Fjernsyn. Er tv mindre værd end film og litteratur? Nej, skriver Emily Nussbaum, Pulitzervindende tv-kritiker på The New Yorker, i sin nye bog. Selvfølgelig er det ikke det.

Tyggegummi for øjnene

Tyggegummi for øjnene

Da jeg var barn, så jeg fjernsyn hele tiden. Jeg var i den lykkelige situation, at vi havde en parabol derhjemme, så jeg kunne se tv-shop fra klokken 08.00-13.00 hver dag i ferien: begejstrede mennesker, der snakkede om et ekstraordinært godt mandolinjern ved navn Superslicer og en gådefuld lille blender ved navn Magic Bullit. Jeg vidste, det var dårligt for mig, men jeg gjorde det alligevel. Med samme udgangspunkt så jeg Buffy the Vampire Slayer hver søndag, når TV2 sendte Seriesøndag, og først da min højt respekterede underviser på litteraturvidenskab 15 år senere annoncerede, at Buffy var hans yndlingsserie, gik alting lykkeligt i stykker inden i mig, og der var pludselig plads til den kærlighed, jeg kun havde mærket som små gib af unavngiven fryd dengang, hver søndag eftermiddag.

I sit indledende essay i I Like to Watch beskriver Emily Nussbaum, hvordan hun en eftermiddag i 1997, da hun arbejdede på sin ph.d. i victoriansk litteratur, ville tage en pause fra læsearbejdet, så hun rejste sig fra sofaen, gik tværs gennem stuen og tændte for fjernsynet. Buffy the Vampire Slayer – sluthalvfemserserien om en teenagepige, der kæmper med hjertesorg og eksamener på gymnasiet om dagen og vampyrer og dæmoner på kirkegården om natten – gik i gang. Den havde hun ikke set før, titlen alene havde skræmt hende væk. En gruppe Jocks (populære fyre, der er gode til sport) bliver forvandlet til hyæner af en okkult dyrepasser, og afsnittet slutter med, at de i fællesskab spiser gymnasiets rektor. Nussbaum var solgt.

Læs også anmeldelse af to aktuelle serier: »Alle patriarker er ens«

I dag går man ikke længere tværs gennem stuen for at tænde for fjernsynet, hvis man overhovedet ser tv på sådan et møbel, og Emily Nussbaum er Pulitzerprisvindende tv-kritiker på The New Yorker.

I Like to Watch er hendes første bog, og i den samles en række anmeldelser (mestendels af tv-serier, men også reality-tv), tre portrætter af tv-personligheder (Ryan Murphy, Jenji Kohan og Kenya Barris) og fire større essays. Det centrale argument, som udkrystalliseres i bogen, er overraskende simpelt og alligevel kontroversielt. Det lyder, i omskrevet form, således: Tv er ikke film og litteratur underlegent. Tv er sin egen specifikke kunstform, og det er nødvendigt at udforme et specifikt, kritisk sprog, så vi kan tale om det.

Bogen bærer undertitlen Arguing My Way Through the TV Revolution. »To argue« kan både betyde »at argumentere« og »at diskutere«, og Emily Nussbaums skrivestil, der er afkølet og grundig, men også teatralsk, ilter og kvik med standupkomikerens evne til at lade præcision og humor gå hånd i hånd, befinder sig et sted derimellem.

Hun blev altså, så snart Jock-hyænerne havde spist deres rektor, glødende Buffy-fan og begyndte at opsøge ligesindede på det dengang rudimentære internet. Når hun i dag bliver spurgt, hvilke andre kritiske stemmer hun er inspireret af, svarer hun altid de anonyme fans på chatforummet Televison Without Pity.

Ved at fremhæve den evigt diskussions- og skænderilystne fan som forbillede for måden at tale om tv kaster hun et for vores tid sjældent og tiltrængt positivt lys på internettet og de omgangsformer, der findes der. Hun er også samtidig i gang med at definere det kritiske sprog, hun savnede. Den ophøjede kritiker, hvis smagsdom afgives en gang for alle, kan ikke bruges, når det gælder tv, for objektet, der bedømmes, er ustabilt. Tv, både mediet og den enkelte serie fra afsnit til afsnit, fra sæson til sæson, skriver hun et sted, forandrer sig sammen med seeren.

The Handmaid’s Tale startede en første sæson eksplosivt, men er derefter nærmest størknet i sin egen æstetik.
The Handmaid’s Tale startede en første sæson eksplosivt, men er derefter nærmest størknet i sin egen æstetik.

Det har overrasket mig gang på gang: Den bibelske sci-fi-serie The Leftovers gik fra en mildest talt middelmådig første sæson til at blive en af de mest banebrydende tv-serier i nyere tid, hvorimod den dystopiske The Handmaid’s Tale, efter et eksplosivt interessant anslag, størknede i sin egen æstetik.

Serier skifter udtryk, og nogle gange kvalitet, hvilket for nogle kunstformer ville være skrækkeligt (»filmen holder ikke kadencen hen imod enden«), men i tv er det selve livsprincippet.

Som kritiker må man hele tiden revurdere sin dom, sluge sine ord. Tv er altid ufærdigt og altid i gang med at blive bedre. Eller i gang med at blive dårligere!

Læs også Leonora Christina Skovs anmeldelse af Margaret Atwoods roman The Handmaid's Tale: »En avlskvindes erindringer«

Nussbaum er ingen perfid skribent, tværtimod, men hendes formuleringer har den særlige schwung, der kræves for at blive hørt i et chatforum: De har ofte karakter af sært avancerede, og dog præcise, punchlines, som når hun skriver, at tegneserien Adventure Time er »som World of Warcraft genfortalt af Carl Jung«.

Hun trækker den store diskussions fronter op ved at sætte Buffy the Vampire Slayer over for tv-guldalderens serie over alle serier, The Sopranos. Hun elskede, ligesom alle andre, serien om mafiabossen Tony, der forbryder sig mod mafia-macho-loven ved at gå til psykolog. Den fik premiere i 1999 og blev altså vist samtidig med Buffy. Men hun bemærkede tidligt noget pudsigt ved måden, den blev lovprist på. The New York Times kårede den ikke bare til den bedste serie, men som det bedste populærkulturelle værk i de sidste 25 år. Her var endelig noget tv, der var ægte kunst og som fortjente ægte kritik.

Diskussionen om kunst, skriver Nussbaum, har altid også været en diskussion om, hvad vi som offentlighed tager alvorligt. Og hvor Buffy the Vampire Slayer trækker på klassisk feminine og de »useriøse« fortællemåder, der er særegne for tv-mediet (sæbeoperaen, teenagedramaet og vampyrfilmen), så var The Sopranos dens modsætning: Den havde Scorsese-gravitas, den var maskulin, storslået og litterær.

Den tanke, at tv er mindre værd end andre kunstformer, findes ikke kun hos dem, der afskyr fjernsyn. Nussbaum citerer én, der kalder tv »tyggegummi for øjnene«, mens en anden kalder det »sort spraymaling til dit tredje øje«. Interessant nok findes tanken også hos dem, der kan lide at se fjernsyn.

TV er ikke film og litteratur underlegent, siger Nussbaum. Her: Sopranos
TV er ikke film og litteratur underlegent, siger Nussbaum. Her: Sopranos

Den forestilling har på sejlivet vis animeret den kulturelle samtale siden fjernsynets opfindelse. At se tv er en let skamfuld beskæftigelse, som gør, at vi hele tiden skal forsikre hinanden om, at »det bare er noget, jeg ser, når jeg skal slå hjernen fra«.

Selv når enkelte tv-serier bliver hyldet, sker det ofte i form af en slagside til tv-mediet: True Detective blev hyldet for at »ligne en film«. The wire for at være »kompleks som en roman«. Tv kan ikke være noget værd, medmindre det transcenderer sig selv.

Men tv er, skriver Nussbaum, smukt, ikke »på trods af, men på grund af sin sære elasticitet og måden, det ændrer sig over tid og i samtale med sin egen historie«.

Det slog mig, da jeg første gang fik I Like to Watch i hånden, at titlen, der straks leder tankerne hen på noget kinky, måske rent faktisk skal læses sådan. For mig har det at se fjernsyn altid i ordets bedste forstand været en pervers handling. Det er afvigende opførsel at kunne lide at kigge på.

At se en film er som en enkelt aften at sætte sig i sin mørklagte lejlighed og følge med i genboens liv. At se en tv-serie er at sætte sig i sin mørklagte lejlighed og følge med i genboens liv aften efter aften efter aften. I nogle timer er man ikke den handlende i sit eget liv, man giver sig hen til andre menneskers fantasier. Nussbaum skriver, at det er et spændende tidspunkt at være tv-kritiker på: Alting synes at kunne ske. Hun skriver også om det ret heftige reality-program Vanderpump Rules, at se det er som at være tilkoblet et intravenøst drop med sangria. Det, der ustandselig forandrer sig, kræver hele tiden nyt sprog.

Emily Nussbaum: I Like to Watch: Arguing My Way Through the TV revolution. 384 sider. Penguin Random House.

 

Læs også Bo Green Jensens begejstrede annmeldelse af Tarantinos Once Upon a Time in Hollywood: »Alle de levende og døde«

Side 35