Der sker forskydninger i det danske sundhedsvæsen i disse år. Hvor man tidligere fokuserede på behandlingen af akutte lidelser, retter indsatsen sig i stigende grad mod forebyggelse af livstilssygdomme. Det er nemlig den vej, sygdomsbyrden flytter sig: Ifølge verdenssundhedsorganisationen WHO er kroniske og livsstilsrelaterede sygdomme årsag til 41 millioner dødsfald årligt, svarende til mere end 70 procent af alle dødsfald i verden. Et tal, der kun forventes at stige i fremtiden. Af samme grund har WHO gjort forebyggelsen af kroniske og livsstilsrelaterede sygdomme til et særligt prioriteret indsatsområde, og en række sundhedsvæsener verden over har fulgt trop, herunder det danske.
I Danmark har man eksempelvis indført obligatoriske KRAM-screeninger (en forkortelse for kost, rygning, alkohol og motion) på alle patienter, der kommer i berøring med hospitalsvæsenet. Men hvem har ansvaret for forebyggelsesarbejdet, der stiller hidtil usete krav til sundhedspersonalets sociale og pædagogiske evner?
I teorien er det op til de enkelte hospitalsafdelinger at fordele opgaverne, men i realiteten er det som regel sygeplejerskerne, der sætter sig på forebyggelsesindsatsen. Det forklarer lektor Inge Kryger Pedersen, der forsker i sundhedsområdet ved Sociologisk Institut på Københavns Universitet:
»Der var på et tidspunkt en læge, der i et interview sagde til mig, at sygeplejerskerne jo er mere interesserede i ’alt det pædagogiske’, som lægerne ikke gider. Og det er helt klart, at sygeplejerskerne har nogle kompetencer, som nok også gør dem i stand til at løfte opgaven bedre.«
Læs også: Hvad gør man, hvis ens søn viser sig at være ens datter: »Mere end bare en leg«
Som del af forskningsprojektet Global Challenges, Local Solutions? – Rethinking Professional Work in a World of Transnational Jurisdictions, som er støttet af Danmarks Frie Forskningsfond, har Pedersen undersøgt, hvordan det gradvise skift i retning af forebyggelse frem for behandling giver en profession som sygeplejerskerne muligheder for at overtage og fastholde nye, centrale arbejdsopgaver i sundhedsvæsenet. Gennem feltarbejde og interviews på en række hospitalsafdelinger har hun kortlagt, hvordan KRAM-screeningen bliver udført lokalt på de enkelte afdelinger. Der findes nemlig ingen officielle retningslinjer fra hverken Sundhedsstyrelsen eller regionerne for, hvilke professioner der udfører KRAM-screeningen. Dét tomrum har sygeplejerskerne mange steder benyttet sig af:
»Vi ser ofte, at en sygeplejerske bliver leder af et center for forebyggelse på et hospital og derfra styrer indsatsen med KRAM-screening. Og vi ser, at sygeplejerskerne er dem, som udvikler og producerer udskrivningskort, oplysningspjecer og andet materiale, som udgør kernen i forebyggelsesarbejdet på den lokale afdeling. Og så er det selvfølgelig sygeplejersker og indimellem SOSU-assistenter, der holder det, man kalder ’den motiverende samtale’ med patienten, hvor man arbejder mere pædagogisk og prøver at give den enkelte patient nogle redskaber til at håndtere sin sygdom. Den slags tager lægerne sig ikke af – de er nærmere lettede over, at nogle andre gør det,« forklarer Inge Kryger Pedersen.
»Det, at sygeplejersker tiltager sig de her nye opgaver, skyldes en blanding af pragmatiske og strategiske hensyn. Der er kommet en ny opgave, som skal løses, og så har det vist sig, at den ligger godt til sygeplejerskerne. Men der er også noget taktik i det – det handler selvfølgelig for sygeplejerskerne og deres faglige organisationer om at få noget mere indflydelse, opnå prestige og en højere løn, det er klart.«
Historisk set har det at uddanne sig til sygeplejerske ikke været en vej mod høj løn og prestige. Faget udspringer oprindeligt af katolske nonneordener i Middelalderens europæiske klostre. Her oprettede og drev søstrene de såkaldte hospitier, hvor man plejede og drog omsorg for syge, men ikke udførte decideret behandling. Efter Reformationen forsvandt denne form for plejestiftelser.
Da de første danske hospitaler blev oprettet, antog man ufaglært arbejdskraft, stue- og vågekoner, til den daglige pasning af patienterne og de praktiske gøremål i den lægelige behandling. Fra midten af 1800-tallet, hvor nye og mere komplicerede behandlingsformer og operationer blev mulige, indså man nødvendigheden af at oprette en decideret faglig uddannelse i sygepleje. I 1863 blev den første af sin slags i Danmark påbegyndt på Diakonissestiftelsen på Frederiksberg, og fra 1876 blev der udbudt en verdslig sygeplejerskeuddannelse på Kommunehospitalet i København, hvorfra den langsomt bredte sig til resten af landet. Først i 1933, hvor sygeplejerskerne fik statsautorisation, begyndte uddannelsen at komme i nogle mere faste rammer, som var udstukket af Sundhedsstyrelsen.
Selvom sygeplejerskerne dermed blev udstyret med statsgodkendte eksamensbeviser, gjaldt det officielt fortsat, at sygeplejersken blot skulle tage sig af praktiske gøremål og agere hjælpende hånd for lægen. I praksis var det sygeplejerskerne, der stod for den daglige behandling på sygehusafdelingerne og i hjemmene, mens lægerne sjældent var til stede i længere tid ad gangen. Det medførte bare hverken højere løn eller prestige. Det fortæller Gunilla Svensmark, sygeplejerske og specialkonsulent ved Sygeplejehistorisk Museum.
»Det var først i løbet af 1930rne, da sundhedsplejerskeuddannelsen blev introduceret for at bekæmpe den alt for høje børnedødelighed, at man begyndte at få en vis selvstændighed. Det var her, ideen om forebyggelse begyndte at vinde indpas. Sundhedsplejerskerne blev betragtet som nøglepersoner inden for den folkesundhedsfremmende indsats og sorterede direkte under Sundhedsstyrelsen.«
Senere blev sygeplejerskeuddannelsen yderligere »videnskabeliggjort« i løbet af 1980erne og 90erne, hvilket kulminerede i 2001 med omlægningen til en professionsbacheloruddannelse – med mulighed for en kandidat- og ph.d.-overbygning. At uddanne sig til sygeplejerske i dag er altså noget helt andet og langt mere mulighedsgivende end i 1863. En stigning på syv procent i optaget af nye sygeplejerskestuderende i år tyder da også på, at unge mennesker i Danmark har fået øjnene op for de store og voksende muligheder for både prestige og anerkendelse, som faget indebærer. I dag er der gode muligheder for at specialisere og videreuddanne sig og arbejde med eksempelvis forskning eller strategi og planlægning. Alligevel er det ifølge Inge Kryger Pedersen noget forhastet at konkludere, at sygeplejerskernes nye muligheder vil sprænge det stærke og meget tydelige hierarki, der traditionelt har været mellem læger og sygeplejersker. Den slags kan ligefrem tage århundreder at rykke ved.
»Man skal nok ikke bilde sig ind, at det her flytter helt vildt meget på et hierarki, hvor lægen stadig bliver opfattet som den øverste ansvarlige. Den slags ændrer sig uendeligt langsomt. Og de her lidt ’blødere’ områder, hvor der ikke findes ret meget ’hård’ naturvidenskabelig evidens, som forebyggelsesområdet er et godt eksempel på, er stadig ikke ret anerkendte rent fagligt. Det kan man se i det faktum, at sygeplejerskerne har svært ved at få lægerne til at bakke op og deltage i de nye forebyggelsescentre ude på hospitalerne,« forklarer hun.
Selvom lægerne fortsat nyder størst prestige og tjener den bedste løn, og selvom de nye muligheder for at indtage ledende stillinger for sygeplejerskerne nok ikke vil ændre på dette, mener Gunilla Svensmark fra Sygeplejehistorisk Museum alligevel, at man kan betegne sygeplejersken som den måske vigtigste person i sundhedsvæsenet:
»Jeg mener faktisk, at man historisk set kan betragte sygeplejerskerne som rygraden i sundhedsvæsenet, fordi sygeplejersken var den, der altid var der. Lægen besøgte kun stuen indimellem for at tage prøver eller andet, og lægen var selvfølgelig også meget, meget vigtig. Lægerne og sygeplejerskerne har altid suppleret hinanden, men historisk set må man bare sige, at sygeplejerskerne er dem, der har været hos patienterne døgnet rundt.«
Læs også om den geografiske ulighed i sundhedsvæsenet: »Postnummer-problematikken«
