Signeret. Tilfældet bragte H.C. Andersen til verden i en provinsby, men for præcis 200 år siden blev han genfødt som københavner.

Et storbyeventyr

Et storbyeventyr

For 200 år siden, den 6. september 1819, skrumplede postdiligencen op over Valby Bakke, ind mod København. På toppen gjorde den et kort holdt, og en langlemmet teenager raslede ud. Han var nødt til at stå af, inden vognen kom til byens port, for han havde betalt kusken under bordet for at komme med og skulle være væk, inden de nåede frem til vagterne. Den 14-årige dreng kastede et drømmende blik ind over byens tårne: Her lå hans drømmes mål, storbyen København, hvor han skulle udfolde sit talent. Byen, hvor han ville slå igennem som skuespiller.

Den unge fyr hed Hans Christian Andersen, og København blev den scene, hvor han foldede sine kunstneriske vinger ud – om end det efter megen møje skete inden for litteraturen og ikke i teateret.

Læs også om, at Madame Nielsen udnævner sig selv til H.C. Andersens medsøster på sine litterære fodture: »Madame finder sted«

H.C. Andersen regnede selv sin ankomst til København som sin anden fødselsdag. Tilfældet havde bragt ham til verden i en provinsby i 1805, men han blev københavner af eget valg i 1819.

I København fandt den unge Andersen både mæcener og efterhånden også et publikum, der kunne støtte ham, indtil han fik sit store gennembrud med eventyrsamlingerne. Han kvitterede med at bruge København som baggrund i talrige historier. I fortællingen Hyldemor står hyldetræet i Nyboder. I Lykkens galocher går en hovedperson beruset op og ned ad Strøget – en meget autentisk københavneroplevelse. Andre gange er det storbyen som abstrakt fænomen, der er baggrund for eventyrene, som i Den standhaftige tinsoldat eller Hyrdinden og skorstensfejeren, hvor de flygtende elskende ser ud over byens tage. Sin fødeby nævner H.C. Andersen ikke i eventyrene, højst en allegorisk optræden som andegården i Den grimme ælling bliver der plads til, og det er ikke en særlig positiv beskrivelse. Og selv da kan andegården også tolkes bredere, som en beskrivelse af Danmark generelt, hvor de, der er aparte, skal kanøfles.

Det var ikke kun storbyens gode sider, der fandt vej til eventyrene. I Vanddråben beskrives livet i en dråbe mosevand, hvor smådyrene bider, river og flår i hinanden. En fornem trold kigger på det grusomme kaos gennem en linse og bliver spurgt, hvad det skal forestille. Trolden svarer: »… det er jo Kjøbenhavn eller en anden stor By, de ligne jo allesammen hinanden. En stor By er det!«

Den slags sarkastiske kommentarer om nid og nag blandt storbyens karrieremennesker er ikke det eneste, H.C. Andersen har at sige nutidens læsere. Prøv for eksempel at læse en klassiker som Den lille havfrue i et feministisk perspektiv. Så er det historien om en ung pige, hvis ben er bundet sammen i en fiskehale. Da hun kommer i puberteten, bliver det et problem, for så kan hun ikke »danse« med de unge mænd, hun ser i det fjerne, oppe på landjorden. Hendes far, samfundsautoriteten, vil ikke høre tale om, at hendes ben skal kunne spredes, så i stedet tyer hun til lyssky kilder, havheksen, for at lære, hvordan den slags foregår. I det seksualkontrollerede 1800-tal repræsenterede havheksen en englemagerske, der hjalp unge piger, som kom i uføre, men med stor risiko. Skelettet af en ulykkelig havfrue hænger i vandplanterne omkring hendes tilholdssted. Den lille havfrue tager dog chancen, opsøger havheksen og får hendes hjælp. Hun vil have sin drøm opfyldt, men den ufuldstændige viden fra lyssky kilder er ikke tilstrækkelig; den unge kvinde får ikke et sprog til at udtrykke sig med. Så da hun endelig kommer op til den unge mand, kan hun ikke artikulere sine ønsker til prinsen, og derfor bliver hvert skridt i »dansen«, som om hun »trådte på spidse syle og skarpe knive«. Prinsen forbliver derfor ikke interesseret i hende og vælger en mere velformuleret kvinde.

Selv om Andersen altså starter sin fortælling som et klassisk folkeeventyr med en stabil situation, der bliver bragt i uorden, da hovedpersonen nærmer sig tidspunktet for løsrivelse fra forældrene, ender den langt fra den traditionelle lykkelige slutning. Andersen afviger fra traditionen for at vise os, hvordan samfundets undertrykkende seksualnormer ødelægger unge menneskers mulighed for lykke.

I eventyret er der yderligere den komplikation, at kvinden elsker en forkert type: ikke en ung havmand, men et menneske fra overfladen. Hun forelsker sig i én, som hun formodes at holde sig fra, og den erfaring kunne Andersen også tale med om.

Der florerer en hårdnakket myte om, at H.C. Andersen var heteroseksuel. De fleste biografier, også de nyere, går ud fra, at hans romantiske følelser udelukkende gik i retning af kvinder, og ser bort fra de kilder, der udtrykker andet.

Enhver kan dog se, at hvis Andersen var heteroseksuel, var han ualmindelig dårlig til det. Forventningen fra omgivelserne var, at mænd skulle finde sig en kone og få børn. H.C. Andersen var i en gunstig position til at leve op til dette ideal, med sin charme og berømmelse. Ikke desto mindre undlod han at tage nogle skridt i den retning. Den undladelse kræver en forklaring, og forklaringen finder man for eksempel i hans breve til vennen Edvard Collin: »Hvor jeg dog længes efter Dem, Eduard!« skrev han hjem fra en af sine rejser, »Jeg troer Adskillelsen har gjort mit Venskab til Kjærlighed«.

Læs også om H.C. Andersen i serien om litteraturens steder: »Glimtet af et menneske«

Nuvel, følelsesytringerne mellem unge mænd i romantikken kunne være betydelige, uden at man skal lægge for meget i det, men at Andersen direkte skriver, at det er mere end venskab, er dog værd at bemærke. At han heller ikke mener kærlighed som mellem brødre, gør han tydeligt et andet sted: »Min egen kjære Eduard. O, hvor jeg tænker på dem, Ja, jeg holder ret inderligt af Dem. Mere end om de var min broder.« Så altså, han elsker ham, men ikke som en ven og ikke som en bror. Hvad er der så tilbage? Fra Italien skriver han: »Jeg længes efter Dem; Ja, i dette Øieblik længes jeg efter dem, som var de en dejlig Calabreserinde, med de mørke Øine og det opflammende Blik.«

Det er varme følelser, men Edvards svar var kølige. Han afviste Andersen og fastholdt afvisningen symbolsk ved at nægte at blive dus med ham. Til Andersens fortrydelse var de Des hele livet, så ville han udtrykke sine følelser intimt, måtte han lægge ordene i munden på Edvards kone, Jette: »Lad Jette sige Dem smukt fra mig ’jeg elsker dig!’ hun tør nok sige ’elsker’.« Gennem livet forelskede Andersen sig i både mænd og kvinder, så han skulle ikke lede længe for at finde inspiration til havfruens smerte over at elske en person af forkert type.

Smerten over afvist kærlighed er universel, og netop det almenmenneskelige er grunden til, at H.C. Andersen i dag er et internationalt navn, mens mange af guldalderens andre store forfattere – Oehlenschläger, Grundtvig, Ingemann og så videre – ikke kom ud af andedammen. For nok var H.C. Andersen københavner, men han var også verdensborger. Ankomsten til København var rigtig nok hans anden fødselsdag, men han udråbte sin første ankomst til Rom 18. oktober 1833 som sin tredje.

 

Læs også om den treårige Marie Henriques, som erklærede sig forlovet med H.C. Andersen: »Du er et svin, Andersen«

Side 56