Læserbreve. Danmarks Radio. Grænseløst. Udemokrati.

Debat

Danmarks Radio

Fabian Uth Nielsen og Gustav Foss Fabricius
Kandidater i kommunikation ved Roskilde Universitet

Danmarks Radio har ikke været i stand til at definere deres eget eksistensgrundlag – det har politikerne til gengæld.

DR valgte i forbindelse med medieforliget ikke at sige fra over for regeringen og Dansk Folkepartis besparelser og dermed stå på mål for, hvilken uundværlig rolle public service kan, skal og bør have i Danmark. Med andre ord undlod de at øve indflydelse på rammerne for deres eget eksistensgrundlag.

Denne passivitet kan spores tilbage til topledelsen, der urokkeligt står fast på organisationens uafhængighed. Til gengæld påvirker det helt almindelige medarbejdere, som i særlig grad føler sig pressede til at servicere Dansk Folkeparti og deres dagsorden for at give indtrykket af et »selvstændigt« DR.

Men er DRs passivitet i den politiske debat et bevidst strategisk træk med håb om at aktivere deres lyttere og seere, hvor særlige politiske hensyn fungerer som et spil for galleriet? Det er noget af det, vi ser komme til udtryk i vores specialeafhandling. Med udgangspunkt i interviews af medarbejdere i flere forskellige lag af organisationen undersøgte vi, hvordan ydre politiske debatter om DR påvirker organisationen indadtil.

Siden kravet om at beskære DR med 25 procent blev luftet af Dansk Folkeparti i sommeren 2017, har DRs øverste ledelse ikke været ude og forsvare organisationens formål: at være »en kulturinstitution og udgør[e] en uundværlig del af den demokratiske debat og [være] en kulturbærende del af det danske samfund«, som de forpligtes til at være i public service-kontrakten. Den overordnede debat har først og fremmest været omgivet af politiske krav om et mindre DR til fordel for private medier. Alt imens har DRs prioriteter af produktioner og planlægning af kulturelt og samfundsrelevant indhold til den brede danske befolkning nærmest været usynlig i debatten.

Rammerne i public service-kontrakten understreger dog, at DR skal agere som en selvstændig offentlig institution – uafhængig af økonomiske, kommercielle og politiske interesser. Men hvordan kan man være politisk uafhængig, når ens eksistensgrundlag hviler på et så tungt politisk fundament?

Problematikken er åbenlys, og derfor er vi overraskede over, hvordan ledere og medarbejdere i Danmarks kulturelle højborg selv tackler samfundets modstridende interesser i forhold til den økonomiske fordeling af public service-midler. Når man kigger bag facaden, ser man, hvordan store udfordringer og uoverensstemmelser præger medarbejdernes handleevne i deres daglige arbejde. Inde bag murene i DR Byen er organisationen nemlig opsplittet i et væld af grupperinger. Hos topledelsen er besparelserne forårsaget af politiske vinde, som rækker ud over deres kontrol, mens der på gulvet kigges skævt til Maria Rørbye Rønns spare- og udviklingsplan.

Derfor tager vejen til politisk uaf­hængighed mange forskellige drejninger, fordi begivenheder omkring medieforliget italesættes vidt forskelligt. Og på trods af at armslængden er blevet kortere, fastholder topledelsen, at den lever i bedste velgående. Alt imens er den pressede medarbejder og mellemleder på gulvet bange for at træde Dansk Folkeparti over tæerne. Eksempelvis undlades indhold, som bestemte partier kan tolke som misvisende, samtidig med at mellemledere overtager assistenternes servicearbejde, når medlemmer af Dansk Folkeparti træder ind på nyhedsredaktionen. Det giver indtrykket af, at medarbejderne hos DR gør alt for at tilgodese politikerne, mens topledelsen passivt gemmer sig bag kulisserne.

Kan forklaringen være, at man frygter yderligere besparelser eller detailregulering på programniveau, som nogle medarbejdere i organisationen selv giver udtryk for? Eller kan det ses som et strategisk træk, der skal mobilisere lyttere og seere til DRs egne politiske kamptropper?

Da budgetterne i flere år frem blev beskåret årligt med omtrent 300 millioner kroner i kølvandet på byggerodet omkring DR Byen, lagde organisationen sig fladt ned, hvilket resulterede i udvidede programflader og lanceringen af nye tv- og radiokanaler. Er det sådan, DR plejer politiske relationer? De føjer sig for folkevalgte politikere, men alligevel påberåber de konsekvent deres egen uafhængighed, hvilket får dem til at fremstå hykleriske: De siger, de er uafhængige, imens der bliver taget et hav af hensyn til politiske dagsordener.

Man kan sige, at DR i hvert fald opnår legitimitet hos befolkningen på den korte bane, da ingen har mulighed for at kritisere dem for at være politisk påvirket, så længe topledere ikke vil anerkende de interne problematikker, som medarbejderne står over for. På den lange bane kan man spørge, hvorvidt de fortsat selv ønsker at være et modellerbart aktiv i dansk politik. I skrivende stund er det store spørgsmål, om en ny regering med et såkaldt »systemskifte« under armen overhovedet vil eller kan gøre noget som helst ved disse problematikker. Under alle omstændigheder er det vigtigt at problematisere, at DR altid kan bruges som et værktøj i den politiske debat og tildeles et økonomisk skolebad – muligvis gennem årlige finanslovsforhandlinger. Hvornår giver vi DR plads til både at være en kulturbærende del af det danske samfund og den danske befolknings politiske vagthund, der tør bide fra sig i den politiske debat, selv når det kan koste dem yderligere besparelser?

Grænseløst

Niels B. Larsen, fhv. civiløkonom

De er på afveje med Deres holdninger i WA #30, Klaus Rothstein. For det er ikke europæernes skyld, at migranterne drukner i Middelhavet; det er migranternes egen skyld. Ingen har bedt dem om at forsøge sig med at komme til Europa, tværtimod er de fuldt bevidste om, at europæerne ikke ønsker, at de kommer. Og vi europæere har intet ansvar for, hvad der foregår i eksempelvis Libyen.

Ingen bør af moralske eller humanistiske grunde kunne pålægge europæerne noget ansvar for at overtage Mellemøstens og Afrikas overskudsbefolkninger, når det samtidig indebærer en tydelig og påviselig forringelse af de europæiske samfund. Den forringelse er både på det sociale, kriminelle og økonomiske plan. Humanismen har fejlet totalt i denne sammenhæng.

Jeg anser faktisk de sejlende NGO’er for at være forrædere mod deres egne samfund, ikke for at være humanister. Og jeg håber, at den kvindelige tyske kaptajn får en dom for menneskesmugling i Italien.

De afrikanske og mellemøstlige samfund har derimod det fulde ansvar for migranterne. De stater har fejlet med hensyn til at skabe bæredygtige, udviklingsmodne samfund, ikke mindst på grund af en manglende befolkningspolitik ofte begrundet i hensyntagen til religiøse dogmer, som er totalt ude af trit med nutiden. Hvorfor skal europæerne lide under det?

Udemokrati

Herman Nielsen, daværende bestyrelsesmedlem i Brabrand Boligforening

Beboerne var selv med til at stemme helhedsplanen igennem, står der i den store artikel om ændringerne i Gellerup i WA #29. 18 procent stemmer var der at optælle, de 12 procent var for og 6 procent imod. Det er demokrati uden dets forudsætning: oplyste og interesserede borgere.

 

Dette er debatindlæg og udtrykker derfor alene skribenternes holdning. Du kan indsende forslag til en et debatindlæg på opinion@weekendavisen.dk.

Side 14