DEBAT. København kan sagtens rumme endnu flere turister.

Masser af plads

Masser af plads

Henrik W. Jensen, turistfører.

I en artikel i WA d. 26.7., »Hvad København lægger havn til«, går journalist Mads Staghøj hårdt til Claus Bødker fra Cruise Copenhagen Network med en række inkvisitoriske spørgsmål, der alle tager udgangspunkt i to forhold: At der er for mange turister i København, og at det er krydstogtskibenes skyld.

Og det bygger på nogle tanker bragt til torvs af Køben­havns kulturborgmester, den alternative Franciska Rosenkilde. Hun er ikke kendt for nogen særlig indsigt i turisme, men turistbranchen er desværre en branche, som mange, der ikke har sat sig ind i emnet, herunder journalister og borgmestre, synes, at de skal have en mening om.

Her er så nogle modsatte synspunkter fra en, der har flere årtiers praktisk erfaring med turismen og derfor véd noget om emnet – til en forandring.

Er der for mange turister i København? Lad os se på realiteterne. På visse udvalgte dage på visse tidspunkter kan turistbusser hobe sig op ved Havfruen, Amaliehaven, Kgs. Nytorv og langs Tivoli. Men det sker mest i højsæsonen fra midt juni til midt august, hvor det ikke generer så mange københavnere, da de fleste selv er på ferie og bidrager til kaos andre steder i verden. Og det sker som regel kun nogle få timer omkring middag, og det er ikke hver dag – ikke engang i højsæsonen.

Og man kan ganske rigtigt se en masse turister vandre frem og tilbage på turisttrekket fra Langelinie langs havnen til Nyhavn og videre gennem Strøget til Christiansborg eller Rådhuspladsen og Tivoli. Og fra denne rute er der et par afstikkere via Købmagergade til Rosenborg og Torvehallerne samt over Inderhavnsbroen til Christianshavn.

På disse strækninger er der mange turister, men situationen i København er ikke værre, end at der mange steder selv i Indre By kan findes fredfyldte områder med meget få turister. Og det gælder i endnu højere grad, hvis man bevæger sig lidt væk fra Indre By.

Så at sammenligne København med virkelig overrendte byer som Venedig, Amsterdam eller Barcelona er usagligt.

Er der for mange krydstogtskibe? Antallet af krydstogtskibe er stigende, men at se sig gal på dem, som Rosenkilde og hendes talerør Staghøj gør det, er usagligt, for der er så mange andre, der bidrager til at øge turismen. Lad mig bringe nogle eksempler.

Krydstogterne havde sidste år 343 anløb. Men Oslobåden, der kommer hver dag året rundt, havde 363 anløb, hvor titusinder af især norske turister er blevet bragt til byen. Og som krydstogtgæsterne har de den frækhed kun at blive en enkelt dag. Og færgen forurener også, så hvorfor taler ingen om at begrænse antallet af anløb med Oslobåden?

Og hver dag i sæsonen ankommer mange busser fra vore sydlige naboer, Tyskland, Benelux og Polen på vej til eller fra Skandinavien. De laver en bytur på et par timer og kører så videre.

Også mange svenske busser passerer byen på vej sydpå, og så er der alle endagsturisterne fra Skåne, der kommer med tog for at opholde sig her en enkelt dag. Skal vi ikke begrænse denne trafik fra nabolandene, som tilmed forurener?

Og mens vi taler forurening, så bidrager Kastrup Lufthavn om noget til denne. 30 millioner passagerer på årsbasis, nogle skal videre til krydstogtskibene, men de mange er bare turister på city-break eller måske deltagere i en af de mange kongresser, der har gjort København til en førende kongresby. Skal vi begrænse antallet af kongresser? Og hvad med i det hele taget at indskrænke flytrafikken i Kastrup, der jo forurener meget mere end skibene?

Og lad mig nævne de mange østeuropæiske busser, der kan ses i Indre By med især kinesiske turister. Og med underbetalte estiske, litauiske og polske chauffører, der bor i busserne. De optager en masse busholdepladser, tager arbejde fra danske chauffører og bryder en masse køreregler, uden at det får konsekvenser.

Og al den trafik, der her er nævnt, har intet med krydstogtskibene at gøre.

Vi kan sætte et antal på krydstogtturisterne, cirka 900.000, men hvor mange turister der ellers kommer, er svært at sige præcist. Men antallet af overnatninger i københavnsområdet ligger på cirka 10 millioner årligt. Og her er Airbnb ikke medregnet. Ej heller naturligvis de mange busgæster, der kun er på gennemrejse. Der er altså flere millioner turister i København, der IKKE kommer med krydstogtskibe. Så hvorfor kun hakke på krydstogtgæsterne?

Franciska Rosenkildes påstand om, at der er for mange turister, kan diskuteres, og hendes påstand om, at det er krydstogtgæsternes skyld, er direkte forkert.

Det ville være mere nyttigt hvis borgmestre og journalister beskæftigede sig med den ulovlige og konkurrenceforvridende østeuropæiske buskørsel samt de mange Airbnb-udlejere, der forstyrrer i lokalområdet, generer hotellerne og flyver under skattevæsenets radar.

Dette er et debatindlæg og udtrykker derfor alene skribentens holdning. Du kan indsende forslag til en et debatindlæg på opinion@weekendavisen.dk.

 

Læs også artiklen om, at næsten en million krydstogtturister besøger hovedstaden i år: »Hvad København lægger plads til«

Side 12