Leder.

Ulven kommer

NÅR amerikanske præsidenter skriver i gæstebogen på Amalienborg, er det et lille, præcist kapitel af verdenshistorien, de efterlader sig: Da Bill Clinton kom forbi i 1997, takkede han – foran 80.000 glade tilhørere på Nytorv – for Danmarks bidrag til fredsbevarende missioner på Balkan. Man troede på freden efter Murens fald. Amerikansk lederskab stoppede derefter et folkedrab i Europa. Da George W. Bush besøgte Anders Fogh i 2005, var det et symbol på et intimt forhold, hvor Danmark bidrog væsentligt til visionen om at sprede demokrati i verden med militærmagt. Da Barack Obama to gange var i Danmark i 2009, handlede det ikke mindst om klimapolitik og endnu en stadfæstelse af fællesskabet. To år senere bidrog Danmark i høj grad til angrebet på Libyen. Trumps underskrift i gæstebogen markerer en fuldkommen forandret virkelighed. Der er usikkerhed om selve det amerikanske lederskab, og spørgsmål om sikkerhed, demokrati, menneskerettigheder og klima er ikke længere pakket ind i institutioner, hvor alliancen med USA er selvindlysende for Danmark.

TRUMP og de danskere, han skal møde, kommer forhåbentlig til at tale om disse spørgsmål, og i så fald er der grund til at hilse besøget velkommen. Det er vigtigere end nogensinde at påvirke USAs præsident. Og meget tyder som bekendt på, at manden faktisk er påvirkelig. At stille sig fornærmet an eller fremture med demonstrationer vil være noget nær latterligt. Når ulven kommer, må man som bekendt forberede sig ordentligt.

KOMMER statsminister Mette Frederiksen med en klar beskrivelse af Danmarks udenrigs- og sikkerhedspolitik, vil det i sig selv være et kæmpestort resultat. I de sidste år har Danmark lagt sig på midterlinjen i Europas usammenhængende tilgang til alle store sikkerhedsspørgsmål. Og Socialdemokratiet har været besynderligt uinteresseret i de udfordringer, der presser sig på fra alle sider. I et europæisk perspektiv afslører præsident Trump først og fremmest, at vi i Europa hverken har en sikkerhedspolitik eller evnen til at håndtere nogen form for magtanvendelse, når det igen bliver nødvendigt. Danmarks placering ved Østersøen og ikke mindst vores rolle i Arktis betyder, at der ikke er så mange steder at gemme sig. Vi må kende vores interesser og formulere vores politik. En samtale med den amerikanske præsident er en temmelig god anledning.