Anger. Det er oppe i tiden at undskylde offentligt. Men hvornår er det passende?

En undskyldning for sig selv

En undskyldning for sig selv

Helle Birk, lektor og cand.mag. et jur.

Der er gode og dårlige undskyldninger, ligesom der er angrende og mindre angrende syndere. Har man opført sig kritisabelt eller moralsk angribeligt eller måske ligefrem brudt loven som politiker eller sportsmand eller i finanssektoren, er det blevet mere og mere almindeligt, at man går ud i medierne med sin skyld og skam og beklager eller undskylder.

Men er det altid en god idé?

Skal man som dansker skamme sig over eller ligefrem undskylde for sit land? Tyskerne gør det. Det er en del af nationalkarakteren at undskylde for fordums at have banet vejen for Hitlers rædselsregime via demokratisk valg. Det hedder »Kollektivschuld«. Men er det en del af vores? I Danmark har vi ikke den samme belastede fortid. Men vi har været slavenation. Det har den daværende statsminister i sin nytårstale i 2017 og den daværende udenrigsminister senere samme år på et statsbesøg i Ghana kaldt for skamfuldt, hvad der senere blev udlagt som en officiel undskyldning.

Men kan man ikke både vedkende sig og beklage historiske fakta og samtidig nægte at gøre knæfald og undsige sin egen nationale kulturarv og identitet? For vi lever jo i et demokrati og velfærdssamfund, der trods fejl og mangler fremhæves som forbilledligt af andre lande. Hvis svaret er nej, så har det skræmmende perspektiver. At vi danskere ikke skulle kunne synge den gamle sang om unge kvinder med korngult hår og Bjarkemål, selvom det sidste måske giver associationer til Regnar Lodbrog og de vikinger, der voldtog og plyndrede, uden at undskylde for det, vil de fleste nok mene, er at drive det alt for vidt.

Inden hun blev udnævnt, udtalte Mette Frederiksen, at hendes første handling som statsminister ville være at give ofrene for massive overgreb på Godhavn i Tisvildeleje, dengang det var drengehjem, en undskyldning. Fordi »de forbrydelser, der blev begået mod børnene, var også forbrydelser dengang«, som statsministeren udtrykte det. Og det er måske det centrale her. At man allerede dengang burde have vidst bedre? I hvert fald påtog børnenes statsminister sig den 13. august på Marienborg på hele Danmarks vegne at sige undskyld til de mænd for de uhyrligheder, de som drenge var blevet udsat for på Godhavn, en statslig institution.

Læs også om, at færre børn og unge anbringes uden for hjemmet: »Når ude er bedst«

Banksektoren undskyldte for den andel, den havde i finanskrisen i sin tid. Her mere end et årti senere har samme sektor igen travlt med at undskylde i pressemeddelelser og breve til kunderne og sågar indbydelser til såkaldte dialogmøder. Fra Finans Danmarks side tales nu blandt andet om aldrig at sætte profit før etik. Det er store ord, men givetvis en del af den CSR, der er så vigtig for en moderne virksomheds succes. Etik og moral og social ansvarlighed er pludselig blevet det nye sort i finanssektoren i kølvandet på sager om aktieudbyttesvindel og hvidvask.

Danske politikere erklærer ofte, at de lægger sig fladt ned, når der skal undskyldes for manglende politiske resultater, uindfriede løfter, frås og ubesindig tale og for rod i cv’et.

Karsten Hønge lovede i fjor på tv, at han »selvfølgelig« forlod Folketinget, hvis han blev valgt til Europa-Parlamentet. Det blev han, altså valgt til EP. Efter valget gik han ind og skrev undskyld på Facebook for, som han formulerede det, »at have håndteret situationen idiotisk« og for at burde have fortalt alle, »at Folketinget havde min 1. prioritet«. Karsten Hønge sidder nu i Folketinget.

Konkurrencerådet vurderede i sin afgørelse om sagen tidligere i år, at Falck var gået ud over, hvad der kan anses for almindelig konkurrence over for konkurrenten Bios. I afgørelsen nævnes to kommunikationsbureauer og en selvstændig kommunikationskonsulent som det, der kaldes relevante aktører i sagen. I kølvandet herpå har flere af disse – ellers i afgørelsen først anonymiserede, men nu afanonymiserede – aktører været ude at beklage, endda dybt, og sågar talt om etik og værdier.

Bios gik som bekendt konkurs. For nylig er erstatningssagerne i kølvandet på konkursen blevet forligt ved, at Falck har måttet betale et større millionbeløb. Sagen er nu overgivet til bagmandspolitiet.

Alt dette kunne være undgået ved at ihukomme sig det gamle mundheld: Man skal ikke gøre det, man angrer, så slipper man for at angre det, man har gjort.

I USA, Guds eget land, har man en lang tradition for offentlige undskyldninger og efterfølgende tilgivelse for selv den værste synder, bare han (det er som regel en han) angrer. Som præsident Trump udtrykker det i sin seneste tale om rigets tilstand: »America is a nation that believes in redemption,« altså at give den angrende synder syndsforladelse. Helt konkret talte Trump om The First Step Act, som giver – ikke-voldelige – lovovertrædere mulighed for at blive resocialiseret.

Tiger Woods undskyldte for nogle år tilbage sin utroskab over for gud og hvermand – og ikke bare sin kone. For et par år siden var Woods igen ude at undskylde for at have kørt bil i påvirket tilstand. Samtidig understregede han, at der ikke var alkohol involveret, men receptpligtig medicin.

Den pensionerede general David Petraeus har også offentligt undskyldt utroskab. Hans affære med medforfatteren til hans selvbiografi med titlen All In såmænd kostede ham stillingen som chef for CIA.

Senere har han været i spil som udenrigsminister i Trump-administrationen. Dog uden at blive udnævnt.

Mens Obama refereredes til som en »apologizer«, kaldes Trump en »non-apologizer«. Obama undskyldte for USAs rolle i krige i Mellemøsten, hans efterfølger undskylder – yderst sjældent. Måske ud fra John Waynes simple livsfilosofi: »Never apologize and never explain – it’s a sign of weakness,« som cowboyhelten sagde i en af sine westerns. Noget af det tætteste, Trump er kommet på at undskylde, var sidste sommer. Der var han på retræte og refererede til det, han kalder for en slags dobbeltnegation. Det var nu bare én enkelt negation, som Trump hævder at have udeladt, da han udtalte, at han ikke kunne se nogen grund til, at det kunne have været russerne, der stod bag hacking af præsidentvalget i 2016. Det, han ville have sagt, var ifølge Trump selv, at han ikke kunne se nogen grund til, at det ikke kunne være russerne. Måske skulle han havde lyttet til John Waynes råd om heller aldrig at forklare sig.

En offentlig undskyldning kan være foranlediget af de bedste motiver eller de værste. Uanset hvad sandheden måtte være, så er det svært at se bort fra den personlige interesse, vedkommende har i at stå sig godt med vælgere, kunder, fans og sponsorer.

En passage fra Margaret Mitchells roman Borte med blæsten fra 1936 illustrerer glimrende forskellen på den oprigtige og den opportunistiske bodsgang.

Hovedpersonen Scarlett O’Hara er lige blevet enke efter sin anden ægtemand. Plaget af skrupler over sin andel i hans død letter hun sit hjerte over for Rhett Butler, hendes store beundrer. Miss Scarlett har trøstet sig eftertrykkeligt med cognacflasken, fordi hun med egne ord »var saa ond, og nu er han død«. Her er, hvad hr. Butler har at sige til hendes (bonde-)anger:

»Og hvis han ikke var død, vilde De stadig være ond. Saa vidt jeg forstaar, er De ikke bedrøvet over, at De har giftet Dem med Frank og behandlet ham daarligt og ved Deres Uagtsomhed forvoldt hans Død. Men De er bedrøvet, fordi De er bange for at komme i Helvede. Er det ikke rigtigt?«

Scarlett, der ikke er helt klar i hovedet, replicerer: »Det lyder saa indviklet.«

Rhett forklarer: »Deres Moralbegreber er ogsaa betydelig indviklede. De har det nøjagtigt som Tyven, der er blevet fanget; han er ikke ked af, at han stjal, men han er meget, meget bedrøvet over, at han skal i Fængsel.«

Scarlett gifter sig snart derefter med – hovedrige – Rhett. Så meget for miss Scarletts moralske kvababbelse.

Det er lidt det samme problem med den offentlige anger. Hvis en undskyldning savner oprigtighed, og der alene ligger egennyttige motiver bag, så skulle man måske hellere tie stille. For det er oftest let gennemskueligt. Især når undskyldningen ikke følges op af handling og ændring af adfærd. Det skal den naturligvis. Ellers bliver den fuldstændig utroværdig og nogle gange også patetisk, som i tilfældet med tidligere borgmesterkandidat i New York og efterfølgende tugthuskandidat Anthony Weiner, der sendte såkaldte »sexting-billeder« til kvinder igen og igen, herunder en mindreårig, og undskyldte hver gang. Indtil vælgerne og hans hustru til sidst fik nok.

Endelig er der også dem, der er én stor undskyldning for sig selv. Panelluskerne. Dem, der undskylder for enhver pris for at undgå at blive beskyldt for at have vakt anstød eller krænket nogen eller noget. Den slags undskyldninger kan helt bogstaveligt ende med at blive selvudslettende.

Dette er en kronik og udtrykker derfor alene skribentens holdning. Du kan indsende forslag til en kronik på opinion@weekendavisen.dk

 

Læs også Martin Krasniks leder 16. august: »Undskyld, men«

Side 13