ROM – Den italienske hovedstad har nok en gang i denne sommer taget imod tusinder og atter tusinder af tilrejsende turister fra alle verdenshjørner. Mange har uden tvivl ladet sig lokke af overdådige fotos af Piazza Navona, Peterskirken og Colosseum – blot tre af mange attraktioner, der har været med til at gøre Rom til, hvad mange kalder »verdens smukkeste by«.
Men det Rom, som mange turister stifter bekendsskab med i byens historiske centrum, udgør imidlertid kun den kvarte sandhed om en by, der i flere år har stået og balanceret på afgrundens rand. Sidste år udgav den romerske journalist Daniela Amenta bogen »Hårde tider – Rom under Virginia Raggi« (Raggi er Roms nuværende borgmester). Hendes bog er en slags sarkastisk odyssé udi den besværlige brug af Roms offentlige transportmidler, og generelt om situationen i Rom skriver Amenta: »Der eksisterer en gigantisk uoverensstemmelse mellem den måde, Rom bliver beskrevet på i medierne, og den reelle romerske virkelighed.«
Læs også Anne Knudsens artikel om bogen, der pludselig gav Roms rod mening: »Historisk kalejdoskop«
Den offentlige transport, som Amenta ironiserer over, er blot et af mange områder, hvor der konstant er problemer i den evige stad. Det kommunale transportselskab, ATAC, der administrerer byens bybusser, er med en gæld på 1,5 milliarder euro på fallittens rand. Ruter er blevet nedlagt, personale skåret væk og chauffører fyret. Vognparken af bybusser er efterhånden gammel og nedslidt, og i de senere år har romerne gentagne gange set et usædvanligt fænomen: Bybusserne bryder ud i brand under kørslen. I alt 22 i 2017, 30 i 2018, og i indeværende år er vi oppe på 16. Og der er ingen midler til at købe nye busser for.
»Rom er en by uden vigtige projekter for fremtiden. (...) Det er derfor, det er så svært at bo i Rom i disse år. Overalt møder man en følelse af melankoli og total opgivelse.« Således sagde filminstruktør og forfatter Enrico Vanzina sidste år i forbindelse med publikationen af sin roman Rom om aftenen.
Nej til OL
Rom havde ellers en mulighed for at gribe ud efter fremtiden. Det var tilfældet i 2016, da stærke kræfter inden for den italienske sportsverden og erhvervsliv havde stablet komiteen Roma 2024 på benene med det formål at køre Rom i stilling som mulig værtsby til De Olympiske Lege i 2024. Blot manglede Roms Kommunes godkendelse. Den kom ikke. Borgmester Raggi fra Femstjernebevægelsen begrundede det med, at »kun ved at sige nej til Rom som kandidatby til De Olympiske Lege vil vi være i stand til at undgå korruptionsskandaler i forbindelse med tildeling af de store licitationer«.
Rom måtte således vinke farvel til et muligt internationalt prestigeprojekt, der kunne have givet den gamle by et lag hårdt tiltrængt fernis af modernitet. I stedet er den evige stad blevet hængende i en navlepillende og bureaukratisk sump af kuriøse problemer.
Femstjernebevægelsens lussing til Rom blev sat i relief, efter at Milano og Cortina i slutningen af juni fik tildelt værtskabet for De Olympiske Vinterlege i 2026.
I det seneste års tid har der især været fokus på to problemer, der plagede romerne: de mange huller i vejene og det høje græs overalt i parker og grønne områder.
Hullerne i vejene er et reelt problem. Ifølge en nylig artikel i dagbladet Il Giornale findes der cirka 60.000 huller i det romerske vejnet. I 2018 mistede over 100 personer livet i den romerske trafik, mange på scooter og motorcykel, på grund af hullede veje. Da hul-skandalen var på sit højeste, og den lokale presse næsten ugentligt kunne rapportere om nye ofre, begyndte folk i flere kvarterer rundtomkring i byen at male gule cirkler omkring de største og dybeste huller for at advare især de tohjulede trafikanter.
Byens mange hullede veje, ødelagte fortove og generelle mangel på vedligeholdelse har fået selskab af et nyt farvestrålende fænomen. Det er skudt op overalt i byen gennem de senere år, og på romersk jargon går det under betegnelsen pollai (hønsegårde). Det er små og mellemstore områder i bybilledet, der trænger til reparation eller vedligeholdelse, men som nu blot bliver indhegnet med et orange plastiknet, som efterfølgende får lov til at stå og forfalde, uden at skaderne bliver udbedret.
Læs også Morten Beiters artikel om Matteo Salvinis popularitet: »Fuld magt«
Da der i oktober 2018 løb en stor demonstration af stablen imod Raggi og Roms forfald, havde mange af de deltagende kvinder »pyntet sig« med udklippede stykker af det orange net, der er blevet et af symbolerne på Roms forfald.
I mellemtiden vokser græsset vildt og ubehersket i parkerne og i de grønne områder. Den kommunale forvaltning, der skulle beskæftige sig med vedligehold af de mange grønne områder, synes fuldstændig at have »glemt« denne opgave. Da debatten om byens forsømte grønne områder kørte på sit højeste, foreslog Femstjernebevægelsen i ramme alvor, at der skulle udsættes får de pågældende steder med den opgave at tygge sig igennem det høje græs.
En planlagt licitation i april 2017, der skulle have udpeget den virksomhed, som i fremtiden skulle stå for vedligehold af byens grønne områder, blev ikke gennemført. Resultatet er, at Roms parker og grønne områder mere eller mindre er blevet overladt til egen skæbne. Igennem de sidste tre år har man for eksempel registreret intet mindre end 650 faldne træer rundtomkring i byen.
Snavs
Gennem de sidste par år har det helt store samtaleemne i Rom været la monnezza, alt det affald, der ligger og flyder i gader og stræder.
Byens centrum formår lige akkurat at give de besøgende turister en illusion om, at de er kommet til en normal europæisk storby. Kommer man blot en lille smule uden for det historiske centrum, er situationen dog kritisk, og uden for bymurene er der ofte tale om nødsituationer.
I mange kvarterer er beboerne desperate. Det fik for fire år siden Rebecca Spitzmiller til at starte miljøforeningen Retake Rome. Til Weekendavisen siger hun: »Sammen med to venner startede jeg Retake Rome, simpelthen fordi vi som borgere følte os ydmygede over at se alt det affald og snavs i gadebilledet«.
Foreningen har nu grupper i 85 forskellige kvarterer. »Vi sætter hinanden stævne gennem Facebook, og så gør vi rent på gader og stræder, især i områder, der synes glemt af kommunen. I første halvdel af i år har vi gennemført cirka 300 sådanne aktioner,« fortæller hun.
Og det er nødvendigt med den slags lokale initiativer, for AMA – det kommunale selskab, der tager sig af renovation og transport af affald – er på fallittens rand. Selskabets gæld er på 600 millioner euro, og det står efterhånden fuldstændig klart, at det hverken har mandskab, maskiner eller midler til at tage sig af de daglige 4.700 ton affald, som Rom producerer. I store dele af byen bliver de affaldscontainere, der står på gader og stræder til forskellige former for husholdningsaffald, ganske enkelt ikke tømt. Affaldet hober sig op ved siden af containerne og på fortovene, og i flere kvarterer er vrede borgere begyndt at antænde stopfyldte affaldscontainere for at påkalde sig myndighedernes opmærksomhed.
I juni, kort før det store turistrykind, tilspidsedes situationen. Det romerske dagblad Il Messaggero lagde spalter til et hårdt angreb mod borgmester Raggi, blandt andet bragte avisen en meningsmåling, der viser, at Raggi kun har opbakning fra 18 procent af romerne. »Rom befinder sig i en tilstand af total opløsning«, skrev Il Messaggero og argumenterede for, at Raggis borgmesterperiode skulle afkortes fra fem til fire år.
Raggi har afvist alle anklager med henvisning til, at de nuværende besværligheder er en proces, byen skal igennem for at »kunne komme tilbage på sporet«.
Om der så er midler til det, er tvivlsomt. På bundlinjen står Roms gigantiske gæld skrevet med rød flammeskrift: 12 milliarder euro. Regeringen har udarbejdet et såkaldt Red Rom-dekret, der i teorien skulle gøre det muligt at overføre midler til den slunkne kommunekasse. Men indenrigsminister Salvini fra Lega har samtidig sat foden ned og udtalt, at Rom ikke skal regne med økonomisk særbehandling fra regeringens side.
Salvini regner med, at en Lega-kandidat får overrakt nøglerne til borgmesterkontoret efter det næste lokalvalg i 2021. Så må man håbe for de hårdt prøvede romere, at det vil gå bedre, end da den sidste højrefløjspolitiker, Gianni Alemanno, var borgmester fra 2008 til 2013. I februar i år blev Alemanno idømt seks års fængsel for korruption.
Ud over Roms måger, der har vokset sig fuldfede ved at spise det husholdningsaffald, de finder på gader og stræder, er der vel kun én anden kategori, der nyder godt af Roms kritiske situation: bogforlagene. De har gennem de sidste to-tre år spyttet en strøm af essays på gaden, der beskæftiger sig med byens økonomiske, moralske og fysiske forfald. Og når der skal findes passende titler, er det ikke just det klassiske caput mundi (Rom som verdens hovedstad), der trækkes på.
I et af disse essays, forfatteren Marco Bettinis Roma Kaputt, hedder det blandt andet: »Hvis der findes en by, hvor primordial kaos har glimrende muligheder for at udvikle sig til et kosmisk delirium, så er det Rom. Jo, jo, byen er da overmåde smuk ... og samtidig selvmodsigende. Det hellige blander sig med det profane, skønhed med elendighed, ophøjet kunst med en atmosfære af far west-lovløshed. Rom fortryller sine besøgende – og det til trods for at byen uden tvivl er den vestlige hovedstad, der fungerer allerdårligst.«
Læs også Morten Beiters artikel om Conte-regeringen, der faldt med et brag: »Laveste fælleshævner«
