DEBAT. Peter Tudvad forsøger sig med fortryllet blændværk omkring en højst banal ansvarsflugt.

Det er for let, Peter

Det er for let, Peter

 

Bettina Høyrup Pavón

Weekendavisen bringer for tiden en række artikler, hvor avisen interviewer kendisser om deres erfaringer med skilsmisser. Det er juli, agurketid i Danmark, tid til afslappende feriehyggelæsning, gerne med et strejf af intellektuel feel good-kolorit, så læseren får den der fornemmelse af, at der er stof til eftertanke at vinde – det er trods alt Weekendavisen, vi taler om. Tanken med artiklerne er at lade interessante personer fra den danske offentlighed give deres personlige beretning om deres oplevelser med skilsmisse. Ordet er frit, men det skal vist nok helst ringe i en sådan lidt eksistentialistisk klangbund for rigtigt at virke fængende. Vinklen er den såkaldte »human interest«. Fascinationsfaktoren er, at vi som læsere får indblik i mennesket bag den offentlige person. Dannet sommerunderholdning. Ufarligt og ikke så alvorligt. Problemet er naturligvis, at når temaet er skilsmisse, så er der en modpart, der bliver involveret og berørt. Det er her, Weekendavisen svigter sit ansvar. Den glemmer, at man ikke kan lave en ensidig feel good-vinkel uden at berøre en modpart.

Det drejer sig om artiklen »Det skal ikke være for let« fra 19. juli. Artiklen rummer et interview, hvor forfatter og foredragsholder Peter Tudvad fortæller om det, han kalder sin kardinalsynd. Med dette højstemte udtryk fra katolsk tankegang sigter han til dengang, han forlod sin højgravide kæreste. Jeg er den kvinde, som Peter Tudvad omtaler. Det var i 1994.

At bruge et højstemt, religiøst udtryk som »kardinalsynd« om sit svigt og at referere til Kierkegaards ord om at »realisere det Almene« er noget værre overfladisk pladder, der udelukkende har til formål at skabe et fortryllet blændværk omkring en højst banal og almen ansvarsflugt.

Der er nu gået snart 27 år, siden jeg som 25-årig filosofistuderende mødte Peter. Han var interessant og sjov og fik mig til igen at se positivt på livet, efter at jeg lige havde mistet min mor, der var gået bort som 49-årig efter lang tids sygdom. Jeg læste spansk og filosofi og var enlig mor til en søn på tre, da jeg mødte Peter. Når Peter i interviewet beskriver mig som »sød, solid og jordbunden« – ord, som i sig selv kan være ganske positive – så er det for at fremhæve kontrasten til sig selv som en intellektuel, åndelig og lidt mere kompliceret psykologisk sammensat person. Og i sammenhængen kan dette også forføre læseren til at tro, at jeg er en enfoldig og provinsiel person.

For at Peter Tudvad kan få sin selvfremstilling til at give en dramatisk mening, er det et vigtig retorisk virkemiddel at etablere indtrykket af en stor kontrast mellem ham selv og den specifikke kvinde, altså mig – en kontrast mellem ham selv som den åndrige og ophøjede persona, der har nået det øverste stadie i kierkegaardsk forstand, det religiøse, og mig, der overfladisk set ganske vist omtales anerkendende som sød, solid og jordnær, men – og det er den langt mere afgørende pointe – indirekte nedsættende som repræsentanten for »Det Almene«, altså spidsborgeren, der aldrig overvinder sit småborgerligt fortvivlede lavsind. Det skal her helst stå selvindlysende klart for Weekendavisens almindeligvis dannede læsere, hvorfor filosoffen Tudvad ikke kunne gøre sig håb om at komme til at udfolde sin åndrige persona i et sådant forhold. Jeg spørger bare: Kan Tudvad virkelig ikke finde på noget mere originalt end at iscenesætte sig selv i en dårlig reprise af dramaet mellem Regine og Søren?

I bestræbelsen på at bevare sit selvbillede føles det givetvist aldeles sekundært for Peter Tudvad, at han skaber en så reduktionistisk fortælling. Peter Tudvad kan måske ovenikøbet betragte det som en nødvendighed og tillige en drivkraft for sit senere filosofiske virke at have begået sin »synd« for således at kunne forstå verdens øvrige »syndere«, inklusive sit ophøjede idol, Kierkegaard, og samtidig tage endegyldigt afstand fra »det Almene«. Men det er urimeligt, og det er at føje spot til skade, og så ovenikøbet fra en mand, der påstår at have erkendt at have begået en »kardinalsynd«. I kraft af denne konstruerede kontrast skal vi således forstå den dybere retfærdighed i Peter Tudvads fortælling.

Dette er et debatindlæg og udtrykker derfor alene skribentens holdning. Du kan indsende forslag til en et debatindlæg på opinion@weekendavisen.dk.

 

Marta Sørensen svarer: Weekendavisens serie om brud og skilsmisser tager udgangspunkt i et enkelt menneskes historie, der holdes på den interviewedes egen banehalvdel. Bettina Høyrup Pavón er således ikke nævnt ved navn eller i det hele taget ud over en subjektiv (og umiddelbart positiv) vurdering af hendes person fra Tudvad selv.

 

Læs artiklen om Peter Tudvads »kardinalsynd« fra serien om brud og skilsmisser: »Det skal ikke være for let«

Side 14