en lignende mulighed for at påvirke Brasilien til at handle på klimaforandringerne og den truede biodiversitet.

Resultaterne ved det seneste europaparlamentsvalg viste en fremgang for den grønne dagsorden, hvilket kunne give forhåbninger om en mere ambitiøs klimapolitik. Men de nyvalgte politikere i Bruxelles er ved at blåstemple Bolsonaros farlige politiske projekt. Selvom Macrons reaktion på Amazonas’ kritiske tilstand og Bolsonaros manglende handling er berettet, er den fuldkommen overflødig, hvis ordene ikke bliver til handling.

Derudover er det iøjnefaldende, at Venezuela er blevet udelukket fra aftalen, selvom de også er medlem af Mercosur. EU valgte at anerkende oppositionspolitikeren Juan Guaido som præsident i Venezuela, eftersom lande som USA, EU og Brasilien ikke anerkender valget af Nicolas Maduro sidste år. I stedet belønnes Bolsonaro med en klækkelig handelsaftale, selvom han kom til magten, efter at hans senere justitsminister på ulovlig vis medvirkede til at fængsle Lula.

Berlingske Aften

Sigrid og Steen Busck, Risskov

To artikler i sidste nummer af Weekendavisen smager af Berlingske Aftens gamle usagligt mistænkeliggørende stil. Johanne Schmidt-Nielsen hænges på et millimetertyndt grundlag ud med billede som misliebig karrieremager, en af dem, der har brugt sin sidste tid i Folketinget på at tækkes en fremtidig arbejdsgiver. I en anden artikel bruges forskningsdiskussionen om Egtvedpigen til en generel mistænkeliggørelse af dem, der mener, hun kom fra udlandet. Intet som helst er slået fast med hensyn til hendes oprindelse, hverken at hun kom fra Schwarzwald, Sverige eller Egtvedegnen. Vi holder avisen, fordi vi anser den for en seriøs borgerlig avis. Er seriøsiteten ved at gå fløjten?

Kogte bønner

Christian Aage
Georginevej 11
2970 Hørsholm

Tak for de inspirerende ugentlige madopskrifter i »Kultur«, hvor Weekendavisens mange skribenter viser, at de også har forstand på mad. Men 30. august 2019 viser Aske Munck dog, at han ikke har forstand på bønner. I opskriften på en salat skriver han således: »Dernæst tager man … to håndfulde afrensede haricots verts, der blancheres kort i let saltet vand og derefter afkøles under rindende vand.«

Aske Munck ved åbenbart ikke, at alle bønner indeholder store mængder af giftstoffet lectin, der kun kan deaktiveres ved grundig kogning. Bønner må aldrig spises rå, og blanchering er slet ikke nok. Erfarne franske kokke siger, at haricots verts skal koges, indtil de kan vikles om en finger uden at knække, hvilket tager cirka ti minutter.

Indtagelse af giftstoffet lectin kan medføre kvalme, opkast, mavekrampe, diarré og indre blødninger. Desuden har lectin den virkning, at det standser al fordøjelse, hvorved hele Muncks udsøgte måltid går tabt for den spisende. Der findes ingen modgift (bortset måske fra bønner opsendt til de højere magter).

Det Kongelige

Daniella Olmedo Winther
Hummeltoftevej 183
2830 Virum

Det Kongelige Teater har den franske digter Rostands Cyrano de Bergerac på plakaten her i september. Nationalscenen har valgt at opføre den som skuespil uden Sebastians vidunderlige musik. Hvor ville jeg ønske, at man havde inddraget Sebastians musik.

Den danske komponist skrev nogle af de bedste originale teatersange i Danmark til netop Cyrano. På dynamisk vis bjergtog Sebastians Cyrano publikum i årevis på store danske og udenlandske scener, for eksempel på Theater des Westens i Berlin og Oscarsteatret i Stockholm.

Sange som »Så blidt til stede«, »Den store serenade« og »Sangen om barndommen« ville være internationale evergreens, hvis de var på engelsk.

Nu havde vores nationalscene ellers muligheden for at give sit publikum en fuldendt oplevelse med nationalkomponistens fra-himlen-sendte toner. Er der mon kræfter på Det Kongelige Teater, der er for fine til at spille den? I 1989 skrev Sebastian den skønne musik til balletten Et Eventyr. På højst besynderlig vis blev forestillingen fejet af det kongelige bord kort inden tæppeløft.

Kan det virkelig tænkes, at Det Kongelige Teater demonstrativt undgår at bruge Sebastians musik?

Cyrano de Bergerac er en klassisk, tragisk fortælling om den sjælfulde poet som bejler til den smukke Roxanne. Cyrano har imidlertid den ulempe, at han er flov over sin lange næse.

En omskrivning af historien i 2019 kunne være med Det Kongelige Teaters publikum i rollen som Cyrano, der bejler efter en fuldendt forestilling med Sebastians sange.

Men hvem sidder tilbage med en lang næse til sidst? Det gør publikum, hvilket Det Kongelige Teater burde være flove over.

Megalomani

Barry N.C. Neville
expat brite og dansk borgerskabsansøger

Der kan være visse ulemper ved at være på den »vindende« side i to verdenskrige, uden at blive besat. Gamle magtstrukturer består; samfundets institutioner kan forblive uændrede og utidssvarende; et arkaisk valgsystem kan bestå. Sådanne lande har vist sig at være specielt sårbare for globaliseringens udfordringer og kriser.

Både USA og Storbritannien synes i øjeblikket udsat for megalomanisk lederskab, som i begge tilfælde kan få alvorlige konsekvenser for deres befolkninger. Men hvor USA har stærke institutioner, en skreven grundlov og en veldefineret magtdeling, er Storbritannien uden en skreven grundlov. Som konsekvens har Storbritannien en uklar magtdeling mellem regeringen, parlamentet og domstolene samt mellem repræsentativ og direkte demokrati. Alt i alt synes USA bedre klædt på end Storbritannien til at klare udfordringerne.

Mørklægning

Susan Kronborg
1. suppleant til Folketinget for Radikale Venstre i Østjylland

Det er meget skuffende, at Socialdemokratiet og Venstre vil beholde mørklægningen, og jeg kan kun spørge, hvad de er så bange for. Radikale Venstre har som konsekvens opsagt mørklægningsforliget med de nævnte partier.

Når der er en mørklægningslov, bliver vi nødt til at have whistleblowerordninger. Søren Pape var i fulde omdrejninger med en whistleblowerlov. Som han sagde, var Tibet-sagen en brat opvågning. Det kan jeg fuldt ud bakke op om. Danmark skal have en whistleblowerordning for offentligt ansatte. Uanset hvilken regering vi har, skal den kunne kigges i kortene og stå til ansvar! Men en whisteblowerordning bringer os kun halvt i mål.

Er det nødvendigt? Ja, mit blodtryk røg i hvert fald i vejret, da jeg læste Mørkelygten af Jesper Tynell. Jeg synes, den bog bør være pensum i folkeskolen! Det står helt klart: Embedsmændene i ministerierne er underlagt ministeren og dennes eventuelle objektivitet eller politiske kæphest!

Der er flere eksempler i Mørkelygten – og bemærk, at denne bog kunne ikke skrives i dag – med den mørklægning, Offentlighedsloven er blevet udsat for.

Mette Frederiksen

Hans Henrik Mammen
Nygårdsvej 15F
4573 Højby

I anledning af Henrik Elmelunds lobhudling af statsminister Mette Frederiksen 30/8 må det være på sin plads at nævne, at den nugældende lovgivning omkring retten til førtidspension, herunder mere eller mindre absurde arbejdsprøvninger, er fremsat og vedtaget under den seneste socialdemokratiske regering 2011-2015. Den daværende arbejdsminister talte dengang med stor patos om, at vi som samfund ikke kan tillade os at opgive folk, men skal sikre, at de med den arbejdsevne, de nu engang har tilbage, må kunne tage aktivt del i samfundet/arbejdsmarkedet. Så er det dog et stift stykke, at en socialdemokratisk regering skal have æren af at rette op på de forfærdelige følger, denne lovgivning har haft for tusindvis af sygdomsramte borgere i Danmark. Arbejdsministerens navn var i øvrigt Mette Frederiksen.

Forkvaklet

Henrik Højlund
Valgmenighedspræst i Aarhus Bykirke

Efter kun at have fulgt meget overfladisk med i historien om Enhedslistens borgmester i København og voldtægtssagen, blev jeg alligevel nysgerrig, da Leny Malacinski leverede sin gennemgang af sagen i Weekendavisen.

I en normal voldtægtssag drejer det sig om at finde den skyldige og få ham dømt.

Denne sag ligner noget helt andet. Eller mere præcist: Skylden ligger et helt andet sted end i afgørelsen om, hvem der voldtog.

Skylden synes langt snarere at dreje sig om et fundamentalt forkvaklet forhold til sex.

Borgmesteren havde en sexrelation til ham, som står anklaget for voldtægt. De var ganske vist ikke kærester, kun venner, men altså med sex i ny og næ. Voldtægtsofferet var egentlig lesbisk, men havde dog i løbet af aftenen kysset med gerningsmanden, som vistnok indimellem også havde prøvet lidt af samme køn. Og før det hele gik galt, lå de alle tre, plus en fjerde indtil videre anonym, i en dobbeltseng stort set afklædte, søvnfordrukne, men måske også lidt sexanløbne.

Den anklagede citeres for følgende: »Jeg er vant til at færdes i kredse, hvor seksuelle kategorier ikke er sort-hvide.«

»Sort-hvide« – det må vist være en indirekte karakteristik af god gammeldags seksualitet mellem en mand og en kvinde i et livslangt forpligtende forhold.

Alternativet, seksualitet i alle tænkelige farver, bliver i det lange løb grænseløs, ansvarsløs og kærlighedsløs. Kan det forbavse det mindste, at grænserne for indvilget og ikke-indvilget sex udviskes? Kan det for alvor undre, at et lidt halvfordrukkent, afklædt menneske i seng med tre andre fordrukne, afklædte føler en vis sexparathed hos de tilstedeværende?

Jeg anbefaler sort-hvid seksualitet. Med klare grænser og ansvar, og med kærlighed som afgørende drivkraft. Det er på den lange bane vidunderligt farverigt, i konstant udvikling og forandring. Selv efter 35 år med den eneste ene.

 

Dette er debatindlæg og udtrykker derfor alene skribenternes holdning. Du kan indsende forslag til en et debatindlæg på opinion@weekendavisen.dk.