Nekrolog. Dyne-Larsen var topmadrassens svar på Kim Larsen. Lars Larsen (1948-2019) døde den 19. august. Han blev 71 år.

Sangen om Larsen

Sangen om Larsen Af Poul Pilgaard Johnsen

What’s in a name? I tilfældet Lars Larsen var der en ualmindeligt almindelig mand, og det var derfor, han hed Larsen. Ligesom en af beboerne i Huset på Christianshavn. Og ham i revyvisen: Her er en sang om en mand der hed Larsen/ det’ ham man møder på gaden hver da’.

Mere almindeligt bliver det ikke på dansk.

Manden bag Jysk Sengetøjslager læste næppe Shakespeare – han foretrak efter eget udsagn Anders And – men han var tydeligvis bevidst om betydningen af, hvad der ligger i et navn. Det var derfor, han hed Larsen – også når han ikke gjorde det.

Han tog nemlig konens efternavn, Brunsborg, da han blev tidlig gift, og fik først fødenavnet tilbage som en fødselsdagsgave fra hende, da han blev 46 i 1994. Ret beset var det altså løgn, når han i reklamerne på TV2 i 1988 og i årene fremefter tonede frem på skærmen i grå flannelsbukser, Eccolet snøresko og den evige pullover med budskabet: »Go’daw jeg hedder Lars Larsen, og jeg har et godt tilbud til dig.«

Til gengæld virkede det. I en grad, så der ved Larsens død i denne uge findes 2.800 JYSK-forretninger i 52 lande med 23.000 ansatte, en omsætning på den gode side af 30 milliarder kroner og en familieformue, der med et forsigtigt skøn har passeret 35 milliarder.

GODT købmandskab, som sønnen af en enlig mor i Nordjylland viste talent for allerede som 21-årig, da han i 1970 i samarbejde med en lokal købmand spændte en trailer bag bilen fyldt med øl og vand og andre fornødenheder og kørte fra Hurup til Thy-lejren.

I sin selvbiografi, som blev omdelt til 2,4 millioner husstande i 2004 – Danmarks største bogoplag nogensinde og ikke så lidt af et markedsføringsstunt – fortæller han selv om, hvordan han, efter at have siddet med ved bålet, hvor en chillum gik rundt, fik en aftale om at blive fast leverandør af fødevarer til den nyåbnede lejr. Flipperne havde dog åndsnærværelse nok til at forhandle om rabat, og aftalen blev, at Larsen som modydelse for eneforhandlingen hver uge gratis skulle levere ti kilo af en særlig Thybo-ost med en syrlig smag, som lejrbeboerne var glade for. Hvad de ikke vidste, var, at ostene også var gratis for Lars Larsen, som uden beregning kunne hente dem, når de var blevet kasseret fra det lokale mejeri, fordi de var blevet for sure.

Dengang var han – allerede som lærling – blevet udnævnt til leder af dyne- og madrasafdelingen i Magasin H&L i Thisted. Der skabte han sin første store succes med et brag en annonce i Thisted Dagblad udformet af ham selv som bladets største sensationshistorie i mands minde: »LASTBIL VÆLTET – varer for 100.000,- kr. beskadiget. Vi har købt det hele for det halve – det kan du nu også. ALT SKAL VÆK FREDAG og LØRDAG – koste hvad det vil.«

I virkeligheden kom kun en mindre del af varerne fra den væltede lastbil, som havde gjort enkelte springmadrasser snavsede. Langt størstedelen havde han fundet som almindelige, gode tilbud på diverse fabriksbesøg, men kunderne stod i kø fredag morgen, og ved lukketid lørdag var der udsolgt.

RESTEN er historie – »og så var det jo næsten ik’ løwn«, konstaterer Lars Larsen i selvbiografien. Løgn er det heller ikke, at han på vej ud ad døren efter udstået læretid ikke lagde skjul på over for mester, hvem der bestilte noget i butikken i Thisted, og hvem der efter hans mening tog den mere med ro. Andre ville være blevet kaldt både morakker og fedterøv, men danskerne tilgiver uden tvivl Lars Larsen både det og de små, hvide løgne.

For han var en af vor egne, og når bare man er flittig, nøjsom og nogenlunde ærlig – helt almindelig – og foretrækker en pølse ved en pølsevogn frem for Michelin-restauranter, kan det ikke gå galt. Så må man gerne blive milliardær i Danmark.

Og hvis man som Larsen, der ellers ikke ytrede sig offentligt om politik, ligefrem kaldte »dem, der tjener en masse penge i Danmark og så stikker af til udlandet«, for »nogle forrædere«, ja, så har man gjort sig fortjent til lederartikler i landsdækkende aviser, når man dør.

DER er ingen grund til at tro, at Dyne-Larsen ikke mente, hvad han sagde. Det var derfor, han fik succes, selv om man sikkert bare fik, hvad man betalte for, i hans forretninger. Han var lige præcis den mand med begge ben på jorden og af samme slags som sit publikum, som han også fremstillede sig selv som.

På den måde var Lars Larsen topmadrassens svar på en anden lun Larsen, nemlig sangeren med fornavnet Kim, der også blev ved med at appellere i øjenhøjde med den almindelige dansker, selv om han tjente styrtende. Det var trygt at synke ned i.

De blev i øvrigt begge ved med at ryge cigaretter. Købmandens mærke var Grøn Cecil – indbegrebet af den almindelige danskers cigaret.

 

Læs også Morten Beiters interview fra 2010 med Jysk-stifteren: »Ni Hao – jeg hedder Lars Larsen« 

Side 3