Bereket Fseha har en hæs stemme og lyder ældre, selvom han kun er 13 år. Han sidder på kanten af en briks i en lille hytte i en flygtningelejr i det nordlige Etiopien i Afrika. Her er så varmt, at sveden samler sig som perler på hans pande. Sidste år flygtede Bereket alene over grænsen fra nabolandet Eritrea.
»Jeg gik i to dage, til jeg nåede grænsen,« fortæller han. »Så klatrede jeg op i et træ. Der fik jeg øje på fire grænsevagter med geværer. Men de så ikke mig. Jeg gemte mig i en busk og ventede.«
Det sted, hvor han lå og gemte sig, var foran en af Afrikas bedst bevogtede landegrænser – mellem Eritrea og Etiopien. For 20 år siden udkæmpede de to lande en bitter krig, og da Bereket forsøgte at krydse grænsen, var Etiopien og Eritrea stadig ærkefjender. Alle, der blev taget i at flygte ud af Eritrea, blev enten skudt eller smidt i fængsel af Eritreas grænsesoldater.
»Jeg var meget bange, men jeg besluttede mig for at tage chancen. Så tidligt om morgenen krydsede jeg grænsen, uden at vagterne så mig,« fortæller han.
Fattig farmor
»Jeg kommer fra en lille by, der hedder Meraguz i Eritrea,« siger Bereket.
»Der boede jeg med min farmor, fordi mine forældre døde, da jeg var lille.«
Berekets far døde i militærtjenesten for lang tid siden. Og hans mor døde af en sygdom, da Bereket var otte år gammel. Derfor måtte han flytte ind hos sin fattige farmor, der dårligt nok havde penge til at købe mad til dem begge.
»Vi var meget fattige, for der var ikke nogen mænd i familien til at passe vores lille stykke jord, så den måtte vi leje ud til naboerne.«
Bereket havde ikke tid til at gå i skole. For han brugte det meste af dagen på at hjælpe sin farmor med alt muligt praktisk arbejde. Hente brænde, gøre rent og den slags.
»En dag tænkte jeg, at det var bedre for os alle, hvis jeg tog væk. Og så gik jeg,« siger han.
Ved grænsen nåede drengen uset forbi de bevæbnede vagter. Og på den anden side blev han mødt af etiopiske politifolk. De førte ham til et center, hvor han blev registreret som uledsaget flygtning – det vil sige flygtning under 18 år uden forældre eller anden værge. Nødhjælpsarbejdere fra FN tog godt imod ham, gav ham mad og viste ham, hvor han skulle bo.
Flygtninge uden forældre
Nu bor Bereket i en lejr med andre børn, der er flygtet fra Eritrea uden deres mor eller far. For Etiopien modtager rigtig mange flygtningebørn som Bereket og forsøger at passe godt på dem. Nogle bliver anbragt hos plejefamilier, men der er ikke nok familier og alt for mange enlige børn, så mange børn må bo med hinanden. I det lille hus, hvor vi sidder og taler, bor Bereket med syv andre drenge. De er mellem 12 og 15 år gamle og sidder og følger nysgerrigt med i snakken.
I lejren her tæt ved Eritreas grænse bor der næsten 2000 flygtningebørn uden forældre. Og i hele Etiopien bor der cirka 45.000. Det viser tallene fra FN, som har det overordnede ansvar for flygtningene.
De fleste af børnene i flygtningelejrene håber på at komme i kontakt med deres familier igen. Hvis de ikke kan finde deres forældre, prøver de i stedet at kontakte onkler, tanter eller andre familiemedlemmer, der allerede er flygtet ud af Eritrea og nu bor rundt omkring i Afrika, Europa eller USA.
Drømmer om USA
Eritrea er et lille land med en befolkning lidt mindre end Danmarks. Men der bliver færre og færre mennesker i landet og flere og flere flygtninge fra Eritrea i resten af verden. Langt over en halv million mennesker er de sidste 20 år flygtet for at komme væk fra fattigdom eller den slavelignende militærtjeneste, hvor man som soldat bliver sat til at udføre tvangsarbejde og aldrig kan være sikker på at slippe væk igen.
Bereket har en onkel et sted i Holland, ved han, og ham håber han på at få kontakt til en dag. Mens han venter, får han både mad, lægehjælp og skolegang takket være penge fra blandt andet Danmark, der gennem ulandsbistanden er en af de største bidragsydere til Etiopiens mange flygtningebørn. Også Røde Kors og Dansk Flygtningehjælp støtter lejrene.
Bereket lærer engelsk i lejrens skole, og han kan måske snart begynde på en håndværkeruddannelse. Men selvom der er masser af tid til at gå i skole her i flygtningelejren, drømmer han nogle gange om, hvordan han kommer videre. Hvis han ikke kan få fat i sin onkel i Holland, vil han gerne til USA, fortæller han.
»Jeg har hørt, at livet er godt i USA,« siger Bereket.
Selv hvis det ikke lykkes, er Etiopien trods alt bedre end Eritrea. Når Bereket er færdig med sin uddannelse, vil han kunne søge om arbejde på lige fod med lokalbefolkningen, fordi Etiopien forsøger at integrere flygtningene i samfundet. Uanset hvad vil han ikke tilbage til Eritrea – heller ikke selvom der blev sluttet fred mellem de to lande sidste år.
»Nej, aldrig. Jeg flygtede ikke på grund af forholdet mellem de to lande. Jeg flygtede på grund af fattigdom og situationen i Eritrea. Det vil jeg ikke tilbage til.«
Grænsestrid
Etiopien og Eritrea har været ærkefjender i 20 år. Det startede med en strid om, hvor grænsen mellem de to nabolande skulle gå. Det førte til en krig, som varede fra 1998 til 2000. Mange døde, men krigen blev afsluttet uden nogen klar afgørelse. Derefter har landenes regeringer været uvenner og holdt grænsen lukket. Mange fra Eritrea er dog alligevel flygtet til Etiopien og andre lande. Eritreas præsident har nemlig regeret landet som en diktator og sendt mange borgere i årelang militærtjeneste og arbejdslejre.
Etiopien er et af de lande i verden, der har flest flygtninge fra nabolande boende – tæt på en million.
