Tysk kaos
Mads Lund Mikkelsen
cand.mag. i tysk sprog, litteratur og kultur
Sammen med resten af den relativt lille østtyske fodboldklub FSV Zwickau skulle ultrá-fangruppen Red Kaos den 31/7 2019 have gæstet 1860 München til en kamp i 3. Bundesliga. Men fordi gruppens frontbanner blev forbudt af statsadvokaten i München grundet anvendelse af et vurderet forfatningsstridigt symbol, et rune-s, valgte Red Kaos og den samlede fanscene fra Zwickau at blive væk fra kampen. Sagen er bare den, at Red Kaos i modsætning til i hvert fald et par andre østtyske ultrá-grupperinger, som hos for eksempel Hallescher FC og Lokomotive Leipzig, faktisk ikke har forbindelser til højreekstremisme. Derimod er der snarere tale om en venstreorienteret gruppe. Forbuddet førte derfor til frugtesløse protester også fra det antifascistiske faninitiativ hos 1860 München Löwenfans gegen Rechts.
Eksemplet viser, at nerverne sidder uden på tøjet i vores store nabo mod syd. Der hersker vedvarende krisestemning, udløst af en række voldsomme hændelser og fænomener siden flygtningekrisen i 2015. Det højreekstremt motiverede drab på CDU-politikeren Walter Lübcke i juni i år er blot det seneste chok. Mordet har accelereret en allerede eksplosiv politisk konflikt mellem store dele af den tyske politiske mainstream og højrefløjen, repræsenteret ved AfD; CDUs ledelse har som reaktion på mordet anklaget AfD for indirekte at bære en del af skylden for drabet og har grundlæggende afvist ethvert fremtidigt samarbejde med partiet.
Med anklagen mod AfD medvirker CDU til at forværre det politiske klima i Tyskland, og de lægger endnu en hindring i vejen for dialog mellem de immervæk 12-13 procent af befolkningen, som stemmer på AfD, og resten. CDU kaster benzin på AfDs bål, som næres af fjendebilleder, kampretorik og offerrollen. Fjenden står til højre, hed det med rette i Weimarrepublikken, efter to paramilitært organiserede højreekstremisters mord på udenrigsministeren Walther Rathenau. Den parole gentages i dag, selvom AfD i radikalitet ikke kan sammenlignes med 1920rnes revolutionære konservative og nationalsocialister.
Ifølge blandt andre de to tyske sociologer Andreas Reckwitz og Cornelia Koppetsch spejler tidens politiske kamp en dybtliggende brudflade i det tyske samfund; skellet mellem taberne og vinderne i overgangen fra industrimoderne til det senmoderne, globaliserede samfund. Den tabende side har ikke kun lidt økonomiske nederlag, der er lige så meget tale om kulturelle og symbolske statustab for særligt to grupper af tyskere: den ny underklasse, tjenesteydelsesproletariatet og den gamle middelklasse, som udgjorde midten af det tyske efterkrigssamfund. Begge befolkningsgrupper har haft store ulemper af globaliseringsrelaterede ændringer i samfundet, og deres traditionelle værdier og mentaliteter står i modsætning til den kulturelle og økonomiske åbenhed og mobilitet, som den nye storbymiddelklasse hylder.
En deeskalering af konflikten kan på den lange bane kun opnås, hvis de etablerede partier udvikler troværdige bud på et nyt tysk »vi« – et vi som også inkluderer de tyskere, hvis værdier snarere er traditionelle, og som lige nu er kritisk indstillede over for økonomisk og kulturel liberalisering. Partierne må igen blive i stand til at producere nye forpligtende og åbne kollektive identitetstilbud. Åbne, fordi det er klart, at et nyt vi ikke kan svare til det 20. århundredes homogene samfund. Kompleksiteten er kommet for at blive.
På kort sigt skal den markante og stigende ulighed i landet bekæmpes, vilkårene forbedres for den store gruppe af tyskere, som er i arbejde, men tjener meget lidt, og der skal gøres indrømmelser til de globaliseringsramte grupper i form af anerkendelse af deres samfundsbidrag og ærlig opmærksomhed for de problemer, de oplever i hverdagen. Også integrationsproblemer hører til i den sidste kategori.
Tysklands problem med højreekstremisme bør tages meget alvorligt, og der findes også højreekstreme i og omkring AfD, men løsningen er næppe at isolere højrepopulisterne politisk og optrappe konflikten med partiet og dets vælgere i medierne. Problemet ved de etablerede partiers strategi er, at kampen mod rechts – begrebet omfatter alt fra konservative til nynazister – som en strid mellem gode, liberale kosmopolitter og fæle, reaktionære nationalister beror på forsimplede tolkningsmønstre overtaget fra Weimarrepublikkens kamp om demokratiet. Dengang var vigtige samfundsbærende lag antidemokratisk indstillede, men det er ikke tilfældet i dag, og fænomenet højrepopulisme vil bestå, så længe dets årsager ignoreres og kun bekæmpes ved kampparoler for åbenhed, tolerance og demokrati.
Alt imens store liberale medier som avisen Die Zeit euforisk fejrer De Grønnes højtflyvende valg- og meningsmålingsresultater, lurer til efteråret tre landdagsvalg i det østlige Tyskland. Ved alle tre valg står AfD til at få over 20 procent af stemmerne. Fra dansk perspektiv er der gode grunde til bekymring over, hvor Tyskland er på vej hen. Vi og Europa har brug for et stabilt og afklaret Tyskland.
Nyborg Slot
Catharina Collet, næstformand i bevaringsforeningen Kultur & Arv Niels-Knud Liebgott, fhv. museumsdirektør ved De Danske Kongers Kronologiske Samling på Rosenborg og Amalienborg, nuværende bestyrelsesmedlem i Kultur & Arv Frederik Siemssen, formand for Kultur & Arv
Slots- og Kulturstyrelsens direktør, Jesper Hermansen, argumenterede i sidste uges WA for at bebygge det fredede anlæg Nyborg Slot med 2000 kvm stål- og betonbyggeri. Noget sådant er ifølge chefen for landets højeste fredningsmyndighed i orden, fordi det »styrker formidlingen«. Nyborg Slot har gennem historien »været udsat for talrige nedrivninger, ombygninger og markante ændringer«, må man forstå. Så hvorfor ikke lave nye forandringer med statens fredningsmyndighed som primus motor?
Med den formidlingslogik kan Danmark se frem til flere statslige byggeprojekter midt i vore fredede kulturmindesmærker.
Ud over »formidling« skriver direktøren, at »der er mange gode grunde til, at Slots- og Kulturstyrelsen har besluttet at tillade forandringerne« på Nyborg Slot. Men han nævner ikke en eneste. Direktøren skriver, at der »ligger grundige overvejelser« forud. Men han nævner heller ikke en eneste. Direktøren skriver, at Det Særlige Bygningssyn, der rådgiver Slots- og Kulturstyrelsen (SLKS) om spørgsmål om bygningsfredning og -bevaring »har udtalt sig positivt om projektet«. Han nævner ikke, at formanden for bygningssynet er samme arkitekt, som har tegnet byggeriet. Ej heller at arkitektskolernes fredningsekspert i synet er inhabil og derfor ikke kan udtale sig, da han også er en del af projektet. Eller at SLKS, der selv administrerer bygningssynet for kulturministeren og samtidig er ejer og bygherre, aldrig har bedt synet om en principiel stillingtagen til projektet – det vil sige, om det principielt er i orden at bygge på et fredet slot.
Direktøren afviser hverken, at byggeriets betonpæle kræver fjernelse af arkæologiske levn, eller at indgrebet medfører uoprettelige skader. Det kan han ikke.
Direktøren pointerer, at man i sin tid har tilladt forandringer på Koldinghus. Han nævner ikke, at Nyborg Slot – indtil styrelsen gik i gang med at rive historien ned – var et helstøbt anlæg med fire intakte fløje, mens Koldinghus var en ruin truet af sammenstyrtning efter 150 års forfald.
Måske SLKS slet ikke kan se, at der er betydelig forskel?
Værst er det dog, at SLKS agerer dommer over historien.
Nyborg Slot »har spillet en væsentlig rolle i danmarkshistorien gennem Middelalderen og Renæssancen«, skriver direktøren. Man har nemlig selv nedrevet alle fysiske spor af slottets (uvæsentlige?) historie som garnison fra 1660 til 1913, det vil sige fra enevældens indførelse til moderne tid. SLKS har udraderet mere end en tredjedel af slottets historie, fordi den ikke passer ind i den middelalderfortælling, SLKS vil »formidle« – ved at bygge nyt(!).
Det føjer til den lange række af skandaler, at SLKS har ladet sit historiesyn (og dermed hele projektet) diktere af en udlægning af danmarkshistorien og Nyborgs rolle i den, som flere eksperter nu direkte betvivler, herunder UNESCOs rådgivende kulturarvsorgan, ICOMOS. Der er stor faglig tvivl om redeligheden i »den formidling, de kommende forandringer vil styrke«.
Projektet står på grund af klager foreløbig stille. Dets lødighed skal snart vurderes i det statslige klagenævn.
Grænsehandel
Anders Orris, tidsskriftsredaktør
cand.mag. Sønder Havnegade 10, Sønderborg
Artiklen om grænsehandel (WA, 2/8: »Dåsebajeropstanden«) er ærgerlig. Dels understreger den en tendens ved avisen: Artiklerne handler i stigende grad om (private) oplevelser, ikke om offentlige anliggender. Rejser, skribenters indre overvejelser, bøger nogen ikke har fået læst, novra-fascination, mad, mad, mad og deslige fylder for meget i spalterne.
Dels tager artiklen ikke emnet – det forhold, at den førte skatte- og afgiftspolitik i Danmark overfører milliarder til andre lande – alvorligt. Ingen kender rigtigt omfanget, politisk vil man formentlig nødig kende det, uvidenhed er at foretrække, og mangt en københavnerpolitiker eller -journalist aner i øvrigt ikke en pind om, hvad der foregår i grænselandet.
Grænsehandelen drejer sig ikke kun om Fleggaard-folkenes gode forretning med klassiske grænsehandelsvarer, bajere og slik, men også og nok primært om talrige sønderjyske familier, der så sjældent som muligt køber køkkenrulle, toiletrens, æblejuice, marmelade og meget andet i Danmark. Det køber de i fremragende, velassorterede supermarkeder i Flensborg, Citti og Real hedder de, hvor den lavere tyske moms er første garant for lavere priser. Dertil udgøres grænsehandelen eksempelvis også af biludlejningsselskaber i Flensborg, hvor 80 procent af kunderne, der ikke sjældent erlægger tusindvis af kroner i kassen, er danskere.
Emnet kunne nok fortjene en nærmere journalistisk granskning, fri for situationsbilleder, men politisk er der næppe nogen forandring i vente. Skiftende danske regeringer mener åbenbart, at der er råd til disse kæmpeoverførsler af omsætning, overskud og arbejdspladser til Tyskland.
Svækket presse
Sebastian Nils Swiatecki
Klemstrupvej 19, 8500 Ryomgård
I WA #30 peger Martin Krasnik på det besynderlige i, at typer som Trump og Boris Johnson er kommet til magten, uden at komme meget ind på, at det simpelt hen er, fordi de kan slippe af sted med det, fordi den kritiske presse er svækket. De slipper uden om pressens pinebænk, som for 40 år siden ville have udstillet dem som fusentaster for vælgerne.
Hvorfor denne svækkelse? For det første fordi det økonomiske grundlag for store dagblade blev minimeret, da annonceindtægterne fra jobannoncer gik til internettet. I gamle dage havde eksempelvis JP en søndagsudgave, hvor en af de talrige sektioner fyldt med indhold var nær centimetertyk af jobannoncer. Det skæppede i kassen, og store mængder penge blev mange steder brugt på at ansætte højt betalte journalister med nogle af de mest kritiske, nysgerrige, vidende, udfarende og undersøgende skrivehjerner, der fandtes. Lig med større relevans for langt flere avislæsere dengang. Dertil er der nu stærke alternativer som Facebook og Twitter, uden kritisk journalistisk tilgang eller skyggen af ærinde i retning af at spidde typer som Trump og Boris Johnson.
Pressen, den fjerde statsmagt, er blevet svagere. Hvad kan der gøres? Det truer jo demokratierne. Det, der kan gøres, er at lade nyskabende journalistiske vækstlag som Radio24syv leve og blomstre. Det, der kan gøres, er at statssubsidiere den seriøse del af pressen massivt. Støtte medier med kritisk tilgang, ikke mindst når det gælder teknologisk almendannelse. Bekæmpelse af klimaændringer er eksempelvis baseret på store teknologiændringer, som det er vigtigt at forstå, når man skal forholde sig til mulige politiske fusentaster i et demokrati, også herhjemme. Selv om massive subsidier er trælse, er de nødvendige. Vil man også svinge pisken lidt, kan man stille krav om public service fra public service-medier, DR. Væk med armslængdeprincippet for at få DR til at tage sin public service-forpligtigelse alvorligt.
DR er sluppet af sted med at kalde let aftenunderholdning for public service, og det er rivende gal ansvarsforflygtigelse i disse tider. Så kan man forresten også tvinge DR til at genindføre genudsendelsen af P1s mange gode aktuelle journalistiske dagsprogrammer på aftensendefladen. Det er simpelt hen her, at folk, der går på arbejde, har tid til at lytte. I stedet for den dumme, samfundsskadelige beslutning for nogle år siden om at smide genudsendelse af P1-dagsjournalistikken ud til fordel for harmløs instrumentalmusik, som nu fylder P1s aftenflade. Spild.
Skilt
Else Najbjerg, cand.mag.
Emiliehøj 32, 8270 Højbjerg
1000 tak til Martin Krasnik for lederen »Skilt« i sidste uges Weekendavis (2/8-19).
Jeg kender heller ingen – som i absolut ingen – der er blevet skilt for tidligt. Selv er jeg blevet skilt to gange, ingen af gangene for tidligt. Begge gange efter mange, alt for mange selvbebrejdelser og mængder af dårlig samvittighed.
Jeg bliver ramt af din fremhævelse af den gængse fortælling, at skilsmisse på alle måder er en forfærdelig handling. Ja, dét er det! Netop på grund af »den store fortælling« er det så voldsom en beslutning, at det er svært at sige højt – både til sig selv og også til omverdenen – at det var det bedste, der kunne ske. Netop af den grund føles det indimellem uoverstigeligt at sprænge sig gennem bjergkæder af selvbebrejdelser og dårlig samvittighed. Det kan ikke engang ens børn være tjent med!
Og jeg bliver bevæget af det »Tillykke!«, du til sidst udbringer. Tak!
Træpiller
Frank Huess Hedlund, civ.ing., ph.d.
Stockholm
Kristine Grunnet, branchechef i Dansk Energi, smider nonchalant fake news-kortet i sin replik (WA #29) til Hustads kritik af flis og træpiller. Det er for billigt.
Hustad peger på en helt nødvendig diskussion af, hvorvidt vi trækkes rundt i cirkusmanegen af misvisende måltal for CO₂-udledningen. Det handler dels om, at CO₂ fra flis og træpiller ganske enkelt ikke tælles med, et gammelt trick fra det dobbelte bogholderi. Dels at vi har flyttet CO₂-udledningen fra produktion af varer, vi alle bruger hver dag, til Kina, selvom CO₂-udledningen per produceret enhed er meget større i Kina end i Danmark.
Men det ser jo så smukt ud i vores eget fine CO₂-regnskab, og så giver det en dejlig varm følelse af moralsk overlegenhed. Klimapolitikkens enorme udgifter er imidlertid helt håndgribelige, ja åndeløse, og pengene tages fra andre vigtige områder som sundhed og uddannelse.
Dette er debatindlæg og udtrykker derfor alene skribenternes holdning. Du kan indsende forslag til en et debatindlæg på opinion@weekendavisen.dk.
